Life can change, if you let it

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2016
  • Opdateret: 6 nov. 2016
  • Status: Igang
Elizabeth er en ung 18-årig pige som tror hun lever livet som man skal. Dog ser hun igennem fingrene med alt det negative som sker i hendes liv. Hun elsker sin kæreste for han tilfredsstiller hendes behov. Hendes behov for nærvær og kærlighed. Jason er ikke en person man skal opsøge for at få det tilfredsstillet. Det ser Elizabeth igen igennem da hun elsker den måde han er over for hende. Når han vil have noget. Elizabeth vil gerne have et godt liv, blive succesrig og få sin egen familie så hun kunne være en bedre forældre end hendes egen var. Kommer Elizabeth videre i hendes liv eller holder hun fast i det hun har nu?

4Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

2. Bil turen

Bil turen følges som en evighed. Jeg sad med mine ben op til min krop og kiggede ud af vinduet. Jeg var bange. Hvordan ville han mon reagere når han så jeg var væk?

”Er Jason altid sådan over for dig? ” Han kiggede nogle gange hen på mig. Nok for at sikre sig at jeg ikke sov. Jeg kiggede ud af vinduet og prøvede at lade som om jeg ikke kunne høre ham. Han sukkede og vi forblev stille i længere tid. Tanken om at Jason ville finde mig igen og prøve at ødelægge mig. Forblev i mit hoved.

”Hvor i byen bor du? ” Jeg blev revet ud af mine tanker og jeg så på ham med store øjne. Jeg kiggede frem og opdagede vi var i udkanten af byen.

”Hvis du bare kører lige ud igennem de næste to kryst, så skal du dreje til højre og så er vi der” Jeg blev ved med at se på ham, beundrede ham. På en måde. Han havde taget chancen og ’Smuldet’ mig ud af min kærestes hjem. Bare for at kører mig hjem.

”Hvad hedder du?” Min stemme var blød, uden at vise et tegn på usikkerhed. Han kiggede på mig med et roligt smil.

”Domenic. ” Han kiggede ud på vejen igen. ”Jeg er ikke altid så sød som i dag, men jeg skal nok gøre mit bedste” Han sendte mig et smil og et blink. Han virkede beroligende på mig, som fik vendte mine tanker.

Vi passerede få biler på vejen. Klokken var kvart over tre om natten. Jeg kunne mærke mine øjne begyndte at blive tunge og min krop blev kold. Jeg kiggede skiftevis på ham og ud på vejen. Han gjorde det samme.

”Hvor meget har du drukket i dag? ” Han kiggede på mig. ”Intet. Jason vil ikke have jeg drikker eller spiser usundt. ” Jeg så ud af vinduet. Jeg skammede mig. ”Jeg drikker heller ikke så meget for tiden. Jeg kan godt lide at få en øl eller noget stærkere men jeg prøver at lade vær med at drikke hver dag” Han grinte mens han snakkede. Jeg nød hans stemme og hans nærvær.

”Så er vi her. ” Jeg kiggede ud af vinduet og opdagede jeg var ved min lejlighed. Jeg følte en klump i halsen inden jeg så på ham. Han kiggede på mig med et løftet øjenbryn og et usikkert smil. Han så ikke ud til at være sikker på mig. Jeg kiggede over mod min lejlighed igen, indtil jeg kunne mærke jeg begyndte at græde.

”Hey, Hey.. Rolig nu. Hva så?” Han lænede sig frem så han kunne se på mig. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder. ”Mine nøgler..” Han udløste en lav latter. Han lagde min blid hånd på min skulder og hans grin tonede svagt ud. Han satte sig tilbage i sædet og satte blink lyset i gang og kørte ud på vejen igen.

”Vi kører hjem til mig, så kan du tage et bad og gå i seng. Så kører jeg ud igen og henter dine ting” Han smilte hen til mig. Jeg prøvede at holde tårende inde, mens vi kørte. Jeg lænede mit hoved op mod ruden, og kiggede frem ud på den oplyste vej. Domenic begyndte at snakke, men jeg opfangede ikke hans ord. Omverden blev langsomt sløret, indtil mine øjne slukkede for lyset og mine tanker skiftede over til drømme. Måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...