Mine svagheds styrker


1Likes
1Kommentarer
114Visninger
AA

1. Mine svagheds styrker

Skal man være elsket for at forstår, hvordan man elsker?

Skal man have mistet for at forstå sorg?

Skal man forstå andres historier, før man kan skrive sin egen?

Skal man have været i krig, for at være en kriger?

Skal man være intelligent for at blive til noget?

De var så gode til at se på en tekst og analysere/fortolke hvad en forfatter mente med et ord, men når jeg talte i mine sirlige koder, som ikke engang jeg selv forstod hver gang, blev det straks slået ned fra stuebordet, som var det et håndlavet stykke lertøj der ikke faldt i smag hos dommerne. Den klirrende lyd af de små stumper af bogstaver der blev kastet over jorden var lige så skærende som kanterne på stykkerne. Jeg var kun en elev. Jeg var nederst i hierarkiet og måtte bøde for min tankegang, der blev set som værdiløs. Men jeg lader ikke dette gøre mig svag.

Skal man være blind for at kunne se?

Skal man være ydmyg for at blive til noget?

Nej, jeg er ingen J.P. Jakobsen, jeg er ingen Søren Kierkegaard og jeg er da slet ikke nogen Holberg. Måske er jeg en Van Gogh? Min stemme er svag, og når kun de stjerner, der er tættest på mit solsystem. Mit signal er sendt afsted. Jeg har nedskrevet min arv.

Kan man dø og først blive hørt om et tusind år?

Måske vil jeg først da leve igennem mine værker, og måske er det at leve som et forhistorisk spøgelse ikke så slemt, som det lyder. Kunne jeg dog bare spørge Plato og Oscar Wilde.

Skal man underkaste sig for at blive til noget?

Jeg bliver slået endnu engang, og mine karakter for skoleåret skriger, at jeg er heldig, hvis jeg overhovedet kan komme ind på ét studie. Jeg skriger i min pude mens skoleåret hænger over mit hoved som den sorte sky, den nu er. Bedre sammenhold og bedre samvær er svært, når klassens førstehånds indtryk af pigen er som hendes ynglings farve, blå. Måske var folk bange for at drukne i dybet?

Skal man underkaste sig for at kunne drømme?

Jeg ville gerne dele mine drømme, men folk deler så sjældent den slags ting længere. Født i den forkerte tidsalder. Tænker jeg, ergo er jeg, men hvem? Rollerne er måske efterhånden fyldt ud. Et ansigt fra fortiden, rynket og tåget af de mange hundred år, der føles som om der gået siden mindet blev til, skreg med den hæse mareridts stemme, at man skal være lille, fin, sidde stille, være ydmyg, vente tålmodigt og være klog for at blive set. Jeg elsker paradokser, men dør langsomt inden i, mens min hjernevask finder sted. Desværre afbrød jeg operationen lige inden, det sidste trin fandt sted og fik aldrig opdateringen som klog.

Skal man være klog for at være god til et fag?

Jeg kaster mig ned på gulvet, for at undgå de skud der bliver affyret. Jeg er en kriger. Jeg overlever. Ikke mindst er jeg en kamæleon. Hvis jeg lyder overbevisende nok, er jeg måske hvem jeg ønsker at være. Jeg blev født for at passe ind. Jeg elsker puzzlespil, men enten mangler jeg den brik der skulle give adgang til en plads i stykket, eller også har jeg en brik for meget. Måske er jeg ekstrem dårlig til at lægge puzzlespil. Så mange fejlkilder giver sjældent et resultat uden teori.  

Skal man være en del af fortiden, for at være en forfatter?

En hosten i det fjerne for mig til at spejde mod verden uden for vinduet. Jeg er ikke syg. Det ved jeg. Jeg har ikke fortjent den titel som syg. Men hvis jeg en dag blev indlagt med sindssyge, vil jeg være beæret. Vil en hvis genialitet da vise sig? Jeg tænker mine ord, som ser så lidt ud på papir men føles kvælende i min mund. Jeg er ikke svag. Jeg er ikke byttet. Jeg venter i mørket. Men min verden er for stor til at jeg kan holde overblikket over jer alle sammen. Jeg udvikler evner til at konvertere mine svagheder til styrker. Styrken som er min svaghed. Jeg bryder væggen i det spørgsmål, jeg stiller dig, ”er du forvirret?”. Dig, der observere mig fra et parallelt univers. Min frygt, din dømmekraft, mit had og min kærlighed. Er du i virkeligheden min svagheds styrke? Jeg bliver forelsket i dig, men som altid, er du en dømmende kraft, der er skabt til at skubbe mig fremad, ikke? Jeg kan ikke gå i stå endnu. Du skriger i smerte igennem portalen enden den lukker sig, og jeg er atter alene. Du har aldrig eksisteret i denne verden. Ser jeg dig nogensinde igen?

Skal man tro for at ikke at være alene?

Skal man være ked af det for at græde?

Skal man have eksisteret for, at man kan blive savnet?

Om et tusind år har jeg da nogensinde eksisteret? Vil mine værker være mine hæse vejrtrækning der hjemsøger folk en sidste gang? Jeg er ydmyg. Jeg er intet specielt. Om et tusind år vil mindet om mig være som resten af mine jordiske rester. Støvet i luften. Støvet under din seng. Dig, jeg aldrig har kendt. Jeg observere dig, igennem mine værkers øjne, lige som du observere mig. Mit liv, var aldrig et liv. Jeg tænker ergo er jeg grådig. Jeg kan ikke få nok. Jeg har aldrig været ydmyg. Jeg har aldrig eksisteret. Abstrakte tanker og ideer er, hvad jeg består af. Jeg har ikke nok i, hvis folk ikke sanser, hvad jeg producere. Jeg er resterne af alle de store poeter, filosofer og skribenter. Vi er alle rester. Vi er alle sande og falske. Er det forkert ikke at tro på en gud? Set igennem mine forfædres øjne er det. Er det rigtigt at være ateist? Mine børn klapper opmuntrende i deres hænder. Vi er alle falske og forkerte her i min verden. Et tusind år væk fra din verden.

Skal man være overjordisk for at være en forfatter?

Men er vi i virkeligheden så forskellige? Jeg er en del af samfundet, hvor vi alle er kamæleoner. Vi er alle skabt til at passe ind, men ingen gør det. Lad mig dø før jeg bliver berømt, for jeg er blevet vandt til ikke at passe ind. Men jeg er ikke ydmyg, jeg er ikke klog, og det meste af tilstedeværelsen er alligevel fyldt med smålige og meningsløse hændelser, som vi alle skal lære at leve med. Jeg er tilstedeværende, men jeg vil snart ophører med at eksistere. Jeg er svag, men det er også en styrke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...