White Skin - One Direction


Livet begynder at give mening, da den 17 årige Ellie og Harry Styles fra One Direction mødes. Drengegruppen har valgt at gå all in på kræft i et sidste forsøg på at komme op til overfladen igen, efter at de tydeligt kan mærke, hvordan gruppens popularitet er faldet, siden Zayn forlod gruppen. Dette møde sætter hurtigt gang i flere komplicerede følelser end nogensinde før. Begge parter kommer til at se livet fra nye perspektiver og synsvinkler. Livet bliver sat på prøve. En prøve, man ikke bare kan købe sig ud af som verdensberømt sanger.
Er det et sats at forelske sig i en kræftramt, når man er verdensberømt, og hvis skaden er sket - er der så noget at gøre ved det?

35Likes
17Kommentarer
2734Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

 

 

 

 

KAPITEL 1

 

Niall rystede på hovedet. “Vi bliver nødt til at lave noget ekstraordinært. Det her holder ikke.”

Det er helt mærkeligt at være tilbage i de gamle gader i London. Tilbage til de små bygninger i forhold til resten af verden. I det hele taget føles London pludselig så lille. Alt føles lille og småt. Gaderne, menneskene, butikkerne, bygningerne - selv drengene ser små ud. London føles småt, hvilket jeg aldrig nogensinde ville have troet ville ske. Første gang jeg var her, var jeg intet mindre end fascineret. Alt var gigantisk. Spraglende af liv. Jeg elskede følelsen. Jeg elskede følelsen af, at jeg var lille. At jeg var lille i sammenlignet med resten af verden. Sådan føler jeg det ikke i dag. Alt synes at være ligegyldigt. Lige meget hvor sindssyg jeg end bliver. Ligemeget hvad jeg laver af idiotiske ting, vil jeg aldrig blive glemt. Jeg vil altid blive husket.

 

“Hallo!” sagde Niall igen da ingen reagerede ved hans første forsøg. Jeg gnider mig lidt i øjet, for at komme tilbage til nuet igen. Det sker efterhånden ret tit. Jeg svinder væk fra nuet og grubler over livet. Ret filosofisk er jeg blevet.

“Ja ja.. men hvad?” svarede Louis, som allerede havde knækket koden.

“Noget man ikke ser hver dag..” sagde Niall, som om han lige har opfundet løsningen til livet og hvorefter han sparkede til en af vejkantens småsten, der hurtigt trillede ud på vejen og lagde sig igen som var sparket aldrig hændt.

“Ja Niall, det er nemlig lige præcis det ekstraordinært betyder, flot!”  kommenterede jeg halv flabet og grinte lidt for mig selv. Men det var ikke lige her, at jeg ikke skulle grine for højt.

Der nåede nemlig kun at gå lidt under en måned, før vi alle fem sad i en taxa. Vores tour startede. Den første tur af denne slags, men som muligvis kunne blive enden på det hele. Det var vores sidste chance for at komme helt op at hitte igen. Det var vi udmærket klar over. Det var et krav at turen kun skulle være i UK, da vi ville være tætte på vores familier. Vi havde været alt for meget adskilt. Over alt for store afstande. Det var svært at være 100% opdateret, hvad der skete derhjemme, når man sad på den anden side af kloden. Der var altid sket alt for mange ting når man kom hjem. Ting havde ændret sig, og man var ikke en del af det. Jeg vidste, at det ikke kun var mig der havde det sådan. De andre drenge havde det på præcis samme måde, og derfor var det blevet aftalt at denne tour kun skulle være i UK.


 

***


 

Vi trådte ind af døren. Store bogstaver stod på skranken og dannede tilsammen Seattle Hospital. Det største hospital mod kræft i England. Mamors søjlerne var misvisende i forhold til at det var et hospital vi lige var trådt ind i. Dette var det første step, og vi havde aldrig følte os mere voksne og fornuftige for at være ærlig. Ingen vidste, hvad der skulle ske. Vi var bange for det kunne gå ud over hospitalernes patienter, hvis vores fans var bevidste om, at vi skulle besøge en stor række hospitaler det næste stykke tid. Vores plan var heller ikke helt klar endnu, men indtil videre var vores plan overordnet, at vi skulle besøge den her række kræft hospitaler, og dernæst finde vores måde at gøre en forskel på. Hvordan det skulle gøres var dog endnu ikke klart, men vi var sikker på der ville komme en god ide frem på et tidspunkt. Vores vejledere havde været meget skeptiske om ideen pga det faktum at ideen overhovedet ikke var færdiggjort. Men var de som os desperate og klar på alle eventuelle forandringer. Det kunne næsten kun blive bedre. Håbede vi på.

 

En mand på omkring 40 tog imod os, da vi kom hen til receptionen eller skranken. Han bar en hvid kittel med et grundigt pudset navneskilt. Gad vide, om det var en ordre, at de skulle pudse deres navneskilte. Det måtte det næsten være siden, det var så blankt.

Han rækkefr hans hånd hen mod mig for at give mig hånden. Jeg tog pænt imod den. “Quan” sagde han bestemt, og da vi alle får hilst færdigt, fortsætter vi hen af de hvide gange. Vi blev ført ind i et mindre rum, som nok var en slags mødelokale - det lignede det i hvert fald.  

“Så jeg tænker, at det første vi gør er, at jeg viser jer rundt på stuerne, og så har jeg en aftale med nogle forskellige patienter, I kan få snakket med som aftalt” fortalte Quan. Han virkede meget bestemt i hans udstråling. Man kunne tydeligt mærke, hvordan han var velforberedt og målrettet. I steder som dette, var der ikke plads til fejl. Det var lige præcis det, der gjorde mig nervøs. Det der fik mine hænder til at dire.

Vi nikkede alle fire. Niall takkede ham for hjælpen og var nok lidt den der snakkede for os alle. Vi fik skrevet under på nogle papirer om, hvorvidt vi ikke måtte fortælle videre angående det vi ville få fortalt i dag. Kun, når vi havde fået lov af patienten, hvis historier vi efterfølgende fik fortalt. Allerede efter en halv times tid, blev vi ført ind på den første stue, hvor en yngre pige på omkring de 17 - 18 år. Hun smilede, men hendes blik var tomt. Man kunne tydeligt se det på hendes blege hud og hendes tomme øjne. Hvordan hun havde været igennem en længere proces. Hvordan hun lige så stille havde givet op på livet - bogstavelig talt. Det skræmte mig fra vid og sans. Tanken om, at så ung en piges håb på livet lige så stille var sivet ud af hende, var forfærdelig.

Ingen af os vidste rigtig, hvordan vi skulle reagere. Hun var så smuk og uskyldig i hendes blik og havde på ingen måde fortjent dette.

“Hej” fik jeg mumlet frem, mere professionelt end nogensinde før.

“Hej… Ja i må jo så være One Direction, har jeg ladet mig fortælle” hun smilte meget høfligt og rakte hånden frem. Hun sad i en sort lænestol og smilte endnu større end før. Hun så helt lille ud i den store stol. Som om hun svandt væk i stolen. Skrøbelig.

Jeg gik straks hen og gav hende hånden. Takkede fordi vi måtte besøge hende.

“Det var så lidt. Min læge har fortalt lidt om, hvad det er i vil, og det lyder virkelig godt! Jeg har egentlig aldrig været fan, men jeg har virkelig respekt for jer, for det i vil gøre. Jeg er kun glad for at kunne hjælpe”. Efterhånden som hun talte virkede det mere og mere falsk. Hendes ord kom ud som tomme ord. Som var det replikker, der kom ud af munden på en dårlig skuespiller. På en eller anden måde irriterede det en lille del af mit indre, og ligegyldigt hvor ondt det føltes, brød jeg mig ikke om hende.

Hendes mund åbnede sig “Nårh ja, jeg hedder forresten Ellie..”

 

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________

Det var så første kapitel! Vi håber at I kan lide det og har lyst til at læse med videre.

Hilsen, Hart og White Bird <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...