Sløret identitet?

Brødrene Grimms "Rødehætte" i en krimi version.

0Likes
0Kommentarer
54Visninger
AA

1. Sløret identitet?

Sløret identitet?

En orkan af ondskab, en sværm af depression. Hængende i luften som en frisk forårsbrise. Et budskab bragt af de ildevarslende skyer, ti gange så slemt som et hvilket som helst uvejr. En svaglig lugt af fare, og en ofring af liv, klædt i kriminalitet, men udstyret med uskyld. Et nyt kapitel åbnes, mens et andet lukkes. Et mystisk øjebliks stilhed og så en skudsalve der kan høres langt væk. Den rammer målet. Et spildt liv, og så alligevel ikke. Ingenting er spildt, hvis læring er en svamp. Et øjeblik i stilhed og skyld, kun et kort sekund, der dog føles som ti. Derefter er det slut. Lyset sænker sig atter over den stille skov. Løvet står atter højt, og himlen er igen ligeså rig på glæde som på farver. Et sus af lykke, og en glæde af overstået arbejde og velfortjent hvile strømmer igennem min krop.

Jeg griber ned i min lomme. Min hånd begynder at ryste, da jeg får fat i min lille slagterkniv. Min hånd er våd af sved, våd af skyld. Et billede af en morder tegner sig inde i mit hoved, jeg kan ikke længere kende den mand jeg ser i åen. Jeg begynder ligeså stille og roligt at sprætte ulven op. Mit håb er større end nogensinde, en levende sjæl ville være det bedste i en sådan dårlig situation. Jeg har efterhånden sprættet det meste af ulven op, og blodet flosser ud som et vandfald. Dette vand er dog ikke uskyldigt og yndefuldt, mere tykt og cremet, som en dårlig creme brulé. Jeg kan endnu ikke se den gamle kone, og min hals snørkler sig sammen som en bunden ballon. Hun er der ikke. Jeg giver op.

Pludselig hører jeg en lyd. En hestevogn er netop ankommet, og jeg løber ud til den. Først forbi nøddehækkene, og derefter under de tre store egetræer. Udenfor holder en snavset grå hestevogn af metal, og i den sidder to mærkværdige engelskudseende mænd, fra den anden side af Nordsøen. Holmes og Watson kalder de sig for. Jeg giver dem min del af historien, og der går ikke længe før de erkender den. Vi kører sammen hjem til den gamle kones familie, som vistnok er hendes eneste relationer. Vi holder os på stien, da skoven kan være farlig. Selv de smukke blomster lider under ondskab. Enhver der bliver snydt af skovens pæne ydre, vil dø en langsom og pinefuld død.

Da vi ankommer til huset hvor den gamle kones såkaldte datter og højtelskede barnebarn skulle bo, stiger vi ud af vognen. Indenfor er datteren godt i gang med at vaske knive op. Holmes og Watson begynder at afhøre hende, mens jeg kigger huset igennem. Jeg håber på at datteren til den gamle dame, kan give os en ledetråd til hvem morderen kunne være. Min hjerne arbejder selv på højtryk, og pludselig falder det mig ind. Jeg begynder at blive bange. En morder er i huset, to faktisk. Mig selv inkluderet. Jeg selv dræber glæde og lykke i skoven. Drevet af djævlens trang til penge, en uimodståelig ting der ikke kan undværes i et sådant moderne samfund. Den anden morder er drevet af hævn derimod. Mobbet for livet på grund af satans fløjl. En hævn så sød, der skal kompensere for mange års elendig barndom, dog givet i kærlighed. Jeg må tænke hurtigt. Jeg stormer huset igennem, stoppet af et pinefuldt skrig skærende gennem natten. Intet kan gøres. Alt er forbi. En kærlighed der skulle ende så galt, på grund af usikkerhed og identitetsforstyrrelser. Himlen er atter grå igen, og en fase af mørk depression og klam elendighed er atter sat i værk. Jeg er en morder klædt i uskyldighedens bukser, hun er en morder klædt i selvmordstanker og sort sne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...