Vi sover aldrig

Tarra er en hel normal pige. Hun er lige blevet færdig med folkeskolen og er klar til sommerferien. Så sker der bare lige det at hun bliver bidt af en vampyr og kan pludselig ikke sove. Overhovedet. Og tørsten efter blod bliver ikke just mindre jo længere tid der går.

0Likes
0Kommentarer
564Visninger
AA

8. Del 2: S.B.V

" Hvor skal vi da hen? " Spørger jeg. " Der er ikke tid til at forklare. Du kender proceduren", siger han. Først kigger jeg undrende på ham, men kort til efter genkender jeg følelsen. Vi skal transportere os en sted hen. Det går så hurtigt at man knap nok lægger mærke til det, men efter 6 uger er jeg blevet vandt til det. Jeg genkender ikke stedet. Det undrer min nu alligevel ikke, jeg kunne ikke forestille mig at nogen nogensinde ville være her. Vi befinder os i en kælderlignende lang gang. Belysningen er der ikke gjort meget for, så man ser knap nok hvor man er. Måske er det egentlig bedst. " Hvor er vi? " Spørger jeg. Han svarer ikke. " Er der flere ligesom os", bliver jeg ved. Nu er jeg ved at blive utålmodig. " Du stille mig mange spørgsmål", siger han let irriteret. Pludselig  lyder der en høj lyd. Det er svært at sige præcis hvad det er. Det lyder som en kæmpe der går over os. Lyden bliver højere og jeg genkender den. Det er metroen over os. Hvad laver vi under en metro? Det er et eller andet der gør at jeg følger med Jasper. Det er nok fordi han er en vampyr og jeg er en vampyr. Han kan ikke dræbe mig og jeg kan ikke dræbe ham. Langt om længe stopper han. " Gør dig lige usynlig", siger han som om hans sagde at jeg skulle stille mig bag ham og ikke gøre mig selv usynlig. " Og hvordan har du lige tænkt dig at jeg skal gøre det? " Spørger. Han sukker. " Bare tænk på det" siger han. Pludselig er det som om der er et koldt tæppe, der har lagt sig over mig og jeg får helt gåsehud. " Sådan der", siger han. " Det er lidt svært at opdage at man faktisk er blevet usynlig. Du kan godt se dig selv, men det kan de andre ikke", siger han. Jeg ser fra ham til min krop, som er helt synlig for mine øjne. Mine bevægelser er også helt normale. Samme hastighed som de plejer og samme præcision. Det eneste der er lidt mærkeligt er kulden. Det er som om kulden kommer et sted helt indefra. Som om at det er mine knogler der udsender små vibrationer af kulde ud til resten af min krop. " Jeg husker tydeligt, da jeg blev vampyr. Det var for godt halvtreds år siden, men jeg husker det som det var i går", siger han henkastet. Pludselig går det op for mig at vampyrer jo lever uendeligt. Jeg ved det selvfølgelig godt efter alt det man har hørt om vampyrer, men jeg har slet ikke tænkt over det før nu. " Der var så mange ting, der var helt nye. Jeg vidste ikke om alle de ting man havde hørt om vampyrer i historier var sandt. Var vi bange for hvidløg. Jeg fandt hurtigt ud af en masse ting vi kunne og ikke kunne. Hvis jeg havde tid så ville jeg fortælle dig, men..." Han siger ikke mere, selvom han er midt i en sætning. Jeg venter på mere, men der kommer ikke en lyd fra ham. Han går bare videre som om intet er hent. " Hvad laver du? " Jeg prøver at sige det til ham, men det er som om jeg bare taler til luften. Han hører mig ikke når jeg er usynlig. Forvirret og opgivet følger jeg efter ham. Jeg har mærket hvordan min tillid til normale mennesker er falmet meget, mens tilliden til vampyrer er steget. Det er nok fordi jeg er en af dem nu. Det har jeg bare stadig væk svært ved at tro. Kort tid efter Jaspers stilhed kommer der en gruppe mennesker bag os. De snakker højlydt. " Hej, Jasper", siger de i kor. Der er flertal af piger i mængden, men her og der er der også drenge. De fleste er på Jaspers alder. Jeg genkender pludselig en af dem. Det er vampyren der bed mig. Jamie eller noget sådan. En følelse af had spreder sig i min krop og jeg har mest af alt lyst til at gå amok på ham. Det er hans skyld at jeg er vampyr. Det er hans skyld at jeg ikke er noget menneske mere. " Hej med jer", siger Jasper lidt stille. Han virker næsten lidt bange for dem. Måske er de ældre end ham. Hvordan ser man overhovedet, hvor gammel en vampyr er? Det er da alligevel meget fedt at man lever forevigt, tænker jeg. Men så alligevel. Alle man kender dør, mens man selv lever videre. Pludselig giver tanken mig kvalme. Jeg har aldrig tænkt over hvad der sker med mig om 100 år, eller bare 50. Jeg må tage en pause fra mine tanker, da der er en vampyr der skal til at gå oveni mig. Jeg skynder mig væk. Jeg har slet ikke opdaget det der er rundt mig, fordi jeg har været i mine egne tanker. Før gik vi under metroen. Nu går vi hen af en lang gang, der ser meget mere vedligeholdt ud end det vi før har set. En dør kommer til syne. " Nå, jeg må smutte. Jeg skal lige hente en bog", siger han. De ser lidt overrasket på ham, som om, han lige har sagt, at han skal ud at kigge på stjerner kl. 4 om eftermiddagen . De siger ikke noget de vinker bare til ha og går videre. Han åbner døren og træder ind i noget der ligner et gammeldags bibliotek. Jeg skynder ind før døren lukker. " Det er sikkert her. Du kan godt blive synlig", siger han. Ordet synlig hæver pludselig den kolde følelse i min krop og Jasper ser direkte på mig. Vi ser længe på hinanden uden at sige noget. Biblioteket er propped med bøger. Ikke fordi det undrer mig. Jeg har bare aldrig set noget lignende. Rundt omkring hænger der skilte hvorpå der står forskellige genre. Bøgerne ser helt normale ud. Som normale bøger i menneske-biblioteker, men der er en helt anden atmosfære her. Her er næsten hyggeligt at være. Der er for meget larm, der hvor jeg har været på biblioteker. Jeg går hen til en boghylde med bøger om mad. Jeg tager en bog ud af hylden og ser på forsiden. Sund mad, for sunde vampyrer. " Som jeg sagde før kan jeg ikke fortælle dig alt nu. Du forstår tingene som tiden går. Vi må heller se at komme af sted ellers kommer vi for sent", siger Jasper til mig. Han er en helt anderledes person end han var, da jeg mødte ham i morges. Måske er det fordi han er anderledes når han er menneskelig. " Hvor er det vi skal hen. Hvad er det vi skal nå? " Spørger jeg. Han sukker. " Du er meget besværlig", siger han og tager nogle bøger ud af boghylden. Bøgerne er om vampyrenes historie. " Det her vi er nu. Er S.B.Vs boghandel. S.B.V er byen for vampyrer. Det er her vi bor. Jeg bor her kun halvtid. Resten af tiden har jeg et menneskeligt identitet ligesom dig. Jeg skal tage imod nye vampyrer og fortælle dem om hvor de er, men nu må vi altså skynde os. Ellers så miser vi din dåb", siger han og skær en grimasse. Han går hen mod udgangen med bøgerne i hånden. " Kan du bare tage dem sådan? " Spørger jeg. Han ser på mig, som om jeg lige har spurgt om  det mest mærkelige i hele verden, men han siger ikke noget. Hvis det er hans job at fortælle mig hvad der sker er han ikke særlig god til det. Vi går et stykke længere henne af gangen. Gangen fører hen til to store døre. På dørene er der skrevet med guld. SAMMENSLUTNINGEN FOR BLODTØRSTIGE VAMPYRER. " Er du klar? " Spørger han. Før jeg når at svare åbner han dørene op og træder ind i en stor hal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...