The Save Escape ( PAUSE )

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Igang
Hun var i færd med at flygte, mens han var i færd med at redde hende. Tænk at alt kunne ændres bare ved et lille møde. Eller redning. Man falder ikke bare for nogen. Det mener Sofia i hvert fald. Men når noget ændre sig, ændre ens mening om det vel også? Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab. Hans hænder der trykkede sig imod ens hud, det var hendes flygtning.

10Likes
14Kommentarer
1598Visninger
AA

5. Hiding

Jeg stod og trippede forsigtig med min urolige fod, mens han stod og kløede sig uroligt i nakken. Der var ingen, der rigtig tog det første skridt og sagde noget. Derimod stod vi begge bare og kiggede på diverse ting, der var placeret forskellige steder i gangen. Og en gang imellem kiggede vi diskret på hinanden. Eller jeg gjorde på ham. Stemningen var ikke just god. Jeg følte egentlig bare, at det var akavet, og det var ikke det jeg ville.

"Hvem snakkede du med?" Røg det ud af munden på mig, hvilket ikke var meningen. Jeg ændrede hurtig min stilling, og tog hænderne mod hinanden, så jeg flettede mine egne fingre.

Han kiggede indtrængende på mig, og gik tættere, så han endte med at stå en halv meter fra mig. Hænderne, der tilhørte ham, blev lagt på mine skuldre, og hans ansigt kom tættere på mit. Hans ånde ramte  let mine blussede kinder, og mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst.

"Hør, hvis du hørte noget før, skal du ikke tage dig af det. Bare glem det," sagde han bekymrende, men samtidig med en hård tone. Det lød næsten som om han fortrød, at have mig her. Jeg nikkede langsomt med mit hoved, for at signalere at jeg havde forstået det.

Det var egentlig mærkeligt, at han ikke sagde, at jeg skulle hjem. Men måske ville han også gerne have, at jeg skulle blive. Måske, ligeså meget som mig? Måske kunne han lide mig? Ej, det ville være en drøm, der gik i opfyldelse, hvis han også kunne lide sådan en som mig. Mig, som stadig  nogen gange spiser hos sine forældre, og ikke rigtig har den største vennekreds. En der bare står i baggrunden og følger så godt med, som hun kan. Men det ender altid med, at hun mistede det vigtige. Det var egentlig ret sørgeligt så hurtigt min barndom var gået. Jeg var allerede flyttet hjemmefra!  

"Hvad laver du i din fritid?" Mit forsøg på, at få en samtale i gang, var ikke just god. Det var som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige eller gøre, så jeg tog det op i min favn og prøvede. "Ehm," sagde han kært, mens han endnu engang tog hans ene hånd om bag i nakken og kløede roligt. Hans krøller omringede hans perfekte ansigt, og han kiggede mig dybt i øjnene. "Kampsport." Et enkelt men alligevel så betydningsfuldt svar. Jeg tykkede indenvendigt på ordet. Hvad mon han skulle bruge kampsport til? Selvfølgelig kunne det bare være en helt almindelig hobbye, ligesom jeg engang gik til gymnastik. Jeg ved ikke hvorfor jeg stoppede. Det blev vist bare kedeligt + jeg også fik mit arbejde, så der var ikke særlig meget tid at løbe med. Selvom jeg var den bedste på mit elitehold, vidste jeg godt inderst inde, at jeg ikke kunne begge dele, så da jeg blev nød til at vælge, valgte jeg den sikre vej; arbejde. På den måde tjente jeg penge, som jeg vidste jeg ville kunne beholde. Og se mig nu. Jeg havde det stadig, og jeg havde det godt økonomisk. Gymnastikken savnede jeg dog stadig. Det var også derfor jeg nogle gange rendte ned på en legeplads, og svingede mig rundt på forskellige redskaber. 

"Hvad bruger du kampsport til?" Det røg bare ud af munden på mig. "Heh, jeg øh. Man ved vel aldrig om der kommer nogle uventet. Du ved, ligesom med dig i går aftes. Hvad lavede du egentlig ude så sent?" Bare tanken om hendelserne i går aftes, skræmte mig utrolig meget. Jeg havde ikke engang lyst til at tænke på det, men nu var jeg ligesom mindet om det.

"Nårh, okay," svarede jeg dumt uden, at svare på hans spørgsmål. Denne gang blussede mine kinder endnu mere op, og han kunne helt klart se det tydeligerer end en hver anden. Han stod stadig med hans varme hænder på mine skuldre, og hans ansigt utrolig tæt.

"Jeg elsker når du rødmer," sagde han lavt ud af det blå. Det fik mig kun til at rødme mere, hvilket dannede et smil om både hans og mine læber. Hans var dog langt bredere end mit, mens mit svagt spillede.

Han tog hans hånd op til min kind og aede den blidt. Jeg vidste, at det var gået meget hurtigt med vores forhold, men det føltes meget ægte allerede. Det var ikke første gang, at jeg havde stået med en dreng så tæt, men det var første gang jeg virkelig følte, at det var ægte fra begge parter.

Det var som om han var så følsom, men alligevel så stærk og ubrydelig. Min hjerne kunne ikke helt finde ud af ham. Det første øjeblik isolerede han sig fuldstændig. Det andet står han tæt op ad mig med sin hånd på min kind. Så smukke øjne, så flotte krøller, så smukke smilehuller. Perfekt! Ja, det var et godt ord. Det beskrev ham ret godt. 

Han trak sig langsomt væk, mens jeg kiggede uskyldigt på ham. Han var så hemmelighedsfuld, at jeg ikke helt forstod hvorfor han til at starte med, havde reddet mig. Selvfølgelig var jeg meget taknemlig. Faktisk utrolig taknemlig. Hvad ville jeg have gjort, hvis han ikke havde været der for mig? Det ved jeg virkelig ikke, og måske var jeg allerede gravid til den tid. Nok ville jeg ikke vide det endnu, men det talte da stadig, for jeg gik da ikke udfra, at mændene havde tænkt sig, at bruge kondom. Var det ikke noget med, at det var meget bedre uden. Jeg vidste det ikke rigtigt, for jeg havde egentlig aldrig prøvet det. Det var noget helt nyt for mig.

Hvad tænkte han egentlig om mig? Var jeg bare en pige han havde taget sig af, eller var der en mening med alt hvad han foretog sig?

"Hvad hedder du?" Spurgte han hårdt. Jeg gispede lydløst, af hans pludselige spørgsmål inden jeg forsigtigt svarede ham. "Sofia." Hans bekymrende og omsorgsfulde mine, ændrede sig drastisk til en beslutsom og hård tone, som gjorde mig virkelig nervøs. "Hvad hedder du?" Fik jeg fremstammet, efter en irriterende stilhed.

Hans øjenbryn blev løftet højt, men i kort tid, hvorefter han trak dem ned igen. "Harry." Jeg tyggede indenvendigt på navnet, og kiggede hurtigt hen på ham. Hvad sagde jeg! Et sødt navn, til en sød dreng.

"Hør, jeg er virkelig ked af det." Hans bløde stemme var slet ikke til at se spor af. Hans selvsikkerhed havde fuldstændig taget over, og han tog et skridt fremad. Først forstod jeg virkelig ikke hvad der foregik, men så tog han hårdt fat i min arm, hvorved jeg skreg af smerte. Mit blodomløb, var jeg sikker på stod på pause, og mærket han var ved at danne, var jeg sikker på ville udvikle sig til et blåt mærke.

Han trak mig hen af gangen, og jeg pev med små støn af den umådelige smerte, der flød igennem min krop. Jeg var tvunget til at følge med, for jeg kunne ikke kæmpe imod ham. Han var simpelhen for stærk.

Han var hurtigt henne af gangen og ved hoveddøren. Hans greb slap mig for et sekund, og jeg brugte muligheden til at træde et skridt tilbage, og tage mig til min arm, hvor man kunne ane fem fingre. Hoveddøren blev åbnet, og ind kom to andre mænd. Jeg gispede af synet, da det gik op for mig hvem det var. Det var dem fra gyden. De mænd, som skulle til at rører mig, stod nu og samarbejdede med... ham. Ham, jeg ellers stolede på og beundrede så forfærdeligt meget.

De to mænd tog et skridt længere hem mod mig, som tog et skridt længere bagud. Hvad foregik det? Var jeg ikke sikker hos Harry? Jo, han kunne da ikke være på deres side. Det ville han ikke gøre mod mig, eller ville han? Nej, det kunne ikke passe. Han var jo den søde!

Jeg rystede kraftigt på hovedet over mine tanker. Det kunne ikke passe. Min ryg ramte hårdt trævæggen inde i entréen, hvorved jeg gispede. Jeg var trængt op i et hjørne, og mændene fortsatte sine skridt mod mig. Stikkene indenunder mine øjenlåg tog til, og jeg mærkede tårene presse sig på. Men de skulle ikke nyde noget af det. De skulle ikke se mig græde, og da slet ikke Harry. Hvordan kunne han? 

Måske overreagerede jeg, men så alligevel. Jeg havde på fornemmelsen, at de ville 'tage' mig, men hvor langt ude ville det lige være. Der var så mange piger i verden dette kunne ske for, og så var det lige mig. Måske lød det en smule egoistisk, men det var jo sandt. Hvad var chancen for, at man blev bortført eller noget lignende. Meget lille!

Hvorfor var det egentlig mændene fra gyden? Hvad havde de at gøre med Harry. Hvad lavede Harry egentlig? Kampsporten! Måske havde det noget med sagen at gøre.

Mine beundringer for Harry, var som blæst væk af en kæmpe tornado. Han havde kun haft mig, så jeg kunne blive bortført. Det måtte være svaret. Hvad skulle det ellers være. Han samarbejdede tydeligvis med mændene fra gyden. Jeg fortrød hundrede gange, at jeg overhovedet havde taget chancen med at gå igennem den smalle gade. Hvis jeg bare havde sagt ja til mine forældre, og havde ladet dem køre mig hjem, var det her slet ikke sket. Men jeg ville jo ikke belejre dem med min transport, og det var jo ikke fordi jeg ligefrem boede tæt på dem.

Dette havde aldrig været min intention, så hvorfor var jeg ikke bare taget hjem, når jeg havde chancen. Jeg havde haft så mange chancer, men jeg havde alligevel ville tilbringe min tid sammen med Harry. Han havde gjort det med vilje. Været så sød mod mig, og fik mig til at føle mig velkommen og sikker, så jeg slet ikke overvejde at tage hjem. Måske var det det de gjorde. At vælge en tiltrækkende og mega flot fyr, så han tiltrækkede piger og kunne holde dem fra at flygte. Bare tanken fik mig til at væmmes. Det var slet ikke hvad jeg havde tænkt om ham. Han virkede så fredelig og sød. Men nu hvor jeg tænkte over det, havde han også været meget opmærksom, da vi gik ind i huset. Han havde kigget i alle retninger, og først da han havde tjekket alle vores omgivelser, havde han givet mig sin opmærksomhed igen. Men jeg havde bare slået det ud af hovedet. Hvorfor kunne jeg ikke tænke mig om. Man måtte jo ikke gå med fremmede, uanset om personen virkede sød eller fredelig! 

Nu når jeg tænkte tilbage på i nat, gøs jeg. Jeg ville aldrig sove sammen med Harry mere. Aldrig. Han var the badguy nu. Og selvom min hjerne sagde, at jeg var helt forkert på den, slog jeg det ud af hovedet. Det var han jo. Han hjalp nogle sindsyge og sikkert liderlige mænd, som før havde ville tage mig. Det havde sikkert været deres plan, at få mig til at føle mig tilpas med Harry, så de havde planlagt, at han skulle komme mig til unsætning ved gyden. Det var stensikkert.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da nogle tog om mine ankler og bar mig hen mod døren. Mit hoved blevet der taget om, dog med lidt blidere bevægelser end nede ved anklerne og benene. Jeg pressede mit hoved opad, så jeg kunne se hvem det var. Men jeg havde godt regnet ud at det var Harry, og jeg fik kun ret. Han tog sit hoved ned til mit, og mumlede. "Bare rolig. Det værste er hurtigt over." Han lød bekymret, men der var en del af hans tone, der virkede drillende, så jeg fnøs bare.

Jeg stolede på ham, og jeg ved godt, at jeg ikke rigtig kan forvente noget af ham. Vi havde kendt hinanden i et døgn højest, men jeg følte bare, at vi havde et bånd. Og jeg ved godt det virkede dumt at tænke, men det var sådan jeg følte.

Jeg vred og vendte mig, men det virkede ikke. Og selvom jeg mærkede, at de blev irriterede, tog jeg mig ikke af det. Det havde de godt af, men Harry ved jeg nu ikke. Han var jo stadig en smule sød, men han havde virket en smule drillende i hans udtalelser her for tiden, og måske passede han ind i det miljø, som de andre kom fra, men jeg kunne stadig ikke forestille mig, at han bortførte piger og andre personer. Det virkede bare så forkert, hvilket det sandelig også var, men til ham virkede det bare ekstra forkert. Den måde han så ud. Den måde han tog sig af andre, og den måde han havde behandlet mig på. Det var helt anderledes. Jeg var dybt chokkeret.

Alle greb strammede sig, da vi blev mødt af den kolde luft udenfor. Jeg fik øje på en sort bil udenfor huset. Lakken var helt blank, og solens stråler skinnede den helt op. Den var finpudset, og den så ud til at være ny. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men den var flot. Meget flot.

De løb hurtigt hen mod bilen, så jeg gispede en del, fordi vi bumpede utrolig meget op og ned. Harry havde ændret hans greb fra mit hoved til under mine arme. Det var yderst ubehageligt. Mest fordi jeg følte, at han kom alt for tæt på mig, men også at det gjorde bumpenes slag værre.

Vi nåede bilen, og den ene mand slap mit ene ben, så det faldt til jorden. Jeg benyttede derfor lejligheden og sparkede ud efter den anden mand. Først unvig han, hvilket irriterede mig, så jeg prøvede igen. Han små grinede lidt af mit forgæves forsøg, indtil mit andet forsøg ramte plet. Det var hårdt at skulle slå sådan fra mig. Jeg var slet ikke van til denne verden. Fuld af banditter. Jeg vidste godt at den fandtes, men når man stod i den situation, som jeg stod i, kunne man ikke tænke på andet end at komme fri, men i mit tilfælde, havde Harry også en plads. Han fyldte for meget i min hjerne, og jeg kunne ikke få ham ud igen.

Manden tog sig til sit sted, og han fald knælende til jorden. Havde jeg virkelig slået så hårdt? Harry råbte højt og hæst til den anden mand, som kom farende hen mod mig igen. Baggage rummets dør stod pivåbent, men det tog de sig ikke så meget af, for jeg begyndte at skrige med alle mine kræfter jeg havde tilbage. Jeg prøvede virkelig, det gjorde jeg, men det var ligesom om mit skrig var endeløst. Det havde ikke nogen ende. Jeg følte mig fortabt. Der var ingen ude på vejen, og her stod jeg og blev holdt. Det var en forfærdelig følelse. Magtesløs. Jeg følte mig magtesløst.

Jeg turde ikke engang, at kigge på Harry. Et eller andet blik, som gjorde mig blød i knæene, ville jeg få. Men jeg ville ikke holde af Harry. Det var forkert. Både fordi han gjorde noget dumt lige nu, men også den fact, at jeg kun havde kendt ham i så kort tid.

Jeg mærkede den første tårer få sin plads på min kind. Jeg ville have tørt den væk, men jeg kunne ikke få mine hænder revet til mig. Tårerene strømmede bare ud af mig. Jeg ville ikke væk fra byen. Jeg ville ikke væk fra min mor og far. Jeg ville ikke væk fra troen om, at Harry var god. Hvordan havde det her overhovedet udviklet sig til en bortføring? Det var jo sygt.

Jeg blev lagt ind i baggagerummet med en masse tæpper og puder, men lige om lidt ville der blive helt mørkt. Det skræmte mig. Jeg var rædselslagen. Mine ben blev bundet til noget nede ved fodenden, så jeg ikke kunne bevæge mig ordenligt. Harry stod foran mig med et ulæseligt udtryk.

Det var som om han var den eneste i verden i det øjeblik. Hans hoved var det eneste mine øjne kunne fokusere på. Alt andet var sløret, mens solen skar i mine øjne. Han trak mit hoved lidt opad og lagde min pande mod hans. Hans læber lagde sig på min pande, og hvor bare ét øjeblik tillod jeg mig at nyde det. Det hele var så forvirrende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Om han var ond eller god, eller også var det bare mine pokkers følelser for ham.

"Undskyld, men jeg havde ikke noget valg."  

 

~

 

Unskyld den lange ventetid, men jeg har haft lidt svært at fomulere mig. Sofia skal være forvirret, men jeg føler lidt, at det går for hurtigt med hendes følelser for Harry. Men nu er det her, så hvad synes i? Går det for hurtigt? I må meget gerne smide en kommentar på vejen. 

Er der stadig nogle der følger med?

Knus Cecilie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...