Cold heart ~ Justin bieber/Selena Gomez

Springfield, byen med oldtidens største rygter. Mon de er sande? Er der kun en måde at finde ud på.
17 årige Jade Parker er lige flyttet til Springfield, hun starter på Springfield High hvor hun hurtig for nye bekendtskaber. Dog møder hun Roy som er skolens mest manipulerende type som straks ser hende som et nyt offer, men en person træder pludselig til i Roys aktion og spolerer det hele..
hvad der sker efterfølgerne må i jo læse med på.

26Likes
11Kommentarer
12990Visninger
AA

9. "aftnens frembrud"

Jade Parker.

Aftens frembrud havde lagt sig ind over Springfield, Justin havde lige kørt mig hjem så nu lå jeg i min seng og slappede af med en god film.

Dagen idag havde været god og afslappet, intet vildt eller panisk var opstået så jeg var helt afslappet og i godt humør.

Min far arbejde over så jeg havde også hele huset for mig selv, hvilket jeg nød. Jeg elskede at være sammen med min far herhjemme, men jeg elskede også at være alene og ikke tænke på andet end mig selv, men det var svært når jeg var så forelsket i Justin, han havde en kæmpe magt over mig som skræmte mig helt enormt, men jeg var stærk nok til at stå imod og have ham helt tæt på mig.

Jeg smilede svagt af mine tanker om Justin og mig imens filmens slutning var ved at tag sin ende. Filmen jeg så hed "if i stay" en af mine absolutte ynglings film.

Da filmen sluttede, pustede jeg tungt ud og tørrede den lille tårer væk som havde sneget sig ud af mit højre øje, lige meget hvor mange gange jeg havde set den film, så kunne jeg ikke styrer mine tårer der havde trillet ned af kinderne imens filmen havde spillet.

Men pludselig lød vores ringeklokke nede ved entréen, så jeg rejste mig hurtig fra min seng imens jeg tørrede mig grundigt omkring mine øjne.

Jeg gik en smule søvnigt ned af trapperne, men da ringeklokken igen ringede satte jeg farten en smule op. Jeg gabte hurtigt på det sidste trappetrin, inden jeg gik hen imod hoveddøren og åbnede den.

Til min store overaskelse stod David foran mig med det koldeste blik på mig, uden jeg sagde noget gik han bare ind i mit hjem som om han var velkommen her.

"Hvad laver du her" spurgte jeg en smule snerpet da jeg ikke kunne lide hans episode var tidligere imod mig, Justin og Mac.

"Jeg kørte forbi dit hus også slog det mig at nu når du betyder alt for min bror, så har du vel ikke hørt hans lille hemmelighed, har du" spurgte han med et skævt smil på læben da jeg havde lukket min hoveddør da kulden udenfor ramte mine nøgne fødder.

Jeg så en smule undrende ud på ham da det handlede om Justin.

"Hvad mener du, han har da ikke nogen hemmelighed som han ikke har fortalt mig" svarede jeg tilbage og så stadig en smule undrende ud på David som grinte lavt.

"Ved du enlig hvad Justin laver lige nu" spurgte han og så ind i mine øjne som om han allerede vidste svaret om hvad Justin lavede lige nu.

"Han sagde at han skulle være sammen med nogle venner her til aftnen" svarede jeg og så stadig på David som fnyste svagt imens han rystede på hovedet med et svagt smil på læben.

"Virkelig, prøv at ring til ham og spørger" svarede han og så pludselig så skræmmende ud i hans øjne.

Uden jeg svarede tilbage gik jeg i hurtigt tempo op på mit værelse for at hente min telefon.

Da jeg fandt den under min dyne, satte jeg mig i sengen imens Davids blik næsten var limet fast på mig, jeg kunne dårligt koncentrerer mig om at finde Justins nummer, da David fik mig til at føle at jeg var i fare.

"Hey smukke" hørte jeg pludselig Justins stemme i mit højre øre imens jeg havde fokuseret på David som stadig så ond og kold ud, han lignede en der kunne bortfører mig når som helst.

"Hey, hvad laver du" spurgte jeg så normalt som jeg kunne, men David fik alt min opmærksomhed og fik frygten stille frem i mig.

"Jeg er stadig sammen med mine venner, hvad med dig" spurgte han undrende imod mit højre øre imens jeg sank en stor klump, David bevægede sig pludselig rundt på mit værelse imens jeg prøvede at koncentrer mig om at gøre Justin totalt uvidende om at hans bror var ved mig.

"Jeg har bare lige set en film, men den fik mig til at tænke på dig" svarede jeg så ærligt som jeg kunne, men Davids tilstedeværelse gjorde mig virkelig nervøs og bange. Men Justin skulle ikke redde mig hver gang, jeg måtte klarer det her selv jeg skulle bare tro på det.

"Så var det vel en god film" svarede Justin og grinte svagt imens jeg stadig sad og kiggede på David som kiggede på mig.

"Læg på nu" mimede han imens han så en smule irriteret ud.

"Den var rigtig god, men jeg bliver nød til at smutte, popcornene brænder snart på" sagde jeg en smule for hurtigt imens jeg rejste mig fra sengen og gik hen imod mit vindue som var lukket.

"Okay så, jeg bliver også nød til at vende tilbage til mine venner" svarede han imens jeg sukkede svagt og desværre kunne Justin høre mit suk.

"Er du okay, jeg syntes at jeg hørte et trist suk" spurgte han kort efter min dumme fejl. Jeg vendte mig mod David som så koldblodigt hen på mig imens han gik tættere på mig. Jeg var skrækslagen.

"Jeg er helt okay, vi ses imorgen okay" svarede jeg en smule panisk og derefter lagede jeg hurtigt på imens jeg trak vejret tungt ud.

"God pige, kom så jeg skal vise dig noget" lød det fra David som stod henne ved dørkammen til mit værelse, hans blik var stadig skræmmende men jeg følte et stort ansvar i at gå med ham.

"Men efterlad din telefon her" tilføjede han imens han gik videre hen imod trapperne. Jeg sukkede tungt og kastede min telefon ned i sengen, kort efter fandt jeg nogle ankelsokker som jeg hurtigt fik på min fødder.

At jeg skulle gå fra huset i nattøj klokken lort om natten, gjorde mig blot mere nervøs for hvad David ville med mig siden vi skulle køre et stykke i hans bil.

Stedet hvor han var stoppet var tæt på havet da jeg kunne høre bølgerne slå hårdt imod en masse sten. Vinden tog også godt fat omkring mig da jeg stadig kun var iført en langærmet silketrøje og bukser der matchede til, men David var ligeglad han blev bare ved at med gå foran mig indtil vi stod oppe på en bakkeklippe hvor der var en rigtig stejl kant ned til vandet.

"Hvad skal vi herude David" råbte jeg en smule højt, da vinden og vandet larmede markant meget hvor vi befandt os.

Han vendte sig pludselig imod mig med det mest koldblodige blik jeg nogensinde havde set.

"Jeg vil vise dig at du ikke skal tro at alle er ens, for du tager helt fejl" råbte han vredt tilbage imens han øjne pludselig begyndte at lyse helt gule. Jeg gik nogle skridt væk fra ham imens jeg stadig stod og betragtede hans ansigt i skræk.

"David Stop" råbte jeg skræmt imens mine tårer var på kanten til at trille ned af mine kinder, men David ignorerede mig fuldstændig og gik tættere på mig imens hans lysende øjne var fastlåst på mig.

"Tving mig" svarede han vredt og smilede ondsindet imod mig, imens hans stadig gik hen imod mig.

Jeg gik nogle skridt tilbage men stadig havde jeg mit blik på David, jeg kunne ikke længere mærke vinden imod min krop men kun frygten der havde magten over mig.

"Kan du se hvad jeg er Jade" lød det fra David som stod nogle få meter væk fra mig med sine lysende skræmmende øjne, jeg lod også mærke til de lange hjørnetænder som viste sig i hans mund da han åbnede den en smule.

Jeg var ikke i tvivl, David var en vampyr og jeg forstod ikke hvordan det kunne lade sig gøre. En del af mig ventede stadig på den joke som han ville lave med mig, men den kom aldrig og efter jeg havde regnet det hele ud så blev jeg en smule mere modig af at stå og kigge ind i Davids lysende øjne, selvom det stadig var en uhyggelig stemning

"Du kan ikke røre mig" forsvarede jeg mig selv ved at sige, men hvor meget det hjalp så lød Davids skumle grin bare i mine ører. Han troede ikke det mindste på at jeg kunne klarer mig selv.

"Vi helt herude ved havet og inden kan se dig eller høre dig" svarede han hårdt og vredt tilbage imens han gik to skridt tættere på mig.

"Og Justin vil heller ikke høre det nærmeste til din råben" tilføjede han og smilede skummelt imens vi havde en kort øjenkontakt.

Jeg vendte mig væk fra David og begyndte at løbe tilbage mod bilen, men David låste bilen da vi forlod den så jeg måtte skifte retning, jeg skulle bare væk og det kunne ikke gå hurtigt nok. Min kærestes bror var en vampyr som var ude på at dræbe mig og imens jeg flygtede for mit liv, så var Justin hjemme ved sine venner og hyggede sig helt sikkert.

Tårerne trillede ned af kinderne imens jeg løb i zig zag imellem de mange tætte træer, mit hjerte pumpede som en gal imens mine tanker kun var på spidse tænder og lysende øjne.

Et pludselig skrald oppe fra himlen gav mig et kæmpe chok så jeg faldt over en knækkede gren som lå på jorden. Jeg slog mig slemt, men midt i min flugt fra David så havde jeg ikke tid til at kigge hvor slemt det var, dog mærkede jeg en kæmpe smerte i mit venstre knæ og min højre fod da jeg rejste mig fra jorden og igen begyndte at løbe.

Jeg hulkede af skræk imens jeg blev ved med at løbe, jeg følte at jeg ikke rigtig kom nogen steder men jeg gav ikke op, jeg var ikke død endnu så jeg ville kæmpe til det sidste.

Endnu en tyk gren fik mig til at snuble endnu engang men denne gang blev jeg liggende da smerterne blev værger end før, dråber med vand begyndte også at lande ned på mig og det gjorde kun mit humør værger end det allerede var. Igen rejste jeg mig op fra jorden, men et stort skub i min ryg fik mig til at snuble endnu engang. Jeg vendte mig om mod det der havde skubbet mig og det det gik op for mig, at det var David.

"Jeg er hurtigere end dig Jade, så drop fangelegen" lød det fra ham imens han sad på hug foran mig, men jeg trak mig baglæns væk fra ham indtil jeg stødte min ryg ind i et af træerne som stod så tæt op af hinanden.

"Lad nu være med at flygte, jeg vil bare snakke lidt med dig" lød det trættende fra David som også sukkede imens han gik tæt på mig og igen satte sig på hug foran mig.

Hans svage smil gav mig kvalme, så jeg kunne ikke stoppe mit kolde blik som jeg sendte ham imens tårerne stadig trillede forsigtigt ned ad kinderne sammen med de små regndråber der havde landet på min ansigt.

"Du er modigere end du ser ud til at være, men jeg skal fortælle dig en ting og den skal du huske" forsatte han sin talen imens jeg sad og så ondt på ham.

"Lige meget hvor modig du er, så vil du aldrig have chance mod mig" lød han ærlig med hans dybe og mørke stemme.

Men hvad han ikke havde opdaget, så havde jeg rykket min hånd en smule om bag mig hvor jeg fik fat i en god gren.

"Du skal aldrig undervurdere os mennekser, vi er smartere end du går og tror" svarede jeg vredt og kort efter slog jeg grenen perfekt ind i hovedet på ham så han faldt bag over og ømmede sig markant.

Jeg rejste mig igen også satte jeg i løb imens regnen piskede ned på mit beskidte og våde nattøj, men det var ikke det jeg koncentrerede mig om nu. Jeg skulle bare væk herfra og skaffe hjælp på en eller anden måde.

En stort brag fra himlen lyste hele skoven op i nogle få sekunder inden det igen blev helt mørkt, aldrig havde jeg været bange for torden og lyn men i en situation som denne så skræmte alt mig.

Efter en lang kamp om at komme ud af skoven, trådte jeg endelig ud på en hovedvej som var helt øde og mørk, men det stoppede mig ikke i at følge vejen mod øst da det var i den retning byen lå, men den var sikkert flere kilometer væk.

Efter flere minutters vandring på hovedvejen, så så jeg endelig to forlygter kom kørende imod mig. Jeg stalde mig ude mit på vejen for at stoppe bilen, og overraskende nok så stoppede den, men bilen så bekendt ud så jeg stivnede da jeg så Porchen holdte foran mig.

"Jade" lød hans bekendte stemme, men jeg stod stadig helt stille og kiggede ned på bilens kølerhjelm.

Pludselig mærkede jeg at han tog fat i min ene arm, men med en hurtig bevægelse fik jeg min arm til mig igen imens jeg gik nogle skridt væk fra ham.

"Du skal ikke røre mig" råbte jeg med en stemme som han tydelig kunne høre at jeg havde fået sandheden at vide om både ham og hans bror.

Hans brune øjne nedstirrede mig i flere sekunder inden han valgte at sige noget igen.

"Jeg er stadig den samme Jade, stol på mig" lød det fra ham imens han gik to skridt tættere på mig, men hurtig gik jeg længere væk fra ham.

Regnen havde snart ødelagt hans lækre frisure da dråberne blev hårdere og flere, det tordnede stadig men det var ikke det jeg koncentrerede mig om.

"Du er død Justin" råbte jeg og kiggede grædende på ham imens han så iskold ud, ikke engang regnen generede ham en smule. Det jeg lige havde råbt af ham ramte ham hårdt og det kunne man tydelig se da han bare stod og stirrede hen imod mig.

"Du er kommet til skade" lød det pludselig fra ham imens han stadig stod og stirrede på mine ben, da det var dem han mente.

"Jeg ved det godt" svarede jeg træt og satte mig ned på den våde hovedvej imens regnen havde gennemblødt mit nattøj.

Imens Justin stod og betragtede alt hvad jeg gjorde, trak jeg forsigtig op i mit venstre bukseben på mine tynde sove bukser. Er stort rødt sår som blødte kraftigt fik mig til at ømme mig endnu mere end før, men jeg vendte hovedet hen imod Justin som stod helt stille og kiggede hen imod mig.

"Skal du ikke have en bid end jeg forbløder" spurgte jeg en smule vredt da han blev ved med at stå og glo på mig, men han reagerede ikke det mindste på mine ord. Han blev blot stående helt stille i regnen imens jeg sad og ømmede mig.

Jeg havde helt sikkert forstuet min fod endnu engang og slået hul på mit knæ.

Jeg vendte mit ansigt imod Justin som kiggede på mig med de samme lysende øjne som David også havde, men denne gang skræmte det mig ikke, jeg var allerede svag, såret og træt så jeg kunne ikke få min krop til at anstrenge sig en eneste gang.

Igen begyndte jeg at græde, men denne gang græd jeg helt ud med frygt, sorg og smerte, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var træt og magtede ikke mere modstand fra nogen andre.

Pludselig mærkede jeg at der kom noget blødt over mig kolde og våde krop, det fik mig til at kigge op på Justin som stod foran mig med sine normale brune øjne.

"Lige meget hvor død jeg er, så er du den eneste grund til at jeg vil leve livet så normalt som jeg kan" lød det fra ham imens hans fik sine arme omkring min ryg og ben så han kunne løfte mig ind i hans bil.

"Jeg elsker kun dig Jade og jeg vil aldrig kunne finde på at gøre dig ondt" var det sidste jeg hørte fra ham inden jeg faldt hen på bagsædet af hans bil...

Hej læsere!

Undskyld ventetiden, men nu håber jeg i er tilfredse med kapitlet og måden hun har fået det af vide på :)

I må gerne like og skrive lille kommentar, det gør min skrivelyst større til at fortsætte! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...