storbyens paradoks

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 26 maj 2016
  • Status: Færdig
Skriv om din by konkurrence.

2Likes
4Kommentarer
548Visninger
AA

5. II

 

 

I myldretiderne er sekunderne vigtigere end mine egne hjerteslag, der går i overtryk når jeg for mit indre øje ser timeglasset løbe tør for sandkorn. Alligevel har jeg vænnet mig til synet af det tomme timeglas, imens jeg er klemt inde i metroen blandt mennesker med samme tankeprocedure. Folk der har bekymrede spændinger om mundvigene, og deres pupiller som justerer efter smartphonens lysstyrke. Mennesker der ikke ved, hvor de skal se hen, men de ved hvor de skal hen. Den følelse af fremskridt, når metroen kører op af jorden, og jeg blændes af den overskyet solopgang. Jeg er der snart, tænker jeg. Pludselig opdager jeg en bygning jeg aldrig har set før, ved en vej jeg har krydset 1742 gange i mit liv. Små hvide ukrudtblomster er dukket op ved stenkanten. Jeg er der snart. Folk kigger mærkeligt når en lastbil dytter aggressivt, det betyder dog ikke så meget for vi er der snart.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...