White Skin - One Direction


Livet begynder at give mening, da den 17 årige Ellie og Harry Styles fra One Direction mødes. Drengegruppen har valgt at gå all in på kræft i et sidste forsøg på at komme op til overfladen igen, efter at de tydeligt kan mærke, hvordan gruppens popularitet er faldet, siden Zayn forlod gruppen. Dette møde sætter hurtigt gang i flere komplicerede følelser end nogensinde før. Begge parter kommer til at se livet fra nye perspektiver og synsvinkler. Livet bliver sat på prøve. En prøve, man ikke bare kan købe sig ud af som verdensberømt sanger.
Er det et sats at forelske sig i en kræftramt, når man er verdensberømt, og hvis skaden er sket - er der så noget at gøre ved det?

35Likes
17Kommentarer
2727Visninger
AA

3. Kapitel 3


 

KAPITEL 3

 

Jeg gik i et fast tempo hen ad gaden. Klokken var omkring 16:00 og menneskemængden i Londons gader var ved at svinde langsomt væk.

Harry og jeg havde aftalt at mødes igen, da han jo som sagt havde gemt papirerne væk sidste uge, i et forsøg på at virke charmerende og behagelig at være sammen med. Det var så endt op i at de andre drenge var blevet utilfredse, da de overhovedet ikke havde fået de facs de skulle bruge, fordi de kun havde holdt sig til papiret. Nu havde vi så valgt at mødes et mere komfortabelt sted. Det ville sige i en park lidt uden for Londons hovedgader. Det gik ikke helt at mødes midt inde i centrum. Der var alt for mange mennesker, både for Harry og jegs vedkommende.

 

Efter en 10 minutters gang, kunne jeg ane Harrys skikkelse længere fremme lidt gemt væk i et af parkens hjørner.

Han vinkede kraftigt og jeg gik hen mod ham. Mine ben var trætte og jeg var for at være ærlig også ved at være en smule svimmel efter den lidt for lange gå tur. Da jeg endelig nåede bænken blev det næsten lidt for meget. Jeg kunne mærke, at jeg var lidt rundt på gulvet. Gåturen var måske alligevel lidt for optimistisk. Jeg sad og prøvede at få vejret, da Harry satte sig med bump på bænken ved siden af mig.

“Hvad så, er du i dårlig form eller hvad?” spurgte han og smilte skummelt til mig.

“Nej, nej.” sagde jeg og prøvede på ikke at trække vejret, da jeg sagde det. Han skulle ikke føle sig for overlegen.

“Du ser ellers lidt bleg ud. Du burde komme noget mere ud i solen.” sagde Harry og smilte med et lille irriterende bedrevidende grin til sidst.

“Jeg er bestemt ikke bleg” sagde jeg og så uforstående på ham. - “Desuden har jeg ikke haft mulighed for at komme ud i solen, og du er vidst ikke den, der skal snakke om bleghed her” .sagde jeg og prøvede på at åbne mine øjne, men solen som skar i øjnene gjorde det svært. For at være ærlig, kunne jeg kun se Harrys krøllers siluet.

“Hov hov.” svarede Harry og så på et egern, som hoppede rundt på græsplænen foran os. Egernet hoppede op i et træ. Harrys blik fulgte med op i træet og ud på den sidste gren hvor den til sidst lavede et afgørende hop over i et andet træ. Harry vendte hovedet om til mig igen og smilede.

“Jeg kan godt lide egern. De er ret søde.” sagde han og så på mig.

Jeg nikkede som svar.

“Skal vi finde et sted at få noget kaffe?” spurgte Harry og satte sin arm i låret. Sikkert for snart at rejse sig fra bænken.

“Hmm, ja det kan vi da godt..” svarede jeg. Harry rejste sig som forventet, og rakte mig en hånd. Halvvejs skubbede jeg mig selv op, og halvvejs hev Harry mig op. Jeg var virkelig udmattet, og jeg havde ikke engang lavet noget der burde tage noget energi. Det var som om at mit lille mikroskopiske energilager, kun havde svundet ind her de sidste dage. Jeg havde ikke lavet andet end at ligge i min seng, sofaen, eller at gå på toilettet en gang imellem, når det blev nødvendigt. Jeg havde bogstavelig talt ikke lavet noget. Jeg havde kun drukket masser af te og set nogle tidsfordrivende serier.  Det var som om, at der var nogen, der havde sat mit liv i slowmotion. Dagene føltes som måneder, og måneder føltes som år. Hver dag sneglede sig afsted, og hver gang jeg så på klokken, var der kun gået få minutter. Men i dag, hvor jeg skulle være sammen med Harry, var der ligesom noget at se frem til. Selvom han stadig var skide arrogant, og at jeg ville ønske, at jeg havde fået en af de andre drenge, var det stadigvæk noget at glæde sig til. Noget at bruge sin tid på.

“Så ville du fx hjælpe et egern, hvis det var i nød?” spurgte jeg. Vi gik i et langsomt tempo for, at jeg ikke blev for forpustet, men det kunne næsten ikke undgås

“Tjo, jeg tænker at et egern er et mere værdigt væsen at bruge sin tid på end en snegl.” svarede Harry og så ned på sine sko

“Bruger du din tid meget sparsomt?” spurgte jeg og stak mine frosne hænder ned i lommen. Selvom det var forår og solen gemte sig bag nogle få skyer, syntes kulden alligevel at omfavne mig. jeg skulle alligevel have taget undertrøje på, som jeg ellers brugte hundrede år på at diskutere med mig selv om, om jeg skulle tage på. Det var begyndt at blive sådan nogle fuldstændig ligegyldige ting som blæste sig op til dilemmaer. Dilemmaer, som jeg kunne gå og gruble over i flere timer, og nå at ombestemme mig flere gange.

“Tjaa, tiden er ikke det, jeg har mest af.” svarede Harry og fnøs. “Jeg skal altid et eller andet. Mit arbejde er jo mit liv. Det tager tid.” Harry så stadigvæk ned i jorden. “Familie og venner, kommer altid i anden række, det frustrerer mig. De burde jo komme i første række, men det kan jeg bare ikke. One Direction har ligesom sat sig på førstepladsen og har overtaget mit liv og min tid.”

“Hvorfor stopper i så bare ikke?” spurgte jeg og var spændt på, hvad Harry ville svare til mit ret stikkende spørgsmål.

“Det ved jeg ikke. Der er mange ting.” svarede Harry og så op i træerne som vi gik under.

Kaffebaren syntes at være langt væk. Jeg følte at vi havde gået i flere timer. Stiens grus knasede under vores fødder. Skraldeposen larmede helt vildt, da en skraldemand tømte den. Fuglene kvidrede og lød nærmest som advarende sirener. Jeg stoppede op på stien og satte hænderne i lårene. Verden kørte rundt. Harry kørte rundt. Jeg kunne ikke finde ud af hvad op og ned var. Jeg lukkede øjnene, for at få det hele til at stå stille. Jeg blinkede og i det korte sekund hvor jeg kunne se himlens lys og Harry som skyndte sig at gribe mig, forsvandt jeg. Jeg forsvandt ind i mørket. I mørket, hvor jeg var så bange for at være. I mørket hvor der intet lys var. Hvor der ingen mennesker var. Kun mig.

 

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Det var så 3. kapitel!Vi håber at i fortsat læser med, og at i kunne lide dette liiidt korte kapitel :) I må meget gerne kommentere, da vi elsker det, når vi lige får jeres mening med! <3

KH White Bird & Hart <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...