Skæbne *ONE SHOT*

Historiens udgangspunkt er fra Mortens Nielsens digt "Skæbne" fra 1945. Digtet handler om en ulykkelig dreng, der blev kaldt for Tykke. Hele hans barndom blev han mobbet. Han blev kaldt svedig, fed og dum, og alle havde det så sjovt på hans bekostning. Igennem hele hans liv blev han mobbet i forskellige grader. Selv vikaren, som man ville forvente skulle stoppe mobningen, blev han offer for. Og da han endelig tog sig sammen på det 15. forår, og skulle til at snakke til den pige han havde et godt øje til, var hun den der lo højest af alle... Han ændrer sig. Han trænger til et sted at høre til. Derfor finder han vej til det nazistiske fællesskab.

0Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

2. Skæbne

 

Solen står højt på himlen og varmer mit opadvendte ansigt. Jeg kan mærke murens beroligende tilstedeværelse, og dens ru overflade, når jeg diskret lader hånden falde tilbage, for at være helt sikker på at muren nu stadig er der.

 Muren repræsenterer mit liv. Som en barriere der forhindrer mig i at huske alle mine dårlige minder og min barndom. Jeg er nazisterne hengiven. De har taget mig til dem. Set bort fra min ynkelige fortid, og lod mig blive en del af et fællesskab, som jeg havde længtes så meget efter.

 En bevægelse fra højre fanger min opmærksomhed, og jeg strammer uvilkårligt grebet om mit tunge maskingevær.

 Jeg stirrer anspændt på den busk, jeg mente bevægelsen kom fra. Jeg kunne høre mit hjerte slå, og mærke slagene helt ud i mine fingerspidser.  

En skikkelse springer frem fra busken og løber hurtigt mod muren. Men ikke hurtigt nok.

Jeg tager sigte, med fingeren svævende over aftrækkeren, bevidst om at jeg har al magt over dette menneskes liv. Og sådan skulle det blive ved med at være.

Jeg ånder langsomt ud. Har besluttet mig.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Cyklen vaklede under mig, og jeg gjorde alt for at holde balancen, men mit forsøg gjorde det hele meget være, og jeg faldt hårdt mod jorden. Jeg lå der på asfalten, med cyklen over mig og en flænge i hovedet. Jeg havde alle mine klassekammerater stående omkring mig, og dog følte jeg mig så alene. Jeg kunne høre de andres hånlige stemmer råbe og le:

”Tykke er hans navn!

Hans mave er ikke til gavn!

 Han sveder som en gris!

Og han får aldrig et eksamensbevis!”

Den lille remse beskrev hele mit liv. Der var ikke noget der skulle tilføjes. Ej heller slettes, for hvert et ord passede. Det er i hvert fald hvad der blev sagt.

 Ingen tænkte overhovedet på at hjælpe mig op. For dem var jeg ikke nogen der betød noget. Bare fede Tykke.

 Jeg skulle nok selv komme op. Det gjorde jeg altid. Jeg havde bare aldrig lyst til det. Jeg lukkede øjnene, så jeg ikke kunne se den skyfrie blå himmel. Gav mig selv tre sekunder. En tåre banede sig vej ned af min kind, og dryppede på den beskidte asfalt…

1…

Mit hoved gjorde ondt, og jeg kunne mærke det varme blod strømme ned fra hullet i min pande. Og trods min smerte og alle råbene, kunne jeg høre den umiskendelige lyd af solsorten der fløjtede sørgmodigt i det fjerne.

2…

”Tykke er hans navn!...”

3…

Jeg prøvede at rejse mig, og mine klassekammeraters grin blev bare endnu højere, da jeg mistede balancen og faldt igen.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg sad forrest i klassen, og kiggede op på tavlen, hvor vikaren stod og pillede nervøst ved sit leverpostejsfarvede hår.

Jeg prøvede at ignorere alle de ondskabsfulde stemmer jeg hørte hele vejen rundt.  Stemmer der sagde at jeg var for dum til overhovedet at forstå noget af det der blev sagt, så hvorfor smuttede jeg ikke bare hjem til den grisesti jeg kom fra. Og hvordan mon stolen kunne holde til min vægt. Den var sikkert speciallavet blev stemmerne hurtigt enige om.

Jeg stirrede op på tavlen, og anstrengte mig for ikke bare at løbe ud af klassen. Mit syn blev sløret, og jeg blinkede hurtigt for at jage tårerne væk.

Vikaren rømmede sig, og alle de hviskende stemmer blev stumme. For en tid.

”Okay børn. Jeg vil gerne have jer alle til at finde en makker til denne opgave.” Hendes stemme knækkede over i slutningen af sætningen, og der blev fniset lidt rund omkring.

Som der blev sagt, fandt alle en makker, undtagen mig. Selvfølgelig. Det ville være underligt andet.

Jeg kiggede ud af vinduet. Så på det snedækkede landskab og hvordan røgen steg fra en skorsten langt herfra. En musvit sad i det åbne vindue, som for at holde en lille pause fra hverdagens trummerum.

”Og hvad med dig? Skal du ikke have en makker? Hvad er dit navn?” spurgte vikaren lidt irriteret og stillede sig foran mit bord.

”Tykke! Han hedder Tykke!” var der en der råbte, og klassen fnisede. Jeg krympede mig.

”Nå Tykke. Det kunne jeg næsten selv have gættet. Gad hvide hvorfor man kalder dig det. ” lo hun og pillede igen lidt nervøst ved sit hår.

Hele klassen brølede af grin. Musvitten der stadig sad i vindueskarmen fløj forskrækket op og fløj væk. Og hvor ville jeg ønske jeg kunne gøre det samme…

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Jeg stod under skyggen af bøgetræet og betragtede hende. Hvor var hun fin og yndig. Hendes øjne var så skinnende blå og livlige. Hendes tynde kjole flagrede let i sommerbrisen, og hendes hår skinnede som guld i eftermiddagssolen.

Og når hun lo var det som om selv lærken stoppede sin sang, kun for at lytte til hendes klare perlelatter. Det var som om jeg kunne se latteren. Som små skrøbelige mælkebøttefrø der svævede omkring hende i de klareste blå farver, og gjorde hende helt vidunderlig at se på.

Jeg tog en dyb indånding for at tage mod til mig. Med forsigtige skridt gik jeg over mod den lille gruppe af teenagere. Over mod hende det hele gjaldt.

Der var ingen der lagde mærke til mig, før jeg rømmede mig. Under normale omstændigheder skulle jeg bare være glad for det. Takke gud, tage hatten af og så gå min vej med fred i sindet. Men i dag var det anderledes. Jeg var anderledes.

Hun kiggede op, og vores øjne mødtes. Min verden gik i stå. Det eneste jeg kunne se var det uendelige blå. Som havet, bare dybere end det. Jeg var forelsket.

”Øhh… Dee… Jeg ville bare. ” Jeg holdt inde. Ja, hvad ville jeg egentlig? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste bare at hendes navn stod skrevet i skyerne og i mit hjerte. At jeg sagde hendes navn for mig selv hver gang eg skulle sove. Jeg ville være hende der fik hende til at le mælkebøttefrø.

Hun kiggede undrende på mig. Jeg rømmede mig, og kunne mærke mine ører blev helt varme. Jeg prøvede at lade være med at tænke på alle dem der stod omkring hende og lyttede interesseret til vores samtale.

”Jeg… Jeg ville bare sige at jeg synes at du er smuk” 

Der blev stille i to sekunder… Så begyndte alle at grine. Inklusiv hende. Hun lo af mig. Hun var den der lo højest.  Det gjorde ondt helt inde i mit hjerte. Det var som om noget gik i stykker inden i mig. Splintrede i tusinde stykker, og efterlod mig helt punkteret.

Det eneste jeg kunne se var mælkebøttefrø der virvlede op hvor end jeg kiggede hen. Min egen lille forbandelse. Selvfølgelig. Jeg skulle have set det komme.

Jeg hader mælkebøtter.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Håbet er lysegrønt. Hvor der er liv, er der håb. Det er det man siger.

Men jeg siger dig. Der ikke er nogen grund til at håbe. Det bringer dig ikke andet, end at give dig det sidste skub ud over afgrunden. Det er bare en illusion, som du vil ønske du tror på, men at du inderst inde godt ved ikke er sand. Det lærte jeg på den hårde måde. I min verden er der ingen farver. Intet lysegrønt.

Så jeg ser ikke blodets mørke røde farve, da livet siver ud af manden der havde et håb. Et nytteløst, nytteløst håb.  Jeg ser heller ikke hvilken øjenfarve han har.  Det er lige meget.  

Jeg ser ikke andet end sort og hvidt. Aldrig mere fuglesang.

 Dette er hvad der blev min skæbne. Dette er min hævn.

Jeg dræber alle de onde år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...