kagen fra saturn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2016
  • Opdateret: 12 apr. 2016
  • Status: Igang
Louise har en langt fra normal familie Rikke der konstant spiller computer og Camilla som elsker bacon en dag spørger Camilla om Louise vil hjælpe hende med at erobre Saturn men det bliver langt fra nemt og det søger pølserne for.

3Likes
2Kommentarer
288Visninger
AA

5. kapitel 5

Kapitel 5

”Står i stadig der og glor!” Pølserne og ostene veg forskrækket tilbage deres anføre var ikke ligefrem den der holdt sig fra et spark eller et slag det kunne komme når man mindst ventede det fordi han har lyst. . . den næst kommanderende der stod inden for rækkevidde fik at hårdt slag i nakken ”i uduelige bæster bring mig den kage eller jeg skal få jer alle hængt!” det satte gang i dem, de kendte deres anfører, pølserne gjorde i hvert fald for han var den største kriger over dem alle. Godt nok var han en ikke ret vellidt tyran, men han vidste hvad han gjorde. Eller de troede idet mindste at han vidste hvad han gjorde pølserne var ikke sikre. . . . osteskiverne var endnu mindre.

De satte i løb efter chokoladekagen, deres rustninger gjorde ikke ligefrem sagen nemmere. De var tunge og klodsede og larmede så de fordømte nede i det, i mennesker kalder helvede kunne høre det, det generede dem øjensynligt ikke, det gjaldt kun om en ting; at fange kagen før den nåede skoven, for nåede den først ind i skoven var der intet de kunne gøre for at fange den, medmindre de valgte at brænde den. Det var selvfølgelig en mulighed hvis ikke det var fordi at den forbandede skov ikke kunne brande. De havde prøvet at smide brandbomber, men af en eller anden grund havde de ikke haft nogen effekt, osteskiverne og pølserne havde set flammerne grådigt slikke op a træerne, æde plantevæksten. Alt blev lyserøde det hele var så sukker sødt at det var blevet lyserødt. Det var kvalmende, i hvert fald for osteskiverne og pølserne de fleste var nødt til at kigge væk andre igen blev dissideret syge af at se på det.

***

pølserne og osteskiverne var lige i hælende på mig. Tættere og tættere kom de på mig, jeg så mig tilbage. KLASK! Jeg snublede over en rod. Shit! Så tæt på! Og alligevel så langt fra. Det var umuligt jeg ville aldrig nå ind i skoven det var for sent. Stop du må ikke give op nu ikke så tæt på, kom nu kom nuuuu! Jeg må op igen. Jeg skal ind i den skov.

Så var de over mig. De greb fat i mig. Jeg kunne ikke slippe væk. De klistrede sig bogstaveligt talt til mig. Ikke videre frem behageligt. Jeg sparkede og slog så godt jeg nu kunne, men ramte intet andet end luft. ”OUGH!” yes! jeg ramte en pølse i maven, hans greb slappedes og jeg vristede mig fri. Snublede ud af grebet på osteskiven, der stadig havde fat i min skulder, men blev overrasket da ostepølsen blev ramt. Også han (eller var det en hun? Lige meget) slappedes sit greb, jeg tumlede afsted, forsøgte at holde balancen, vaklende genvandt jeg balancen og jeg styrtede afsted. Jeg løb, løb så hurtigt som mine ben kunne bære mig. Hurtigere, hurtigere! Jeg piskede mig selv afsted den her gang skulle jeg nå hen i skoven. I sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...