Ved Fredericia Vold

Kan du virkelig ikke se, hvor sur du gør mig?

1Likes
1Kommentarer
157Visninger
AA

1. Ved Fredericia Vold

Jeg slentrer ned af Fredericia Vold med dig. Jeg har musik i det ene øre og med det andet nyder jeg lyden af mine klikkende sko mod grusset. Det siger sådan en dejlig lyd.

Du går ved min side og ser den anden vej. Du ser altid den anden vej. Jeg kigger ud over vandet. Solen spejler sin skønhed i det blanke vand. To piger sidder på badebroen og griner. De har begge uldfrakker på.

”Nå, men havde du ellers en god dag i skolen?” spørger du, og jeg må bede dig gentage, for Rasmus Seebach overdøver dig i mine ører. Jeg rynker lidt på næsen.

”Den var fin nok,” svarer jeg.

”Fået nogle lektier for?”

”Mhm.”

”Godt. Så er det, som det skal være.”

Hvad ved du om det, tænker jeg, det er ikke dig, der går i skole. Du tror altid, at du ved alting.

Vi slentrer videre og går over vejen, da der bliver grønt. Vi passerer et par udenlandske drenge. De deler en cigaret og skiftes det at tage et sug. Jeg tænker på, hvordan de mon går rundt og har det? Jeg kender dem ikke, men man har vel lov til at fundere.

”Se! En kinesisk restaurant. Jeg troede ikke, at de havde sådan en her,” siger du med et smil, da vi passerer en bygning med store, gule skilte på siden. Jeg kigger ind af det beskidte vindue, men jeg når kun lige at få et glimt af mig selv i forbifarten. Det virkede ikke som en hyggelig restaurant.

”Nå,” svarer jeg, mens en reklame fra Spotify popper op i mit højre øre. Se denne korte video og få 30 minutters non stop musik.

Vi krydser endnu et lyskryds og drejer til venstre ned af en sidegade. Her er mange mennesker i aften. Jeg tænker, at de nok skal til fest. Det er jo trods alt fredag.

Jeg skæver til dig. Du smiler. Jeg forstår ikke, hvad pokker, der gør dig spå glad. Måske fordi jeg tilbød dig at komme med mig. Det gør jeg ellers aldrig. Og det plejer du heller ikke at sige noget imod. Jeg kan godt lide mine alene stunder, og et eller andet sted fortryder jeg, at jeg spurgte, om du ville med. Jeg gjorde det mest for at slippe for at skændes med dig igen.

Du begynder at puffe til dig. Jeg skubber din hånd væk. I det samme træder jeg ned i et hul i fortovet, og jeg tumler fremad, undgår lige med nød og næppe at falde omkuld på den brobelagte vej. Du ler, mens jeg stavrer videre.

”Det er de der lange ben,” siger du og puffer til mig igen, ”du kan ikke styrer dem!” Du stikker mig i siden med en pegefinger og skubber mig næsten ud på vejen igen. Jeg ved, at du mener det i sjov, men jeg bliver stadig vred på dig.

”Stop det!”

Du puffer til mig igen.

”Stop det, sagde jeg!” Du griner højere. Jeg stopper op og kigger på dig. Mine øjne lyner, og dit grin tørrer en anelse ud.

”Nu stopper du!” udbryder jeg, ”Jeg går sgu heller ikke rundt og skubber til dig, gør jeg?” Der bliver stiller imellem os. I et øjeblik tror jeg faktisk, at du forstår det. At du forstår, hvor meget du faktisk irriterer mig. Men der går ikke længe, så kommer det smørrede smil tilbage.

Min iPhone afspiller Battlefield af Jordin Sparks.

”Der er godt nok ikke meget smil over dig,” siger du og går videre.

Mine læber sitrer, og jeg går videre. Jeg mærker varme tårer gøre mine øjne skinnende blanke.

Hvorfor kan du ikke selv se det?

Kan du virkelig ikke se, hvor sur du gør mig?

”Far.”                                                                             

Så går jeg videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...