Cold heart ~ Justin bieber/Selena Gomez

Springfield, byen med oldtidens største rygter. Mon de er sande? Er der kun en måde at finde ud på.
17 årige Jade Parker er lige flyttet til Springfield, hun starter på Springfield High hvor hun hurtig for nye bekendtskaber. Dog møder hun Roy som er skolens mest manipulerende type som straks ser hende som et nyt offer, men en person træder pludselig til i Roys aktion og spolerer det hele..
hvad der sker efterfølgerne må i jo læse med på.

26Likes
11Kommentarer
13062Visninger
AA

4. "Så special?"

Justin Bieber

Følelsen af vrede der strømmede igennem min kolde krop, kunne sætte et tydligt mærke i hvilket humør jeg var i. Roys kampgejst gjorde det heller ikke bedre af at spille sådan op hele tiden. Sådan havde han været i flere år siden han valgte at blive en tættere del af sin familie. Hvis der var noget vi vampyrer skulle vise respekt for var ulve, ulve som Roy og hele hans latterlige familie. Jeg brød mig ikke om dem og flere gange havde vi været tæt på at ende i slagsmål med dem, men heldigvis var jeg mand nok til at kunne sige fra selvom jeg ikke ønskede det. Jeg ville bare passe på min familie selvom vi ikke var så mange tilbage.

Ærligt, så var vi vampyrer ved at ud dø her i Springfield, ulvene havde for længst vundet magten og flertallet da de var over 25 ulve i flokken.

I Min familie var vi kun 3 og hvis vi ikke passede på hinanden så havde vi været døde for længst, men takket været min modige onkel så aftalte han med de loppedefektede køtere at vi skulle lade hinanden være, men hvis en af os gik i forsvar så blev hele aftalen brudt. Og det var lige det jeg havde gjort imod Roy, dog forsvarede jeg et menneske men stadig havde jeg forsvaret noget som var hans bytte.

Selvom vi ikke kunne klare følelsen, så måtte vi respektere hvalpene fordi vi var i mindretal og for svage imod dem.

Jeg hadet ordet svag, jeg var ikke svag. At vi engang hærdede over Springfield var et klart tegn på at vi ikke var til at skubbe væk, måske var en stor del af os flygtet eller døde. Men jeg ville blive ved med stå foran de savlene hvalpe og ikke vise den mindste tegn for frygt. Jeg hadet ulve og havde ikke den mindste respekt for dem.

Men igen vandt Roy og fik mig ud af skolen i en uges tid, så panorid og løgnagtig som han spillede foran lærerne, fik dem til at tro på alt det Roy sagde og igen blev det mig som var den onde. Jeg var godt nok ond, men kun hvis jeg havde en god grund til det. Aldrig vidste jeg mine tænder og mørke øjne uden en grund til det, mange gange havde David forsøgt at tvinge mig til at vise dem, men det var som om tænderne var groet sammen efter så lang tid hvor jeg havde lagt vampyr facaden fra mig. Jeg kunne godt leve som menneske, så længe Jade Parker ikke var i nærheden og det var også hende der styrrede mig hen til hende. Hendes nervøse hjerte kunne høres fra lang afstand og jeg kunne ikke bare ignorer det.

Med er tomt blik gik jeg ned af gangen som var helt fredfyldt for elever, at gangen virkede så stor gav mig en svag overaskelse. Jeg havde altid set gangen fyldt med elever så man næsten blev kvalt herinde.

Jeg fortsatte ud af hovedindgangen til skolen og hen til parkeringspladsen, hvor min lækre mat grå Mustang holdte i blandt en masse andre biler. Hurtig fandt jeg den og satte mig ind bag rettet.

Jeg kørte væk fra skolen i okay fart, radioen spillede en sød sang imens jeg koncentrerede mig om min kørsel. Aldrig havde jeg haft kørekort, men i de 422 år jeg havde levet så lærte man alting selv og hvis man kørte galt, så var der ingen hjælp at få. Alt skulle klares selv.

Jeg kørte langs landevejen som førte ind i den tætte skov, som vi boede tæt op af. Tanken om at være hjemme om lidt gav mig en form for ro, i min kolde krop kunne godt bruge endnu en is bad imens mine tanker bare skulle tag helt over, Jade var stadig inde i mit hovede og følelsen af at beskytte hende imod den stinkende savleklud var befriende, hendes øjne som der havde kigget kort ind i mine var det hele værd. Jeg sked på om jeg ikke måtte komme tilbage på skolen før i næste uge, så havde jeg flere dage i at tænke på vidunderlige Jade Parker.

~

"Sådan noget acceptere jeg ikke Justin, du ved ulvene er stærkere end os" brokkede Mac sig efter vi havde siddet sammen inde i dagligstuen, jeg havde fortalt ham om Jade endnu engang og hans svar til det var alt andet end positive ord. Han respektere ikke at en uskyldig menneske pige havde så stor en magt over mig, han blev direkte vred da jeg kom ind under emnet "Jade Parker"

"Jeg har ikke givet op til snothvalpene ligesom dig" stak jeg hårdt tilbage så Mac sendte et overraskende ansigt, men hurtig trådte hans vrede på da jeg vidste at jeg havde ramt en svagt punkt, det var også min mening.

"Jeg gav ikke op, jeg ville overleve" svarede han igen og rejste sig vredt op af stolen så hans blik landede ned på mig, ikke det mindste skræmte det mig da han aldrig turde at røre nogen af os.

"Overleve? Vi er allerede døde mac" stak jeg en smule flabet til ham igen så hans vrede øjne kiggede ned i mine vrede øjne, jeg var virkelig vred. Men aldrig så vred til at vise mit sande jeg.

"Gå med dig Justin, jeg gider ikke at se dig mere idag" brokkede hans sig imens han pegede hårdt ud mod hoveddøren.

Med et rejste jeg mig vredt så stolen som jeg sad på væltede bagom og ned i gulvet. Vi havde stadig øjenkontakt men jeg afbrød den da jeg ville ud af hoveddøren til huset, jeg måtte væk herfra inden jeg fik et anfald.

Hurtig satte jeg mig ind i min hurtige Porsche som jeg hurtig lavede hjulspind med og kørte ud af gården, jeg sked på Macs vrede. Det gjorde mig bare så sur når han prøver at lyve om hvor svag han er, han havde for længst givet op og det havde David også selv sagt til mig.

Med 130 km ned af landevejen tænkte jeg over hvad jeg skulle gøre nu, David var helt sikkert ude og fjerne sine spor med politiet og jeg magtede ikke Macs humør mere idag, han havde virket så negativ siden jeg fortalte om ham om Jade hvilket jeg ikke forstod.

Men planen var at køre komme lidt ud fra Springfield, jeg vidste vi havde et lille sommerhus ude for byen så det var helt sikkert der jeg ville være i de næste 4 dage, bare være mig selv og ikke forstyrres af selv den mindste lyd eller person....

Jade Parker.

Selvom mit syn på skolen havde ændret en hel del, så havde lektierne ikke ændret sig det mindste. Jeg var stadig ikke kommet over det som var sket idag, men jeg lod mine tanker overtage imens jeg prøvede at lave mine matematik opgaver færdige, havde jeg været en smule mere grundig i første time så ville jeg slet ikke have haft lektier for, men sådan kunne det gå.

Justin var efterhånden blevet trykket fast på mine tanker siden han forsvarede mig fra Roy, hvorfor han valgte at gøre det vidste jeg ikke. Det gjorde mindre vanvittig ikke at vide hvorfor han ville forsvarer mig, jeg kendte ham jo slet ikke? Tankerne fik mig til at sukke tungt ud da jeg lige var blevet færdig med den tredje opgave ud af de 8 der var som jeg ikke havde lavet i timen.

Pludselig bankede det på min dør til værelset og min far kom ind med et ansigt der viste at der var noget han gerne ville sige, så hurtig slap jeg min blyant og vendte min kontorstol imod ham.

"En fyr ved navn David vil rigtig gerne tale med dig, han venter udenfor på vores veranda" lød det fra ham imens han sendte er nervøst blik som fik mig til at sukke svagt, David var Justin bror og nu ville han gerne tale med mig? Jeg forstod ikke rigtig hvorfor men måske havde det noget med at Justin at gøre, så jeg rejste mig fra min stol og gik hen til min far men jeg stoppede op foran ham.

"Hør prinsesse, jeg ved ikke hvad han vil ham der men der ligger en peberspray nede i skuffen i gangen, jeg vil gerne have du tager den og din telefon med dig" tilføjede han en smule skarpt da han virkelig ikke stolede på David, jeg stolede heller ikke rigtig på ham men jeg måtte give ham et forsøg hvis det kunne komme tættere på Justin, selvom vi dårlig nok havde talt sammen siden igår så gjorde han mig så nysgerrig at det næsten gjorde ondt i maven, men ikke på den smertefulde måde.

Jeg smilede dog forsigtig til min far og nikkede inden jeg begav mig forbi ham og ned af trapperne, dog på en stille måde da forbindingen stadig hang rundt om min fod.

Jeg fik pebersprayen i min inderlomme af den cowboy jakke som jeg valgte at tag på, selvom det var koldt udenfor så kunne jeg ikke bare lade min lækre cowboy jakke hænge på knagen. Jeg måtte bare tag et halstørklæde omkring min hals så jeg ikke blev syg. Godt nok var det forårs tid, men aftnerne var stadig kølige så skoene blev også til et par lækre støvler som kunne varme mine fødder dejligt.

"Du er hjemme klokken 23 senest" hørte jeg min fars stemme inden jeg åbnede hoveddøren, jeg vendte mig imod min far der var på vej ned af trappen i et stile tempo. Hans løse joggingbukser og grå t shirt viste tydligt at han bare skulle slappe af resten af aften efter en hård første dag på arbejdet i Springfield.

"Selfølgelig far, men du behøves ikke at være oppe indtil jeg komme hjem" svarede jeg og havde øjenkontakt med min far som stod helt foran mig og sukkede svagt. Hans alvorlige blik havde ikke ændret sig det mindste, han stolede ikke helt på David som frivilligt selv havde sagt at han ville hjælpe til i sagen, og nu ville han pludselig inviterede mig datter ud om aften som gjorde min far mere nervøs og usikker. Dog forsikrede jeg ham at alt nok skulle blive okay, David lignede måske lidt den fyr som var en smule hård men indeni havde han sikkert et hjerte af guld. Plus så var han også skide lækker.

"Hav en god aften skat" svarede min far og lagede sine arme om mig for at få et kram inden jeg gik. Vi slap hinanden og fik en kort øjenkontakt og smil inden jeg åbnede hoveddøren og vendte mig imod den og trådte ud af vores hus.

Davids skæve smil kom til syne da jeg kom ud til ham, han stod op af sin bil som var en lækker Audi. Forsigtig trådte jeg tættere på ham imens jeg sendte ham et forvirret smil, jeg vidste slet ikke hvad han ville med mig.

"Sæt dig ind i bilen, så køre vi med det samme" svarede han og skubbede sig stille væk fra bilen da han stod op af passagerdøren til bilen. Jeg sagde ikke det mindste men gjorde blot som han sagde og satte mig ind i bilen, her var dejlig varmt da jeg lukkede bildøren men da Davids bildør gik op kunne jeg igen mærke den kolde luft. Hurtig lukkede han døren og igen byggede varmen sig omkring min krop.

"Så hvad skal vi" spurgte jeg endelig da stilheden havde lagt sig kort over os. David sendte mig ikke det mindste blik, men han tændte bilen og hurtig fik han bilen i gear så den kørte hårdt fremad. At hans pludselig sad og smilte skævt igen gjorde mig en smule forvirret, men jeg reagerede ikke rigtig på dog lod jeg ham bare køre, så måtte vi se hvor endestation var på et tidpunkt.

"Min bror kan ikke fordrage dig" lød det pludselig fra ham imens han havde blikket på vejen, ikke en eneste gang vendte han sit blik imod mig. Jeg vendte dog mit undrende ansigt imod ham da hans ord straks ramte mig, hvis Justin ikke kunne fordrage mig hvorfor forsvarede han mig så fra Roy tidligere?

"Hvad" var mit eneste svar til det da jeg ikke rigtig forstod det han mente, jeg havde ikke gjort Justin det mindste.

"Han er stukket af efter sin lille rednings aktion, så nu er opgaven op til dig at finde ham igen" svarede David tilbage og havde stadig sit faste blik imod den mørke hovedvej som vi kørte på, ikke en eneste lys pæl stod herude, kun reflekserne fra de forskellige skilte var det eneste der lyste op når billygterne ramte dem. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke skræmte mig det han sagde, for det gjorde det helt bestemt. At det var min skyld at Justin var væk kunne jeg slet ikke forstå, men alligevel følte jeg mig skyldig eftersom at han var forsvundet efter han havde forsvaret mig foran Roy, jeg havde også selv prøvet at lede efter ham men lærerne fortalte mig at han var blevet syg og tog hjem? Så jeg var helt forvirret omkring Justin, hvor var han henne?

"Hvordan skal jeg finde ham, han kan være hvor som helst" svarede jeg og så stadig på David som endelig vendte sit blik hurtigt imod mig. Hans øjne var helt mørkeblå og så virkelig vrede og alvorlige ud.

"Jeg har en svag fornemmelse af at han er oppe ved vores sommerhus, der er han tit" svarede han en med en mere rolig stemme da han havde svaret meget ligegyldigt alle de andre gange, dog vendte jeg min ansigt væk fra han og kiggede ud af ruden ved siden af mig.

Jeg sad i en bil med Justins bror som jeg dårlig nok kendte, og nu var vi på vej ud og lede efter Justin som jeg kun havde sagt hej til igår, det var noget mærkeligt noget det hele men jeg måtte bare følge godt med og lede efter Justin, måske var han såret eller kørt galt i sin egen bil? Tanken nagede mig en smule, men alligevel kunne det jo også være at han bare var kørt for at slappe af efter alt det med Roy. Det var jo en rimelig trykket stemning imellem dem som om de havde en alvorlig fight imod hinanden som jeg slet ikke kendte til.

"Hør Jade, min bror er meget special når det handler om piger, men efter du trådte ud af jeres hoveddør til huset så har han ikke kunnet styrer sig og derfor skal jeg bruge din hjælp med at finde ham" lød det fra David som stadig havde sit blik imod mig, jeg vendte dog hovedet undrende imod ham og sendte ham en masse uforstående blikke. At jeg fik ham til at miste kontrollen overraskede mig virkelig, for det virkede da som om at han vidste hvad han lavede tidligere imod Roy, men hvad der skete efterfølgende vidste jeg dog ikke, men mon ikke at han havde slået sig ned i deres sommerhus som lå uden for byen da vi havde passeret det store Springfield skilt.

"Hvad mener du med at han ikke kunne styre sig" spurgte jeg og så rolig ud men nysgerrigheden sprang rundt ind i mig, blodet pumpede i mig af nervøsitet og spænding.

"Han er bare ikke som han plejer, okay?" Svarede han hårdt tilbage og dræbte alt min spændning ved at udtrykke sig sådan, jeg havde stor respekt for ham og Justin så jeg måtte bare holde mig baggrunden og hjælpe til med at finde Justin. Måske kunne vi endelig få snakket sammen og jeg kunne takke ham for hans forsvar imod Roy. Jeg satte stor pris på det han havde gjort for mig, så selfølgelig ville jeg sig tak og hjælpe ham med det mindste når han ville have brug for det.

Jeg svarede ikke David efterfølgende, dog blev der stille i bilen indtil han drejede ind på en mørk grusvej som jeg slet ikke havde set. De måtte virkelig komme her tit siden de vidste hvor den grusvej lå når det var mørkt, jeg havde derimod aldrig kunne finde den med mit dårlige nattesyn som jeg havde. Jeg var mørkeræd som en helved og befandt mig aldrig ind i et mørkt rum eller skov alene.

David holdte bilen foran en hytte som der var lys i vinduerne ved, en svag lettelse svang ind over min krop men hurtig blev den erstattet af nervøsitet da jeg skulle se, måske tale og høre Justins stemme igen og en del af mig håbede virkelig på at der blev til mere en blot et hej, jeg ville takke ham efter det han havde gjort det var der mindste jeg kunne sige til ham når jeg havde chancen.

Vi begge trådte ud af bilen og hurtig gik David hen til hoveddøren af hytten som han bare gik iskoldt ind af, en svag følelse af ballaede fremstod i min krop men pludselig hørte jeg stemme der snakkede og det fik mig trukket hen til den åbnet hoveddør hvor jeg kunne stå og lytte.

"Jeg har en rigtig god gave med til dig brormand, kom med ud og se" lød det fra David som prøvede at virke overbevisende, Jeg sukkede svagt at af nervøsitet da stemmerne holdte op med at snakke og istedet blev lyden erstattet med skridt og kort efter fik jeg øjenkontakt med de genkendelige brune og smukke øjne.

Justins ansigt ændrede sig en del da han så mig, David virkede mere neutral og bare stirrede på mig, men hurtig faldt hans blik på Justin og et skævt smil landede på hans læber.

"Overasket" lød det fra David der prøvede at virkelig glad, men jeg kunne tydelig mærke på ham at det ragede ham at jeg var her, jeg følte mig så lille og skrøbelig når jeg endelig stod sammen med dem.

Justins blik landede igen hurtigt på mig og pludselig kom der ikke en eneste reaktion fra ham, hans øjne blev dog pludselig ret mørke som skræmte mig en del, aldrig havde jeg set øjne kunne skifte farve af sig selv.

"Få hende væk herfra" lød det pludselig bedende fra Justin i det han vendte sin ryg imod mig og David, hans vejrtrækning blev pludselig også tungere som om han slet ikke kunne få vejret ordenligt. Mit blik låste sig fast til Justin som led voldsomt efter han ikke kunne få vejret.

"Skal vi ikke ringe efter en ambulance" spurgte jeg og langsomt gled mit blik hen på David som kiggede på Justin som om han slet ikke fattede en skid af hvad der skete, istedet holdte han bare der skide pokerface og kiggede koldt tilbage på mig.

"Han skal bare koncentrer sig, så bliver han sig selv igen" svarede han og gik hen og klappede Justin på skulderen efter han var fladt ned på alle fire imens han kæmpede for at få vejret normalt igen.

"Vil du med ind? Det kan godt tag lidt tid det der" spurgte David som om han slet ikke havde det mindste hensyn til Justin som kæmpede vildt meget for at få vejret.

Jeg sukkede tungt og rystede på hovedet, jeg blev smule vred over at David bare lod sin bror lide med sin svære vejrtrækning, så hurtig kastede jeg ned op knæ ved siden af ham og lagede min hånd på hans skulderplade. David var gået indenfor, så det var kun mig og Justin der stod udenfor helt alene.

"Forsvind, du kommer til skade" lød det hæst fra ham da jeg prøvede at hjælpe, men jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre og det var det der fik en del panik op i mig, jeg blev dog siddende ved siden af ham og holdte fast i hans skulder selvom han sagde jeg skulle gå, men der kunne jeg ikke.

"Koncentrer dig" hørte jeg pludselig David råbe en smule hårdt inde fra huset af da hoveddøren stadig stod åben, jeg sukkede irriteret af ham da jeg var vred over at han slet ikke fandt det her alvorligt, Justin havde fået et anfald af en art og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre for at hjælpe ham, jeg kunne ikke bare gå og lade som ingenting.

"Jeg ved godt vi ikke kender hinanden Justin, men vil du ikke please kigge på mig" spurgte jeg nervøst og begyndte faktisk at nusse Justin på hans skulder uden jeg lod mærke til det selv.

"Nej, jeg kan ikke" svarede han med en kvalt stemme og begyndte at hoste hvilket fik panikken i mig til at springe mere i mig end før.

"Justin kom nu, kig på mig" beordrede jeg imens jeg prøvede at skubbe ham så han kunne vende sig imod mig, men han var virkelig stærk så jeg kunne ikke rykke ham en eneste cm. Pludselig hørte jeg nogle fra huset som kom nærmere, det var David som kom gående målrettet imod mig og Justin. Hans ansigt lignede en der var irriteret, men da han pludselig tog fat i Justins krave i hans hoddie og bare kastede ham 4 -5 meter væk fra mig. Justin ømmede sig svagt, men David lignede ikke en der ville sige undskyld for at kaste rundt med sin bror.

"Fik du det bedre nu" spurgte han istedet Justin som stadig lå nede på den kolde jord, men langsomt satte han sig op men han bedækkede stadig sit ansigt til med hætten som var syet sammen med hans hoddie. Justin svarede ikke David, men istedet rejste han sig op af fra jorden imens nogle små pinefulde støn kom fra ham, mon ikke det havde gjort ondt når man blev kastet så langt væk så det næsten var helt umenneskeligt. At David kastede Justin på den måde, lignede at han slet ikke havde det mindste besvær med at løfte ham, og nu vidste jeg at Justin ikke vejede de der 20 - 30 kilo, men det lignede det virkelig på Davids ansigtsudtryk. Jeg undrede mig en del.

"Lad mig vise dig rundt i vores sommerhus Jade, Justin skal lige tag sig sammen. Han var i byen igår" lød det igen fra David men nu snakkede han til mig. Det skæve smil som jeg hjalp mig op og stå da jeg stadig havde siddet nede på jorden. Jeg havde mine øjne kort hen imod Justin, men David træk fat i mit håndled og trak mig med indenfor.

Jeg havde det godt med at forlade Justin alene udenfor, men hvis han virkelig gerne have at jeg skulle gå, så måtte jeg bare følge med David. En del af mig følte at Justin slet ikke ønskede at jeg skulle være her, men pludselig ramte Simones ord mig.

"Han snakker aldrig til piger"

Hendes stemme blev ved med at køre inde i hovedet på mig imens David viste mig rundt inde i deres sommerhus, men jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg fulgte bare med. At Justin ikke talte til piger, forvirrede mig stadig. Jeg var stadig ikke kommet et eneste skridt videre med alle mine spørgsmål til ham, han gjorde mig så forvirret og mundlam uden jeg sagde det mindste, men var det alt den information jeg have fået omkring ham? Eller var han virkelig så special som alle sagde?...

Håber i kunne lide kapitlet! Giv den gerne et like! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...