Den foladte danseskole

Denne historie handler om Sacha, som er en pige, der har svært ved at tro, der er mere til verden. Det tager tid for hende at forstå. Da hun endelig forstå,r hvad der forgår, er det dog for sent at gøre noget ved det...
Denne historie er skrevet ud fra konkurrencen til Bolsjoj.

1Likes
2Kommentarer
207Visninger

1. Danse skolen

Den gamle danse skole havde altid været et sted folk mente var hjemsøgt. Personligt har jeg aldrig rigtigt troet på den slags. Før der en dag skete noget meget besynderligt.

Jeg var lige startet på et nyt tegne kursus, hvor vi fik en opgave, hvor vi skulle ud og male noget, vi selv fandt spændende eller udfordrende. Jeg syntes det var ekstremt spændende, og udfordrende på en god måde. Jeg gjorde mig mange overvejelser om hvilket sted det ville give godt indtryk og hvad der ville se godt ud indkapslet i et billede. Så var det at det slog mig, at det kunne være rigtigt fedt med noget mystik, og måske endda noget lidt dystert og uhyggeligt, måske endda lidt ovre i det gyseragtige, syntes jeg kunne være fedt. Derfor besluttede jeg mig for, at det perfekte sted, at lave en billede serie, som kunne opfylde mine ønsker, ville uden tvivl være den gamle danseskole.

Inde i mit hoved kørte jeg gennem min huske liste en sidste gang, blyanter, viskelæder, vandt pinde, hvad er det jeg manger? Der er et eller andet jeg mangler, jeg kan bare ikke helt finde ud af hvad det er... Et bank på dør afbrød min strøm af tanker, så der blev helt tomt. Med hurtige skridt gik jeg hen til døren. jeg nåede næsten ikke, at tage fast i håndtaget, før person bare var gået ind på mit værelse og kastede sig på min seng.
​"Nå også hej til dig Christina" sagde jeg en smule fornærmet.
"Hej! Ej helt ærligt Sacha! Du kan da ikke bare tage ud til den gamle danse skole helt alene! Du har da hørt alle historierne ik?"
"Jo jeg har hørt, alle de forskellige, platte gyserhistorier om det sted, men please fortæl mig, at du ikke tro på dem? Og desuden du kan bare tage med mig, hvis du er bange for, der vil ske mig noget, hvis altså du tør?"
"Tør lige det der smørret smil af dit ansigt, det klæder dig bestemt ikke." Svarede hun bare afvisende.
"Men bare for at være sikke på du ikke gør et eller andet vandvittigt, må jeg hellere tage med dig "
"Super det bliver hyggeligt, jeg skal lige pakke, de sidste ting, så er jeg klar til at smutte. Uh jeg har på fornemmelsen det her bliver mega godt!"
"Ja det får vi vel at se...." Svarede hun bare uden videre begejstring.

Jeg opdagede, at jeg kun boede 15 minutters gang fra danse skole, så det tog os ikke særlig lang tid at nå frem. Men jeg må dog indrømme, at den skole var lidt mere uhyggelig, end jeg lige havde regnet med. Faktisk har jeg aldrig været helt oppe ved skolen, har kun kigget ind på den ude for vejen, men jeg er måske kommet til at sige, at jeg har være tættere på, hvis der er nogen, der har spurgt, da det er lidt pineligt, at sige man ikke tørre. Men i det øjeblik vi nåede frem til skolens forfaldende rækværk, begyndte jeg, at tvivle på om det endelig, var sådan en fantastisk ide alligevel, men på den anden side, ville det være pineligt, at sige til Christina, at jeg ikke ture alligevel, når jeg nærmest lige havde siddet, og sagt hun skulle tage sig sammen, og at det slet ikke var, så uhyggeligt som folk går og siger. 

Rækværket som omkransede hele skolen, var nærmest små spyd, der sad sammen på række, det var nok mest en hentydning til, at man ikke skulle kravle over, for det var ikke imponerende højt, det gik til lige over knæene. Man kunne godt se, at skolen havde stået forladt i mange år, uden at havde været brugt. Den var så småt begyndt, at falde sammen. Flere teglsten var knækket, og nogen steder lignede det bare, at vinden havde været så kraftig, at de var begyndt at glide ned. Der hvor teglstenene var væk, blev det rådne træ blottet for omverdenen, man kunne se at der var begyndt at vokse forskellige former for mos på bjælkerne. Jeg tror ikke, der var mere en tre fire rudder, der ikke var smadrede, af sten børn havde kastet på dem. Græsset var flere meter højt, og forskellige former for andre planter havde blandet sig ind i mængden af det høje græs, så det lignede en stor pærevælling af planter. 
 

Lågen var fuldstændig ødelagt af alle stormene, og hvad det ellers kunne være, men det var meget rart, da det så var intet problem, at komme ind. Man kunne godt mærke, at der ikke havde været nogen i flere år. Jo længere vi bevægede os op af den tilgroede stig, jo tættere og koldere blev luften, eller måske var det bare noget jeg bildte mig ind.

Christina havde ikke sagt et ord meget længe, da vi nåede hoveddøren. Som var en meget stor dør lavet af træ, med et meget kunstneriske mønstrer lavet af en form for metal, snirklede sig langs dørens side. Christina kigge på mig som om hun regnede med, at jeg åbnede døren, hvilket jeg havde håbet, hun ville gøre, for jeg kunne mærke, at en knude var begyndt, at danne sig i min mave, den blev strammere og strammere jo tættere vi kom på huset, jo større blev knuden, som jeg gættede på bestod af frygt.

Min hånd lukkede sig om det kolde metal håndtag, trak forsigtigt i det og til mit held gik døren op uden problemer. Vi kiggede på hinanden et kort øjeblik, men det var nok til, at vi hurtigt blev indforståede med hinanden i, at vi skulle hurtigt ud her fra. Det endte med at vi aftalte at jeg bare ville tage nogle billeder, også ville jeg kunne tegne, dem der hjemme.

Vi trådte ind for dørene, og begyndte at gå ned af den sten belagte gulv. Det var altid noget, at solen stadig var oppe for ellers vil vi ikke kunne se noget overhoved. Vi nåede ikke mere en ti meter ind af gange, før hoveddøren gik i med et brag. Vi sprang begge 20 meter op i vejret af forskrækkelse. Af ren refleks løb jeg tilbage til døren, og prøvede desperat at rive den op, men uden held. Vi var fangede, og da det langsom gik op for mig, at der måske var mere til dette sted, end jeg lige havde troet, var jeg ved at dø af skræk. Lige pludselig fortrød jeg min skødesløshed, hvad havde angående dette sted. Da Christina havde prøvet, at tale mig fra det, skulle jeg havde lyttet til hende.

"Hvad sker der? Hvorfor vil den ikke åbne?" Stammede Christina.
"Det ved jeg ikke, jeg forstår det ikke!" Svarede jeg forpustet efter al min rusken i den tunge træ dør.
"Jeg sagde det jo, det her sted er hjemsøgt! Jeg tilgiver dig aldrig, hvis jeg dør her inde!" Sagde hun advarende.
"Tag det nu roligt, vi skal nok finde ud, det var sikkert bare vinden, der fik den til, at gå i baglås eller noget" Svarede jeg på den mest optimistiske måde jeg kunne. Men i virkeligheden troede jeg ikke på, at det bare var vinden, der var helt sikkert noget mere på spil her. Men hvad det vidste jeg ikke? Det var helt sikkert noget, jeg aldrig havde oplevet før.
"Hvad med at vi bare får taget de billeder og så finder ud hurtigst muligt?" Spurgte jeg
"Jo lad os gøre det, jeg sender bare dem jeg tager til dig over FB så"
"Okay super, men skal vi ikke splitte op for så kommer vi hurtigere hjem?"
"Jo det kan vi vel godt...Så skal vi bare mødes her om hvad? 10 min?"
"Ja lad os gøre det. Hvis du går til højre tager jeg venstre" Jeg pegede demonstrerende ned af gangen til højre, hun nikkede og vi drog ned af hver vores gang.

Væggene var dækket af plakater, fra forskellige danse opvisninger, der havde været gennem årens løb. Der var også forskelige auditions, man kunne skrive sig på osv. Men der var dog en speciel plakat, der sprang mig i øjnene. Det var en med et billede af en ung pige på omkring 16 år eller noget, mørkt hår til brystet, og store brune øjne, rigtigt køn efter min mening. På sedlen stod der at hun var forsvundet, og man skulle kontakte det et nummer hvis man fandt hende, men der var nogen der havde streget ordet forsvundet ud med myrdet. Faktisk kunne jeg godt huske den her sag fra fjernsynet, men det var efterhånden 5 år siden, det var vist også grunden til at skolen blev lukket. Det var noget med, at pigen var fundet ude på badeværelset med overskåret håndled, og på spejlet var der skrevet med hendes blod, 'Det var fortjent' eller noget i den stil i hvert fald. Mange mente det var selvmord, men teksten fortalte en anden historie, så vidt jeg ved blev sagen aldrig løst, den forblev et stor mysterium. Ikke at jeg havde tænkt så meget over det. Men lige pludselig kunne jeg ikke lade være med, at tænke på hende. Hun havde gået på denne skole. Hun var død på denne skole. Hun havde taget sit sidste åndedræt på denne her skole. Tænk at hendes død aldrig blev opklaret, det måtte da være træls.  

Et skingert skrig rev mig ud af mine tanker, og tilbage til den virkelige verden. Det var Christina. Jeg spurtede tilbage af gange, jeg var kommet fra. Men jeg kunne næsten ikke se noget, jeg kunne knap nok se min egen hånd, når jeg holdt den op foran mit ansigt, så mørkt var det blevet. Hvor længe havde jeg lige stået og dagdrømt? Jeg var nød til at føle mig vej frem langs vække.

"Christina? Er du okay?" råbte jeg af mine lungers fulde kraft.

Men der kom intet svar. Kun stilhed. Men ikke den rar tilfredsstillende stilhed. Den uhyggelige from for stilhed, det ville være mindre uhyggeligt, hvis jeg faktisk kunne høre andet end mit eget åndedræt, der blev hurtigere og hurtigere, og min fødder der klingede mod det kolde marmor belagte gulv.

​Desperat satte jeg tempoet op, jeg løb så hurtigt, at det var som om luften ræv sig vej ned gennem min hals, før det nåede lungerne. Jeg drejede skarpt til højre, og ud af øjenkrogen fangede en hurtig bevægelse min opmærksomhed. Hurtigt drejede jeg hovedet, men der var ikke længere noget at se. Jeg spejdede ned af den lange gang, hvor det eneste lys var fra vinduerne allerhøjest oppe. Men det oplyste ikke gange særligt meget, alle former for kroge var dækket af de slikkende skygger. Der var blevet så stille efter Christinas skrig, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden.

Pludselig jog en voldsom smerte op gennem min ryg. Mine knæ blev slået hårdt i gulvet, men jeg nåede heldigvis at tage fra med mine hænder. Der var nogen eller noget der havde skubbet mig, knuden af frygt i min mave blev strammere, da den vente sig en omgang. Min krop blev gennem rystet af et stød, der blev sendt gennem min krop fra knæ og hænder. Jeg fald sammen på det kolde gulv, men hurtigt tog jeg mig sammen, for at rejse mig op og bide den medfølgende smerte fra faldet i mig. For jeg var sikker på at personen, der lige havde skubbet mig stadig stop bag mig, jeg kunne mærke et par øjne næsten bore sig gennem min ryg.

Med mine tilbage værende kræfter, kæmpede jeg mig på benene igen, men et støn undslap dog mine læber, selv om jeg desperat havde prøvet, at undertrykke det. Jeg drejede langsomt hoved klar til at så ansigt til ansigt, med personen der lige havde skubbet mig i gulvet. Men mit blik mødte ikke andet en den uendelige mørke gang. Pludseligt var det blevet bælgmørkt uden for, det var som tiden gik hurtigere her inden, end ude i den "normale verden". Forsigtig begyndte jeg, at bevæge mig frem af, ved at sætte den ene fod foran den anden, bange for pludseligt at støde skosnuden på noget ubehageligt. 
En mærkelig knase lys skar gennem min trommehinde. Lyden kom fra under mine fodsåler. Jeg satte mig på hug og mærkede jorden. Den var dækket af knus glas, jeg nulrede det blidt mellem mine fingre, da jeg igen fangede en hurtige bevægelse ud af øjenkrogen. Det var der den gamle kendte gyserhistorie kom tilbage tilbage til mig, pludselig kunne jeg huske hele historien om pigen der var død her på skolen. Ud over at folk mente hun havde begået selvmord osv. Mente man, at hun stadig levede på skolen, og hun var så sur over, at der var nogen, der havde været så onde, at slå hende ihjel, og endda få det til at se ud som om hun selv gjorde det, hjemsøgte hun stedet.

Normalt ville jeg aldrig i min vildeste fantasi tro på sådan noget vås, men da en chok sendtes gennem min krop, fra den is kolde hånd der lige havde lukket sig om min skulder, gik det op for mig at intet af det her nogensinde havde været en joke, det hele havde været sandt. Demonstrativt vente jeg mig om, og det mest uhyggelige syn mødte mig. Jeg stigerede direkte ind i et par kridt hvide, hendes hud klistrede til hendes knogler, og havde fået en form for grålig farve. Håret var blevet langt og hvidt i stedet for den flotte nøddebrune farve, hun havde haft, da hun var i live. Den hånd der stadig havde et fast greb om min skulle borede de knoglede fingre længere og længere ind i min hud, til sidst gjorde det så ondt, at jeg blev nød til at bide tænderne, så hårdt sammen som muligt, uden de ville knække, for ikke at begynde at skrige af smerte.

Men pludselig forsvandt smerten og den kolde hånd fra min skulder, og jeg var alene tilbage i den kolde gang igen. Det var næsten være, at være helt alene i gangen, end sammen med hende, for når hun var der, havde jeg i det mindste styr på hvor hun var, i stedet for at skulle frygte, hvornår hun ville slå til igen.

Tårene begyndte at trille ned af mine kinder, da det gik op for mig, at det skrig jeg havde hørt Christina udstøde tidligere, nok ikke bare havde været et skrig om hjælp, men et døds skrig. Men jeg prøvede at lade vær med at tænke mere over det selvom det var fuldstændigt umuligt. Men jeg var nød til at fokuser, hvis jeg skulle havde en chance, for at finde en vej ud her fra.

Jeg havde næsten fuldstændigt opgivet håbet om, at finde en vej ud, da et lille vindue are dukkede op i det fjerne. Det kom nærmest bare ud af den blå luft. Jeg havde gået i timevis, og begyndte at overveje om der var en mulighed for at det var et fatamorgana. Men den var god nok, da jeg kom helt frem til det lille vindue, der ikke var bredere en 40 centimeter, kunne jeg se det høje græs vokse uden foran. Jeg satte mig ned, trak benene tilbage klar til at sparke ruden ud. Bang! Glasset splintrede ud til alle sider. Jeg kravlede ud af det lille vindue, pludselig kom en bølge af lettelse sejlende ind over mig med sådan en hastighed, at jeg næsten blev blæst omkuld. efter fuldt af lettelsen kom en bølge af skyld og sorg over Christina, og til sidst kom frygten det her havde været alt for let at komme ud af det vindue.

Jeg havde ret, det havde været for let... For den hvide dame dukkede op ud af den blåluft, og stod pludselig helt op foran mig. Jeg kiggede ind i et par uudgrundelig hvide øjne, og jeg kunne ikke se andet end død. Det var der det gik op for mig, at min historie ville ende her. Som en genfortælling fra noget der var sket fem år tidligere. Det var som om historien gik i ring. Det var bare for sent, at finde ud af det på...
 






 

 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...