Kidnapped

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2016
  • Opdateret: 16 apr. 2016
  • Status: Igang

6Likes
6Kommentarer
1002Visninger
AA

2. Kapitel 2

Josebelles synsvinkel.

Jeg vågnede med den største hovedpine, det føltes som om mit hoved skulle springes i luften. Jeg kiggede rundt for at se hvor jeg var henne, men jeg kunne ikke genkende noget. Det her værelse ligner slet ikke det jeg har der hjemme. Her er en stor seng, walk in closet, store vinduer, pæne lyse vægge og træ gulv. I forhold til mit hus der hjemme, som ligner noget som har været igennem 2. verdenskrig. Solstråler skinnede ind gennem vinduet, så det måtte da være midt på dagen eller noget. Men hvor var jeg henne? Og hvem var ham manden? Jeg skulle til at rejse mig fra den bløde seng, så jeg kunne kigge rundt, og måske finde ud af hvor jeg er henne. Men jeg fik hurtigt lagt mig ned igen, da jeg kunne hører at døren ind til værelset blive låst op. Jeg skyndte mig at lukke øjne i, og håbede på at han tror at jeg sover. Døren knirkede meget,  da den blev åbnet. Mit hjerte sad helt oppe i halsen. Jeg havde svært ved at holde øjne lukkede, for jeg vil gerne se hvordan han ser ud, da jeg dårligt nok kunne se ham da han overfaldte mig, fordi det var mørkt.

Jeg kunne hører lyden af hans tunge fødder gå hen ad jorden, og lyden kom nærmere og nærmere. Min krop begyndte at ryste lidt. Jeg ved jo ikke hvad han vil med mig? Det kan være at han er sådan en voldtægtsmand? For jeg har da læst og hørt mange historier om at der er nogle som kidnapper folk, og så misbruger dem. Eller det kan være at han er sådan en meget voldelig person? Jeg håber ingen af delene. Men der må jo være en grund til, at han har kidnappet mig. Jeg kunne nu hører hans åndedræt ved siden af mig. Jeg prøvede alt for at holde mine øjne lukket, og håbede på at han snart ville gå ud. "Jeg ved godt at du ikke sover, men godt forsøgt søde" sagde han. Jeg kunne mærke at han satte sig i sengen, og jeg åbnede mine øjne stille. Han sad meget tættere på mig, end jeg troede. Han havde brunt hår, og brune øjne. Jeg kunne se at han havde nogle få tatoveringer på hans arme. Jeg synes ikke lige han ligner en voldtægtsmand eller noget lignde. Måske er han okay? Men hvorfor skulle han tage mig med her til, hvis han ikke vil noget med mig?

"Hvem er du?" spurgte jeg med en lille stemme. Jeg satte mig hurtigt, så jeg kunne komme væk fra ham. Men lige i det sekund jeg havde sat mig op, blev min hovedpine meget værre, jeg lagde mig ned igen. "Jeg er Liam. Liam Payne" svarede han, og sendte mig et stort smil, men jeg gengældte det ikke. Jeg kiggede bare surt på ham, han havde fortjent mit fabulous selskab. "Hvorfor har du taget mig her til?" spurgte jeg surt. Han kom med et lille grin, og blev ved med at smile. "Det må du selv finde ud af søde" svarede han, med et smil. Hvad var det for et svar? Måske var han en voldtægtsmand, det skulle ikke undre mig. Jeg vendte ryggen til ham, da jeg ikke gad at glo på ham mere. Der bredte sig tavshed mellem os, det eneste man kunne hører var vores åndedræt.

"Nå. Vil du med nedenunder og få noget mad, i stedet for at ligge der hele dagen? Du må nok være ret sulten, for du har været væk i nogle timer nu" sagde han roligt. Jeg mumlede et ja, da jeg faktisk var blevet okay sulten. Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet. Da vi gik igennem stuen, kunne jeg se at der var en terrassedør, som jeg måske kunne flygte ud af. Jeg satte mig på en af stolene ude i køkkenet, og så på Liam som kiggede i skabene. "Hvad vil du have at spise?" spurgte han, og vendte sig om mod mig. "Bare noget franskbrød eller noget, hvis du har det?" svarede jeg, og kiggede ned i gulvet. Han nikkede kort, og begyndte at kigge i skabene igen. Der så jeg mit snit. Jeg kunne flygte, hvis jeg bare var lidt ninja. Så jeg rejste mig stille fra stolen, og listede ind i stuen. Da jeg var nået hen til terrassedøren, kom Liam ind i stuen. "Hvor skal du hen?" spurgte han, og begyndte at gå hen mod mig. Jeg skyndte mig at åbne døren, som mærkelig nok ikke var låst, og begyndte at løbe derud af. Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen, men jeg skulle bare væk.

Jeg havde nu været væk i flere timer, eller det føles sådan. Jeg ved ikke hvor jeg er henne. Det eneste jeg har set en til videre er palmer, sand og vand. Så jeg har regnet ud at vi er et tropisk sted, også fordi luften er meget tyk. Mine ben er ved at være trætte, men jeg måtte finde en vej væk fra dette her sted. Jeg føler at jeg snart har været alle steder, men jeg har ikke set nogen båd eller noget, som kan transportere mig væk. Mon Liam er taget ud for at lede efter mig? Er der overhovedet andre på denne her ø, eller hvad det nu er? Sikkert ikke, for jeg ikke set nogle huse, i alt den tid jeg har gået. Jeg har en virkelig stor trang til vand lige nu, da solen bager ned på mig, men jeg vil ikke give op, jeg skal finde en vej hjem. Jeg satte mig ned i vandkanten, så jeg lige kunne holde en pause. Jeg begyndte at lave et lille sandslot, det blev bare ikke særlig pænt, men det er en anden side at sagen. Men jeg blev hurtig afbrudt af lyden af nogle fodtrin, som kom nærmere. Jeg vendte mig hurtig rundt i sandet, og fik øjne på Liam, som gik målrettet mod mig. Han så ikke særlig glad ud. Jeg fik rejst mig, og begyndte at løbe væk fra ham. Det er bare svært at løbe i sandet, så jeg er hele tiden ved at falde. Da jeg kiggede mig over skulderen, kunne jeg se at Liam også var begyndte at sætte farten op. Jeg kiggede rundt for at se om der var noget, som jeg kunne gemme mig bagved. Men nej, det eneste der er palmer og sand. Så med mindre at jeg havde lavet et kæmpe sandslot, som jeg kunne bo i, havde jeg en mulighed.

Imens jeg var i mine tanker og drømte om sandslottet, var jeg så klodset at falde i sandet. Jeg prøvede så hurtigt som muligt at komme på bene igen, men det var for sent. Liam havde nærmest bare kastet sig over mig, og fik et hårdt greb om mig, så jeg ikke kunne bevæge mig det mindste. Han sendte mig et vredt blik, inden han fik mig over hans skulder. Han gik med raske skridt tilbage til det hus, jeg var flugtet fra. Der var ingen af os der sagde noget under hele turen. Da vi var kommet ind i gik han hen til sofaen, som stod inde i stuen. Han smed mig ned i den, og satte sig i den anden ende. Jeg satte mig hurtigt op, og krummede mig sammen. "Hvorfor flygtede du? Jeg har ikke gjort dig noget?" spurgte han, og sendte mig et hårdt blik. Jeg kiggede ned på mine hænder, da han gjorde mig rigtig utryg nu. "Svar mig" sagde han, og rykkede sig lidt tættere på mig i sofaen. Jeg kiggede op på ham og sagde "Har du ikke gjort mig noget?! Du har kidnappet mig! Du vil sikkert voldtage mig, eller slå mig halvt ihjel eller sådan noget. Jeg vil meget hellere være der hjemme, kan du ikke bare bringe mig hjem?" tikkede jeg, men vreden boblede inde i mig. Han kiggede nu på mig med et undrende blik.

"Hvorfor vil du tilbage? Du har intet at tage tilbage til. Dine forældre elsker dig ikke, og du har ingen venner. Jeg har staklet dig de seneste uger, så jeg har set alle dine hemmeligheder Josebelle! Hvorfor vil du tilbage til dine forældre, som slår dig hver dag? og hvorfor vil du tilbage til den skole, hvor alle mobber dig, og gør nogle onde ting mod ting? Det er ikke noget godt liv. Jeg har jo taget dig med her til, så du kunne føle dig elsket!" sagde han hårdt, og kiggede surt på mig. Jeg kiggede nu igen ned på mine hænder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Der bredte sig en stilhed over os. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han stille rykkede sig tættere på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...