Cold heart ~ Justin bieber/Selena Gomez

Springfield, byen med oldtidens største rygter. Mon de er sande? Er der kun en måde at finde ud på.
17 årige Jade Parker er lige flyttet til Springfield, hun starter på Springfield High hvor hun hurtig for nye bekendtskaber. Dog møder hun Roy som er skolens mest manipulerende type som straks ser hende som et nyt offer, men en person træder pludselig til i Roys aktion og spolerer det hele..
hvad der sker efterfølgerne må i jo læse med på.

26Likes
11Kommentarer
12989Visninger
AA

7. "uventet besøg"

Jade Parker

Afskeden med Justin var noget af det sværeste jeg var blevet udsat for med en fyr, aldrig havde jeg skulle spille så kold og usårlig overfor Justin som jeg gjorde. Jeg var nået at blive rigtig ked af det da jeg kom hjem på mit værelse, alt det jeg havde skrevet i min dagbog om ham, havde jeg streget voldsomt ud. At han kunne spille så sød overfor også droppe mig bagefter, kunne jeg ikke rigtig acceptere. Jeg troede vi var venner, men i hans øjne var vi det kun i skoletiden. Hvad skulle vores tur til stranden så til for? Spørgsmålene stod i kø inde i mit hovede, jeg havde ikke en eneste chance for at slappe af og trække vejret. Konstant tænkte jeg på Justin og hvorfor han i det hele taget brugte tid på mig, når han kun ville se mig i skoletiden.

Var han massemorderen som Roy sagde at han var? En del ting kunne ihvertfald godt pege på det da jeg længe havde undret mig over Justins opførsel.

Der var gået 3 dage siden jeg havde været sammen med Justin. Jeg havde intet hørt eller set omkring ham, og forhåbningerne om at han står ude foran skolen for at samle mig op, bliver skuffet hvergang. Jeg ville meget heller sidde i Justins bil end en gammel skolebus der lugtede indelukket af sved og mad.

Hvordan buschaufføreren kunne holde det ud, kunne jeg slet ikke forstå og jeg undrede mig faktisk også en del over det. Jeg ville ikke kunne klarer en hel dag i den lugt uden at der blev luftet ordenligt ud. Stanken af sved gav mig kvalme.

Men der var blot 1 time tilbage før jeg skulle tilbage til den stinkende bus, med 36 andre elever som skulle samme vej som jeg. Jep jeg havde talt dem, da jeg ingen anden ide havde at lave.

Uden Justin omkring mig følte jeg mig yderst sårbar, jeg var blevet en smule van til at han holdte øje med mig da han havde hjulpet mig ud fra problemer de sidste 2 gange. Men da jeg kom for sent til Matematik, reddet Justin mig ikke fra den eftersidning jeg fik, øv. Min far var også godt gal over det, men han brok varede ikke længe da arbejdet ringede ham op efter nye spor af massemorderen.

Er fodspor var blevet fundet nær et lig som havde ligget på skovjorden, de havde taget dna og prøver på jorden, men ingen identitet på en person blev fundet så sporet var ikke til så stor en hjælp, udover aftrykket af den sko eller støvle som man håbede snart ville blive fundet.

Vi havde pause inden sidste time ville begynde, jeg havde bestemt mig for at købe en lille snak i skolebaren så jeg havde noget lækkert at spise til engelsk timen. Simone var gået med mig, hun havde også lyst til en smule sødt til tanden.

"Så jeg hørte du var sammen med Justin i tirsdags" sagde hun og så en smule skeptisk ud imens vi gik i et godt tempo hen til baren, som helt sikkert ville være fyldt med elever.

"Tja, det sandt" svarede jeg og smilede svagt til hende inden jeg lod mit blik falde langs gangen, hvor der fik nogle andre elever og snakkede sammen.

"At han vil tale med dig må virkelig have været en omvæltning for ham" sagde hun ud i den blå luft, så jeg vendte mit nysgerrige ansigt imod hende, hvad mente hun lige med det?

"Hvad" sagde jeg lige ud da jeg ikke forstod hvad hun mente.

"Justin har aldrig talt til en pige og at han lige pludselig samler dig op efter skole må betyde at han er interesseret i dig Jade" svarede hun og smilede langsomt men opmuntrerende.

Men desværre opmuntrede det ikke mit humør særlig meget, faktisk blev det kun værger. Hvis Simone bare vidste hvad Justin havde sagt til mig, så havde hun måske forstået det og nok heller aldrig spurgt ind til Justin igen da jeg stadig var skuffet over ham.

"Det tror jeg ikke rigtig, han er flink men det bliver aldrig os" svarede jeg uden at kigge ind i Simones øjne som jeg undveg. Jeg kunne ikke lyve overfor folk og kigge dem i øjne bagefter, så ville få så grim en smag i munden og et kæmpe spark i maven, at lyve var bare slet ikke mig i det hele taget. Kun hvis det var for sjov.

"Hvor aveligt, han virker ellers så fantastisk som en kæreste, han har jo udseendet og det lækre outfit" svarede Simone og begyndte at fnise akavet, sig mig var hun forelsket i Justin? Hun havde advaret mig om ham til sin egen fordel? Flere sandheder kom pludselig på bordet og det virkelig ondt, først Justin og nu Simone.

"Sig mig har du et crush på ham" spurgte jeg og så en smule alvorlig ud i ansigtet, Simone smilede en smule fjollet og begyndte at fnise igen.

"Måske lidt, men jeg har bare hørt så meget om ham og derfor advarer jeg dig, for du virker som en fornuftig pige" svarede Simone og smilede skyldigt til mig, jeg rystede blot på hovedet af hende imens vi trådte hen til skolebaren hvor der var en fin kø på 6 mennesker foran os.

"Undskyld Jade, men du ved vi mennekser er grådige, i det mindste fortalte jeg sandheden" lød det fra hende da jeg havde vendt ansigtet væk fra hende og hen på de chokolade barer som lå i nogle små kasser på baren.

"Det okay Simone, Justin er heller ikke mine type" svarede jeg og vendte min ansigt tilbage til Simone som nikkede svagt.

Tænk at min eneste veninde på skolen havde løjet mig op i ansigtet, hun ville kun have Justin for sig selv og sagt alt muligt om ham bare for at andre folk ikke kunne lide ham, udover Simone. Jeg fik pludselig ondt af Justin da Simones omtale om ham havde nået flere end mig, på denne her uge havde hun ihvertfald snakket om Justin til mindst 6 personer, som helt sikkert har sagt det videre. At de rygter om Justin gik rundt på skolen, kunne jeg ikke klarer at høre på. Justin var ikke special, han var fantastisk og virkelig sød når man kom helt tæt på ham. Men det var måske kun en engangsforestilling for mig, siden at han droppede mig i tirsdags.

Køen rykkede pludselig fremad og jeg fulgte ivrigt med, da jeg gerne ville have en snickers bar. Det var min ynglings chokolade og jeg købte altid sådan en når jeg var lækkersulten efter chokolade.

"Hey, jeg holder et lille girl party derhjemme og hvis du har lyst kan du kigge forbi? Det bliver kun mig og Joanna, men du er mere end velkommen" spurgte Simone så jeg igen vendte mit ansigt imod hende.

Hendes spørgsmål fik mig til at tænke endnu engang, og faktisk havde jeg lyst til bruge min fredag på at være sammen med nogen, jeg var efterhånden blevet en smule træt af min fars evige snak om sin sag, da han blev ved med at fortælle det samme hele tiden. Selfølgelig var det spændende at følge med i, men det blev også en smule kedeligt i længden når han plaprede løs om den samme. Og en aften uden min far, kunne jeg godt trænge til. Misforstå mig ikke, jeg elskede mig far rigtig højt og var kun glad for at jeg boede hos ham. Men jeg savnede også nogle piger omkring mig og denne her chance ville være rigtig god.

"Det vil jeg faktisk rigtig gerne, hvad tid skal jeg være der og hvad er din adresse" spurgte jeg en smile ivrigt da det snart var mig der skulle købe en snickers bar som lå i den lille pap æske og ventede på mig.

"Okay, fedt jeg sender adressen til dig men kom klokken 6 jeg laver lasagne" svarede Simone og smilede forsigtigt. Ingen tvivl om at hun bare inviterede mig som undskyldning i at hun havde løjet overfor mig, men jeg var ligeglad. Hvis en aften med pigerne kunne få mig til at tænke på noget andet, så gjorde jeg det gerne bare for hyggens og min egen skyld.

"Okay så, jamen så vil jeg se frem til i aften" svarede jeg og smilede til Simone som også smilede til mig.

Jeg vendte mig om til baren igen da det endelig var mig tur til at købe noget fra baren....

~

Klokken var 17:30 og jeg stod helt klar til en aften hjemme med Simone, hvor jeg håbede den bare stod på hygge, pigesnak og nogle gode film. Jeg havde havde selv holdt pige aftner når jeg var alene hjemme, men drengene kom altid sent på aftnen for at være sammen med os, dog tvivlede jeg at det ville ske i aften.

Med min taske fuldt pakket til hvad jeg skulle bruge af nødvendige sager, fik jeg på skulderen og forlod så mit værelse for at gå nedenunder til entréen for at få mine sko på. Jeg havde aldrig mine normale hverdags sko oppe på mit værelse, kun de få stiletter og ballerinasko som jeg havde stående inde i mit skab, som jeg endelig havde fået bygget fuldt færdigt med stativ til de værste kjole og trøjer, tro mig jeg var glad for det.

"Køre vi nu" hørte jeg pludselig min far sige da han hørte mig ude i entréen.

Dog fumlede jeg videre med mine sneakers som jeg endelig fik på begge fødder. Hurtig fik jeg også min cowboy jakke på da jeg helst ikke ville fryse, jeg var ikke den store fan af kulde.

Men i det jeg lige havde fået min jakke på, bankede det ivrigt på døren.

Jeg undrede mig en del og åbnede døren, hurtig røg mit blik ind i de bekendte nøddebrune øjne som kiggede direkte ind i mine.

"Justin" sagde jeg en smule overasket og mærkede pludselig min far stod bag mig og kiggede ligeså forvirret på Justin.

"Hvem er han skat" spurgte min far undrende da jeg vendte mig med siden til dem begge så jeg ikke skulle vende og dreje mig hele tiden.

"Jeg hedder Justin, og jeg skal køre din datter sikkert frem hjem til Simone" svarede Justin med en stemme som om han vidste alt hvad jeg gik og fortagede mig, jeg var en smule overasket og skræmt på samme tid, hvordan vidste han alt det?

"Okaay, jamen så slipper jeg da. Hav en fantastisk aften skat, vi ses imorgen" grinede min far som den eneste da han syntes det var sjovt det han sagde. Jeg ville sikkert også have fnist en smule, hvis det ikke var Justin der stod foran mig med sine øjne rettet imod mig.

Vi fik sagt farvel og min far forsvandt så ind i stuen igen hvorefter jeg fulgte med Justin hen til hans Porsche som holdte fint ude foran vores hus.

"Hvorfor er du her" spurgte jeg en smule ivrigt og snerpet imens jeg gik efter Justin som gik foran mig. Jeg hørte dog et tungt suk hvorefter han åbnede døren til passagersiden hvor jeg skulle sidde.

"Jeg kunne ikke holde mig væk længere" svarede han uden at sende den eneste følelse eller utryk i ansigtet.

Hans ord fik mig til at stoppe op så bildøren stod lige imellem os, jeg kiggede en smule overasket på ham da jeg ikke havde regnet med det svar, det var jo trods alt ham der forlod mig ved stranden. Men stadig forstod jeg ikke hvorfor nu, jeg var på vej hen til Simone, hvor jeg håbede at glemme ham og nu stod han selfølgelig foran mig. Så typisk altså.

"Jeg ved godt at jeg sagde at vi kun kunne ses sammen i skole tiden, men jeg bliver vanvittig af at tænke og drømme om dig hele tiden" tilføjede han da vi havde haft øjenkontakt i lidt tid.

Følelsen inde i min krop var ubeskrivelig god, jeg følte mig stærk efter jeg havde kunne udelukke Justin fra min hverdag i 3 døgn. Jeg havde savnet ham enormt meget, efter den korte og mest fantastiske tid vi var sammen, men nu håbede jeg at der endelig blev ændret.

Jeg var faldet godt og grundigt for Justin Bieber og jeg håbede mine følelser til ham var gengældt.

"Du har drømt om mig" spurgte jeg og kiggede op på Justin der smilede en smule nervøst, imens jeg bare kiggede op i hans fantastiske brune øjne. Jeg havde virkelig savnet at kigge op i dem efter 3 dages adskillelse.

"Ja, hvergang jeg lukker mine øjne ser jeg kun dig" svarede han en smule mere modigt end før, imens vores øjne bare limede sig imod hinanden igen.

Jeg var rigtig glad og lykkelig over at han havde haft lige så svært ved at være langt væk fra mig, som jeg havde haft til ham. Nu håbede jeg bare virkelig at vi kunne være sammen i weekenden da jeg virkelig gerne ville bruge mine weekend med ham.

Mine læber kunne ikke lade være med at smile da hans ord virkelig gjorde noget ved mit humør, det havde ændret sig 360 grader og jeg følte mig lykkelig ved at stå sammen med Justin og kigge ind i hans fantastiske brune øjne.

"Undskyld Jade, jeg vil aldrig forlade dig igen" lød det fra ham imens han gik rundt om bildøren som stadig stod åben imellem os.

"Jeg tilgiver dig, men kun hvis du køre mig i skole på mandag og resten af skoleåret, jeg er træt af stanken af sved og gammel mad" svarede jeg og smilede op til Justin der fniste svagt af mig.

Pludselig lagede han sine arme om mig og krammede mig ind til sig, jeg var heller ikke sen til at lægge mine arme omkring hans hofter for at komme tæt ind til ham, følelsen at være så tæt var ubeskrivelig og virkelig skøn.

"Det lover jeg, men på en betingelse" lød det fra ham så vi trak os en smule fra hinanden, men stadig mærkede jeg hans hænder omkring min krop, følelsen af at blive holdt om af en fyr var noget af det mest betryggende jeg havde oplevet, og især ved den fyr som hjemmesøgte mine tanker konstant, jeg var virkelig glad for at han stod foran min hoveddør.

Forsigtig nikkede jeg til ham og limede vores øjne sammen så jeg kunne forsætte min stirren på de fantastiske øjne.

"At du er min pige og inden andres" lød det forsigtigt fra ham så jeg fniste svagt imens jeg rødmede kraftigt.

Jeg smilede dog stort til ham og nikkede ivrigt da jeg aldrig havde følt mig så lykkelige før, Justin havde stjålet mit hjerte og jeg var mere end lykkelig over at det var ham og ikke nogen tåbelig nar som Roy.

"Godt" svarede han og smilede svagt inden han rykkede sit ansigt tæt på mit så vi pludselig kyssede hinandens læber. Aldrig havde jeg kysset fyr før, men med alle de følelser der fløj rundt omkring mig, så gjorde jeg det så godt som jeg kunne indtil Justin afbrød vores fantastiske kys som jeg ikke ønskede at skulle stoppe, men til sidst trak han sig med et blik der virkede så alvorligt, at det fik mig blik til at låse sig fast på ham igen.

"Lad mig køre dig over til Simone" lød det fra ham inden han slap sine arme omkring mig og rykkede sig en smule væk fra mig.

Jeg satte mig langsomt ind i hans bil imens jeg bare kiggede på Justin som ville lukke bildøren for mig. Da han forsvandt ud af mit syn, gik der ikke længe før bildøren til førersædet blev åbnet og Justin satte sig ind.

Vi sagde ikke rigtig noget til hinanden, hurtigt satte han bilen i gear og trillede forsigtigt ned af gaden.

Min lyst til at komme over til Simone var ikke så stor længere end tidligere, jeg ville hellere blive ved Justin og bare være sammen med ham resten af aftnen. Nu var vi jo endelig på god fod igen, men jeg kunne heller ikke aflyse med Simone, hun blev så overasket da jeg sagde jeg ville komme, så det blev jeg nød til og holde.

Jeg kiggede roligt ud af forruden imens min taske lå på mine lår, stemningen var hyggelig og stille. Kun lyden af hjulene på vejen kunne høres og dens støj ødelagde ikke det mindste ved stemningen, jeg nød at sidde i Justins bil igen sammen med Justin, tænke på det kys han gav mig inden vi kørte. Nu rødmede jeg igen.

"Er du okay" hørte jeg pludselig hans stemme, da han havde opdaget at jeg sad og smilte nervøst ud af vinduet imens mine kinder stadig var røde.

Jeg vendte blikket forsigtigt hen til ham imens jeg smilede nervøst, bare han ikke fandt ud af at jeg rødmede plus jeg var vildt genert.

"Ja, jeg er bare glad for vi er sammen igen" svarede jeg da jeg gerne ville være ærlig overfor ham, selvom det fik nervøsiteten til at brumme lidt i mig. Men efter Justins skæve smil, så stoppede min brummen af nervøsitet i maven og alting føltes så rart. At jeg bare kunne fortælle Justin alt hvad jeg følte, gav mig en rar følelse i kroppen.

"Det er jeg også, at undværer dig i 3 dage tog hårdt på mig" svarede han og vendte blikket tilbage mod vejen.

Jeg smilede forelsket og kiggede bare på Justin som kiggede ligeud, men pludselig vendte han hovedet imod mig og smilede forsigtigt til mig.

"Jeg har heller ikke kunne undværer dig" indrømmede jeg og borede mine øjne inde i hans imens hans dejlige smil kom frem på hans læber som skinnede svagt efter han havde fugtet dem med sin tunge.

"Jeg vil gerne være sammen med dig imorgen" lød det fra ham imens vi stadig havde øjenkontakt, jeg nikkede og skulle til at svarer ham, men pludselig ringede hans telefon, stemningen blev pludselig presset med spændning for hvem ville ødelægge dette perfekte moment vi havde, det skuffede mig faktisk en del.

"Det er min onkel" mumlede Justin da han have fået sin druknet telefon op af lommen, hvordan han havde reddet den fra et helt hav af saltvand, vidste jeg ikke men det kunne også bare være en magen til den gamle.

"Hallo" lød det fra Justin imens han hørte bilen med en hånd.

"Hvad" udbrød han højt med vredt blik.

"Jeg er der med det samme, hold ud onkel" lød det igen fra Justin og hurtig blev der lagt på.

Han vendte blikket imod mig og så stadig så alvorlig og seriøs ud, der var sket noget slemt derhjemme og Justin måtte hurtig hjem, jeg kunne mærke det på den stemningen der fløj omkring os.

"Min onkel har brug for min hjælp, jeg bliver nød til at sætte dig af her" lød det en smule vredt fra ham imens han bremsede bilen så den holdte stille.

Jeg kiggede en smule mærkeligt på ham som faktisk undrende ham en del, han kunne da ikke bare sætte mig af når hans familie havde brug for hjælp.

"Jeg tager med, jeg vil hjælpe" svarede jeg en smule ivrigt og så på Justin der sukkede tungt.

"Det kan du ikke, Simone bor lidt længere nede af gaden i nr 45" lød det fra Justin som allerede klikkede sin sele fri og steg ud af sin bil. Jeg sukkede tungt og hurtigt gik bildøren ved siden af mig op da det var Justin der åbnede den for mig.

At se Justin så frustreret efter at komme hjem gjorde mig en smule bange, så jeg måtte vel gøre som han sagde siden han ikke ville have mig med.

"Jeg ked af det Jade, men det her er en nødsituation, jeg elsker dig" lød det fra ham da han lukkede bildøren for mig, kyssede mig på kinden og hurtig luntede han om på den anden side af bilen og steg ind i den. Hurtig lavede han en uvending og kørte i hurtigt fart længere og længere væk fra mig.

At se Justin så frustreret og bange, gjorde nærmest helt ondt, bare jeg vidste hvad der var sket siden vores adskillelse blev så forhastet og panisk....

Justin Bieber

Jeg bremsede bilen hårdt efter min hurtige fart på vej hjem, at Roy var trådt ind på vores territorium uden en grund gjorde mig pænt nervøs. Jeg skulle klarer en ulv helt alene, hvis Roy ikke havde flere med sig. Hvad Mac havde fortalt gik de rundt omkring vores hus efter Mac, så jeg måtte ind og forsøge at redde ham.

I sådan en situtation kunne min bror være en god hjælp, da han var stærkere end mig og ikke levede af dyr. Men han var på den anden side af USA så han ville ikke kunne nå det hertil på 5 minutter, så det hele måtte gå op til mig og Mac da vi var de eneste to vampyrer tilbage i Springfield.

"MAC" råbte jeg da jeg sprang ind af hoveddøren og ind ind dagligstuen hvor der var helt mørkt og stille, kun et brøl fra en ulv udefra fik mig hurtig til at lukke og låse hoveddøren. Selvom det ikke var til meget hjælp, så kunne det stadig begrænse lidt at deres tid til at træde indenfor.

"Justin" hørte jeg pludselig Mac udefra køkkenet som jeg hurtig gik ud til.

Det der mest fangede mit blik var den hemmelige lem i gulvet som var inde i skabet.

Hurtig vendte jeg blikket på Mac der havde rettet sit blik på mig, at vi havde en hemmelig lem vidste jeg slet ikke, men der var ikke tid til at forklarer vi skulle hurtigt væk herfra.

Vi kom begge igennem lemmen som Mav hurtigt lukkede. Lemmen førte ned til en gang som vi kunne gå oprejst igennem, hurtigt fuldte vi gangen som endte ved en stor jerndøre som man skulle bruge en stor nøgle for at låse op.

"Dette er vores fangehul, men det bliver aldrig brugt så vi kan gemme os her indtil videre" lød det fra Mac imens han fandt den store nøgle i sin inderlomme på sin sorte læderjakke, hurtig låste han døren op og vi gik ind.

At vi havde et fangehul var jeg ikke klar over, men nu når jeg så det kunne godt lugte og mærke den uhyggelige stemning hernede, det her var ihvertfald ikke et sted hvor jeg ville invitere Jade ned, her var mørkt og klamt.

"Her kan vi være i sikkerhed imens ulvene raser vores hjem" lød det igen fra Mac imens han satte sig på en gammel skammel som så ud til at den snart ville falde sammen, men det gjorde den heldigvis ikke for så ville ulvene kunne høre det.

"Hvad laver de i det hele taget her onkel, de ved godt at de ikke må være her" brummede jeg svagt og lænede mig op af betonmuren som var kold og fugtig, ligesom alt andet i det her klamme rum.

"Jeg ved det heller ikke, de må være ude efter et eller andet" svarede han en smule opgivende da han ikke gad at bruge sin tid længere af at tænke på ulvene.

"Men det er ikke Roys familie, de her er meget mere aggressive" forklarede han og fangede min øjenkontakt.

Jeg undrede mig en del for jeg kendte ikke andre ulveflokke end Roys familie, så hvem de kunne være var jeg pænt nysgerrige over, måske var de overhovedet ikke farlige men søgte panisk efter hjælp?

Tankerne kørte i hovedet på mig, men jeg kom stadig ingen vejene. Jeg blev blot stående i det skumle fangehul som om jeg fangen selv.

"Hvad tænker du på Justin" afbrød Mac mine tanker som kørte rundt omkring ulvene, jeg måtte vide hvem de var siden de trådte ind på vores territorium uden nogen form for respekt, de vidste måske at vi var svage imod ulve men at komme brasende på den måde fandt jeg mig ikke i, det her hus var vores eneste hjem her i Springfield og det havde det været i mange generationer.

"Jeg må finde ud af hvad de vil, ellers forlader de os aldrig" svarede jeg og så bestemt på Mac som så en anelse rystet ud, jeg vidste at han aldrig ville gå med til den ide, men det var vores eneste udvej nu. Vi var forsvarsløse uden David.

"Nej Justin, ingen forlader denne kælder før faren er ovre" svarede han tilbage med ligeså en bestemt og stædig stemme. Men jeg gav ikke op, Mac var virkelig stædig men han var det kun når han ville beskytte mig og David fra noget farligt.

"Hør Mac, hvis vi ikke gør et eller andet så har vi til sidst ikke noget hjem, ring til David og få ham hjem med dem samme, jeg går derud og taler dem til fornuft" svarede jeg vredt og så beslutsomt på Mac som bare kiggede på mig med sine onde øjne.

Hans øjne skræmte mig ikke det mindste, jeg bekymrede mig mere for vores hjem og hvad det var ulvene ville.

"Gør som du vil, men jeg går ikke derud og bliver revet fra hinanden" svarede han skeptisk og vendte blikket væk fra mig og ned på sin telefon som han havde fundet frem imens vi diskuterede.

Jeg svarede ham ikke men låste døren op og gik derefter ud af den, kort efter hørte jeg Mac låse døren så jeg stod helt alene i denne tynde gang, men det var ikke det der skræmte mig mest. Det er mest skræmte mig var hvis ulvene var fra hovedkvarteret, Veronica havde sine egne ulve som drabte andre vampyrer med hvis man ikke hørte hvad hun sagde, i mit tilfælde var oddsene rimelige gode for at det var grunden for vi havde fået hvalpebesøg.

Jeg havde nok heller ikke holdt mig helt til reglerne som hun havde sendt, men forstod hun overhoveder hvor svært det var at holde sig fra en personen man virkelig kunne lide, i de 3 dage jeg havde holdt mig væk fra Jade, havde jeg rendt panisk rundt og følt at snart ville verdens undergang begynde, bare fordi jeg ikke havde nogen ide om hvad hun havde fortaget sig i de 3 dage. Ja det var et helved og jeg ønskede ikke at opleve det igen, nu ville jeg bare være sammen med hende og passe grundigt på hende da hun var det eneste der betød noget for mig, alt andet som skole, venner og biler var ingenting forhold til hende. Hun var min grund til at nyde min dag stille roligt så længe hun var hos mig.

Jeg kom stille op af lemmen i skabet, hvorefter jeg trådte ind i det kæmpe køkken som vi havde, men det blev dog aldrig brugt.

Langsomt gik jeg ind i dagligstuen hvor alt lys stadig var tændt, ikke et eneste møbel var blevet rørt eller ødelagt i den tid vi var nede i fangekælderen.

Alligevel tog jeg ingen chancer og gav mig tid til at lytte og se grundigt rundt efter det mindste spor af en ulv som befandt sig herinde.

Lyden af et ulvebrøl afbrød med det samme mine tanker og trak mig hen til vinduet, det var begyndt at regne men det var slet ikke det der tog min opmærksomhed. 3 store ulve stod foran vores hus og havde med det samme opdaget mig igennem vinduet, men blot blev de stående og så afventede ud på mig. Det fik mig til at tænke på om de havde brug for hjælp med noget?

Så forsigtigt gik jeg ud til hoveddøren som jeg låste tålmodigt op da jeg var pænt nervøs, om lidt ville jeg blevet flænset i tusinde stykker eller blive taget med et sted hen.

"Justin Bieber" lød en kvindestemme da jeg havde åbnet hoveddøren og kigget på de tre ulve med blodrøde øjne. Ingen tvivl om at de var ondsindet med det blik de sendte mig.

"Der er en besked til dig fra Veronica" lød en sløret drengenestemme, men det så ikke ud som om det var ulvene der talte til mig, det undrede mig en del og tillod mig at træde udenfor i det kraftige regnvejr.

"Hun ønsker at se dig" lød det fra kvindestemme igen som fik mig til at kigge rundt imens ulvene blot kiggede på mig med deres røde øjne.

"Meget snart" lød en tredje stemme igen som jeg ikke helt kunne sætte en finger på om det var en mand eller kvinde, deres stemmer var meget slørede og det gjorde der også svært i hvor de kom fra.

"Men vi giver besked, når det er tiden" lød det fra mandestemmen igen som fik mig rettet imod ulvene som stod og viste mig deres spidse tænder.

"Og indtil da, så læs reglerne grundigt igennem igen" lød kvindestemmen igen med en mere vred og bestemt stemme end før.

Pludselig hylede alle tre ulve og løb væk ind i den tætte skov hvor de helt sikkert kom fra, imens var mit blik faldt forvirret rundt over hele vores grund da jeg ikke forstod de ikke angreb mig. Men igen så var det nok Veronicas ulve hun havde sendt for at meddele mig i at hun ville se mig m, og det kunne aldrig tegne godt.

Man kom aldrig levende fra veronicas kontor uden man virkelig kunne svarer korrekt på hendes spørgsmål, jeg havde oplevet det engang med David for flere hundred år siden men der lykkedes det os at svarer korrekt på hendes spørgsmål, men når jeg skulle stå alene overfor hende, så tvivlede jeg på alle de spørgsmål hun helt sikkert ville stille.

Jeg sukkede tungt og kiggede ned i jorden, hvor papiret med reglerne stod på. Jeg samlede det op og læste reglerne igen imens jeg fortsatte indenfor i tørvejr....

Håber i kunne lide kapitlet kære læsere! Undskyld for fejl osv :) <3

Giv den et like! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...