1,2,3, drøm!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2016
  • Opdateret: 17 apr. 2016
  • Status: Igang
Vores samfund går hurtigt. Ofte er det lettest bare at følge med strømmen. Følge sporerne som allerede af lagt, uden at overveje endestationen. Går det godt nu er der større garanti for at det går godt i fremtiden, men hvad så når fremtiden pludseligt er nutid og du pludseligt får et valg? Da Math står i den situation, går det op for hende, at hun ingen drømme har, men kan det nu passe?

4Likes
1Kommentarer
187Visninger
AA

1. Derfra hvor jeg stod

Det var ham der kom med drømmene. Indtil da havde mit liv kørt som et tog der kører ud af sporet uden endestation. Ud af et langt spor med få stop og uden sidespor. Dagpleje, børnehave, 0-6 klasse i en klasse og 7-9 i en anden, gymnasie. Selv der hvor jeg kunne have taget et valg, holdt sporets skinner mig på plads, indtil jeg havde passeret gymnasie-verdenen og var lykkeligt ovre den del af mit liv. Nu hvor jeg var ude over trivialiteterne, var der bare det problem, at der ikke længere var et spor at følge. I noget tid stod jeg bare på drejeskiven og kørte rundt, indtil jeg besluttede mig for at våge mig ud hvor der intet spor var.

I en tiltagende deprimeret tilstand rejste jeg, bogstaveligt talt, med tog rundt i Europa og endte i London, hvor jeg nogle somre forinden havde været på sprogskole. En af mine veninder derfra havde forelsket sig i en engelsk fyr, som hun hårdnakket påstod lignede en ung Ethan Hawke, og var blevet i stedet for at tage tilbage til London. Disse 2 ½ år senere var den engelske, unge Ethan Hawke skredet og havde efterladt hende tilbage med en lille dreng, hvilket betød at hun nu kæmpede for, ikke kun at få læse til sygeplejerske, men også at få det hele til at hænge sammen. Uden de store overvejelser sluttede jeg mig til hendes lidelser, eftersom jeg flyttede ind hos hende i den lille Islington lejlighed i en mere eller mindre pengemæssigt flad tilstand, mens jeg søgte med lys og lygte efter et arbejde og passede Geo i mellem tiden.

Efter et par uger med afslag fra forskellig jobs, kom jeg forbi en boghandler, hvor der hang et ”Hjælp søges” skilt i vinduet. Med Geo på armen stavrede jeg ind. ”Goddag Mr, I skriver i vinduet, at i søger en medarbejder. Hvem skal man henvende sig til, hvis man gerne vil søge?” spurgte jeg fyren bag disken. Et par linjer i panden og den måde han klædte sig på afslørede, at han nok godt ovre 20’erne. Hans udseende var bedst beskrevet som nydeligt. Det brune hår var i en perfekt sideskilning og skjorten var omhyggeligt stoppet ned i bukserne som matchede den tweed jakke, der hang over hans magelige retro lænestol. Der var noget hyggeligt over ham på samme måde som der var noget hyggeligt over butikken. Alligevel kneb han de grønne øjne sammen bag de runde briller i en tvivlende mine. ”Det må være mig,” sagde han langsomt. Det overraskede mig ikke. ”De ønsker vel en skriftlig ansøgning?” spurgte jeg. ”Åh, lad være med at spilde tiden,” skubbede han det væk og greb en pen af den dyre slags. ”Kan jeg få navn, adresse og telefonnummer?” Det lød halvhjertet, selvom han gjorde sit bedste for at skjule det. ”Er stillingen allerede besat?” spurgte jeg, hvilket fik ham til at sende mig endnu et skeptisk blik, hvorefter han smilte. ”Nej, men jeg har råd til at være kræsen,” forklarede han. ”Navn, adresse og telefonnummer?” ”Mathilde Warming Jessen, Ivor Street 3, *******,” svarede jeg. ”Undskyld, hvad var navnet?” undrede han sig. ”Mathilde som i Mat-hilde, Warming som i warming og Jessen,” forklarede jeg mig, som jeg gør på nærmest daglig basis. ”De fleste her kalder mig Math.” ”Dansk?” gættede han. Hans gæt overraskede mig, men han forklarede selv. ”Dit efternavn er Jessen. Det betyder Jes’ søn gør det ikke? Folk fra Skandinavien hedder den slags til efternavn.” Jeg nikkede. ”Korrekt,” sagde jeg og tyssede på Geo, som havde fundet noget langt væk, han synes var interessant. ”Er det din søn?” spurgte han. ”Nej, en venindes. Jeg passer ham bare,” forklarede jeg. Ejeren smilede et fladt, men denne gang oprigtigt smil, som om det ændrede hans holdning til min ansøgning, før han kortvarigt og overdådigt servicerede en kunde.

I mellemtiden satte jeg Geo ned og lod ham stavre lidt rundt. ”Hvorfor ønsker du at arbejde her?” spurgte han. D”Der er virkeligt noget smukt over en boghandel,” sagde jeg tøvende, mens jeg, overvejede, så meget som jeg nu overvejer, hvad jeg siger, om det var for skørt at sige, det jeg tænkte. På den anden side kunne jeg ikke komme i tanke om andet. ”Jeg mener, åbner man en bog, åbner man døren for en helt ny verden, eller i det mindste et nyt perspektiv på den verden, vi lever i. De udvider vores horisont. En boghandel sælger mere eller mindre perspektiver, der kan udvide vores horisont som mennesker.” Boghandleren gjorde alt, hvad han kunne for at skjule sin begejstring, men for at være ærlig var han en åben bog. ”Det er en smuk tanke,” indrømmede han dog og vendte sig igen mod en kunde, som havde et spørgsmål.

”Du ser ung ud. Har du overhovedet nogen som helst form for job erfaring?” Jeg smilte nu. ”Jeg er lige fyldt 20, men jeg har altså erfaring. Mens jeg færdiggjorde min gymnasieuddannelse, arbejdede jeg ved kassen i et supermarked og før det som salgsassistent i et bageri.” Nu smilte han. ”Studerer du så nu?” spurgte han uden at vide, at han ramte et ømt punkt. ”Nej,” svarede jeg. ”Det er meningen, at jeg skal i gang til September, men jeg ved ikke lige med hvad.” Boghandleren smilte bare. ”Ambitionsløs er ikke det samme som håbløs,” fortalte han mig og jeg kunne ikke lade være med at føle mig en lille smule fornærmet, selvom han egentligt støttede mig. ”Der er vel intet galt i at have dig på prøve i en måneds tid. Mit navn er Carl.” 

Carl fortrød ikke min ansættelse. Det var ikke fordi jeg var exceptionel, men jeg faldt til i den forunderlige verden, som boghandlen førte med sig. Carl havde tre andre unge mennesker, udover mig selv, ansat. Lauren, en køn brunøjet engelskstuderende der følte sig overlegen på grund af sit studie, Gina, en livlig kunststuderende og Alex, en genert singer-songwriter. Vi skiftedes til at arbejde sammen med Carl der brugte al den tid hans kæreste tillod ham i boghandlen, men af og til ville der være travlt og vi ville være 3, eller også skete det at Carl ikke kunne være der på et tidsspunkt, hvor en mand ikke kunne klare arbejdet og vi ville arbejde to sammen. Typisk mig kom jeg godt ud af det med Gina, som introducerede mig til sine venner og på den måde mødte jeg nye mennesker. Derudover var der også en del interessante kunder i boghandlen, som af og til var klar på en længere samtale om en bog eller et interessant emne. ”Din arbejdsindsats denne time er lig nul,” ville Lauren påpege, hvis hun var på arbejde. ”Det er den slags der gør at kunderne kommer igen,” lød det fra Carl, da han hørte det en gang, og fra da af citerede jeg det, når hun sagde det. Det var ikke fordi Lauren havde noget at misunde mig for, for hun havde selvfølgeligt bedre styr på litteratur end jeg, men jeg tror, det irriterede hende, at jeg uden videre turde begive mig ud i en diskussion om Nick Carraway’s rolle i Den Store Gatsby med en komplet fremmed. Havde jeg ikke tænkt mig bedre om ville jeg have sagt, at vi bare var to forskellige personer, men for at være ærlig, var vi måske meget ens. Havde jeg været samme sted på samme tidspunkt i mit liv, som hun var i hendes, ville vores personlighedsmæssige lighed være slående. Forskellen var bare at på det sted og det tidspunkt i mit, var jeg nok en person i krise. Lige meget hvor meget jeg hader at indrømme det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...