Stranden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 apr. 2016
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Dette er ikke andet end en form for skriveøvelse, hvor jeg har forsøgt at blive mere beskrivende. Der er absolut ingen handling, den giver ikke mening og er ikke spændende at læse. Hvad jeg gerne vil have er nærmere feedback på skrivestilen. Jeg ønsker råd til, hvordan beskrivelserne kan blive bedre og mere levende. Derfor må I gerne skrive, hvis I skulle have råd.

0Likes
2Kommentarer
72Visninger

1. Stranden

De brusende bølger fra det salte hav kom nærmest dansende ind over sandet. Det kolde vand ramte mine fødder, og gav mig en let kildende fornemmelse i hele kroppen. Der var ikke andre til stede på stranden udover mig, og her kunne jeg føle mig fri. Mågerne skræppede i ét væk, mens en følelse af tilfredshed og velvære langsomt florerede rundt i kroppen, som små bobler der lykkeligt og ubekymret svævede rundt.

 

Det var her på stranden at mine tankestrømme kunne komme og flyde. Jeg var gået hjemmefra med en følelse af bitterhed og frustration, men det var som om, at de blå bølger og de tusindvis af sandkorn altid kunne få mig på andre tanker. Frustrationen var væk, som havde den aldrig fundet sted, og jeg end ikke tænkte den mindste bitre tanke, som jeg stod der og lod de blågrønne øjne spejde ud over de mange bølger. De var toppet med en hvid skum, og på trods af den stjerneklare himmel, følte jeg mig fuldstændig frisk. Månen havde allerede meldt sin ankomst, og denne sommernat var præcis som alle andre nætter. Kølig og stille, og alligevel så beroligende.  Jeg tænkte at de tidligere frustrationer var skyllet ud i havet, hvor de havde blandet sig med fisk og planter, og hvad det mystiske blå ellers havde at byde på.

 

Luften her var friskere end noget andet sted på jorden. Det var i hvert fald mine tanker i dette øjeblik, hvor jeg sikkert allerede havde stået her i flere timer uden nogen bekymringer. Mine fødder var som limet fast til sandbunden, og havde allerede fået en del rynker fra det vand der konstant skyllede op og ramte dem. Når jeg kiggede ned på dem, lignede de nærmest en masse små rosiner. Fødderne var efterhånden blevet isnende kolde, og de syntes at være følelsesløse. Jeg havde ingen konkret idé om, hvor længe jeg måtte have stået med fødderne i det kolde vand, men det måtte være længe. Samtidig kunne man høre den kolde sommerblæst, som fik gåsehuden til at stå tydeligt på mine arme, trods den tynde sommerjakke. Jeg var klar over, at jeg snart måtte se at komme hjemad igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...