Kidnapped

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2016
  • Opdateret: 16 apr. 2016
  • Status: Igang

6Likes
6Kommentarer
1001Visninger
AA

1. Kapitel 1

Her lå jeg så igen. Nede i en vandpyt, driv våd, og med alle andre elever rundt om mig. Luder, bitch, møgso, nørd og lærerens kæledægge, var de ord, som blev råbt rundt om mig. Jeg var nu snart van til det. Siden fjerde klasse, har alle bare været på nakken af mig. Lige meget hvad jeg gjorde eller syntes om, var det forkert. Men en af de værste ting var nok, at jeg fik de bedste karakter i klassen, og det betyder så at jeg skal mobbes. Så jeg har hellere aldrig været glad for at gå i skole. Mine forældre ved ikke at jeg bliver mobbet, men det skal de hellere ikke. For jeg har efterhånden flyttet skole mange gange, og det ender med at jeg også bare bliver mobbet det nye sted. Det er bare irriterende at ingen kan acceptere mig, som jeg er. Så jeg har opgivet, at finde nogen som synes om mig.

Mit forhold til mine forældre, er rigtig dårligt, hvis man overhovedet kan sige at vi har et forhold til hinanden. De drikker afsindigt meget alkohol, hver dag, og nogle gange har jeg også mistænkt dem for at ryge sig skæve. Men når de bliver fulde, bliver de begge to meget voldelige, og det kommer så til at gå ud over mig. Så jeg får tæsk, og går grædende i seng dagligt. Jeg skjuler mine sår og mærker, under store hættetrøjer, så inden fatter mistanke. Selvom folk så mine sår, vil de sku nok være ligeglade, så havde de nok bare mere at mobbe mig med.

Jeg vågende ud af mine tanker, da en spytplat ramte min kind, og alle eleverne gik væk fra mig. Tårerne rendte som vandfald ned af mine kinder. Jeg rejste mig stille og gik direkte hjem. Lige meget med skoletasken og mine bøger, dem kunne jeg altid hente i morgen eller noget. Jeg glæde mig til den dag, hvor mit liv bliver perfekt. Hvor mine forældre elsker mig højere end noget andet, og at de stopper med at drikke. Og at jeg kan få nogle venner og veninder, i stedet for at gå helt alene hele tiden. Men jeg tror bare aldrig at den dag kommer. For indtil videre er mit liv, kun blevet værre og værre.

Jeg gik ind ad hoveddøren, og en stærk duft af alkohol ramte hårdt mine næsebor. Jeg runkede på næsen, og tog mit overtøj af. Nu skulle jeg bare hurtigt op på mit værelse, inden de opdagede at jeg var kommet tideligere hjem. Men da jeg var på vej op ad trappen, hørte jeg min mor kalde. "Josebelle? Er det dig?" spurgte hun, inden fra stuen. Jeg gik stille ind i stuen, for at se min mor sidde i sofaen, med et forvirret udtryk i ansigtet. "Hvorfor er du allerede hjemme? Burde de ikke først være hjemme om tre timer?" spurgte hun, og hendes ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt til vredt. Jeg kiggede ned på mine slidte sokker. Lige meget hvad jeg svarede, ville hun nok ikke tro på mig. "Vi fik tideligere fri i dag" svarede jeg med en stille stemme, og tog en dyb indånding. Selvom jeg ikke troede at det kunne blive værre, kommer min far ind ad døren, og sætter sig ved siden ad min mor. "Hvorfor er du så tidligt hjemme pigebarn?" spurgte han hårdt. Jeg skulle til at svarer da han bliver sur hvis jeg ikke gør det, men min mor var hurtigere til at svarer, "Hun fortæller at de har fået tidligere fri". De begge kiggede mistroisk på mig. Min far lignede nok den, som mindst troede på mig. "Hvorfor fik I tideligere fri?" spurgte han, og rejste sig fra sofaen, for at gå hen mod mig. Da han kom helt hen til mig, kunne jeg mærke hans hårde blik på mig, imens jeg kiggede ned på mine fødder. "Kig på mig, når jeg taler til dig" sagde han, og tog hårdt fat i min hage, og rettede mit hoved op, så han kunne kigge mig direkte ind i øjne. "Må jeg så få et svar?" spurgte han, med sammenbidte tænder, og var ved at dræbe mig med hans øjne. "Læ...lærerne skulle til no...noget møde eller noget" stammede jeg. Jeg kunne tydeligt, se at han ikke troede på mig. Jeg prøvede at se over på min mor, for at se om hun kunne få medlidenhed med mig. Men da jeg fik øjekontakt med hende, sendte hun mig bare et flabet smil, og gik ud af stuen.

"Hvorfor lyver du overfor mig" råbte min far ind i mit hoved. Tårerne begyndte at presse sig på, men jeg prøvede at holde dem tilbage, da jeg vidste at han bare ville blive mere sur, hvis jeg begyndte at græde. Jeg valgte ikke at svare ham, da jeg vidste at lige meget hvad jeg sagde, ville det ende dårligt. Hans greb om min hage blev strammere. Men pludselig slap ham, men det var kun for at han kunne svinge sin hånd igennem luften, og ramme mig hårdt på kinden. Der kom et højt skrig ud af min mund, og jeg faldt ned på det hårde gulv. Nu kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, så de fik frit løb ned af mine kinder. Min far gik lidt tættere på mig. Han løftede sin fod, og gav mig et hårdt spark lige i maven og sagde, "Skrid! Jeg gider ikke se dig mere i dag". Jeg rejste mig så hurtigt jeg nu kunne, og gik op på mit værelse. Jeg smed mig ned i min seng, og græd højlydt. Hvorfor kunne dette mareridt ikke stoppe? Hvorfor er det mig, som skal udsættes for alt det her? Kunne jeg ikke bare få nogle forældre, som elskede mig? Eller nogle venner, som accepter mig som jeg er?

Jeg tog en fast beslutning, og rejste mig fra sengen. Nu skulle jeg bare væk fra alt og alle. Jeg listede ned ad trappen, og hen mod hoveddøren. man kunne tydeligt hører at mine forældre sad inde i stuen, da man kunne hører at de snakkede om mig. Jeg åbnede meget forsigtigt hoveddøren, og håbede på at de ikke ville hører mig. Inden jeg gik ud tog jeg hurtigt min jakke og sko på. Jeg kom udenfor og lukkede døren stille. Nu skulle jeg bare hurtigt væk, inden de opdagede noget. Selvom jeg tror at der vil gå flere timer, før de vil opdage at jeg er væk. Jeg gik ned ad den tomme gade, jeg blev bare ved med at gå, unde at tænke over hvor jeg gik hen. Jo længere væk jeg kommer fra mine forældre, jo bedre.

Det er ved at blive mørkt, og jeg har inden anelse om hvor jeg er henne. Jeg er i hvert fald langt væk hjemme fra, for jeg har aldrig set dette sted før. Jeg gik ind i en park, hvor jeg måske kunne finde en bænk, for at kunne slappe lidt af. Jeg fandt heldigvis en bænk, så jeg skyndte mig der over, så jeg kunne slappe af i mine trætte ben. Da jeg havde siddet der i et stykke tid, kunne jeg se en person gå hen mod mig. Mit hjerte begyndte banke hurtigere. Det kunne jo sagtens være en person, som bare gik en aften tur. Men jeg var ikke helt sikker, for hvorfor skulle personen så lige komme hen mod min bænk, når der var så mange andre? Jeg rejste mig stille fra bænken, og begyndte at gå i den modsatte retning af denne mystiske person.

Jeg var nu noget ud af parken, og jeg kiggede mig over skulderen, men jeg kunne ikke se nogle. Så skulle jeg i det mindste ikke tænke på denne person. Jeg gik lidt længere ned ad gaden, men jeg følte at der var nogle som blev ved med at følge efter mig, men hver gang jeg kiggede, var der ikke nogle. Jeg prøvede bare at ignorere det, og gik videre. Det var helt mørkt, og jeg kunne næsten ikke se noget, da lygterne på gaden, ikke blev tændt. Da Jeg gik forbi en af gyderne, sprang der pludselig en mand frem, og overfaldt mig. Jeg begyndte at skrige, men person holdte mig for munden, så jeg ikke kunne skrige om hjælp. Han fumlede med noget nede i sin lomme, men han fik trukket et stykke stof frem. Han tog det hen foran min næse og mund. Men jeg slevfølgelig klog nok, til at vide hvad det var, så jeg prøvede at holde vejret så godt som muligt. "Træk nu vejret, der kommer ikke til at ske noget" sagde personen med en hæs stemme. Jeg valgte at blive ved med at holde vejret, men ikke ret længe da jeg manglede luft, så jeg blev nød til at overgive mig. "Dygtig pige" svarede han, da jeg tog en dybt indånding, og mine øjne var ved at falde sammen. Der gik ikke mange sekunder, før alt blev mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...