Hukommelsestabet.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 apr. 2016
  • Opdateret: 21 apr. 2016
  • Status: Igang
Lucy var en ganske almindelig pige. Eller det troede hun i hvert fald. Men en dag ændrede alt sig. Hun var midt i sin nattevagt hos det lokale hospital, der var helt stille. Men pludselig kunne hun høre en mand råbe og de andre der ude gå i panik. Hun skyndte sig der ud og hjalp til, den dag ændrede hele hendes liv. For hvad hun ikke vidste, var at manden hed Dean Winchester og var en hunter.

1Likes
1Kommentarer
66Visninger
AA

2. Lucy.. Lucy.. Lucy..

Nu stod jeg ude foran hoveddøren. Jeg begyndte ligeså stille at gå ned af stien, uden rigtigt at kigge mig op. Lige pludselig stødte jeg ind i Jack og hans venner. Jeg havde aldrig rigtig ligefrem haft det bedste forhold til nogen af dem, eftersom at jeg i skolen altid plejede at være meget indelukket og ikke rigtig snakkede med nogen, men da jeg så kom til college blev det hele meget bedre. Dog gik Jack ikke på samme college som mig, men jeg mødte ham af og til da han ikke boede langt fra hvor jeg bor og han altid var ude og skate med sine andre venner.

"Ej hej Lucy" sagde han til mig.

"Uhm.. Hej Jack"

"Hvordan går det så?" hans venner stoppede lige bag ham og tog deres skateboard op over skulderen.

"Altså, det går da meget fint.. Hvordan har du det det selv?"

"Jeg har lige mødt en fantastisk pige, selvfølgelig går det godt!"

"Ej, men tillykke.. Hvem er den pige?"

"Dig selvfølgelig" han blinkede til mig.

"Oh.. Okay.. Heh.. Tak" jeg gik lidt mere tilbage og gemte mig en smule væk.

"Så altså, har du tid til at være sammen en dag?" spurgte han.

"Selvfølgelig har jeg da det, jeg skal nok skrive til dig når jeg får tid" smilede jeg.

"Okay super, men altså vi ruller videre" han gav mig et kram og sagde farvel.

Jeg valgte at proppe mine høretelefoner i ørene, efter at Jack var gået igen. Jeg tændte for min musik som lige pt. var 'Ghost Town - Voodoo.' De fleste af mine venner havde aldrig nogensinde troet at jeg var typen der hørte sådan noget, men altså jeg er en meget speciel person. Jeg skifter musikgenre af og til, nogen gange kan jeg godt lide at høre pop, andre gange meget chill musik, så er der de gange hvor jeg også hører rap.. Og så ja nu, Ghost Town.

Jeg gik længere ned af stien forbi alle de andre huse, til jeg nåede et hjørne med lyskryds. Der var rødt, det var typisk mig. Jeg var altid så uheldig, at det enten lige havde skiftet fra grøn eller skulle til det. Jeg gik så over vejen da det endelig blev grønt og min sang ændrede sig, den spillede nu 'Yiruma - River flows in you.' det var en af mine yndlings sange, den gjorde mig altid koncentreret når jeg skulle noget og hvis jeg var nervøs eller sur, fik din mig til at køle lidt mere ned og være helt rolig. På den anden side af vejen boede Aida, så jeg ente med at støde ind i hende.

"Heeej søde!" råbte hun til mig.

"Ej, hej Aida"

"Wow, du ser godt nok smuk ud i dag. Skal du noget specielt?"

"Udover at være i skole? Nej" grinte jeg.

"Ej.. Du har mødt en sød fyr! Jeg kan se det på diiig" begyndte hun at drille.

"Hvis du kalder Jack for en sød fyr, så ja selvfølgelig?"

"Jack er da lækker nok og så skater han også, ham kunne du godt få?" grinte hun.

"Jack er bare Jack.. Har kendt ham siden børnehaven jo? Og lækker.."

"Han er da lækker?" sukkede hun dybt, som om hun var forelsket i ham.

"Du synes at han er lækker ja, det gør jeg ikke.."

"Jamen altså.. Ikke mere snak om det. Skal vi gå?"

"Ja, det må vi hellere! Vi skal ikke komme forsent.."

*BRR BRR* min telefon ringede.

"Uhm Aida du kan bare begynde at gå.. Min far ringer lige" smilede jeg til hende.

"Okay søde, snak nu ikke for længe vel!" hun gav mig et hurtigt kram og begyndte at gå.

Jeg tog min telefon op af lommen, hev mine høretelefoner ud, svarede på opkaldet, tog min telefon op til øret og begyndte at snakke.

"Hej far, hvad er der?" sagde jeg bekymrende, for normalt ringede min far kun når det var alvorligt.

"Bare rolig! Der er ikke sket noget" sagde han forpustet.

"Hvad er det så?"

"Jeg er desværre nødt til at være væk hjemmefra i en uge, da der er kommet nogen ændringer i mit arbejde"

"Oh.. Okay, så altså hvad?"

"Jeg ville bare sige, at du selv skal lave mad og alt det der, men det kan du jo også finde ud af.. Dog er du også nødt til at tage nattevagten på hospitalet den næste uge, da jeg ikke kan tage der hen og hjælpe dem.." sukkede han.

"Efter skole, hjem for at spise og så der hen igen, det kan jeg skam nok godt klare far" sagde jeg stolt.

"Ja det havde jeg også forventet, men du må hygge dig den næste uge så, husk nu at jeg elsker dig!"

"Jeg elsker også dig far" sagde jeg med et smil på læben.

Jeg puttede min telefon ned i lommen igen, sammen med mit headset og gik hen imod skolen. Aida var for længst væk og Denya var også allerede der henne. Måske havde Aida alligevel ret, måske kunne jeg få noget med Jack.. Eller nej, det er en dårlig tanke. Det ville aldrig ske. Mig og kærlighed er ikke godt, jeg dur ikke til den slags og desuden har jeg også de bedste venner man kunne ønske sig. Jeg kan leve uden en kæreste, men jeg kan ikke leve uden dem. Vi er og vil altid være en trekløver. Dagen er kun lige begyndt og jeg kan allerede mærke at der sker et eller andet forude.

Jeg nåede hen til skolen, det var en stor grå bygning. Vores skole så virkelig kedelig ud når man så den udefra, men indvendigt er den faktisk meget pæn. Jeg gik ind af vores hovedindgang og så med det samme Denya stod ved hendes skab. Hun så utrolig sød ud, med hendes korte sorte hår og den pastel lilla sløjfe vi havde aftalt. Nu var det sådan med Denya, at hun både kunne se enormt sød ud og samtidig virkelig sexet. De grå skinny jeans sad bare perfekt på hendes lille numse, og vores 'Be different. Be beautiful. Be yourself.' bluse passede perfekt til hendes bryster. Man skulle tro at jeg stod og fortalte en roman om hvor godt hun så ud i tøj. Så måske skulle jeg bare stoppe her fra.. Heh.

Hun smilede stort til mig og gik hen imod mig. Hun krammede mig og vi begyndte at stå og snakke.

"Hej skat!" sagde hun højt. Måske lidt for højt.. For folk kiggede på os.

"Shshsh.. Du skræmmer alle andre væk" grinede jeg.

"Ej sorry!" grinede hun.

Jeg åbnede mit skab og tog mine matematikbøger ud. Det samme gjorde hun og vi begyndte så at gå ned af vores gang. Jeg havde altid en rar fornemmelse i min mave, hver gang jeg gik sammen med hende og også Aida. Den følelse ved rent faktisk at have venner man kan gå sammen med, uden folk vil kigge på en og tænke hvor stor en taber man er. Den følelse elskede jeg. Selvom folk kiggede på os og tænkte 'Ej hvor er de bare forfærdelige dem der' eller noget i den stil. Var det bare ikke det samme, hvis man gik alene og folk tænkte det om en eller begyndte at sige noget grimt.

Aida kom hen imod os og tilfreds så hun i hvert fald ikke ud. Jeg forventede at få et kram og jeg kunne se på Denya, at hun havde forventet det samme. Men i stedet for gik hun bare forbi os og skubbede til Denya. Gad vide hvad der mon var galt med hende. Jeg kiggede på Denya og hun kiggede på mig. Bagefter kiggede vi tilbage og så Aida gå ud på toilettet. Så gik vi ind i klassen og satte os til at have undervisning.

"Hey.. Dig der" var der en dreng bag mig der hviskede.

"Uhm ja?" hviskede jeg tilbage.

"Er du ikke hende der Jack kan lide?"

"Uhm.. Hvad mener du? Vent.. Du er en af dem jeg så tidligere i dag sammen med Jack!"

"Haha ja, det er mig" grinede han lidt højlydt så læreren kiggede ned imod os.

"Der skal være stille!" sagde hun.

Jeg så Denya sidde med sin telefon fremme og være meget nervøs på en eller anden speciel måde. Det så ud som om at hun skulle til at græde og samtidig være rigtig sur. Den fornemmelse i maven jeg havde tidligere, var blevet til en knude og hvis jeg gættede rigtigt. Var det ikke noget godt der ventede forude.. Men noget dårligt.

*DING DING* det ringede ud.

"Så altså.. Kan du godt lide Jack?" spurgte drengen bag mig.

"Altså.. Det ved jeg da ikke?" jeg holdt øje med at Denya gik ud af lokalet uden at vente på mig. Det ville hun aldrig gøre, medmindre der virkelig var et eller andet galt.

"Nå okay, men ellers kan vi to da også gå på date en dag?" sagde han meget flirtende.

"Uhm.. Ja okay" jeg rejste mig op fra min stol og pakkede bøgerne sammen, med en koncentration og døren og med tanker omkring Denya og Aida.

"Mener du det!!?" sagde han overrasket.

"Mener hvad?" jeg kiggede underligt på ham.

"At du vil på date med mig?"

"Uhm.. Hvad?" jeg var meget forvirret.

"Du sagde ja til det lige før.."

"Gjorde jeg? Altså.. Hvem er du overhovedet?"

"Mit navn er Harvey.. Jeg har både matematik og musik med dig?"

"Oh.. Hej Harvey.. Førsteårs elev ikke?"

"Jo. Er det da et problem?" sukkede han.

"Nej slet ikke.. Men lige nu er jeg lige midt i noget.. Så er nødt til at gå.. Vi uhm ses" jeg tog min taske over skulderen og skyndte mig ud mod mit skab.

Da jeg havde åbnet det og lagt mine bøger der ind, kiggede jeg på siden af det. Mit skab var engang blåt men den blå farve var blevet slidt af, så det var mere hvidt nu. Jeg lagde mærke til billedet af Denya, Aida og jeg. Det var i sommerferien og jeg var iført min turkise sommerkjole. Nogen gange savner jeg bare den tid.

Jeg kiggede længere ned af gangen og opdagede, at Denya og Aida stod og snakkede. Jeg fik et smil på læben, måske fik de snakket om hvad der var galt. Jeg gik ned imod dem og fik sommerfugle i maven, da jeg kunne se de begge ikke ligefrem så glade ud. Jeg kom tættere på og Denya sagde et eller andet, som fik Aida til at give hende en lussing. Jeg løb hen imod dem for at stille mig imellem dem.

"Hvad sker der piger!!?" råbte jeg.

"Søde lille Denya her, har været i seng med min flirt. Det er hvad der sker!" sagde Aida surt.

"Det passer ikke! Det er ikke min skyld at du tror på alle rygter.." sagde Denya.

"Piger.. Kan I ikke bare slappe af?" prøvede jeg at sige blidt.

"SLAPPE AF!!?" råbte Denya. Hun var lidt af en drama queen nogen gange.

"Ja altså.. Slappe af? I er ligesom bedste veninder.." sagde jeg.

"Jeg synes at du skal vælge side!" sagde Aida stædigt.

"Hvis du ikke vil vælge.. Tvinger jeg dig ikke til noget Lucy" sagde Denya stille.

"UGH!" råbte Aida og gik væk.

Folk omkring mig, kiggede på mig og Denya så trist ud. Hvad havde jeg gjort.. Dumme, dumme Lucy. Lucy.. Lucy.. Lucy.. Jeg kan ikke finde ud af noget som helst jo! Jeg tog min rygsæk rundt om min anden skulder og løb udenfor. Jeg ville bare væk. Langt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...