Maria Sørensen - Vejen til VM - Kapitel 1

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2016
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Igang
Den her historie er nok mest for gymnastik-elskere, men jaer.. Jeg har aldrig skrevet før, så den er nok ikke så god, men whatever! Håber at i kan lide den <3

2Likes
0Kommentarer
329Visninger
AA

3. Vi får svar

Da jeg kommer hjem er der låst dør. Jeg går ud i haven, hen til legehuset med postkassen, hvor vores nøgle ligger i. Jeg tager den, og låser døren op. Jeg smider min skoletaske i gangen, og går ind på mit værelse. Jeg tænder fjernsynet, og laver min daglige styrketræning som består af halvtreds armbøjninger, mavebøjninger og rygbøjninger. Vi får svar i aften om hvor vidt vi skal til VM. Jeg vil bare gerne have at klokken bliver seks, så træningen begynder. Jeg ser noget youtube, og går ud og hopper. Jeg springer lidt, og går ind igen. Klokken er halv seks. Jeg skifter tøj, sætter håret op og venter på at Sophia henter mig. Vi har køreorden. Pludselig kommer der en bil, og hendes mor vinker til mig. Jeg løber ud, og åbner døren. Sophia har normalt hverdagstøj på. 

"Hej, hvordan går det med dit knæ?" Spørger jeg, da jeg har spændt sin sele. "Bedre, men jeg kan ikke springe på det," svarer hun. "Øv," siger jeg. Vi er tavse. Hvad hvis hun ikke kan komme med? Jeg er vildt bekymret for hende. Jeg vil selv blive mega trist hvis jeg ikke kan komme med til VM. Vi kører hen til springhallen, og stiger ud af bilen. Vi går derind og stiller vores drikkedunke. Vi går hen til vores trænere, en høj, muskuløs, 16-årig dreng ved navn Robin, og en lille, buttet pige ved navn Mille. "Kommer vi afsted?!!" Spørger jeg som det første, helt uden at hilse på dem eller noget. "Vi samler jer lige, så i kan få det samlet at vide," siger Mille, som kigger på Robin med et sørgmodigt blik i øjnene. Skal vi ikke afsted, tænker jeg, og får straks bange tanker. Vi sætter os ned med hinanden i hænderne, og krydser fingre. At komme til VM er det, jeg aller helst vil i hele verden, det, jeg har trænet op til hele mit liv. Jeg vil virkelig blive ked af det, hvis vi ikke kan komme afsted. "Okay.. Vi må desværre meddele.. At vi.. SKAL AFSTED!!" Siger Robin med et stort smil. Hele mit indre skriger af glæde! Det er lige så stort som at få en bror eller søster. Vi skriger, mig og Sophia græder, da vi er de eneste piger på holdet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...