Vi sover aldrig

Tarra er en hel normal pige. Hun er lige blevet færdig med folkeskolen og er klar til sommerferien. Så sker der bare lige det at hun bliver bidt af en vampyr og kan pludselig ikke sove. Overhovedet. Og tørsten efter blod bliver ikke just mindre jo længere tid der går.

0Likes
0Kommentarer
471Visninger
AA

7. Del 2: Skolestart

For seks uger siden var jeg et menneske. For seks uger siden levede jeg i blandt de levende mennesker uvidne om hvad der gemmer sig bag facaderne. De tider er ovre. Jeg er helt anderledes. Jeg sover ikke, jeg drikker blod og jeg har evner intet normalt menneske ville have haft. Indtil videre har jeg taklet alting helt okay, men nu skal jeg i skole igen og det bliver ikke ligefrem let. " Vi ses", siger jeg til min mor og går ud af hovedøren. Jeg skal mødes med Tessa ved krydset. Hun går sammen med sin storebror. George. " Hey", siger jeg til dem. De vender sig begge om helt samtidigt. Tessas storebror går på det samme gymnasium som Tessa og jeg skal gå på. " Hey. Er du spændt? " Spørger hun. Jeg nikker. " Nu kan jeg ikke skjule mig mere", mumler jeg. " Hvad? " Spørger hun. " Ikke noget"; siger jeg fraværende. Jeg har helt klart blandede følelser om at komme på en ny skole. Jeg ville have bekymret mig over ting som: venner, karakterer og det ikke længere at gå i folkeskolen før, men det der bekymrer mig mest nu er dagslys og blod. Jeg har næsten ikke været ude i løbet af dagen i sommerferien, og jeg behøvedes ikke at gå rundt blandt menesker med min hemmelighed. Vi går hen mod gymnasiet. Heldigvis er der ikke særlig langt til gymnasiet fra der hvor Tessa og jeg bor så vi har god tid. Vi møder nogle flere vi kender på vej hen til gymnasiet. Nogle af Georges venner som taler lidt lavmælt med ham, så kom to piger fra vores klasse som er helt vilde med Tessa, og hende som elsker opmærksomhed kan jo ikke sige nej til lidt beundring. Til sidst var det bare mig der gik lidt for mig selv bag de andre. Jeg finder min høretelefoner og min telefon frem og stikker musikken i ørene. Jeg skruer helt op og hører slet ikke at der kommer nogen bag mig. Først da personen prikker mig på skuldrene tager jeg musikken ud af ørene og vender mig om. " Hey, er du ikke Tarra? " Spørger drengen der havde prikket mig på skulderen. Jeg nikker lidt nervøst. Jeg genkender ham ikke, men han kan mit navn. " Jeg er Jasper", siger han. Jeg opdager at han er bleg ligesom mig har mørke rander rundt om øjnene ligesom mig. " Jeg er..." Begynder jeg. " Når ja du har præsenteret mig" siger jeg lidt akavet og skær en grimasse. Jeg opdager bortset fra hans vampyrlignende ansigt, at han faktisk er temmelig pæn. Hans sorte hår er meget uglet, men på en sej måde og hans jeans sidder stramt i modsætning til hans T-shirt, som ser flere numre for stor ud. " Hvor kender du mig fra? " Spørger jeg. "Du er på den der plakat med bogklubben, hvor du sidder med en bog og ser dybt fascineret ud", siger han. Når ja. Bogklubben. Den havde jeg glemt alt om. Det var en folkeskolebogklub. Jeg skulle have et eller andet valgfag,, så det blev bogklub. Jeg smiler akavet til ham. Der er bare det at mit navn ikke står på plakaten, så han må have fået det på en anden måde. Jeg lægger min tanker væk og fokuserer på noget andet. Det kommer til at være et langt år hvis jeg spjætter op hver gang nogen siger mit navn.

Min første lektion går helt fint. Vi har dansk og gennemgår hvad vi skal lave i løbet af året. Jasper har næsten de samme timer, som mig og jeg føler mig slet ikke utilpas ved hans tilstedeværelse mere. Han hørte sikkert bare mit navn i en samtale eller spurgte nogen. Det går faktisk helt fint indtil vi når til biologi, hvor vi skal skære nogle dyrehjerter op for at se Det spændende indre, som vores lærer kalder det. Jeg elsker at drikke blod og lige præcis derfor for jeg det dårlig når jeg ved jeg ikke skal drikke det. Jeg bliver helt grøn i hovedet og har lyst til at kaste op. Jeg prøver at holde det for mig selv. Det er det jeg har trænet hele sommerferien. Det med at holde det skjult. Jeg tænkte ikke på at selve undervisningen ville blive et problem. Jeg prøver at koncentrere mig om noget andet. Jasper. Jeg opdager at han er ligeså grøn i hovedet som jeg er. Han ser ud som om han skal til at kaste op. So kommer tanken tilbage. Er han vampyr? Jeg bliver chokeret over tanken selvom jeg ikke burde blive det. Det giver jo mening hvis han er det. Eller hvad? Hvor mange vampyrer findes der? Hvordan genkender man en vampyr? Han ligner jo meget mig. Uden a ville det får jeg øjenkontakt med ham. Jeg når ikke at tænke mere over det før klokken ringer ud. Vi har fri. Jeg går ud af klasselokalet uden at vente på Jasper. Jeg er så forvirret som man kan blive. Ikke fordi det er nyt. Det er ikke ligefrem forståeligt at blive en vampyr. Der er så mange ting man ikke ved. Jeg mærker at Jasper hiver fat i min arm og trækker mig ud til siden. " Kom med mig", siger han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...