Cassandra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2016
  • Opdateret: 21 apr. 2016
  • Status: Igang
"Cassandra" er en historie, jeg arbejder lidt på, og jeg kunne virkelig godt bruge lidt feedback. Det første uddrag skal i virkeligheden komme senere i historien, men jeg vil gerne vide, om det er noget, jeg skal bruge mere tid på;)

5Likes
10Kommentarer
144Visninger

1. Prolog

Dørklokken ringer med en skinger hvinen, og det giver et sæt i Helen. En dråbe varm te skvulper ud over kanten på tekoppen. Det brænder på låret. Hun sætter koppen fra sig og bander indvendigt, så rejser hun sig fra sofaen. Det ringer igen, højt og insisterende, som om en eller anden står lænet op af dørklokken. Hun skynder sig ud i gangen, bange for at larmen vil vække pigerne ovenpå. Hvem fanden er det også, der kommer forbi så sent? Helen tøver endnu et øjeblik, men det er tydeligt, at den uindbudte gæst ikke har planer om at gå igen. 
Hun åbner langsomt døren, og lyset fra gangen flakker afslørende ud på fortrappen. Helen kvæler et gisp og træder et skridt tilbage. Hun har forestillet sig deres møde utallige gange gennem de sidste ti år, men alligevel føler hun sig ikke forberedt, nu øjeblikket er kommet. Han ligner sig selv så meget, at det gør helt ondt i brystet. Håret er kun grånet en smule, men hans øjne har fået et smerteligt træk, som hun ikke genkender fra dengang.
”Hej Helen”, siger han roligt.
Cassandra vågner. For en sjælden gangs skyld, har hun haft en drøm, der bare er en drøm. Hun var på en gammeldags station. Hun skulle nå et tog, og hun skulle skynde sig, men hendes ben var tunge, og hun kom ingen vegne, selvom hun løb så hurtigt, hun kunne. Togets fløjte rev hende ud af søvnen. Hun sætter sig op i sengen og lytter. Så hører hun det. Ringklokken. Hun ser på sin mobil på sengebordet, 11.27. Hun er pludselig lysvågen. 
Hun smyger sig ud af sengen og lister ud på reposen uden at tænde lyset. Uden at vide hvorfor, kryber hun sammen bag gelænderet og studerer sin mor, der står nede i gangen med hoveddøren på klem. 
Der står en mand i døråbningen. Cassandra kan kun lige ane hans skygge, men hun kan fornemme to ting på sin mors kropssprog: Manden i døråbningen gør hende utryg, og han er ikke nogen fremmed.
”Må jeg komme ind?”
”Det tror jeg ikke er nogen god idé.”
Helen forsøger at holde sin stemme så neutral som muligt, men alligevel synes hun, at den lyder underligt skinger. 
”Hvornår er du kommet ud?” spørger hun så.
”Sidste uge”, lyder svaret.  ”De har vurderet, at jeg ikke længere er farlig for mine omgivelser.”
´”Det var godt. Det er jeg glad for, Peter”, siger Helen stille, og venter på det næste, der vil komme. Der må komme.
”Hvordan går det med, Cassandra?”
”Fint”, siger hun lidt for hurtigt. ”Hun har det fint. Gode venner, klarer sig fint i skolen, du ved…”
”Jeg vil gerne møde hende.”
Det føles som et hårdt slag i maven, og Helens første reaktion, ville have været at smække døren i hovedet på ham, men der er noget i hans øjne, der tydeligt siger, at han ikke vil lade sig afvise så let. En pludselig frygt begynder at krybe op af hendes rygrad. 
”Vi får se…”, er det eneste, hun kan fremstamme. 
”Hør, jeg vil bare sikre mig, at hun har det godt, okay?”
Peter ser mistroisk på hende. Det er som om, hans isblå øjne ser lige igennem hende, og hun kan mærke små, kolde sveddråber danne sig på sin pande. ”Cassandra har det fint, jeg passer godt på hende. Nu har du hørt det, så kan du godt gå”, siger hun med al den kraft, hun kan mønstre. Hun gør mine til at lukke døren, men Peter holder hende tilbage.
”Hvad så med drømmene? Jeg bliver nødt til at vide, om hun stadig drømmer?”
Helen føler sig overrumplet, selvom hun har vidst, at spørgsmålet ville komme, siden hun så ham i døråbningen.
”Helen, for helvede”, udbryder han frustreret. ”Så svar mig dog!”
Hun ranker sig og forsøger at se modigere ud, end hun føler sig: ”Nej, hun drømmer ikke mere. Vi tog hende med til en klinik, hvor hun…”
”Hvad gjorde I?”, Peter er blevet ligbleg, og hans øjne er vidt opspærrede.
”Det var for vores allesammens skyld!”, udbryder Helen. ”Hun var der i tre måneder, og vi har ikke hørt noget om drømmene, siden hun kom hjem”
”Hvad fanden, har du forestillet dig?” Peter nærmest dirrer af raseri ”Hun bliver pumpet fuld af medicin, eller det der er værre. I den situation siger man sgu´ da hvad som helst, for at slippe væk!” Han stirrer på Helen med utilsløret foragt. ”Du har aldrig nogensinde prøvet at forstå hende, eller mig for den sags skyld. Ikke én gang, har du tænkt, at det, hun ser i sine drømme, måske kunne være sandt! Hun er min datter, ligeså meget som din, og du har ingen ret til at sende hende sådan et sted hen!”
”Ingen ret?”, hvæser Helen tilbage. ”Du glemmer vist lige, hvem der har forældremyndigheden her. Jeg har i hvert fald ikke glemt hvorfor!” Helen tager lynhurtigt en beslutning. ”Desuden har Cassandra ikke lyst til at se dig! Jeg har givet hende alle muligheder for at komme og besøge dig, men hun nægter!” Helen bliver næsten chokeret, da løgnen flyver ud af munden på hende og på ingen tid har vokset sig til astronomisk størrelse. ”Hun anser Claus for sin far nu, og hun har ikke brug for dig!” Det er som at sætte trumf på, men alligevel efterlader det en bitter smag i munden på hende. Peters ansigt er stivnet i en bleg, voksagtig maske af fortvivlelse.
”LØGNER!”
Cassandra har rejst sig op på reposen. Hun dirrer over hele kroppen, og hun klamrer sig til gelænderet for at finde fodfæste. Samtidig er det som om alle informationerne bombarderer hende igen og igen. Det er hendes far, der står nede i døråbningen. Han er live, han er kommet for at se hende og allervigtigst: Han tror på hende! En følelse af uendelig lykke erstattes øjeblikkeligt af den dybeste vrede. 
”Løgner!” gentager hun og møder sin mors skræmte blik. Alle de år, hvor hun har fået fortalt, at han var død. Hvor hun sad med et puslespil, der aldrig ville gå op, fordi brikkerne endegyldigt var forsvundet. Og hele tiden har han været der, inden for rækkevidde. 
”Hvordan kunne du gøre det?” råber hun, mens hun mærker hvordan gråden truer med at kvæle hendes ord.
”Cassandra…”, siger hendes mor, med en stemme der er så spinkel, at det lyder som om, hun står på bunden af en dyb brønd. Cassandra stirrer på hende uden den mindste medfølelse. ”Jeg taler aldrig til dig igen.” Hun vender om på hælen og styrter ind på værelset, hvor hun smækker døren efter sig. Hjertet dunker i brystet, og hun føler sig svimmel og utilpas. Hvad fanden skal hun gøre nu? Blive her er ikke en mulighed, men gå med ham? Den far, hun ikke husker, hun ikke kender, hun ikke ved, om hun kan stole på? 
Men nu står han dernede og har svarene. Måske har han det vigtigste svar af dem alle…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...