Labyrint og blod

Jeg ville åbne mine øjne; men mine øjenlåg var som smeltet sammen. Jeg ville åbne munden for at sige noget; men min mund var som limet sammen. Jeg ville rejse mig op; men min krop var for tung.

For enden af den lange gang, er der noget der ikke forventede hende... Noget mærkeligt, fantastisk, farligt, og uhyggeligt...

0Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. Øjne

Jeg havde ondt i hovedet. Jeg kunne mærke noget stikke i min arm. Mine ben var helt lamme. Jeg kunne ikke åbne mine øjne. Jeg følte mig tung og svag. Jeg kunne ikke engang trække vejret.

Jeg ville åbne mine øjne; men mine øjenlåg var som smeltet sammen. Jeg ville åbne munden for at sige noget; men min mund var som limet sammen. Jeg ville rejse mig op; men min krop var for tung.

Jeg havde lyst til, at skrige så højt jeg kunne. Jeg ville græde. Jeg ville se mine forældre, og mine venner. Jeg ville kunne bevæge mig, og se hvad der skete omkring mig, - se hvad der var galt.

Men jeg kunne ikke...

Jeg kunne høre nogen tale. Mennesker. De talte hurtigt. Jeg kunne høre at de gik rundt om mig. Der var larm i baggrunden. Jeg kunne høre jamren og skrig. Folk der gik rundt, og talte hurtigt. Jeg forstod næsten ikke hvad de sagde. Jeg kunne bare høre. Høre næsten alt hvad der var i nærheden, men intet andet...

Ordene blev svagere. Jeg prøvede, at lytte så godt jeg kunne, men det var svært. Ordene trådte stille og roligt frem i mine ører. "Hvad gør vi nu?" Spurgte en kvindelig stemme. Hendes stemme lød bekymret. Stemmen var lys og blid. Jeg ville ønske, at jeg kunne se hendes ansigt...

    "Trækker hun vejret?" Var der en mandelig stemme der spurgte. Hans stemme var lidt dyb.

Jeg forstod ikke... 'Trækker hun vejret?'. Hvad mon det betyder? Jeg burde trække vejret. Jeg er et menneske. Jeg skal trække vejret for at leve.

     "Nej..." Var der en anden kvindelig stemme der sagde. Hendes stemme var lidt dybere end den anden kvindes stemme, men ikke så dyb som mandens.

Jeg følte et sæt i min krop. Nej? Trækker jeg ikke vejret? Hvad sker der med mig?

     "Hun skal hen i en anden afdeling. Kom." Sagde den mandelige stemme.

Jeg kunne mærke noget. Det føltes som om, at nogen flyttede rundt med mig, men ikke min krop. Det var som om at jeg blev kørt på noget. Hvad kunne det være?

Jeg hørte en dør der blev åbnet. Det lød næsten som en låge. Den knirkede ikke, men larmede bare meget. Jeg følte at jeg blev kørt frem igen. Efter føltes det som om, at vi drejede. Jeg prøvede, at åbne mine øjne for at se, hvor vi var; men jeg kunne ikke; mine øjenlåg var stadig som smeltet sammen.

Jeg ved ikke om hvor lang tid det tog. Sekunder? Minutter? Timer? Det kunne umuligt være timer, selvom jeg på en måde følte det.

Jeg hørte en dør igen, der blev åbnet. Den lød som den anden dør. Vi drejede igen. En lyd af en dør lukkede bag os. Der var stille herinde; hvorend vi var.

Jeg hørte noget der raslede. Det lød som... Ledninger. Metal. En masse lyde. Der lød et stød, som om et gammeldags fjernsyn blev tændt.

Jeg mærkede noget i armen: Smerte. Noget der føltes som noget spidst, men også skarpt: En nål? Det føltes som noget, der blev stukket ind i min arm. Tingen der nok sad i min arm nu, bevægede sig. Jeg mærkede noget der holdte min arm.

Grebet gav slip om min arm.

Der blev stille.

    "Hendes hjerte! Se!" Sagde den blide kvindelige stemme. Hendes stemme rystede. Hun lød nervøs. Og se? Hvordan kan de se? De kan jo ikke bare åbne mig op; jeg er et menneske! Jeg ved jo ikke engang hvad der sker med mig, eller omkring mig.

     "Ånej..." Hørte jeg den anden kvindelige stemme sige. Hende med den lidt mørkere stemme. Hun lød... Bange? Det var ikke til at beskrive.

Der blev stille.

     "Find en hjertestarter! Nu!" Sagde den mandelige stemme. Ordene lød vrede, men ikke på den måde vrede. Jeg kunne heller ikke beskrive dette. Jeg forstod stadig ikke. En hjertestarter? Hvad skal de bruge den til? Mit hjerte virker fint... Tror jeg da'...

Jeg hørte noget rasle, derefter noget metal. Var det hjertestarteren jeg kunne høre?

Jeg hørte noget rasle igen. Nu hørte jeg metallet igen. Jeg hørte en lyd, der lød som metal der blev slået sammen. Var det hjertestarteren nu?

En lyd der lød som stød, eller andet kom nu. Jeg blev bange. Hvad vil de gøre med mig? Støder de mig nu? Hvad sker der?

Der kom en høj lyd. Det lød som en laser, der blev skudt afsted, eller som en strømpistol. Eller... Måske... En hjert... "TSSCHH!".

Jeg mærkede et stød i mit hjerte. Stødet gik hurtigt videre ud i kroppen. Det gik hurtigt som var det lynet. Det gjorde ondt.

Jeg blev bange. Jeg fik lyst til at græde igen. Jeg ville hjem. Jeg ville vide om hvor jeg var. Om hvad der skete. Jeg ville kunne se; se lyset, menneskerne, dyrene, planterne, alt.

Jeg ville vide om jeg var i live...

"TSSCHH!" De stødte mig igen. Jeg mærkede det sæt jeg fik i kroppen. Stødet. Stødet som ramte min brystkasse, lige der hvor mit hjerte sad. Stødet der gik fra hjertet, og ud i kroppen. Men værst af alt..: Smerten. Smerten som jeg mærkede, men også chokket. Jeg kunne ikke se hvornår eller om de ville støde mig.

     "Sker der noget?" Spurgte kvinden med den blide og lyse stemme. Hendes stemme rystede igen. Jeg begyndte at få ondt af hende, men jeg ved ikke hvorfor; jeg kendte hende ikke engang.

     "Hold øje med hjertet," kommanderede den mandelige stemme. Han lød stadig 'vred'.

Der kom et suk. "Okay..." Det var den kvindelige blide stemme igen. Der lød nogle skridt; sløve og langsomme. Jeg hørte et suk fra manden.

"TSSCHH!" Lød det igen. Jeg fik et sæt igen. Jeg mærkede det stød, der havde pint mig, lige siden at jeg var kommet ind her, i det her helved. Jeg mærkede smerten der spredte sig fra hjerte, og ud i kroppen, for tredje gang. Jeg ville ikke mere. Jeg var træt, selvom jeg lå og 'slappede af', eller hvad man kunne kalde det. Jeg slappede dog ikke helt af, da' jeg fik stød, og blev rykket rundt med. Jeg var skræmt, og bange. Jeg var stadig hjælpeløs, - lige så hjælpeløs som en nyfødt baby. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg kunne alligevel ikke gøre noget. Det eneste jeg kunne, var at mærke den smerte, igen, og igen.

Et gisp lød fra kvinden med den blide stemme. "Se! Hjertet! Det slår! Det virker ige..."

    "Godt så." Afbrød manden hende. Jeg hørte noget metal igen. Ånej tænkte jeg indeni mig selv. Hvis jeg fik et stød igen, ved jeg ikke hvad jeg ville gøre... - selvom jeg faktisk intet kunne gøre.

     "Er du okay?" Spurgte kvinden med den lidt mørkere stemme. Jeg prøvede at åbne øjnene, men jeg følte mig stadig for tung. "Er du der?" Spurgte hun igen. "Hvad siger hjertet?"

     "Det banker som det skal," Svarede kvinden med den blide stemme. Jeg hørte skridt.

Der var stilhed igen. Nu kæmpede jeg for at åbne mine øjne. Jeg ville ikke det her mere.

Jeg så lys. Nu var jeg i tvivl om jeg var ved at dø, eller om jeg begyndte at åbne øjnene. Jeg kæmpede mere. Pludselig mærkede jeg noget. Noget der trillede ned af min kind. En tåre.

     "Se, hun græder," Sagde kvinden med den lidt mørkere stemme.

     "Gør hun?" Spurgte kvinden med den blide og lyse stemme. Jeg kunne se, at lyset over mig blev dæmpet. Jeg tror at hun lænede sig ind over mig. "Oh..." Jeg prøvede at åbne øjnene mere. Nu kunne Jeg ikke blot se lys, men også hendes ansigt. Hun var smuk. Hun havde blond hår sat op i en hestehale, en hvid kirtel på, - eller hvad de nu kalder det, - grønne øjne. Hendes hud var lys. Hun smilede. "Hun er sød," Sagde hun stille. Jeg kunne mærke, at jeg fik et smil på læben. "Hun smiler!"

     "Det ser ud til at hun stadig lever," Sagde manden. Denne gang lød han ikke vred, som var meget rart. Jeg åbnede øjnene mere. Jeg kæmpede for at få dem åbnet, - og det gjorde de.

     "Hej," Sagde kvinden med den mørkere stemme. "Er du okay?" Spurgte hun stille. Jeg rettede stille mit blik hen imod henne. Jeg åbnede munden, - stille. Jeg prøvede at få et ord ud, men jeg kunne ikke. Min hals var som frosset. "Det er okay," Sagde hun stille. "Kan du bevæge dig?" Jeg prøvede at løfte min arm. Den virkede ikke. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede igen. Den bevægede sig. Jeg fik den op. "Den anden?" Spurgte hun. Den anden var lettere at løfte, da' jeg nu vidste hvordan man gjorde. "Godt så," Sagde hun. "Kan du prøve at sætte dig op?" Jeg prøvede at sætte mig op; men jeg følte mig for tung.

Jeg kiggede op på kvinden med det mørke hår, og blå øjne, som sad lige ved siden af mig. Jeg mærkede de store øjne, der poppede frem i mit ansigt. Der gik det op for mig, at kvinden med den lidt mørkere stemme, var kvinden med det mørke hår, som sad lige ved siden af mig.

Jeg prøvede at sætte mig op igen. Det var stadig svært, men jeg kæmpede for det. Jeg ville ikke ligge her igen. Være hjælpeløs; som en lille nyfødt baby.

Jeg kæmpede mig op, af alle mine kræfter. Det virkede.

Jeg sad nu op. På den hvide hospitalsbriks jeg lå på, sad jeg endeligt oppe, efter den tidligere smerte, der føltes som år.

     "Godt så," Sagde kvinden med den mørkere stemme igen. "Mit navn er Sarah Storm Nielsen, men du kan bare kalde mig Sarah." Hun smilede til mig. Jeg prøvede at smile tilbage, selvom det var svært. Jeg mærkede smilet der voksede på mine læber.

"Det her er min kolleger, Natasha Rugsgaard Melde," Sagde hun stille, og viste mig hvem det var, ved at pege på hende med hånden. "Og det her er Lars Søndergaard Madsen," fortsatte hun, og pegede nu på manden i hvid kirtel, leverpostegsfarvet hår og brune øjne. Han smilede til mig.

    "Hej," Sagde han til mig, imens han bevægede sig hen imod mig. Jeg kiggede med store øjne på manden, som åbenbart var navngivet 'Lars'.

Der var et øjebliks tavshed. Jeg prøvede at bevæge mine arme, - de virkede nogenlunde fint. Jeg prøvede derefter at bevæge mine ben; som jeg havde lidt sværere ved at bevæge.

Jeg prøvede derefter at bevæge min mund. Jeg rykkede tungen rundt i min mund, imens jeg mærkede mine tænder. "Nå, det er ved at blive sent. Du skal prøve at slappe af, især efter det der lige er sket." Sagde kvinden med den lidt mørkere stemme, som var navngivet 'Sarah'. Utroligt at jeg kunne huske navnene.

Jeg kunne også huske hende kvinden med det blonde hår, som havde den lyse og blide stemme. Jeg kan stadig huske, at hendes navn var Natasha, men efternavnet... Det var helt væk i mit hoved.

     "Godnat, og sørg for at få lidt søvn, okay?" Sagde kvinden, Sarah, med det mørke hår, og den mørkere stemme, og alt det der.

Jeg nikkede; stille og roligt, da' jeg ikke ville have mere hovedpine end jeg allerede havde. Først gik Sarah ud, som nu havde talt så meget til mig, bagefter manden, Lars, efter hvad jeg huskede. Men hende Natasha gik ikke ud. Hun stod og kiggede på mig.

"Er du okay?" Spurgte hun stille. Jeg elskede hendes blide stemme. Mandens stemme gjorde mig lidt utryg, jeg ved dog bare ikke hvorfor.

Jeg kiggede op på Natasha. Jeg bevægede tungen i min mund igen. Jeg kunne på ingen måder huske hvordan man talte; hvordan tungen skulle være, og hvordan lyden kom ud.

Jeg tog en dyb indånding.

Jeg åbnede min mund; stille og roligt. Jeg prøvede at udtale et 'Ja', men det var ikke ligefrem det der forlod mine læber. Den eneste lyd der kom fra mig, var et lille peb. Jeg lavede lidt store øjne af forskrækkelse, mens i Natasha's ansigt, voksede et lille smil på hendes læber. "Det er okay, du kan bare nikke eller ryste på hovedet," sagde hun stille igen.

Jeg åbnede min mund igen, og prøvede at lave en lyd igen; men denne gang, satte jeg tungen et andet sted i min mund. Der kom en lyd igen. Et enkelt lille, og ganske kort "A" forlod mine læber. Jeg kiggede forskrækket på Natasha, og lukkede min mund med det samme af forskrækkelse.
 

Et lille stille grin forlod Natasha's læber, som fik mig til at smile. "Du skal nok lære at tale igen," sagde hun stille. "Du..." Hun kiggede ned i jorden, og begyndte at se lidt... Trist ud. Jeg var ikke helt med på hvad der skete.

Jeg rynkede brynene, og kiggede på hende med et spørgende blik. Hun sukkede, og kiggede op på mig. "Du... D-du d..." hun sukkede igen. Det lød nærmest som om, at hun syntes at alt var håbløst. "Tag nu ikke det her for tungt, okay? Men..." Hendes blik rettede sig ned mod jorden. "Men... Du... "D-døde"..." Jeg fik store øjne.

Jeg lavede det spørgende blik igen, mens jeg rynkede brynene; Jeg forstod ikke hvad hun sagde, eller hvad hun mente, rettere sagt. "Altså... Du... Dit hjerte stoppede, og Du stoppede med at trække vejret. Jeg var bange for, at du døde helt... Men, heldigvis, så det ikke ud til, at der skete så meget igen. Det er ikke helt normalt... Du må ha' været heldig," Jeg kiggede overrasket på hende. "Men... Jeg bliver nød til at gå. Du kan klikke på denne knap hvis du har brug for hjælp, okay?"

Jeg var lige ved at nikke, da' jeg kom i tanke om, at jeg kunne lave den sjove lyd igen; 'a'. Jeg kiggede op på hende, og lod lyden forlade mine læber; "a."

Hun begyndte at smile. "Godt. Godnat, og sov godt," Hun lavede et lille 'farvel nik', og bevægede sig hen imod døren.

"Go'-at" Der kom en ny lyd fra mine læber. Natasha vendte sig om, og kiggede på mig med overraskende øjne. Der voksede et endnu større smil på hendes læber end før. Hendes øjne strålede af glæde, men glæde var ikke alt jeg så.

I det øjeblik hun kiggede på mig, var det som om at hele verdenen var gået i stå.

Jeg kiggede undrende på hende, - i Hendes øjne. Jeg så dybt ind i hendes grønne øjne. Jeg har ingen anelse om hvordan... Og hvorfor... Men... Jeg så noget. Jeg så noget stort. Efter at jeg så det, lyste hendes øjne næsten, og det var nærmest som om, at de blev... Røde...

Men det jeg så... Det jeg så i hendes øjne... Det var ikke blot den normale grønne øjenfarve, jeg havde set i hendes øjne tidligere. Det her havde et mønster. Det lignede noget. Det... Det havde ikke et bestemt mønster, efter hvad jeg kunne se. Jeg kneb øjnene lidt sammen, for at kunne se bedre.

Nej... Det var ikke bare et mønster... Det var... En labyrint... 

 

-----=+=-----

 

Jeg ser frem til at der vil komme flere kapitler, selvfølgelig ; 3 

Jeg beklager at jeg har været meget inaktiv her på Movellas i noget tid, men nu har jeg altså lavet det her xD

Jeg håber at i kan lide det! : 3

- Crystal (Mirinda)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...