White Skin - One Direction


Livet begynder at give mening, da den 17 årige Ellie og Harry Styles fra One Direction mødes. Drengegruppen har valgt at gå all in på kræft i et sidste forsøg på at komme op til overfladen igen, efter at de tydeligt kan mærke, hvordan gruppens popularitet er faldet, siden Zayn forlod gruppen. Dette møde sætter hurtigt gang i flere komplicerede følelser end nogensinde før. Begge parter kommer til at se livet fra nye perspektiver og synsvinkler. Livet bliver sat på prøve. En prøve, man ikke bare kan købe sig ud af som verdensberømt sanger.
Er det et sats at forelske sig i en kræftramt, når man er verdensberømt, og hvis skaden er sket - er der så noget at gøre ved det?

35Likes
17Kommentarer
2740Visninger
AA

2. Kapitel 2


 

KAPITEL 2

 

Mødet med de fire drenge havde virkelig givet indtryk. Jeg troede efterhånden på, at projektet muligvis kunne blive til noget. Dog havde de også frastødt mig mere og mere. Niall virkede flink nok. Han smilede og spurgte ind til mig, uden at virke alt for hæmmet af min sygdom. Liam og Louis var også flinke - nok dog lidt mere indelukket. Det var sikkert mit udseende som skræmte dem lidt. Efter at jeg var begyndt at få medicin, lignede jeg mere og mere et spøgelse. Jeg havde sorte rander under øjnene og var i det hele taget bare en splejs. Mit hår var blevet tyndt og lignede mest af alt bare noget tørt tang.

Jeg prøvede virkelig at virke munter og ikke præget af min tilstand. Jeg havde tænkt mig at gøre noget ud af det her projekt. Ikke kun fordi de var popstjerner, der var på skideren, men fordi det gav mening. Men uanset hvad jeg gjorde, sad Harry bare over for mig og var bange for snakke til mig. Han så nærmest skræmt ud. Han så på mig som var jeg et andet væsen. Ja ærligt mindede han selv mere om et eller andet irriterende væsen, i en meget højere grad end jeg selv. Han var ikke rigtig til stede og jeg fik det helt dårligt når han åbnede munden. Som om at det bare var tomme ord, der kom ud af munden. Jeg begyndte at forstå hvilken indflydelse, hvilken skade berømtheden kunne udrette. Hvilke grusomme afmærkninger, boret ind i en tom sjæl, berømtheden kunne efterlade.  Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor, men han irriterede mig grænseløst. I det hele taget hadede jeg, når folk så mig som pigen med kræft, man burde have ondt af. At de kun så den pest, der havde overtaget mit liv. Kun så den dårligste side af mig.. Den svageste side af mig, og ikke bare mig. Ellie.

 

Jeg rystede tankerne fra mig. De ville komme igen om lidt efter, der nu var gået en uges tid. Aftalen var de skulle lære en masse patienter at kende og derefter komme længere end på nogle få af os. Jeg var så en af os. Egentlig ville jeg helst være fri for at være i selskab med drengene. Være fri for deres melidenhedsfulde elevatorblikke, men en aftale var en aftale, og det endte jo med at gå til et godt formål. Det hjalp bare ikke så fantastisk meget på det, da jeg fik Harry. Jeps. Min dag skulle gå med et interview med Harry Styles. Drengene havde delt os patienter mellem sig, som var vi kort, og jeg var dermed røget ind i Harrys bunke.

Jeg kunne høre en hånd banke på min hoveddør. Pt var jeg hjemme på en form for “prøve” indtil lægerne havde fundet ud af, hvad det næste step i min proces var. Jeg havde udbredt brystkræft og var under medicinsk behandling indtil jeg skulle opereres, og jeg kunne derfor få tid hjemme, men på ubestemt tid.

 

Jeg vaklede hen mod døren for at åbne den, Harry stod på den anden side og så forvirret rundt som om han ikke turde se mig i øjnene. Se mig. Se mit sande jeg.

Harry gik akavet ind af døren, uden rigtigt at se mig i øjnene. Vi satte os i sofaen og Harry betragtede effektivt stuen. Som om han analyserede rummet. Ledte efter fejl.

“Kunne du tænke dig noget at drikke?” spurgte jeg, og satte hænderne i min stols armlæn for at gøre klar til at sætte af. Det var altid lidt en kamp at komme op at stå. Sygdommen havde frataget mig alle mine muskler. Jeg følte mig svag. Jeg var svag.

“Nej det behøver jeg bestemt ikke, du kan bare slappe af” svarede han og lød nærmest bekymret. Var han dum? Jeg kunne sku da godt gå. Min læge sagde til og med at motion var sundt for mig i tiden inden operationen. Han kunne da ikke bare komme her og sige jeg skulle slappe af… dumme dreng!!

Jeg rejste mig op i protest og gik hen og åbnede køleskabet i et ryk.  “Vil du have øl, eller sodavand”.  Nu tvang jeg altså ham bare til at drikke noget. Så måtte drengen lære ikke at være så skide medfølende.

“Bare sodavand så.” svarede han halv irriteret tilbage. Han kunne vist godt mærke det var Ellie, der vandt den kamp. Yes we have a winner!

Jeg gik tilbage med Harrys sodavand.

Han åbnede sin cola, og så sad vi der i tavshed. Jeg kunne næsten høre stilheden. Hvordan den larmede. Skulle han ikke forestille at være intervieweren? Jo, det tror jeg vidst nok! Og en interviewers job er ligesom at spørge ind! “Spørg så ind” fuck sagde jeg det højt. Men ærligt, nu måtte han godt snart komme med nogle spørgsmål, ellers ville de følgende timer blive lange…. Meget lange. Meget lange og akavede.

“Okay” begyndte han endelig. “Vi er som sagt ikke helt sikre på, hvordan den følgende proces kommer til at hænde.” Han holdte en kort pause, som om han var nødt til at overveje hans ordvalg en ekstra gang. Han lød klog, hvilket fik ham til at virke arrogant. “Men vi ved i hvert fald, at vi skal finde en god måde at hjælpe på. Så for at kunne hjælpe, skal vi lære jer bedre at kende” Han så igen rundt. “Det virker måske irriterende for dig, der sidder i den her situation. Du tænker måske, at vi bare er en flok idioter, der vil forbedre deres ellers ødelagte karriere. Du sidder muligvis med den bagtanke at vi aldrig vil forstå en skid. Og du har sikkert ret..” - “men lige nu er du en af vores eneste håb, så hvis det her kunne komme til at fungere, vil jeg gøre alt for at samarbejde på den måde du foretrækker.”

Jeg kiggede på ham, og opdagede,hvordan han stirrede på mig. Hvad kunne man lige svare til den? Oki Doki…?

Jeg nøjedes med at nikke, hvilket fremtvang et lille smil på hans læber og han så ned i hans skød, mens han fandt et lille papir frem fra hans lomme. Han så kort på det, men lagde det ned igen. Det fik mig til at smile, hvilket irriterede mig. Han irriterede mig og det ville han blive ved med. Punktum.

“Det var Niall, der skrev spørgsmålene” kommenterede han, da han havde proppet den lille seddel godt ned i lommen. “Han skrev det samme til alle, og sagde vi bare skulle skrive svarene ned ud for... -men jeg tror ikke de passer så godt til dig… De er lidt for generelle” han kløede sig selv i håret, “så jeg må jo hellere finde på noget andet.”

 

***

 

“Så, er du sådan en person, der hjælper snegle over vejen?” spurgte jeg og smilede.

Harry så med det samme mærkeligt på mig. Det kunne jeg på en måde ret godt forstå. Jeg var mærkelig, men sådan var det. Harry sad og pillede ved sine fingre som irriterede mig grænseløst. Kunne han ikke bare sidde stille i to sekunder?

“Altså, du mener, at jeg ligefrem skulle stige at min cykel og bære en snegl over vejen, fordi at den var så dum at være alt for optimistisk?”

“Ja, vi kan jo faktisk ikke vide, om de overhovedet ved, hvad de har gang i. Måske snegler de bare en eller anden vej for at snegle. Du ved, bare for at slime over det hele.” Sagde jeg og kiggede oprigtigt på ham. Han så mistroisk på mig, som at det faktisk nok var min hjerne, der var noget galt med.

“Men, hvis de ikke engang ved, hvilken vej, de er på vej hen, vil de nok heller ikke nå at opfatte, at de dør?” sagde Harry så alvorligt på mig, men med et lumsk smil på læben. Han pirrede mig.

“Er du meget egoistisk?” spurgte jeg og lænede mit hoved på min hånd.

“Nej, jeg gider bare ikke at bruge min tid på sådan noget. De snegle må sku selv leve deres liv og evolutionere sig til en bedre hjerne, hvis de vil bistå i denne her verden.” sagde Harry og slog ud med armene.

“Aha.” sagde jeg, men i det samme som jeg havde lukket munden, brummede en telefon. Harry rejste sig hurtigt op og tog sin gigantiske smartphone op af lommen på hans virkelige stramme jeans. Han snakkede kort med en eller anden, mens jeg bare sad der som luft.

Harry så ned på hans armbåndsur og puttede sin telefon tilbage i lommen, hvor den vist havde en fast plads.. Jeg havde ærligt ingen ide om hvad klokken kunne være, men jeg havde i princippet heller ikke nogen grund til at vide det. Jeg havde sjovt nok ikke så mange ting at nå, andet end at leve.

“Jeg må nok hellere se at komme afsted. Klokken er ved at være seks.” Han sagde det næsten som om det med klokken var en undskyldning. Jeg nikkede og tog fat i armlænet og skubbede mig op, hvorefter vi sammen fik transporteret os ud i entreen. Han så hverken mere eller mindre anspændt ud, og jeg savnede den tilstand. Hvor intet bekymrede og man sagtens kunne gå frit rundt omkring uden at tænke videre over det. Bare leve livet, uden at tænke på efterfølgende konsekvenser. Og det er det, der er det, der næsten, er det mest ærgerlige ved det. At man ikke tænker over det. Over hvor fantastisk det egentlig er at være rask.

Han fik hurtigt både sko og jakke på og vi gik sammen hen mod hoveddøren. Jeg samlede mine fingre omkring dørhåndtaget og skubbede det lille sølvfarvede håndtag ned, så døren åbnede. Jeg trak den da tilbage, men holdte stadig godt fast. Harry vandrede ud på den anden side af dørtrinnet. Han så mig ind i øjnene. “Tak for i dag”.  Han smilede blidt og så ned på min hånd, der holdte fast om håndtaget som ville kraften i grebet om håndtaget være afgørende for liv eller død. Min blege hud i fingrene var endnu blegere end ellers.

“Ja vi ses vel” tvang jeg ud efter lidt tid. Vi holdte intenst øjenkontakten i en 10 sekunders tid, da ordet farvel fløj ud af munden, og jeg smækkede døren i.

 

____________________________________________________________________________________________________________________________________________
 

Det var så 2. kapitel! Håber virkeligt at i kunne lide det! Det betyder virkelig meget for os - mere end i aner, at I læser med! I må meget gerne kommentere, hvad I synes om den, hvis I har lyst <3
 KH. Hart og White Bird

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...