New school, new life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2016
  • Opdateret: 21 apr. 2016
  • Status: Igang
Det handler om Victoria Brown, som starter på en ny skolen. Hun støder ind i skolens badboy, Justin, på hendes første dag. Det ender med at han hiver hende med ud i mange dumme problemer, som aldrig ville være sket, hvis hun ikke havde mødt ham.

9Likes
2Kommentarer
980Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Victoria! Du skal op nu, du skulle nødig komme for sent på din første skole dag" råbte min mor, nede fra køkkenet af. Men det resulterede bare at jeg vendte mig om på den anden side, og puttede mig bedre ind i min varme dyne. Jeg gad ærlig talt ikke stå op, for jeg gider ikke starte på en ny skole, men jeg er snart ved at være van til det. "Victoria, hvis du ikke kommer ned nu, kommer jeg selv op og henter dig" råbte min mor igen, og med et var jeg oppe af sengen. Sidste gang hun sagde det og jeg ikke gad at stå op, endte det med at hun hælde vand ud over mig. Det skal jeg nødig prøve igen. Hvis i vil have lidt info om mig så hedder jeg Victoria, og er 16 år. Grunden til at vi flyttede her til Canada, er fordi min far har et arbejde som gør at vi blev nød til at flytte her til. Og han går meget op i sit arbejde, så han bruger ikke så meget tid sammen med min mor, lillebror og jeg. Så jeg har ikke det bedste forhold til ham, da jeg synes at familie er vigtigere end arbejde. Til gengæld har jeg et fint forhold til min mor og lillebror.

Jeg fik taget en grå Calvin Klein sweater, og et par sorte bukser på. Jeg skyndte mig ned i køkkenet for at få noget morgenmad, inden min mor gik helt ud af sit gode skind. Min mor havde været så sød at lave morgenmad til mig, men hun har nok kun gjort det, fordi vi er lidt sent på den, og hun ved at jeg er meget langsom med at lave mad. Myslien med frygter og bær, fik jeg hurtigt spist, og var klar til at kører. Jeg fik min taske over skulderen, og bevægede mig ud mod bilen.

Jeg satte mig ud i bilen, sammen med min mor. Det sidste jeg gad lige nu, var at starte på en helt nu skole, hvor jeg ikke kender nogle. Men selvfølgelig måtte jeg ikke blive hjemme for min mor, da hun syntes at dette var meget vigtigt. Jeg kom med et dybt suk, da min mor startede bilen. Hvorfor? Hvorfor skulle min far have dette lorte arbejde? For ellers skulle jeg ikke flytte skole så tit. Jeg har flyttet skole cirka fem gange, og det pisser mig meget af, hver gang vi skal flytte. Han tænker kun på sit arbejde, han tænker ikke på at jeg skal starte på en ny skole hver gang. Jeg kan hellere aldrig rigtig nå at få nogle venner, før vi skal et andet sted hen. Men det værste af det hele er, jeg er er blevet mobbet på det fleste skoler, jeg har været på. Bare fordi jeg får høje karakterer, og er lidt klogere end de fleste andre. Så folk har tit mobbet mig, og kaldt mig mange grimme ord. Det har også gjort at min selvtillid ikke er særlig god, som den har været. Men der er ikke særlig mange år tilbage af skolen, så jeg må bare overleve de sidste år.

ver på min mor med et trist, så hun måske kunne få lidt medlidenhed med mig. Men hun sendte mig bare et stort smil, og gav mig et kys på kinden. "Hav en god dag skat" sagde hun, og kiggede over på den store skole, og alle eleverne. Jeg gik stille ud af bilen, og nærstuderede hele området meget nøje. Min mor kørte hurtigt væk, da jeg havde lukket bildøren. Jeg bevægede mig stille over mod indgangen til skolen. Alle elevernes blikke var rettet mod mig, da jeg gik forbi dem. Døren åbnede jeg stille, og trådte ind på selve skolen. Nu skulle jeg bare finde kontoret, så jeg kunne få et skema og nogle bøger. Jeg gik stille forvirret rundt ude på gangen, og havde ingen anelse om hvor kontoret befandt sig. Det mest irriterende er at alle kigger på mig, men de hjælper mig ikke.


Efter at havde gået rundt i flere minutter med irriterende blikke i nakken, finder jeg endelig en dør, hvor der et lille skilt på hvor der står 'kontor'. Det var også på tide, jeg er næsten sikker på at jeg vil komme for sent til min først time. Jeg gik over til døren, og bankede stille på. "Kom bare ind" blev der sagt fra den anden side af døren. Døren åbnede jeg stille, og mit blik mødte en gammel dame, som sikkert var en sekretær eller noget i den stil. Jeg gik ind i rummet, og gik hen til bordet hun sad ved. "Du er Victoria Brown ikke?" spurgte hun, med et stort smil på læberne. Jeg nikkede med et smil. "Her er dine bøger, og et skema over de timer du skal have" sagde hun, og gav mig en bunke bøger, og et stykke papir, hvor hele mit skema var på. Men til sidst gav hun mig også en nøgle, "Nøglen er til dit skab, hvor du kan lægge dine bøger og ting ind i. Koden er 5839. Du burde nok også skynde dig lidt ind til din første time, for du er allerede meget for sent på den" sagde hun, og begyndte at arbejde videre med nogle papir som lå på bordet.

Jeg gik ud af kontoret, og kiggede rundt på gangen, som var helt tom for elever. Det kommer til at blive akavet, når jeg skal brase ind midt i timen, for nu når jeg kigger efter, er jeg ikke lidt forsinket, men jeg er meget forsinket. Måske skulle jeg bare opgive at nå at møde ind til første time, selvom jeg ikke plager at være den type. Men jeg kan dårlig nok nå det, hvis jeg først skal finde mit skab for at lægge mine bøger ind i og bagefter lede efter klasselokalet. Så når jeg har fundet mit skab, kunne jeg måske bare gå rundt og kigge på skolen, indtil det blev frikvarter. Jeg synes selv at det var en rimelig god idé.

Jeg gik ned ad de lange gange, i færd med at lede efter mit skab. Jeg kom til en gang, hvor der stod skabe på begge sider, så der er nok en stor chance for at mit skab er her. Jeg kiggede på den nøgle som jeg fik af sekretæren, der stod tallet 176 på. Så jeg skulle bare lede efter skabet 176. Men overaskende nok, fandt jeg skabet efter fem minutter. Heldigt....

*****

Klokken ringede endelig, og jeg var hurtig ude af klassen, før alle andre. Det havde været de længste timer i mit liv, alle havde siddet og gloet på mig igennem hele timen. Jeg var hurtig ovre ved mit skab, så jeg kunne lægge bøgerne der ind. Jeg kunne hører massere af stemmer længere nede af gangen, så der vil ikke gå så lang tid, før alle eleverne kom ud. Jeg kan mærke at nervøsiteten vokser lige så stille inde i kroppen, for jeg ved ikke hvordan folk vil tage imod mig. Jeg gider bare ikke andre mennesker lige nu, for det ender med at de bare kigger mærkeligt på mig. Måske skulle jeg bare gå ned i deres kantine? God idé. Jeg gik stille ned mod kantinen, den havde jeg også fundet ud af hvor var henne. Lige da jeg skulle til at åbne døren til kantinen, bliver jeg skubbet hårdt op ad væggen. Personen holder mig tæt ind mod væggen. Jeg tager mig mod til at give at på denne irriterende person, som prøver at ødelægge min dag. Det første mine øjne møder, er nogle nøddebrune øjne. Men da jeg studere hans ansigt krop og tøj nærmere, finder jeg hurtigt ud af at han er denne "Bad boy" type. "Hvem er du?" spørger han lidt irriteret, med en hæs stemme. Jeg kan mærke at mit hjerte sad oppe i halsen, så jeg tog mig lidt tid, før jeg svarede. "Victoria" svarede jeg hurtigt med stille stemme, da jeg kunne se at han var ved at være lidt utålmodig. Han nikkede bekræftende, "Det er ikke sidste gang vi mødes Victoria" sagde han, og gik helt ud af skolen.

Det gjorde mig ikke tryg ved, at han sagde dette. Jeg håber bare at vil holde sig langt væk fra mig, så længe jeg går på denne skole, men jeg tror bare ikke at det kommer til at ske. For han er sikkert typen, som gør hvad der passer ham. Jeg prøvede at ignorere det der lige skete, og gik ind i kantinen, som var helt fyldt op med larmende elever. Nu skulle resten af dagen bare overstås.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...