Fiktion

//bidrag til skriv om drømme-konkurrencen, valgmulighed 1

3Likes
0Kommentarer
136Visninger

1. -

Pigens arme var tæt på at knække. Hun kunne mærke, hvordan knoglerne gav sig i protest - hvordan hun fik sværere og sværere ved at holde sammen på sig selv. Alligevel fortsatte hun med at tømme sine bogreoler, mens hun forbandede sig selv længere og længere væk for alle de timer, hun havde brugt på ikke at få motion. Hun havde aldrig før opfattet bøger som direkte tunge, men nu hvor hun havde brugt hele dagen på at slæbe rundt på stakke af dem, var det gået op for hende, hun havde taget grueligt fejl. 

Men det var vigtigt. Det var vigtigt, det var vigtigt, det var vigtigt. De tre ord blev gentaget i hendes hoved igen og igen, som de fløj rundt og overdøvede hendes andre tanker uden at tage sig af alle de gange, de var stødt mod indersiden af hendes kranium. Hun havde brug for at høre det ligemeget, hvor lidt hun havde lyst. Desuden manglede hun kun en enkelt reol nu, så der var ikke langt igen, prøvede hun forgæves at opmuntre sig selv. 

Pigen sukkede stille, før hun sendte et opgivende blik rundt i sit værelse. Hun lod sukket hænge i luften sammen med alt det støv, der havde rejst sig under hendes projekt. Det var utroligt, at hun stadig kunne indånde luft og ikke kun støv og den dybe elendighed, hun snart var mere end del af, end hun var en del af verden, for hun måtte tage bøgerne ned  - en efter en. Syvhundrede bøger lå allerede på hendes gulv og optog så meget plads, det var et under, der var plads tilbage at stå på. Det der var startet ud som stakke af bøger var nu blevet til bjerge, hun med glæde vil bestige trods deres uoverskuelige højde. Hvis hun lagde alle sine bøger i en enkelt bunke, kunne den sikkert nå helt op til stjernerne og så måtte hun ellers passe på med ikke at skrabe dem af himlen. 

Men nej - det kunne hun ikke nu. Pigen var tvangsindlagt til at begynde at tømme de sidste hylder og ignorere, hvor hurtigt hendes hjerte bankede i sit forsøg på at springe ud af hendes bryst, så det kunne nå at omfavne hver og en af bøgerne, før det var for sent. Og det nyttede ikke hvor mange gange, hun havde fortalt til det bankende organ, at det ikke var farvel for altid, når hun ikke engang selv troede på det, som hun fortsatte med at tage bøgerne ned. 

Alt, alt, alt for hurtigt nåede hun den nederste hylde og alt, alt, alt for hurtigt fik hun også tømt den og alt, alt, alt for hurtigt kunne hun rejse sig op og stirre på de seks tomme reoler og de nu 858 bøger på gulvet. Måske hvis hun nu holdt fat i denne hurtighed, kunne hun nå at bygge en tømmerflåde af bøgerne, og inden hendes forældre opdagede der, kunne hun tage på verdensomsejling i den - bare hende og en hel del fiktive personer. Men det gik ikke, for det ville bare resultere i så mange vandskader, og hun ville aldrig kunne forråde sine egne bøger på den måde. Bare tanken gav hende kvalme. 

Så hun endte med bare at sætte sig på de få kvadratcentimeter, der endnu ikke flød over med bøger i en skrædderstilling. De seks reoler nidstirrede hende - deres hylder var deres øjne, og i modsætning til hendes egne øjne, kunne disse rumme ikke bare en, men flere verdener. Så derfor var den hån, de kunne udstråle meget værre, end hvad pigen ellers havde oplevet, og det sagde en del. Hun havde virkelig, virkelig ikke lyst til at tage dem ned og efterlade en hel væg bar på hendes værelse. Før havde hendes værelse nemlig givet præcis nok plads til, at hun kunne være sig selv derinde, men nu med de få ekstra kvadratmeter passede det ikke længere. 

Problemet var vare, at hun blev nødt til det. Det var ikke hendes valg, men hun blev nødt til det. Nødt til lige om lidt at pakke sine elskede bøger ned i flyttekasser, som var de virkelig "bare bøger".   Og hvorfor, blev hun ved med at spørge sig selv. Hvorfor udsatte hun dig selv for dette? 

Svaret var simpelt nok, men det gjorde det ikke nemmere at forstå det. Fordi hendes forældre ville have hende til det. Fordi de mente at "hun skulle bruge lidt mere tid i den virkelig verden". Fordi de mente, hun var blevet for afhængig af bøger og skulle lære at leve uden dem. 

Hun kunne skrige dem op i ansigtet til hendes stemmebånd blev slidt op, hun kunne kaste alle sine bøger efter dem, hun kunne tilkalde sig sin hær af fiktive personer, men hun gjorde det ikke. For det ville blot være at støtte dem i deres mening, om hun simpelthen elskede bøger for meget. Og at støtte dem var det sidste, hun havde lyst til. 
Og nu var hun så endt her, hvor det hele var mere håbløst end bare håbløst. Langsomt, lagde pigen sig ned og undgik med nød og næppe at ramme bøgerne. En pludselig bizar trang til at lave en sneengel, der blandt alle bøgerne, skød op i hende, men det ville nok ikke gøre særlig meget gavn i betragtning af, at  hun snart skulle have dem alle pakket væk i de forbandede flyttekasser. Hun burde i det hele taget se at rejse sig op og komme videre, videre, videre, selvom det i det øjeblik syntes absolut umuligt. Hvis hun  havde groet vinger, ville hun have været mindre overrasket ,end hvis hun rejste sig op fra gulvet, og uden at at foretrække en mine, pakkede bøgerne væk en efter en, indtil hun stod tilbage og kunne tro, at verden var tommere end nogensinde før. 

For det var vel ikke så slemt? Det var ikke fordi, hun var blevet bedt om at brænde sine bøger - kun stille dem ud i pulterrummet få meter fra hendes værelse. Og det var heller ikke fordi, hun havde et læseforbud for alting - kun indtil hendes forældre havde besluttet for, at hun havde genopbygget sin realitetssans og havde lagt sin fantasi på hylden - og ikke på en boghylde. Hun kunne forhåbentligvis godt bilde dem ind, at det ikke ville tage mere end et par uger og så ville hun få sine bøger tilbage, og hun kunne igen leve i de andre verdener, hvor hun hørte til, selvom de selvfølgelig kun var lavet af ord tilsat et drys af den fantasi, hun ikke burde have. 

Det virkede bare så uoverskueligt - hvilket også var  grunden til, at pigen havde lagt sig ned her og ikke havde i sinde at rejse sig op igen, da tyngdekraften åbenbart holdt ekstra meget af hende. Hun ville nu ønske, at den ville give slip på hende, så hun kunne svæve deroppe i rummet et sted og kun se Jorden som den ubetydelige blå prik, den var. Så kunne hun mere end bare at overskue sine urimelige forældre og tanken om at leve uden at læse. 

Der var sikkert en bog, hvor netop dette skete for hovedpersonen, en bog, som hun nu fik lyst til at tilføje til sin samling af bøger. Men nej - ingen bog fortjente sådan at ligge og samle støv, og hvis bare hendes forældre ville indse det ville alt jo være i skønneste orden - alfabetisk orden, som hun foretrak sine bøger. 

For det kunne da være dejligt, hvis hendes forældre delte den mindste del af hendes begejstring for bøger. Hvis de havde jublet over hende, da hun lærte ar læse som 5-årig, hvis de også elskede lyden af papir, der knitrede mod papir, og foretrak fiktive verdener frem for denne verden, hvis de også blev efterladt hulkende, når de færdiggjorde en bog. På den anden side holdt pigen nu af at havd dette for sig selv, for så kom hver og en af hendes bøger til at føle som hendes egen - det var kun hende, der kendte personerne og elskede dem med hvert eneste ribosom, mitrokondrie og golgiapparat i sin krop.

Pigen havde altid hadet sådanne øjeblikke som dette. Øjeblikke, hvor hvert eneste sekund var dyrebart, men alligevel gik tiden hurtigere og hurtigere til, man skulle tro, at den i det mindste ville blive forpustet. Øjeblikke, man gjorde alt for at gemme i den udkant af bevidstheden, der også gik under navnet langtidshukommelsen, så det aldrig helt behøvede at slutte, så længe man kunne genspille det igen igen igen igen og igen i sit hoved. For hun vidste, at når hun om et par dage var blevet forvandlet til et nervevrag, der sad fast på den rigtige side af virkeligheden, ville hun have brug for at tænke tilbage på dette nu. 

Her lå hun omgivet af stakke af bøger og delte ind - og udåndinger med fiktive personer. Her lå hun omgivet af omkring 77. 220 .000 ord, der tilsammen udgav det sted, hun ville kalde hjem. 
Her lå hun med blanke øjne, der helt klart ikke skyldtes alt det støv, der hvirvlede rundt som erstatning for luft. Her lå hun og blev ved med at starte sine tanker med samme tre ord, da det gav hende en form for tryghed. Her lå hun og drømte om at være fiktiv, 

Problemet var nemlig, at pigen ikke drømte om, at bøgerne skulle være en del af hendes verden - at de fiktive personer var virkelige og at enhver todimensionelle verden viste sig at være tredimensionel. Nej, hun ville være en del af deres verden. 

Hvis der nu endda skulle komme en og banke på hendes dør for at fortælle hende, hun var fiktiv, ville hun kramme budbringeren  og danse rundt på tåspidsene resten af dagen i et forsøg for at finde ud af, om der virkelig var nok ekstraordinært  i hende ordinære liv til at skrive en bog om hende af alle. 

Endnu bedre ville dog være, hvis pigen kom ind i deres verdener. Ind i hvilken som helst af de 858 bøger, der lå omkring hende - bortset fra Twilight - og kunne leve der - virkelig leve der og ikke kun læse om at leve det her, selvom det på så mange punkter var det samme. som hun alligevel kunne hade, elske og ikke mindst forelske sig i karakterer herfra. Hvis nogen gav hende tilbuddet, ville hun ikke engang se tilbage på sin egen verden en sidste gang, 

I et anfald af desperation greb pigen ud efter en bog. En bog, der lå i bunden af en stak, hvilket som forudset resulterede i, at hele stakken væltede ned over de andre bøger, så de også begyndte at vælte ned over hende som dominobrikker, indtil hun til sidst var begravet af bøger. Dækket af dem så at sige - som havde hun samme tiltrækningskraft på dem, som de havde på hende, og hun havde netop med sin magnetiske kraft fået flere hundrede bøger til at vælte ned over sig. 

Og hun elskede det - hun elskede, at de dækkede så meget af hendes udsyn, hun ikke længere kunne se, hvor formålsløst hendes liv var. Hun elskede, at hun knap kunne trække vejret og at bøgerne skar sig ind i hende med kanter næsten lige så skarpe som  dem på hendes tanker. Hun elskedes det at hun følte sig tættere på deres verdener end nogensinde før - så tæt de sikkert kunne læse hendes tanker, ligesom hun havde læst deres. Hun elskede at bruge tid samme med de fiktive i stedet for de virkelige, samt det kaos, hun havde skabt, der i sandhed mindede hende på , at hun ikke kunne give slip på dine bøger. 

Det kunne godt være hun var overdramatisk som ind i helvede og ud på den anden side, men nej, pigen kunne ikke leve uden dem. Bare tanken om ikke længere at kunne sidde oppe og læse til kl. 2 og bare blive ved og ved og ved, fordi hun ikke havde kræfter, og hun elskede, at resten af verden - eller deres tidszone - sov, men hun stadig sad der, til hun havde læst sig selv i søvn. For uden sine bøger, hvordan kunne pigen så drømme om at være fiktiv? 

De drømme var dem, hun i sandhed var afhængig af. Ikke bøgerne i sig selv, men drømmen om at være en del af dem - at blive forvandlet til blækklatter på et papir, for blæklatter kunne da ikke være ensomme samt blive mobbet som hende. Og var det ikke det drømme var til for? At være der for at overbevise en om, at selvom tingene alting kunne blive værre, kunne de også altid blive bedre. Det kunne godt være, at det var uopnåeligt, men det havde aldrig gjort hende noget. 

Og sådan blev pigen ellers bare liggende helt stille, indtil hun for sidste gang kunne tage en indånding af denne verdens luft

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...