Sammen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2016
  • Opdateret: 15 apr. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til Onekonkurrencen, valgmulighed 1

3Likes
0Kommentarer
109Visninger

1. -

De delte krop; de delte deres to hjerter, deres ene par lunger, deres to arme. De delte den samme formålsløse hverdag, som gav sig ud for deres liv. Men problemet var - de delte ikke tanker. Deres hjerner var stadig adskilte og deres tanker frie til at køre i deres egne baner - så frie, man nu kan være, når man sidder uhjælpeligt sammen med en anden person. Og nogle gange ville Luna ønske, at de virkelig delte hjerne. Det kunne godt være, at hun så ikke længere ville være sig selv, da de så ville krydse den i forhånden meget tynde grænse mod at være den samme person. 

Hvis de delte tanker, ville Luna dog slippe for at ligge og stirre op på alt det usagte i mørket over hende, der pressede hende længere og længere ned i deres dobbeltseng. Eller hvis bare Vega var tankelæser og med lethed kunne trænge ind gennem alle hendes løsrevne tanker og nå ind til den kerne, der lige nu holdt Luna vågen. Eller hvis de bare tænkte lidt mere ens, ville det også være til at leve med. Hvis, hvis, hvis. Hun hadede det ord. Hun hadede det ord så meget, hun ville kaste det over kanten af sine tanker, hvis hun nogensinde fik muligheden. Hun hadede, hvordan det tillod en at drømme om en verden, der var anderledes end denne, samt hvordan det fik en til at glemme, hvor uhjælpeligt man sad fast i virkeligheden, indtil det vendte tilbage for fuld kraft. 

Og med det ord kom også det uundgåelige spørgsmål: Hvad HVIS de ikke sad sammen? HVIS nu man ikke altid behøvede at bruge navnene Luna og Vega i den samme sætning, og HVIS de kunne befinde sig på hver sin side af Jorden, HVIS den ene af dem kunne glemme alt om tyngdekraften og svæve oppe blandt stjernerne, mens den anden stadig kunne bevare jordforbindelsen og kunne stå og vinke fra den ubetydelige blå prik i verdensrummet. Luna ville dog ikke misforstås - hun havde accepteret det, som det var. Hun kendte selvfølgelig heller ikke til andet, men hun holdt stadig så uendelig meget af Vega, og hun var faktisk den eneste, hun ikke ville have noget i mod at sidde sammen med. 

Der var dog også disse kl. 3-om-natten-jeg-er-blevet-vanvittig-tanker, der lige nu ræsede gennem hendes hoved så hurtigt, hun ikke ligefrem nød at skulle være dommer. For HVIS Luna fik tilbuddet om at leve i en anden verden, en hvilken som helst anden end denne, ville hun være inde i den hurtigere, end hun kunne nå at sige ja, mens Vega foretrak at blive, hvor hun var. Og hvem af dem skulle så bestemme, kunne hun spørge sig selv i frygt for at spørge den sovende Vega ville sin side. 

Og dette var langt fra den eneste forskel på dem.  Sommetider undrede hun sig over, om HVIS de virkelig var det tohovedet monster, de af mange var kendt som, ville det monster så have en god side og en ond side? Den side, der insisterede på at spise hele verdensbefolkningen i en eneste mundfuld og den side, der insisterede på at bruge deres uhyggelighed på at beskyttende de søde børn og de regnbuefarvede enhjørninger fra alt uperfekt. Luna var den onde siden uden tvivl. 

Og så var der også deres navne. Luna betød den måne, der hang så isoleret på en sort nattehimmel og altid så ud som om, den snart ville begynde at græde - hvordan måner så end græd, mens Vega var stjernerne, der var drysset ud over himlen og var så bekymringsløse, hun burde lære af dem, som de virkede som altid og altid syntes at smile til enhver, der gad se op på dem - også på trods af afstanden på de så mange tusind - millioner - af kilometer.   

De var forskelige, men alligevel så folk dem som samme person. De talte kun som et individ i samfundet - kun en plads på det billedkunsthold de gik på, og deres skole. Men folk skulle bare vide. 

HVIS de bare vidste, ja, så ville de måske slippe for alle de blikke, der forfulgte dem, hvorhen de gik, og alle se skældsord som blev smidt  efter dem - det ene mere ukreativt end det andet. De kunne sågar blive set som to personer, der bare såden helt tilfældigt var smeltet sammen.

For det irriterede hende grænseløst, hvordan mennesker nogle gange syntes at bestå af fordomme i stedet for kød og blod. Hun havde altid undret sig over, hvorfor Vega ikke var mere generet af det, og hun havde ønsket sig, hun kunne få hendes evne til bare at grine det langt, langt væk eller blot lade, som om alt var i orden. Vega sagde altid, man kunne vænne sig til alting, HVIS  blot man fik tid på. Og det havde Luna troet på, det havde hun brændende ønsket at tro på. Men nu - nu var den tro faldet til jorden med et brag så højt, hun var overrasket, da lydbølgerne ikke fik verden til at eksplodere. 

Luna kunne nemlig aldrig vænne sig til det faktum, at deres mor var død. Hun havde svært ved at forestille dig, at de aldrig ville trisse ned, før solen var stået op om morgenen og få en kop varm kakao af deres mor, der altid stod i køkkenet. Det var direkte umuligt sådan at skulle passe tanken ind i sit hoved om, hvordan de alle tre aldrig ville sidde og spille Scrabble og opfinde deres egne ord og være ligeglad med ordbøgers dumme regler igen. Hun ville aldrig stoppe med at ligge vågen med lukkede øjne om natten og lade som om, at deres mor stadig var i live på bagsiden af hendes øjenlåg. Hvis de var stjernerne og månen, så var moren solen. Den sol som nu var brændt ud på trods af, at den var forudsætning for alt liv. 

Med en dyb indånding ned i sin ene lunge, tog hun sig sammen. Hun ville så nødig vække Vega, hvis hun begyndte at græde. Det var trods alt Vega, der i ugerne efter hendes død havde stået for at holde sammen på dem, fundet sig i hvor hårdt Luna knugede deres hænder sammen som de stod til begravelsen i deres telt af en sort kjole. Det var hende, der havde opmuntret Luna til at lave andet med deres liv end bare at sidde på gulvet og hulke til hendes stemmebånd bristede. Derfor var det vel også naturligt, hvor utaknemmelig Luna følte sig, som hun lå der og forlangte endnu mere. 

De savnede selvfølgelig begge deres mor. Måske mest fordi, hun havde været deres eneste ven udover dem selv, den eneste, som kunne rumme deres tohovedet skikkelse i sine to pupiller. For selv deres far var vist aldrig helt kommet sig over, præcis hvor anderledes de var, og siden morens død talte han stort set i enkeltsordssætninger til dem, og Luna havde for længst fået på fornemmelsen, at  de var til mere besvær end godt var med alt deres specialtøj og lægeregninger.   

Men Lunas savn for hende stak dybere. For Luna var tabet af hende, tabet af endnu en grund til at leve. Og hun havde faktisk ikke så mange. Kun en for at være ærlig. Kun en eneste ting, der afholdt hende fra at kaste sig ud af et vindue på syvende sal, skære sine pulserer over så hun kunne drukne hele byen i sit blod, kaste sig ud foran den gule skolebus. For når hun døde, døde Vega også. 

Det var også derfor, hun ike havde fortalt Vega om disse tanker, da hun ikke turde møde hendes reaktion, selvom de alting hang der - klistret lige så uhjælpeligt fat til indersiden af hendes kranium som hun var klistret til Vega. Hun kunne sikkert prøve - måske ville det være forståeligt hvor træt hun var af, at de henne på skolen aldrig  stoppede med at - mobbe, var ikke det rigtige ord. Mobbe retfærdiggjorde ikke, hvordan det var dag ud og og dag ind at få at vide, man ikke var en rigtig person, og at man ikke kunne passe ind i en verden, hvor der ikke var plads til en krop som deres. 

HVIS hun nu bare var mere ligesom Vega; en ildsjæl, der kunne brænde sig igennem hvilken som helst dag - lige meget hvor mange familiemedlemmer, der døde. Vega ville så sandelig ikke fantasere om det ingenting, døden forhåbentlig bestod af, og hun ville ikke kunne udholde tanken om bare at opholde med at eksistere. Hun var ligeglad med, at deres liv syntes meningsløst. Hun kunne altid finde noget at stå op for om morgenen - et lille glimt af farve i deres liv, som ellers kun var i gråtoner. 

Luna kunne netop skimte nattehimlen gennem en sprække i deres gradin udenfor. En stor rund fuldmåne hang der og der var så mange stjerner. Og i netop det øjeblik så stjernerne og månen lige så uadskillige, som de var. Klokken var 3:24, og hun havde ikke mere tvivl til at holde sig vågen. Luna skulle leve videre for sin søster. Hun skulle leve videre, så de kunne vokse op og blive kunstnerne, som de havde drømt om - så de kunne malede portrætter af deres døde mor med stjerner og månen i håret og kun sælge deres billeder for prisen af solen. De skulle blive ved med at  vide, de aldrig kunne blive ensomme og lære deres far at spille Scrabble. 

Det kunne godt være, at Luna havde mister lysten til at leve, men det havde Vega ikke. Det var hendes eneste grund, men det var også nok.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...