Bad Dreams // 5 Seconds Of Summer

Madison er en helt almindelig pige, som går i high school. Hun har 3 bedste venner, nemlig Ashton, Luke, og Michael. Men en dag starter der en ny dreng på skolen, som ikke er som alle de andre drenge, han er andreledes... Men er det på den gode eller dårlige måde? Vil der komme kærelighed i luften, eller vil der komme et knust hjerte? For det Madison ikke ved er, at han kommer til at vende op og ned på hendes liv.

6Likes
0Kommentarer
2542Visninger
AA

7. Bad timing


Ashton's synsvinkel

Der er nu gået en uge, og jeg har stadig ikke fået sagt til Madison, hvad jeg virkelig føler. Det er som om, at der altid er noget i vejen, så jeg ikke kan sige det. Enten er det hende og Calum, der holder i hånden, eller også har hun ikke tid. Men jeg havde en fritime i dag, hvor hun havde kemi, så jeg tænkte jeg kunne skrive, om hun ikke ville mødes på parkeringspladsen. Det ville hun sikkert gerne, eftersom hun hadede kemi som pesten. Så, det var min geniale plan. Om den er god, ved jeg ikke. For hvad hvis jeg ikke kan få det sagt, eller jeg siger det, og det ødelægger vores venskab? Det måtte ikke ske!

Jeg gik mod mit skab, som var på den anden side af Madisons skab, end Calums skab var. Hun stod der allerede, men Calum var der ikke. Dejligt. Så forhindrede han mig da ikke, for at være sammen med Madison i dag.

"Hey Madi!" Sagde jeg med et kæmpe smil, og lænede mig op af skabene.

"Hejsa, hvad så?" Hun havde et anstrengt smil på sine læber, og jeg vidste, der var noget der gik hende på.

"Hvad sker der? Du ser meget anspændt ud." Sagde jeg uden at besvare hendes spørgsmål. Hun sukkede dybt, og så så op på mig. Højdeforskellen var overraskende stor, og det fik mig til at grine lidt indeni.

"Calum svare ikke på mine beskeder eller opkald, han er ikke i skole og heller ikke derhjemme. Jeg er ret bekymret, for hvad hvis der er sket ham noget?" Hun så meget nervøs ud, og jeg kunne se hun rystede lidt. Det var ikke rart, at se hende have det sådan, selv om jeg ikke brød mig så meget om Calum. Og det er nok også kun fordi, jeg ved Madison kan lide ham. Han er sikkert en meget fin fyr.

"Skal vi tage ud og lede efter ham? Han må da være et eller andet sted?" Jeg kommer nok til at fortryde det, men whatever. Hvis hun er glad, er jeg glad. Jeg... elsker hende.

"Ja, lad os det! Jeg vil alligevel ikke kunne koncentrere mig i timen." Vi gik ud til mig bil, og begyndte at køre rundt i byen. Alle de steder, vi havde set Calum. Men vi kunne ikke finde ham. Vi kørte rundt i timevis, men ingen Calum. Vi spurgte alle der kendte ham, om de havde set ham, men ingen havde.

"Jeg er ked af det Madi, men vi har ledt i fire og en halv time. Han skal nok komme på et tidspunkt, men jeg tror ikke vi finder ham, på denne måde." Sagde jeg ærligt. Hendes ansigt begyndte at lyse fuldstændig op, som om hun vidste hvor han var.

"Der er et sidste sted, jeg gerne vil chekke. Kom nuuu." Jeg gav et suk fra mig, som et tegn på at jeg gav mig. Vi kørte ud på bøhlandet, hvorfor ved jeg ikke, men Madison førte an. Vi holdt ind på en lille plads, ved en smuk mark, med blomster, og træer i det fjerne. Vi steg ud af bilen, jeg kiggede mig omkring og derefter på Madi. Hun så skuffet ud, og så undskyldende på mig. Vi kørte så tilbage til byen, og holdt foran skolen, da Madison skulle have sin bil.

"Madi, han skal nok dukke op." Jeg prøvede at lyse så beroligende som jeg kunne. Men hun så stadig meget bekymret ud. "Der er faktisk noget jeg gerne vil snakke med dig om... Ser du, sagen er den, at jeg... Hvordan skal jeg sige det her? Jeg... jeg... jeg elsker dig Madi... Og jeg tror du begår en fejl med Calum, forstå mig nu ret, men jeg tror bare, at du ville blive gladere sammen med mig og..." Hun afbrød mig, med et meget chokeret ansigt.

"Du vil have jeg vælger dig frem for Calum? Ash, jeg elsker dig, men ikke på den måde. Du er som en bror for mig, og jeg vil ikke ødelægge vores venskab. Desuden er Calum en fantastisk fyr, og jeg kan virkelig godt lide ham!" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg kunne ikke tænke! Jeg... Jeg... I panik placerede mine læber sig på hendes, og tiden stod ligsom stille, indtil jeg blev skubbet væk. "Ashton, hvad..."

"Madison?" Calum? Så nu dukker han op? På det mest dårlige tidspunkt, nogensinde! Han vente sig om, og styrtede væk.

"Cal! Det er ikke som du tror, Calum vent!" Hun fik tåre i øjnene, og kiggede bare på ham, mens han gik. "Hvad har du gjordt?!" Råbte hun ad mig, og løb derefter grædende hen til sin bil, og kørte væk. Hvad havde jeg gjort? Jeg er den værste ven i verden! Hun tilgiver mig aldrig!


De næste par dage var som helvede. Madison undgik mig, og Calum undgik Madison. Der var ikke nogle øvetimer, da jeg ikke havde koncentration, og Calum ikke dukkede op. Det var fredag i dag, og jeg var på vej ind af hoveddøren på skolen, sammen med Michael og Luke. Mit skab var ved siden af Madisons, og hun stod allerede derhenne. Jeg gik hen til hende, og lænede mig forsigtigt og nevøst op af skabene, ved siden af hende. "Madi? Kan vi ikke snakke sammen? Jeg hader at have det sådan her, jeg kan ikke holde det ud!" Luke og Michael stod på den anden side af gangen, ved deres skabe. Madison kiggede bare op på mig, med et tomt udtryk.

"Jeg kan heller ikke lide det, men kan du ikke forstå hvordan jeg har det? Calum gider ikke engang at se på mig." Hun så meget bedrøvet ud, og jeg havde sindsygt lyst til bare at kramme hende.

"Jeg forstår det godt, og jeg er virkelig ked af det." Sagde jeg helt oprigtigt, for jeg hadede når vi var uvenner.

"Det er okay, jeg kan heller ikke lide når vi skændes." Jeg smilede forsigtigt, og hun trak mig ind i et kram. Hun trak sig igen, og vente sig om, og gik i stå. Calum havde lige set vi krammede, hvorfor kommer han altid på de værste tidspunkter? "Calum, det er ikke som det ser ud!"

"Whatever! Jeg er ligeglad! Hvis du ikke har opfattet det endnu, er du sq ikke for klog! Jeg er en player, en badboy. Jeg er fuldstændig ligeglad med dig, og har altid været det! Jeg elsker bare at lege med folks følelser." Han var helt kold, og stod bare og kiggede hende i øjnene. Mens Madi på den anden side, var ved at bryde sammen. Hun styrtede ud af døren, og Luke og Michael løb efter hende. Nøj hvor jeg bare havde lyst til at slå ham.

"Du er et kæmpe fjols Calum!" Han grinede bare af mig, som om jeg var den dumme her. Virkelig flabet. Jeg skubbede ham op mod skabene, for hold kæft hvor han havde pisset mig af nu. Han skubbede mig væk, og slog ud efter mig, og på den måde endte vi i et slagsmål. Og det gik ikke roligt for sig, kan jeg godt sige jer. Vi endte begge på rektors kontor, og fik en advarsel. Hvis det skete igen, ville vi blive midlertidigt bortvist. Jeg havde fået et blåt øje, og min hånd gjorde ret ondt. Calum havde fået blodtud, ondt i maven (kunne jeg se, da han tog sig til maven i smerte), og forhåbelig en lærestreg. Da vi fik lov til at gå, stod Luke, Michael og Madison og ventede på mig. Calum gik direkte forbi dem, uden at give den ét eneste blik. Jeg kunne se det gik Madison lidt på. Hun gik mig i møde, og gav mig et kram. Jeg havde virkelig savnet hendes kram. Meget.

"Av." Hviskede jeg stille. Og hun så bekymret på mig. Jeg kom til at klemme hende lidt for hårdt ind til mig, med min venstre hånd, som var den der gjorde ondt.

"Hvor gør det ondt?" Hun lød meget bekymret, og så afventende på mig. Jeg viste min hånd, og den var lidt hævet og lidt rød og blå, her og der. Det var sikkert bare slaget, selvom det gjorde ret ondt. "Du skal på skadestuen. Kom, jeg køre." Og inden jeg nåede at protestere, havde hun taget fat i min gode hånd, og var igang med at trække mig ud mod parkeringspladsen. Vi kørte på skadestuen, mens de andre tog hjem.



Calum's synsvinkel

Jeg sad nu inde på skadestuen, på en sort stol, som var pisse ubehagelig. Jeg sad ved en skillevæg inde på et venteværelse. Skillevægen var ikke så tyg, men den var der. Hvorfor, forstår jeg ikke, for den anden sidde var jo også en del af venteværelset. Giver ingen mening, i know. Pludselig kunne jeg høre to bekendte stemmer, på den anden side af skillevægen. Madison og Ashton. Det var som om hun var blevet hans lille hund, som følger ham over alt. Jeg fatter ikke hvad hun ser i ham, helt seriøst. Jeg troede hun kunne lide mig, og så kysser hun ham. Hun er langt ude. Han er langt ude. Det hele er bare langt ude. Og jeg var jo også med i bandet, men jeg kan lige love dig for, at jeg ikke skal det alligevel. Jeg kan ikke holde Ashton ud, og ville da slet ikke kunne holde ud at se ham og Madison kæreste rundt, hver gang vi øver. Nej. Niks. Nada. Nein. No. Okay jeg tror i har fattet det nu. En stemme ræv mig ud af mine tanker. En stemme, jeg ikke kunne klare.

"Nej, Madi. Det gør ikke ondt. Rolig nu, det er ikke alvorligt, kan vi ikke bare tage hjem?" Ja, kan i ikke bare det? Og bliv lige ramt af en bus på vejen, ikke? Okay, måske lige groft nok, men jeg er ikke i godt humør, hvis i ikke havde regnet det ud.

"Nej, vi bliver. Det er tydeligt, at din hånd er brækket. Desuden, er der også god tid til at snakke om, det kys der." Nej tak, det synes jeg ikke er nødvendigt. Jeg har ikke lyst til at høre om, hvor godt det var, eller hvor meget du fortryder, at du nogensinde mødte mig.

"Ja okay... Sorry, det var virkelig ikke meningen, jeg gik i panik, og kunne ikke tænke. Jeg er virkelig ked af det. Og især at Calum så det. Jeg ved du rigtig godt kunne lide ham." Der lød et højt suk, fra den anden side af skillevægen. For at være ærlig var jeg helt lost. Var kysset en fejl, eller hvad?

"Det er i orden. Og ja, jeg kunne virkelig godt lide Calum, men det ser ud til, at han bare brugte mig. Det sårede mig virkelig, det han sagde i dag. Jeg gætter på, at du havde ret om ham, lige fra starten af. Han ville ikke andet end at såre mig, og det skal jeg da lige love for, at ham gjorde. Men i det mindste fandt jeg hurtigt ud af det, prøv at tænk hvis vi nåede at blive kærester, og jeg så fandt ud af at det hele var en løgn, efter nogle år. Så ville jeg være totalt nede." Det var en fejl. Kysset var en fejl. Jeg var en kæmpe idiot! Jeg kan jo godt lide hende, og så f*cker jeg det hele op. Ashton havde ret. Jeg er et kæmpe fjols. Hvad skulle jeg gøre?

"Calum Hood?" Jeg rejste mig op, og selvfølgelig stod sygeplejersken på den anden side af skillevægen end mig, og jeg var nød til at gå forbi Ashton og Madison, for at komme hen til hende. God. Jeg gik to skridt, men stoppede så. Jeg stod ved siden af der hvor Ashton sad, og han skulede til mig.

"Kan vi snakke sammen senere? Please?" De nikkede begge, og jeg gik hen til sygeplejersken.

Min næse var brækket, og min mave var meget øm. Jeg fik nogle smertestillende, og gik ud af stuen. Madison sad stadig på samme plads, men Ashton var der ikke. Jeg gik hen, og satte mig ved siden af hende, og hun kiggede afventende på mig.

"Hør, Madison. Jeg er virkelig ked af det jeg sagde, jeg mente det virkelig ikke. Jeg var bare så sur, og kunne ikke styre mig. Jeg er virkelig ked af, hvis du blev såret. Undsyld." Hendes blanke øjne borede sig dybt ind i mine.

"Hvorfor sagde du det? Hvorfor var du sur? Jeg prøvede at snakke med dig, og forklare det hele, men du lod mig aldrig tale ud." Hun kiggede uforstående på mig, og hendes øjne var ved at blive oversvømmet af tåre.

"Ser du. Lige fra starten, har jeg haft en mistanke om, at dig og Ashton havde noget sammen. Da jeg så så jer kysse, troede jeg udelukkende på hvad jeg havde set. Jeg var helt knust, og tænkte ikke klart. Undskyld. Kan du tilgive mig?" Jeg så bedende på hende, og jeg mente hvert ord, jeg havde sagt.

"Jeg tilgiver dig." Fik hun presset ud af hendes mund. Hun var ved at bryde sammen, jeg kunne se det på hende. Jeg lagde en arm omkring hende, og pressede hende blidt ind til mig.

"Kan du give mig en chance til?" Hun trak sig lidt væk, og tørrede øjnene.

"Nej. Ikke lige nu. Jeg vil ikke såres igen, og jeg tror det er bedst for os begge at holde lidt afstand. Beklager." Hun rejste sig op og gik, og der sad jeg tilbage. Afstand? Hun tager fejl. Jeg har ikke brug for afstand, jeg har brug for at holde hende i mine arme. Jeg kan ikke holde ud at holde mig væk fra hende! Hun er som en magnet, der ikke gør andet end at tiltrække mig. Hvordan kan man holde to magneter fra hindanden, når de er skabt for hindanden? Skabt for at styrke hindanden. Det er ikke sådan det fungere!

 

Heeey allesammen!

Det var det kapitel, håber i kunne lide det! Og stadig har lyst til at følge med!

Smid endelig et like, eller en kommentar med ris og ros, og husk endelig også at føje den til dine favoritter! Det betyder meget for mig og Camilla <3

Tak for din tid!

KH

Nadiii<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...