White Skin - One Direction


Livet begynder at give mening, da den 17 årige Ellie og Harry Styles fra One Direction mødes. Drengegruppen har valgt at gå all in på kræft i et sidste forsøg på at komme op til overfladen igen, efter at de tydeligt kan mærke, hvordan gruppens popularitet er faldet, siden Zayn forlod gruppen. Dette møde sætter hurtigt gang i flere komplicerede følelser end nogensinde før. Begge parter kommer til at se livet fra nye perspektiver og synsvinkler. Livet bliver sat på prøve. En prøve, man ikke bare kan købe sig ud af som verdensberømt sanger.
Er det et sats at forelske sig i en kræftramt, når man er verdensberømt, og hvis skaden er sket - er der så noget at gøre ved det?

35Likes
17Kommentarer
2734Visninger
AA

4. Kapitel 4

KAPITEL 4

 

Et hvidt skær fra de hvide vægge, der omgav mig på hospitalet, blændede mig da jeg åbnede mine øjne. Hvis jeg havde kræfter til det, ville jeg af forvirring have set rundt, da jeg ikke helt kunne finde ud af, hvor jeg var. Hvem var jeg her med, og om der var sket noget alvorligt. Jeg prøvede at tænke mig om. Hvad var det sidste, jeg kunne huske? Jeg var hjemme og så var jeg sammen med Harry. Og nårh ja, der var den. Jeg blev svimmel. Jeg kiggede til min venstre side, og pludselig gav det hele mening. Der sad han og så forventningsfuld og bekymret på mig. Han lignede ikke rigtig en, der vidste hvad han skulle stille op. Det vidste jeg heller ikke engang selv.

“Ellie?” spurgte han.

“Mh” stønnede jeg og håbede han kunne høre det, og ville forstå svar.

“Fuck, du gjorde mig nervøs” han pustede lettet ud og smilede på en rar og behagelig måde. Jeg kunne ikke lide det, men det gjorde mig tilpas rolig og afslappet. Ligegyldig hvor lidt jeg ønskede det følte jeg mig tryg i hans selskab. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde ikke kendt ham i specielt lang tid, og jeg forstod ikke engang hvorfor han stadig sad her. Det var ikke hans job overhovedet. Selvom en stemme inde i mig havde lyst til at råbe. at han bare skulle skride i stedet for at have ondt af mig. Men samtidig var det virkelig sødt af ham, at han ventede på, at jeg skulle vågne. Jeg vidste jo selvfølgelig ikke, hvor lang tid jeg havde ligget her, men jeg havde på fornemmelsen, at det i hvert fald ikke var kort tid.

Jeg smilede tilbage som svar.

“Jeg var sådan sikker på, jeg havde dræbt dig.” fortsatte han. Hvad regnede han med? Han måtte da vide han ikke havde slået mig ned eller forgiftet mig. Han havde højst grebet mig, da jeg var faldet om.

Han sad bare der og kiggede. Muligvis i flere minutter, og jeg havde virkelig, .virkelig lyst til bare at snakke til ham. Få ham til at snakke til mig. Råbe, spørg så ind, som jeg havde gjort sidste gang. Selvom jeg hadede, når han sagde irriterende og provokerende ting, så kunne jeg et eller andet sted godt lide at høre på hans stemme. Den var så beroligende. Dyb. Men det føltes som om, alt form for energi var suget ud af mig. Jeg kunne ikke forme et ord i min mund, eller for den sags skyld få dem ud af min mund Mine muskler gjorde ondt og verden var utydelig fra min synsvinkel. Det eneste jeg kunne se, var det kedelige loft, som jeg i forvejen havde nærstuderet alt for grundigt i alle de timer, som jeg i forvejen havde tilbragt på dette sygehus.

“Jeg burde nok spørge efter en læge, og sige du er vågen.” sagde Harry og lagde sin hånd på min arm. -” Jeg tror også, din mor er inde for at snakke med en eller anden læge. Eller jeg gik ud fra, det var din mor”. Han så spørgende på mig, ,som om han ville have tilladelse.  Jeg nikkede derfor med hovedet, så godt jeg kunne, hvilket fik ham til at rejse sig op og forlade værelset. Jeg orkede ikke dreje hovedet for at se ham forsvinde ud af døren. Men jeg kunne mærke, at han ikke var i nærheden mere.

Der gik højst 20 sekunder, før der kom en læge ind i rummet efterfulgt af min mor og Harry. Alligevel føltes det som en evighed. Jeg havde så ofte ligget her alene, uden at kunne bevæge mig, og hver gang føles det, som var det den første gang. Ubehageligt. Ubehageligt og ufølsomt, det var hvad, det her sted var. Det var så upersonligt - hvilket selvfølgelig var fordi, at folk hele tiden rykkede ind og ud. Nogle kom ud levende, andre kom ud med få lemlæster, mens andre blev båret ud i en kiste. Selvfølgelig skete der også gode ting på dette sted, men jeg forbandt det kun med dårlige ting. Ting som jeg nemt kunne undvære i mit liv. Sygdommen var begyndt at fylde en alt for stor procentdel af mit liv. Den var begyndt at forhindre mig i at leve mit liv.. Gøre det jeg ville. Sige det jeg ville. Føle det jeg ville. Den var altid en blokade for mit indre. Hvorfor vidste jeg ikke, men stille inde i mit lille jég, kæmpede jeg mod den herskende kraft.

 

Jacob hed lægen, der kom ind. Jeg genkendte hurtigt Jacob. Han var en læge, jeg havde haft mange gange før. Min mor og jeg havde haft ønsket at have ham som læge i så meget af fremtiden som muligt. Han virkede altid forstående uden at opføre sig som om, at jeg var en stakkels kræftramt pige. Det var lige præcis sådanne mennesker, jeg havde brug for at være omgivet af. Han var omkring de 30 og den bedste læge jeg nogensinde havde haft, også selvom han snakkede alt for meget om alle mulige ting som slet ikke vedrørte lægebesøget. Jeg blev glad, hver gang jeg så ham. Ikke fordi jeg havde nogen følelser for ham OVERHOVEDET, men jeg havde virkelig aldrig haft så meget respekt for en mand, der var så god til sit arbejde som ham. Nogle mennesker ville måske ikke foretrække ham. Han var ikke vildt professionelt i hans kommunikationsevne. Faktisk følte man egentlig mere han var ens bedste ven end en læge, men det passede mig perfekt. Så var stedet ikke så fremmed.

“Så følte du endelig for at vågne op, var man lidt doven?” sagde han kækt og smilede til mig. Jeg prøvede så vidt muligt at grine med de kræfter, jeg nu havde at tage af. Han smilede igen og kom hen til mig.

Min mor kom lidt efter ind af rummet og smilede varmt og mor-agtigt til mig.

“Nå Ellie, du vil vel gerne høre, hvad der sker med dig, går jeg ud fra.”

“Ja, det ville være dejligt”. Jeg blev næsten helt overrasket over alle de ord, der kom ud af mig. Det var et under, at jeg overhovedet fik dannet nogle ord, som blev til en sammenhængende sætning. Han havde vidst ret. Jeg var ihvertfald ivrig nu, kunne man sige.

“Nu skal du høre,” han hev en stol, der ellers stod op langs væggen hen ved siden af mig, og satte sig på den. “Som du nok ved, har du fået noget medicin her på det sidste - de blå piller, som du begyndte at tage efter de andre.” Jeg nikkede. - “Det viser sig, at du ikke kan tåle de her piller, og vi prøver nu at finde ud af hvorfor, men det er altså det, der gør at din krop har reageret som den har gjort”. Hans stemme blev mere alvorlig i tonelejet. - -“Derfor skal vi lige finde ud af, hvad vi så gør, det vil så sige, at vi nok må holde dig her i lidt tid.” Han vidste godt, at det ville irritere mig at skulle være her. Han vidste, hvordan jeg ikke brød mig om de blændende hvide vægge, den mærkelige plastik lugtende luft, negativiteten og den alvorlige stemning, samt alle de mange mennesker man aldrig ville nå at stifte bekendtskab til.

Jeg nikkede bare og kiggede op i luften, hvorefter jeg kunne høre,hvordan Jacobs skridt forlod rummet.

Min mor overtog da stolen og jeg mærkede hendes glatte bløde fingre glide nænsomt ned af min arm. “Min lille skat, du kan helt sikkert snart komme hjem igen.” Hun lød blød og rolig i stemmen. “- Du husker vel hvor hurtigt, det gik sidste gang!” var det sidste hun sagde, inden hun forlod værelset. Jeg prøvede virkelig at holde masken foran Harry. Jeg kunne ikke lide, han skulle se mig sådan og egentlig ville det være rart, hvis han gik. Jeg kunne mærke tårerne ville ud. På den anden side var Harry her jo stadig og det var meningen jeg skulle virke stolt og ikke syg over for ham. Det var det, jeg hele tiden havde prøvet på. Ikke at virke svag.. At overbevise ham om, at jeg ikke var en lille syg svækling. Det var lidt svært nu! Jeg så op på ham og jeg kunne tydeligt se, hvordan han lagde mærke til tåren, der trillede ned af min næse. Hans øjne  fulgte den lille våde tåre, der langsomt trillede ned af min næse. Til sidst kunne jeg mærk hans finger glide tåren væk fra min kind og hindrede den i at falde videre ned på hovedpuden. Han så mig i øjnene, og smilede.

Jeg kunne ikke finde ud af om det irriterede mig. Om hans berøring irriterede mig eller gjorde mig glad. Han gjorde det tydeligvis for at hjælpe, men var det irriterende? På en måde følte jeg at han havde vundet. Fordi jeg var den der havde behov for hjælp til at tørre tårer væk. Fordi jeg var svag. Jeg følte han at han havde vundet en form for magtkamp. Det havde han ikke, men jeg havde ikke en chance for at bevise det. Ikke i denne tilstand. Ikke når jeg ikke havde mere magt end den psykiske. Og hvordan skulle jeg få ham overbevist om min psykiske gjorde, at jeg vandt magtkampen, når jeg ikke engang kunne få det ud i verden ved hjælp af tale. Jeg kunne ikke sige sætninger på mere end tre ord. Var jeg virkelig svag? Og udnyttede han den svaghed? Det havde han ikke ret til, havde han?

 

Jeg rystede tankerne væk. Det eneste der betød noget lige i dette sekund var ikke om hvorvidt, Harry udnyttede min svaghed eller ikke. Det var, hvad der var galt med mig og min medicin. Hvis der var personale til stede, ville han eller hun nok bede mig om at tage en lur. Så det var lige præcis det, jeg havde tænkt mig at gøre. Sove mine problemer væk. Ikke tænke på at Harry sad lige ved siden af og gloede på mig. Det kunne jeg ikke forholde mig til.






 

Harry’s P.O.V


 

Ellie’s øjne lukkede sammen. Hun var sikkert træt, og det var der ikke noget at sige til. Hvor måtte det være svært. Pludselig at falde om og vide at dette var noget man måtte vende sig til. Vende sig til aldrig, at kunne have kontrol over hvordan ens egen krop reagerede. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe hende. Ikke fordi jeg følte, jeg havde nogen anden grund til at hjælpe hende andet end, at hun bare havde fortjent bedre. Hun var muligvis overhovedet ikke min type, og muligvis ret så små-irriterende. Men hun havde ihvertfald ikke fortjent dette. Det havde ingen. Hendes vejrtrækning blev dybere og dybere. Hun blev mere og mere rolig i hendes ansigtstræk. Til sidst blev hendes ansigt var helt glat og afslappet. Nu var hun derinde, hvor ingen kunne gøre hende noget. Hvor det var hende, der styrede verden og hvor hun var udødelig.

 

Hendes mor kom ind af døren til Ellies lille hvide stue. Hun så hverken sur, trist eller glad ud. Bare neutral. Hun havde vel også vendt sig til det. Så godt som hun nu kunne. Hun frygtede sikkert, hvad der skulle ske med hendes lille datter. Det gav et gip i mig, da jeg tænkte på, hvor bange min mor ville blive, hvis jeg var i Ellies tilstand. Hendes mor måtte være direkte rædselsslagen.

Hun så nu nervøst ned på sin datter, og gned sig under øjenlåget. Derefter så hun op på mig, med et såret blik.

“Det var Harry, du hed ikk?” hun lød træt og lidt trist i sine udtalelser. Hun var lidt bleg og hun virkede i det hele taget som en, der havde brug for at sove.

“Jo, det er det”. Jeg smilede til hende i håb om, at det kunne hjælpe på hendes humør. Men hvad tænkte jeg på. Hendes datter havde kræft og er lige faldet om.

“Hvilken relation er det egentlig,  du har til hende?” spurgte hun, mens hun satte sig på hospitalssenge gavlen.

Ja, hvilken relation havde jeg egentlig? I teorien var det vildt mærkeligt at jeg overhovedet sad her med hende. Jeg var jo egentlig bare en form for kollega eller noget. Det føltes bare rigtigt, at jeg var her.

“En ven..” svarede jeg bare og så ned i mit skød. Jeg skammede mig faktisk lidt. Jeg følte mig i vejen.

“Harry, jeg synes, du burde tage hjem, jeg tror det ville være bedst for alle. Det er dejligt du har vist din støtte, men for at være ærlig tror jeg, vi alle tre har mest brug for at hvile” sagde hun en smule hårdt. Jeg kunne mærke det irriterede mig. Det var sjældent jeg blev talt til på den måde, som var jeg uønsket. Selvfølgelig havde hun en pointe i det hun sagde men var det ikke lidt ondt. Jeg gjorde det jo af god gerning.

Jeg endte bare med at nikke, tage min ting og forlade rummet.



___________________________________________________________________________________________________

Halløj! Vi er virkelig glade for at se jeres kommentarer, og se at I støtter os! Det skal i have tusinde tak for!

Kh Hart & White Bird






 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...