Degraderende er blot et ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2016
  • Opdateret: 18 apr. 2016
  • Status: Færdig
Jeg er en splittet fortabt sjæl i tankernes univers, men min by kan ses på fra så mange punkter i denne verden, at mulighederne er endeløse.

2Likes
2Kommentarer
302Visninger
AA

1. Degraderende er blot et ord

Med foden placeret solidt i den jord, der med et vindpust kunne blæse Jorden rundt, står jeg og glor ud over, hvad man egentlig ikke kan kalde en by, for en by kræver indbyggere, og hvis der er én ting jeg ved, så er det, at befolkningen er lige så død som min oldemor begravet under den kolde våde jord, som vi jo så fint pynter med blomster for at få hendes liv til at give en form for mening, selvom vi alle ved, at i morgen eller om flere millioner år, er vi blot en kold asteroide uden nogen sol at få sin varme fra, der svæver rundt i det tomme univers vi alle er opstået af, og dog er den tanke varmere end den by jeg befinder mig- og højst sandsynligt forbliver i. Som Solen dog så smukt og nytteløst spreder sit orange skær over det lysegrønne vand, der i min tid aldrig har været blåt, da vi som en parasit fordærver naturen, mens den samtidig spytter på os, for vi er jo alle ligeglade, indtil den dag, hvor den sol vi burde sætte pris på, er gået ned for sidste gang. Himlen bliver grå så snart den er blå, for vi er jo så gode til at suge farven ud af selv det mindste. Og dér på den lille mørke træbænk udover den beskadigede sø, sidder Elise og Anders hånd i hånd. Som de dog har giftet sig med deres egne forældre, for forandring fryder ej, men er blot en nådesløs og forsømmelig gengivelse af verdens første undergang, og at en person med brune øjne skulle plante sine mørke læber på en dreng eller piges sneblege kind, er uhørt og skandaløst.

 

Og dog. Når jeg kigger op i de belyste trækroner fra de store og beskyttende bøgetræer, er min by måske ikke så slem endda. Jeg kan oveni købet sige så meget, som at de grønne blade, jeg ved hænger på træet lidt endnu, giver mig en lettende og befriende følelse inde i det mest beskrevet, og pulserende organ vi mennesker kan kæfte op om kærlighed sidder i, nemlig det mest banale – hjertet. Det sitrer i mine fingerspidser når regnen en sommerdag i juni vælger at lægge sig på de ellers varme fliser, og giver livet en hel ny betydning, som ej blot omhandler kærlighed, men også åbner op for et univers, vi måske aldrig havde lagt mærke til før. Og at de farveklædte børn træder ud når det i januar pisker med sne på dine rødblege kinder, og de sætter deres nøgne, stivfrosne fingre ned i den bitterlig kolde, rene hvide sne, uden så meget som at tænke sig om, får mig til at vende kærlige øjne, og trække på smilebåndet, da de endnu ikke er blevet forgiftet med spydige og hånlige indfald om livet og om den verden vi tror vi lever i, men som vi alligevel ender med at dø i inden vi når at drage vores sidste suk. Og det suk de heldige drager, må være et suk af skuffelse.

 

Min by er smuk uden mennesker, men også gudeskøn med sortbeklædte sjæle, der vandrer rundt uden at have den fjerneste idé om, hvad alting egentlig betyder, og jeg tvivler på at de lader meningen strejfe dem en tanke, og hvorfor skulle den også det? De er godt kørende uden et hul i hjernen til dybe begreber og teorier om alt og alle. Men jeg er forbandet. Forbandet med et sort filter for mine øjne, som får mig til at tænke mere end jeg ser. Og se mere end jeg tænker. For min by slentrer rundt i måneskin og solregn, og sommetider kan det se helt yndefuldt ud.  For det er en by jeg til tider holder af. Det er en by af verden, og en verden af byen. Kald mig splittet, men jeg synes godt mit barndomshjem – Skanderborg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...