Ultraviolet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2017
  • Status: Igang
Violet Jones har en fantastisk familie, med en mor der arbejder som tjener på en fin italiensk restaurant, en voksen bror der bor i deres kælder, og ikke mindst hendes halvbror, der er selveste Liam Payne. Og desuden er hun kæreste med Niall Horan. Udenpå ser hendes liv ud til at være næsten perfekt, men er det nu også det? Indeni kæmper hun med at finde ud af, hvem hun selv er, og hvad hun skal med sit liv. Hun har svært ved at finde venner, men da en ny fyr starter på skolen, opstår et unikt venskab. Men hvor meget kan dette venskab holde til? Og hvor meget kan hendes forhold til Niall holde til?

1Likes
0Kommentarer
291Visninger

2. 1|Violet

Min fødselsdag

Min 19 års fødselsdag. Det britiske flag stod på bordet, imens min mor havde været oppe siden klokken 04.00, for at lave friske fødselsdagsboller til når mine brødre og jeg stod op. Det hele var egentlig som det plejede at være til fødselsdage, selvom der i år var noget der var lidt anderledes. Min papfar havde for et halvt års tid siden valgt at forlade os, og ingen af os havde rigtig set ham siden. Jeg savnede ham helt vildt, men siden han ikke havde givet lyd fra sig, savnede han nok ikke os, og det havde jeg svært ved at respektere, for selv om han ikke var min rigtige far, så føltes det næsten sådan. I hvert fald da han var her.

,,Tillykke med fødselsdagen, skat” smilede min mor roligt, og gav mig et kys på kinden, inden hun gav mig en mellemstor firkantet gave, med lyseblåt gavepapir rundt om. Gavebåndet var meget mørkeblåt, med en stor sløjfe og et lille kort, hvor der stod; Til Violet, Fra Mor, Liam og Matt. Matt er min storebror. Han er 27 år, og har ingen idé om, hvordan mikroovnen virker. Han bor nede i kælderen, så han har et sted for sig selv. Det er i hvert fald det han siger. Jeg fik vidst hjernen i det her søskendeforhold. Liam er så min papbror, han er 23 år, og er med i et band der har ret meget succes. One Direction, hedder de. Det var hans far der forlod os, og Liam var helt knust i flere måneder. Forsigtigt pakkede jeg gavepapiret op, og kom ind til en kasse med et PS4 logo på. Hurtigt kiggede jeg op på min mor, der ellers tydeligt havde givet udtryk for, at vi bestemt ikke havde råd til sådan noget tidsfordriv. ,,Tusind tak” fik jeg hurtigt fremstammet, og rejste mig op, for at give dem alle sammen et stort kram. ,,Det var så lidt” smilede Liam stort, og trak mig ind i et varmt og rart kram. ,,Jeg ville have pakket det her ind, men det nåede jeg ikke. Tror du at du overlever?” grinede han, og fandt en dvd-lignende tingest frem. ,,Battlefield?! Tak!” måbede jeg, og gav ham endnu et kram. ,,Du kan jo ikke have en PS4 uden spil, så er den jo nærmest værdiløs” smilede han stort, og tog en slurk af sin kaffe. ,,Skal du hen til drengene i dag?” spurgte jeg, og tog en bid af min bolle, der havde et tykt lag smør på. ,,Det regner jeg med, er der en bestemt person du gerne vil se?” spurgte han, og kiggede på mig med et smil. ,,Min kæreste, måske. Hvis det altså kan lade sig gøre?” fniste jeg, og tog den sidste bid af min bolle, inden jeg rejste mig op fra stolen, og gik op på mit værelse for at skifte til min skoleuniform.

Aldrig havde jeg oplevet sådan en stilhed på min skole. Ud over et par mennesker på en bænk, så var jeg alene. Nu havde jeg godt nok også kun gået her i 2 uger, men alligevel. Jeg havde svært ved at finde venner, og jeg var ikke den bedste til at møde nye mennesker, så det gjorde mig slet ikke noget at jeg var alene på gangen. Så havde jeg også fred for dem der drillede mig, for dem var jeg til gengæld rigtig god til at tiltrække. Lydløst åbnede jeg mit skab, og fandt mine musikbøger frem. Det var mit yndlingsfag, og det var der jeg kunne få lov til at være mig selv. Det var også det eneste fag, hvor mine karakterer var pæne, og hvor min lærer kunne lide mig. Jeg nåede hurtigt frem til musiklokalet, hvor min lærer allerede var kommet. Udover ham, så var klasselokalet tomt. ,,Godmorgen miss Jones, altid en fornøjelse.. Og stort tillykke med fødselsdagen” smilede min lærer, Mr. Jackson. Han var den bedste lærer på hele skolen, efter min mening. Han kunne spille på alle instrumenter, og læste noder som om det var det letteste sprog i hele verden. ,,Godmorgen Mr. Jackson, mange tak” smilte jeg tilbage, og satte mig på min sædvandelige plads i hjørnet på første række. Mit bord var brunt, og var fyldt med en masse indgraveringer, fra folk der havde kedet sig i Mr. Jacksons timer. Under bordet sad der indtørret tyggegummi, der sikkert havde tilhørt skolens fodbold- og cheerleader hold. Også kendt som skolen seje ’børn’. Det var dem, alle vendte hovederne efter når de gik forbi, og dem alle så op til, og gerne ville være. Jeg kiggede op på tavlen, hvor dagens program stod listet op, og sukkede tungt, da jeg så ordet gruppearbejde. Det var det eneste dårlige jeg overhovedet kunne finde på i musiktimerne. Hvem skulle jeg dog arbejde sammen med? Jeg var altid den der sad alene til sidst, så jeg kunne blive plantet i en gruppe af vores lærer. Bare ved at tænke på det, fik jeg tårer i øjnene. Jeg kom tilbage til virkeligheden igen, da klokken ringede ind til time, og folk kom snakkende og grinene ind i lokalet én efter én. Forsigtigt kiggede jeg på dem, og kunne mærke ensomheden der kom ind over mig som en stor bølge. ,,Godmorgen alle sammen, i dag skal vi starte på en af dette semesters største afleveringer inden for musikkens verden” lød det fra Mr. Jackson, inden han blev afbrudt af døren der gik op. Ind kom en høj dreng, med lilla farvet hår, og en grå nirvana T-shirt. ,,Goddag Mr. Clifford, du kan sidde dig ved siden af Ms. Jones” sagde Mr. Jackson, og pegede pænt hen imod mig, og den frie plads ved min side. Jeg smilede svagt. Det havde aldrig virket for mig, at få folk til at kunne lide mig, bare med et smil, så jeg kunne lige så godt lade være. ,,Mr. Clifford er ny i den her klasse, så tag godt i mod ham” smilede Mr. Jackson stort, og fortsatte sin undervisning. ,,Som jeg var ved at sige, så skal i gå 2 og 2 for at lave et stykke musik med en god melodi, noder og en sangtekst”. Hurtigt rækkede jeg hånden op, selvom jeg vidste hvad svaret ville være. ,,Må jeg godt arbejde alene, Mr. Jackson? Du ved jeg klarer mig bedst på egen hånd” smilede jeg lidt, og kunne se Clifford kigge på mig ud af øjenkrogen. ,,Søde Ms. Jones, jeg havde faktisk tænkt, at min bedste og flittigste elev skulle arbejde sammen med Mr. Clifford.. Han spiller også selv musik, så jeg tror i vil finde ud af det sammen” smilede han bare, og gik hen til en anden gruppe fra klassen. ,,Nå men nu hvor vi alligevel hænger på hinanden, så hedder jeg Michael” smilede han, og holdt sin hånd ud, så jeg kunne tage den. ,,Violet” smilede jeg tilbage, og tog forsigtigt imod hans hånd. Hans hænder var varme, og han havde et dejligt fast håndtryk.

Senere den dag, troede jeg ikke at jeg kunne være gladere. Michael og jeg havde haft næsten det samme skema hele dagen, og havde derfor lært hinanden lidt at kende. Det viste sig, at han spillede i et bandt, sammen med 3 andre, der også går på den her skole, og han startede her kun fordi at de gik her. ,,Hvad er din næste time?” spurgte jeg roligt, og gik målrettet hen til mit skab, der var mindre end 5 meter væk. ,,Samfundsfag” svarede han, og himlede lidt med øjnene. ,,Held og lykke, Mrs. Gerald er magtliderlig, og tror hun ejer skolen” smilte jeg, og tog mine matematikbøger ud. ,,Hvem er hende der?” spurgte han, og kiggede hen på en høj smuk brunette, med de pæneste grønne øjne. ,,Aner det ikke, jeg har kun gået her i 2 uger” smilte jeg og vinkede hurtigt farvel til ham, inden jeg gik hurtigt ned af gangen til min matematiktime.

***

Jeg gik ensomt ned af gangen, for at komme hen til mit skab, hvor jeg til min store overraskelse så at Michael stod og ventede på mig. Han var sammen med en lyshåret dreng, med en hvid T-shirt og sorte stramme bukser. ,,Hey” sagde Michael, med et stort smil. For første gang i de 2 uger jeg havde gået her, smilede jeg oprigtigt, inden jeg sagde hej og lagde mine ting ind i skabet. ,,hvem er det?” spurgte jeg interesseret, og pegede på drengen med det lyse hår. Han havde dybe blå øjne, og en læbepiercing på venstre side af underlæben. ,,Nårh ja, det her er Luke. En af dem jeg snakkede om tidligere” smilede han stort, inden han fortsatte ,,Luke det her er Violet, hun har hjulpet mig gennem dagen, kan man vist sige” smilede han, inden Luke tog hånden frem, for at sige ordentligt hej. ,,Jeg tror jeg har set dig et par gange før.. Du går ret tit for dig selv, gør du ikke?” spurgte Luke roligt, efterfulgt af et lille skævt smil. ,,Tjo, det gør jeg vel.. Det er lidt svært at være ny, når alle andre har gået i klasse sammen i 10 år, synes jeg” svarede jeg stille, og lænede mig op ad skabet. ,,Hvad tid har du fri i dag?” spurgte Michael pludseligt, og kiggede hen på Luke. ,,Efter næste time? Hvorfor?” spurgte jeg undrende, da jeg virkelig ingen idé havde, om hvad de kunne finde på. ,,Drengene skal med mig hjem efter skole.. Du kunne jo tage med?” smilede han, og kiggede spændt på mig. Jeg tøvede lidt, da jeg jo ikke kendte dem, og ikke engang vidste, hvem de 2 andre drenge var. ,,Kom nu Violet, vi skal også lave det der musik-halløj, og drengene kan hjælpe, de spiller jo også” nærmest plagede han, efterfulgt af et kæmpe smil. Jeg blev næsten deprimeret over, at det var lige netop i dag, at jeg fik det tilbud. Jeg ville helt vildt gerne, men samtidig var det min fødselsdag, og min familie ventede på mig derhjemme. ,,Jeg kan desværre ikke i dag, drenge” smilede jeg trist, inden jeg fandt mine bøger frem til næste time. ,,Nå okay, jeg er ellers lige flyttet ind i et rimelig nice hus på Ufford Street” prøvede han endnu engang. ,,Ufford Street?” spurgte jeg nysgerrigt, da jeg selv boede på den gade. ,,Ja, den ligger lige nede af vejen” spurgte han undrende tilbage. ,,Det er jeg klar over, jeg bor der selv” smilede jeg stort, og kom derefter i tanke om huset længere nede ad gaden, som havde været til salg. ,,Jamen, så kan vi jo bare følges” grinede han lavt, inden han fik sagt vi ses og gik.

***

,,Hvem var de drenge?” var det første min mor sagde da jeg kom ud i køkkenet. ,,Hvad er det dog jeg hører? Er min pige sammen med drenge i skolen?” grinede Niall ironisk, da han kom ud i køkkenet til os. Jeg blev helt overrasket over at se ham her, da jeg troede at Liam og jeg skulle ud til dem senere. Han så underligt godt ud i dag, med hvid skjorte, og sorte stramme bukser. Hurtigt gav jeg ham et stort kram, og et kys. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile. ,,Ham med det lilla hår er lige flyttet ind i nr. 7, så jeg stødte ind i dem på vejen” løg jeg, og gik videre ind i stuen, hvor Louis, Harry og Liam sad og snakkede. ,,Tillykke” skreg de nærmest alle sammen i kor, inden Liam gav mig en kuvert. ,,Liam, du har allerede givet mig en gave” smilede jeg, og satte mig ned, ved siden af ham. ,,Jaja, men det her er fra One Direction” påpegede han, og opfordrede mig til at åbne den. Forsigtigt rev jeg åbningen op, og kiggede ned i kuverten. ,,Orh, hvor er i søde, venner, tak” hvinede jeg, og gav hver og en af dem et stort kram. Inde i kuverten lå der 2 billetter til en guns´n´roses koncert om 6 måneder. ,,Du må helt selv om, hvem du tager med. Niall vil nok helst ikke, så du kan jo tage en af dine venner med” smilede Liam stort, og aede mig kort på ryggen. Problemet var bare, at jeg ikke rigtig havde nogen venner, at tage med. Det var virkelig noget der gik mig på, og bare tanken gjorde mig deprimeret. Jeg smilede halvt, og skyndte mig op på mit værelse, hvor jeg var hurtig til at låse døren. En tåre pressede sig på, og der gik ikke lang tid, før den ene efter den anden fandt vej ned over mine kinder. Jeg kunne ikke vente med at få den her dag til at slutte. Ikke fordi den var dårlig, overhovedet, men man kunne ligefrem se på min mors ansigt, at jeg skulle have inviteret mine egne venner over, i stedet for at Liam skulle invitere sine venner. Men hvem kan prale af at have One Direction til kaffe og kage, på sin fødselsdag?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...