Monarken raser?

Indledning:
Stormen raser. Udenfor. Mens vi, mennesket, sidder indenfor. Indenfor, med tv´et tændt og lyden på max. Det er som om, at vejret har taget monopol på os. Som om at det hersker med os, imod os. Det bestemmer hvor vi befinder os, hvad vi laver, og om vi bliver syge eller ej. Kun i et vist omfang altså.

1Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

1. Monarken raser?

Monarken raser?

 Stormen raser. Udenfor. Mens vi, mennesket, sidder indenfor. Indenfor, med tv´et tændt og lyden på max. Det er som om, at vejret har taget monopol på os. Som om at det hersker med os, imod os. Det bestemmer hvor vi befinder os, hvad vi laver, og om vi bliver syge eller ej. Kun i et vist omfang altså.

 Jeg tænker altid på vejret som en større magt end mennesket. Men hvem, eller hvad, (for min skyld kan det være begge dele, det er ikke min største bekymring) styrer vejret? Er det Gud, Thor, eller bare naturen? Og hvorfor kan vejret bestemme hvordan vores dag, vores dagsorden forløber? Og hvilken sindstilstand vi befinder os i? Vores sindsstemning, præget af en bestemt følelse. Glæde, vrede eller måske tristhed.

Nogle gange sidder jeg for mig selv med herskeren rasende uden for vinduet og reflekterer over hvor meget en lille ting, som ”storm” kan gøre ved os. Hvor meget den kan ændre på. Hvor meget kan den ændre på? Meget? Eller lidt?

Jeg kan huske, en gang da jeg var lille. Dengang var den brusende, beroligende storm det bedste jeg vidste. En dag i december måned var stormen over os. Jeg sad og så fjernsyn, og stuen havde den dejligste duft af gran og hjemmebag. De fine, følsomme guirlander hang og dinglede over mit hoved i julens røde, hvide og grønne farver. Pludselig gik strømmen. Stearinlysene blev tændt, og det var som om, at mit liv blev fuldent. Der var intet at brokke sig over. Julen var i sigte, og alt gik op i en højere enhed. Stormen, der kastede rundt med tingene udenfor, fik mig til at tænke. Tænke, på hvor rart vi havde det. Hvor rart har vi det? I stuen. Omgivet af varme, kærlighed. I sikkerhed for vejrguderne. Ingen vind, der kredser om dit hoved. Ingen blæst der rejser hårene på dine arme. Ingen stiv kuling, der af en eller anden grund altid finder vej ind under din bluse. Ind, hvor du ikke kan bunde. Hvor du bare må se til, mens kulden fortærer din mave, din ryg, dit immunforsvar. Sengeliggende næste dag? En klud for panden og et termometer i munden? Måske. Det er monarkens beslutning. Monarken? Monarkiets overhoved? Vi er de underdanige tjenere. Er vi de underdanige tjenere? Monarkiets borgere? Den nederste række? Ingen nepotisme i dette monarki. Uffe Elbæk. Justitsmord.

Den oplevelse, med strømmen der gik, er nok også, det der gør, at jeg er så knyttet til stormen i dag. Stormen overbeviser mig altid om, at der ikke er noget at bekymre sig om, at alt nok skal gå. Underligt? Ja, måske. Men sådan er det med os mennesker. Vi kan blive knyttet til alt, hvis vi har haft gode oplevelser med det som børn. Jeg tror, at stormen er så fantastisk, fordi at vi kan nyde, at det ikke er os, der er blæst ude.    

Men hvorfor? Hvorfor raser stormen? Og hvad betyder det, at en storm den raser? Betyder det at den er rasende? Altså sur, gal, gnaven, knotten, mopset eller irritabel. Måske betyder det at stormen den racer. Hurtigt. Racer afsted. Fra by til by, fra vej til vej, fra træ til træ, fra gren til gren, og fra blad til blad. Som i et formel 1 løb. Eller på landevejen, når tour de France rytterne kommer susende forbi på en hed landevej med solen bagende i ryggen. Susende. Som vinden der suser i masternes top på et stort handelsskib i 1700-tallet. Det er som om at det hele hænger sammen. Masten gynger, og skibet gungrer. Gungrer. I bølgernes rytme. Styret af vinden. Naturens svar på Mozart. Eller Bach måske.

Stormen raser. En oplagt mulighed for at synge Thomas Kjellerups sømandsvise.

”Når stormen den raser på de syv store have, når vinden den suser i masternes top”.

Orkanen raser. Voldsomt. Bodil, Allan, eller Carl. De mange orkaner, opkaldt efter et navn i det land, hvor orkanens klimaks rammer. Orkanen rammer de smukke blade i trætoppene, de små, unikke, karakteristiske fraktaler. Har de studeret matematik? Eller har vi studeret dem?

 

En utrolig, fascinerende og stormfyldt oplevelse der har præget mit syn på naturen og på verden, er min tur til Niagara vandfaldene. En ulidelig, men samtidig imponerende storm i det såkaldte ”Hesteskos vandfald”. Båden sejler ind i hesteskoen, og vandet stormer ned ad vandfaldet og rundt om hovedet på mig. Det hele køre rundt. Og jeg føler, at jeg er midt i en orkan på 12 Beaufort, eller måske en tornado på F-5. Det maksimale, dominerende, ultimative, optimale på japanske Theodor Fujita´s tornado skala.

Selvom stormen i Hesteskos vandfaldet ikke var en helt ægte storm, kan man ikke tillade sig at kalde det en falsk storm. Det er stadig naturens brillante kræfter, vi har at gøre med. Denne oplevelse åbnede mine øjne for hvor stærke naturens kræfter er, og hvor små vi som mennesker er. Uanset hvor meget land vi erobrer, hvor mange ting vi ejer, eller hvor mange opfindelser vi bygger, kan vi ikke måle os med naturen eller med stormen.

Vi prøver altid at beregne os ud af problemerne. Vi bygger højhuse, broer og diger i de rigtige størrelse og vinkler, for at undgå en umulig kamp mod en så garvet, erfaren og ferm modstader som stormen. Men vi vil altid være underdanige over for vejret, for uanset hvor stærke højhuse, broer og diger vi bygger, vil der altid være en stærkere magt som vi ikke kan regne med.

 

Vejret er og bliver et kunstnerisk redskab. Fascinerende? Ja. Jeg tror, at det er sådan, fordi vejret altid er der, altid har været der. Vejret betyder noget for os som mennesker, og vi knytter følelser til det.

Vi knytter følelser til vejret. Til stormen der raser. Et F 16 fly. En umulig modestander, som i virkeligheden ikke burde være vores modstander. Overregent? Medregent? Måske, måske ikke. Vi er de underdanige tjenere. Er vi de underdanige tjenere?

Monarken raser?                      

                                                                                                                                                                                             

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...