Cold heart ~ Justin bieber/Selena Gomez

Springfield, byen med oldtidens største rygter. Mon de er sande? Er der kun en måde at finde ud på.
17 årige Jade Parker er lige flyttet til Springfield, hun starter på Springfield High hvor hun hurtig for nye bekendtskaber. Dog møder hun Roy som er skolens mest manipulerende type som straks ser hende som et nyt offer, men en person træder pludselig til i Roys aktion og spolerer det hele..
hvad der sker efterfølgerne må i jo læse med på.

26Likes
11Kommentarer
13062Visninger
AA

1. "indflytterene"

Jade Parker.

Da jeg havde hørt at vi skulle flytte fra Chicago til Springfield, vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle reager. Jeg elskede nye oplevelser, men at skulle flytte 7 timer og 36 minutter væk fra min barndoms by ramte mig hårdt. Huset som jeg havde boet i, i 17 år stod jeg pludselig ude foran med en stor kuffert ved siden af mig. Min far havde fået nyt arbejde som politi sherif i Springfield hvor de havde akut brug for ham. Han havde været sherif i mange år, men der var pludselig kommet mange besynderlige uopklaret sager, som han havde fået til arbejde at gå i gang med på mandag. En masse dyreangrib havde plaget Springfield i mange år, så min far havde sagt ja til sagen for at finde ud af hvad det var der angreb de uskyldige mennesker i Springfield. Det var grunden til hvorfor vi skulle flytte. Min far og jeg havde en godt forhold til hinanden, han var også den eneste jeg havde efter min mor forlod os med en rig oliesheik. Det lød måske hårdt, men for at sige det lige ud så hadet jeg min mor. Hun var urimelig, streng og min far utro. Så jeg var kun glad for at hun forlod os men min far havde stadig en smule kærestesorger. Nok blev de aldrig gift, men de havde været kærester i 16 år og fået mig. Så jeg forstod godt hans sorger dengang, men det var fortid nu. Nu var han glad og lykkelig for at kunne leve livet uden nogen der skældte ham ud, udover mig. Men jeg skældte aldrig min far ud, vi levede godt sammen og passede hver især vores skole og arbejde.

Med blikket mod vores gamle 2 etages hvide hus, skyllede minderne frem i mig. Alt det ballaede jeg havde nået at lave da jeg var mindre fik et selvsikkert smil frem på min læbe, ja jeg havde nok været en lille rod men jeg voksede op og blev en smule mere voksen men min indre ballaedemager hang stadig derinde et sted og den skulle nok komme frem i Springfield. Faktisk kunne jeg ikke vente med at pille i det jeg ikke måtte eller gå de steder hvor der stod "kun for personale" måske lød det ikke som rigtig ballaede, men jeg var blevet ældre og var blevet mere ligeglad med reglerne angående sådan nogle ting, hvis vi ikke måtte gå ind af de døre kun for personale for låste de dem så ikke? Sådan noget forstod jeg ikke, jeg var nysgerrig og når jeg vidste jeg ikke måtte gå derind selvom døren var ulåst, så brændte det i min krop for at komme derind og kigge. Mange gange havde jeg gjort det i de fleste indkøbcentrer og lufthavne. Men dog gjorde jeg det aldrig alene, min bedste veninde Gabriella var ligesom mig nok en smule værger, men det var hende der lærte mig alt det.

"Er du klar skat" hørte jeg min fars stemme afbryde mine tanker efter han havde taget alle kufferterne ind i vores sorte Mazda 6. Jeg vendte dog mit blik mod ham og nikkede svagt, jeg smilede ikke det mindste da jeg ikke var så tilfreds med at vi skulle flytte. Selvom det var en lorte hus vi havde boet i, så var der bare så mange gode minder som jeg huskede tydligt.

Jeg sukkede dog svagt og så på min far der smilede svagt til mig og satte sig derefter ind i førensiden af bilen, jeg satte mig ind på passagersædet ved siden af min far som var i gang med at få sin sele på. Hurtig fik jeg også min på og derefter vendte jeg så blikket mod det hvide hus igen, men hurtig mærkede jeg min far der nussede mit venstre lår så alt min opmærksomhed røg over på ham. Jeg kunne ane hans øjne bag solbrillerne, men jeg kunne ikke se hvad hans blik sagde.

"Du skal nok få nogle nye venner Jade, det er jeg helt sikker på" lød det fra ham imens jeg kiggede ind i glasset af hans solbriller. Jeg sukkede dog endnu engang men dog med lyd på så min fars blik ikke rykkede sig en millimeter.

"Det er alle minderne der bekymrer mig far, jeg er bange de går i glemmebogen" svarede jeg tilbage imens jeg vendte blikket ned på mine knæ der lå tæt ved siden af hinanden. Min far slap dog mit lår og lænede sig tilbage til sit eget sæde, men hans blik var stadig på mig. Det jeg virkelig elskede ved min far var at han var så forstående, det var ham jeg fortalte alt til når jeg havde det dårligt med noget der var sket henne på skolen, eller i blandt vennerne. Han sagde det aldrig videre, men kom med råd og vejledning som jeg så kunne fører videre til mine venner som havde brug for det. Dog kunne jeg ikke gøre det så meget længere nu hvor vi skulle flytte.

"Bare rolig min pige, de bliver gemt et sted som du kun kender. Jeg har også mange minder her som jeg er glade for, men det er også godt at komme væk fra dem i noget tid for at indsamle nye" lød min far imens han havde skubbet sine solbriller op i håret så vi kunne få øjenkontakt. Hans ord fik mig til at føle mig tryg, at de minder som jeg havde her ville blive gemt et hemmeligt sted hvor jeg kun ville finde dem. Jeg var klar på at få nye mindeværdige oplevelser, men var fremtiden også?...

 

~

 

Endelig, efter 8 timer rejse steg jeg endelig ud af taxaen som havde hentet os på lufthavnen. Jeg trådte ud foran et stort lyseblåt hus med sort tag, det var 2 etages ligesom det gamle hvide i Chicago men på en eller anden måde virkede det bare større. Forhaven var pæn med nyklippet græs og buske, men intet øjenfaldene var der over den. Der var en sti lavet af fliser som førte op til den lille veranda. I det jeg ville hen til verandaen stoppede min far mig, ved at jeg skulle hjælpe med at få vores kufferter ind i vore nye hjem.

"Tag din den store kuffert, så skal jeg nok tag resten" lød det fra min far imens han havde hovedet nede i taxaens bagagerum, jeg fniste svagt af ham og tog bare fat i min kuffert da den stod lige bag ham og taxachaufføren. Min far kunne til tider godt være pinlig, men også sjov. Alle de aftner hvor vi havde siddet og set komediefilm sammen hvor vi var faldet sammen af grin, ja de minder kunne jeg dog tag med. Men en del af mig følte at det hele vil blive forandret, alt vores tid sammen ville blive forkortet på grund af hans arbejde. Det var kun tanken, men hvis det virkelig endte sådan så ville jeg virkelig gå hen og få et kedeligt liv. Min far havde altid været en stor del af mit liv, jeg elskede ham højt og ville aldrig være imod ham. Dog kun hvis jeg ikke måtte tag med venner ud, så kunne jeg godt blive en smule knotten, men til sidst endte det alligevel med at vi hyggede med is og film. Og tanken om at ud med vennerne var glemt, at blive hos far var altid det bedste.

Jeg nåede helt hen til hoveddøren som jeg låste op, da jeg havde fået nøglen til vores nye hus. Jeg åbnede døren og synet af stablede møbler midt i entréen mødte mig, mine øjne var store og overasket, rørte jeg bare det mindste ville det helt sikkert vælte. Jeg kunne godt være lidt af en klodsmajor til tider, og især når det var noget man skulle være forsigtig med. Jeg sukkede tungt og gik rundt om bjerget af møbler som flyttemændene havde lavet, hvordan skulle vi komme helt op til toppen når både mig og min far ikke var de højste mennekser. Godt nok var jeg 1.64 men at skulle kunne nå diverse ting deroppe var komplet umuligt for mig. Og med min fars 1.80 så kunne vi komme særlig langt, bjerget af møbler var over de 2 meter. Så hvordan vi skulle begynde med møblerne måtte min far arbejde i, jeg havde et værelse som jeg skulle arbejde med.

Trapperne knagede en smule på vej op til næste etage, men det var ikke rigtig noget jeg bed mig mærke i og heller ikke min far. Han havde også sagt at huset var gammelt og det manglede en sving om med lidt maling og tapet her og der, men vi skulle nok klarer det. Bare vi arbejde sammen så skulle vi nok blive færdig med et positivt syn på det vi havde nået sammen, min far og jeg var virkelig gode sammen når det galte fysik og hårdt arbejde. Mange gange havde vi slået græsset, hæk og buske for at folk ikke gjorde grin med vores forhave. Vi hjalp også hinanden når bilen skulle have skiftet hjul eller vaskes, vi hjalp hinanden når vi havde brug for det. Lad mig sige det sådan.

Jeg åbnede den første dør hvor et okay badeværelse ramte mit syn, der var karbad med bruser, toilet og en fin håndvask. Det kørte en stilfuld farve med lyseblå og hvid. Det var pænt, men temaet skulle helt sikkert laves om. Hurtigt lukkede jeg døren og begav mig længere ned af gangen, den næste dør jeg åbnede var det der skulle være mit værelse. Jeg havde en udsigt ud til vores vej hvor min fat stadig stod og snakkede med taxachaufføren. Jeg vendte dig min ryggen til vinduet og forestillede mig lidt hvordan mit værelse skulle være, det var svært for der var virkelig meget plads. På mit gamle værelse havde jeg kun lige plads til en seng, reol, computerbord og lampe i hjørnet. Tøj skab havde jeg dog ikke, men det var der min reol kom i spil, den havde holdt alt mit tøj i en del år efterhånden og den kunne godt klare nogle flere, bare man behandlede den ordenligt så var der ingen problemer.

Men værelset var helt hvidt og tomt, en smule kulde befandt der sig også herinde men lige så snart mine møbler nede i entréen kom herop så skulle værelset nok få varmen igen, jeg kunne faktisk ikke vente med at indrette mit eget værelse. Jeg havde boet i det værelse som min mor havde indrettet for mig uden jeg skulle løfte en finger, faktisk måtte jeg ikke blande mig selvom det var mit værelse, men så plaprede hun om hvem der betalte husleje og alt muligt lort, så jeg måtte holde min mund lukket selvom det var svært til tider. Igen en af grundene til at jeg er lykkelig over at min mit skred fra os. Nu var det mit værelse og det var kun mig der skulle bekymrer mig om hvad der skulle ske med det, planerne var allerede i mit hovede og jeg kunne ikke vente med at komme igang.

Jeg vendte mig igen imod vinduet og så nu at taxaen og min far var væk, det var ikke noget der bekymrede mig, men mit blik fangede pludselig en fyr som stod bag et træ og kiggede målrettet hen på huset som var mit hjem. I det han vendte sit hovede imod mig skyndte jeg mig hen til væggen og væk fra vinduet så han ikke længere kunne se mig, hvorfor jeg reagere på den måde kunne jeg ikke forklarer, jeg følte bare at jeg måtte væk inden han opdagede mig, måske var han morder?

Jeg kendt ingen i denne her by, men jeg vidste dog at et farligt dyr befandt sig ude i skoven som angreb uskyldige mennekser og det var grunden til hvorfor vi var flyttet til, min far skulle opklare det her mysterium inden endnu et menneske blev til dyrets næste middag. Man vidste jo ikke hvornår den ville slå til igen?...

 

Justins Bieber.

"1..2..3..4..5..." Talte jeg inde i hovedet imens jeg løftede en 800 kilo tung jernvægt. For mig lød det ikke særlig meget, men et normalt mennekser ville helt sikkert åbne øjne grundigt hvis de så en løfte sådan nogle vægte. Derfor trænede jeg ikke i de normale fitness centre som det hed, men ude i naturen hvor vi havde lavet vores egen trænings plads. Her var jeg det meste af tiden med min bror David. Efter skole trænede jeg altid, pigerne kunne lide det og jeg ville nok også gerne se en smule godt ud. Egoisk ville jeg ikke kalde mig, jeg var en smule selvglad men det var ikke det det handlede om. Man skulle være stærk for at overleve og det punkt havde David taget helt tæt ind sig, han var stærk, utæmmelig og elskede sit eget udseende. Han var da heller grim da han var min bror, men det var hans utæmmelige sult efter menneskeblod der gjorde ham skær og virkelig uhyggelig. Til tider skræmte han også mig, men jeg havde set ham dræbe så mange uskyldige at det nærmest var blevet en vane. Vi havde jo holdt sammen i de sidste hundred år så vores bånd var hårdt, men stærkt. Vi hjalp hinanden selvom vi var ved at rive hovederne af hinanden af vrede og tro mig, Davids vrede ville man ikke opleve som et hjælpeløst menneske. Han åd dig råt hvis han virkelig var så djævlsk. Han prøvede virkelig at kontrollere sin sult for menneskeblod, men det tog hårdt på ham. Vores onkel Mac havde virkelig prøvet at lære os at blive vegetarer og leve af dyr, men både mig og David endte med at blive syge da vi ikke havde smagt det før. Det var dog blevet bedre i de kommende år, men lysten til menneskeblod sad stadig indeni i mig og det var kun et spørgsmål om tid før jeg kunne få et udbrud igen, lige nu havde jeg lukket blodet helt ude og bare koncentreret mig om dyreblod men det var svært. David spiste stadig menneskeblod fra uskyldige mennesker og han prøvede også at få mig til at smage, men jeg var hård på det punkt og ignorerede han fuldstændig.

Tanken om Davids sidste gidsel som var Samantha, min matematik makker plus min lille flirt. Jeg var blevet en smule glad for hende, så jeg havde inviteret hende med hjem for at lave nogle lektier sammen. Men det endte med at David stak sine tænder i halsen på hende og sugede blodet ud af hendes åre. Jeg var stadig rasende på ham og jeg havde ikke snakket med ham siden, han vidste at hun betød en smule for mig. Så at han valgte at trampe på mig på den måde, så jeg ingen grund til. Han havde sine piger i fred så hvorfor kunne jeg i det mindste bare ikke have en som jeg var faldt i god jord med?

Jeg var også taget op og træne alene uden at have sagt noget til Mac eller David, David ville helt sikkert også snart være her men idag tog han sig virkelig god tid med at komme. Hvad han havde gang i anede jeg ikke, jeg var også skide ligeglad da jeg stadig var sur på ham over hans opførsel da han var så koldblodig overfor Samantha. Han var et iskoldt væsen og så kun mennekser som levende gotheposer, venner var heller aldrig noget han omfavnes med. Han var altid alene, men han havde det også bedst sådan. Selvom vi boede hos vores onkel så havde David stadig sine tider hvor han vil være alene, de tider skete også ofte men når han vendte tilbage havde han på en eller anden måde fået 4-5 piger omkring sig som slet ikke vidste hvad der skulle ske med dem, jeg havde ikke ondt af pigerne som sådan men havde de aldrig lært at man ikke måtte tale med fremmed? Og især ikke om aften?

Jeg kunne blive vred over sådan noget, men hvis de vidste hvad vi var så havde det helt sikkert meldt os og flyttet ud af byen. Så jeg kunne intet gøre for at stoppe Davids ustoppeligt tørst, jeg havde forsøgt mange gange men det endte altid op i et stort skænderi og nok en smule knytnæver som David ville vinde. Jeg var svagere end han og det indrømmede jeg gerne, han spiste også menneskeblod som gav os flere kræfter. Dyreblod havde ikke så stor en kræft, udover blodet fra en ulv. Fik jeg den mindste dråbe af det ind i min krop ville jeg være den stærkeste, men det havde også sine konsekvenser.

"Hvis jeg ikke tog mere fejl så er du stadig pist over det med Samantha" afbrød Davids spydige stemme mine tanker. Jeg pustede tungt ud og vendte blikket imod ham imens jeg stadig havde fat i den halvtunge vægt.

"Hvis jeg ikke tog mere fejl så tænker du ikke på andre end dig selv" svarede jeg koldt tilbage og satte vægten tilbage på sit stativ som holdte den, derefter satte jeg mig op og vendte blikket imod min røde t shirt som hang på et andet stativ med vægte.

"Hvis jeg ikke tog mere fejl så skulle du seriøst tag dig et bad, selv ulvene klager over dig" svarede han og skiftede helt emne. Noget han plejede at gøre når han havde noget at fortælle, måske kom han endelig med en undskyldning? Nej det er David, han kan ikke sige undskyld, han ved sikkert ikke hvad der betyder hvis jeg ikke tog meget fejl.

"Hvad vil du" svarede træt og pustede ud endnu engang, jeg var træt af hans flabede kommentarer og skæve smil. Kunne han ikke bare skride og lade mig være.

"Ham den nye sherif er lige kommet til byen og det ser ud til at han skal være her i et stykke tid" lød det fra ham imens jeg havde tog min røde t shirt på, dog reagerede jeg ikke på hans ord. Men nyheden om at sheriffen var ankommet var en okay nyhed, så kunne han da forsøge at stoppe Davids massedrab.

"Så har du måske en udfordre denne gang" svarede jeg stadig ligeså ligegyldigt tilbage da jeg vendte blikket imod ham, han lignede sig selv med det mørkebrune hår og hårde blik som kun hans øjne kunne lave, mange havde virkelig respekt for David når han lavede de øjne.

"Tja, jeg ville ikke have for store forhåbninger, han er jo trods alt et kedeligt menneske" svarede han tilbage som om det slet ikke gik ham på, jeg sku også ligeglad. Jeg havde ikke politiet i ryggen så jeg opførte mig bare som alle andre mennekser. David hadet mit valg af at leve sådan og derfor havde han næsten ingen respekt for mig, men jeg var sku også ligeglad jeg behøvede ikke hans respekt og venlighed, han havde stadig dræbt Samantha og der er intet der kan få hende tilbage.

"Måske bliver du overasket denne gang" var det sidste jeg svarede inden jeg tog min taske på skulderen og forlod ham alene på vores træningsplads. Jeg var ligeglad med ham og stadig vred efter det han havde gjort imod mig.

Jeg satte mig ind i min lækre porsche Cayman og tændte hurtig for motoren, men i det jeg skulle til at køre går min bildør til passagersædet op, personen der sætter sig ind er ingen anden en min irriterende bror.

"Jeg har lige brug for du sætte mig af ved centrum" var det eneste han sagde. Jeg sukkede dog irriteret og vendte bilen rundt i den smalle gyde af skov, vi fulgte grusvejen op til hovedvejen og kørte derefter ind til byen. Hvad David havde tænkt på nu var hans eget problem, jeg skulle nok finde ud af hvad han havde gang i, men indtil videre blandede jeg mig udenom. Jeg skulle ikke være en del af hans massedrab på uskyldige mennekser, da det helt sikkert havde noget med drab at gøre....

_____________________________________________________________________________________________

Det var første kapitel af Cold Heart! Jeg håber i kunne lide det! <3

Jeg ved godt at jeg havde skrevet at jeg havde en skriveblokade i min status inde på min profil, men efter en pause fra skriveriet så fik jeg denne historie på min nethinde og jeg kunne ikke slippe den. Jeg ville så vidt muligt prøve ikke at efterligne the Vampire Daires, Twilight og alle andre vampyr filmserier, jeg lave min helt egen så godt som jeg nu kan og jeg håber i vil følge med da jeg har nogle gode forventninger til denne historie :)

Så like, tilføj til favoritter og giv en støttende kommentar :) det tager kun 2 minutter hehe! ;) <3

 

Her er også et billed af David som spiller en stor birolle i historien :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...