Frosne løgne // NOVELLE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 10 apr. 2016
  • Status: Igang
en morbid fortælling om løgne og ekstatisk eskapisme - og hvad der sker, når mennesket befinder sig nær afgrundens bundløse kælder.

1Likes
4Kommentarer
160Visninger

1. PROLOG

Sneen faldt tungt ned fra den tildækkede himmel. Sådan som den havde gjort det meste af natten. Tidspunktet vidnede om, at solens første stråler burde formå at skære igennem himlens tætpakkede udtryk af gråmelerede skyer. Intet held var at finde. Mørket lå som en suppedas over byen, kun afbrudt af krystallerne, der fra himlen fandt sin plads mod hver eneste synlige overflade lige fra de guldbelagte knogler til de faldfærdige. I de ensomme vejkanter tårnede lygtepælene sig op og lod nogle gule lyskegler stryge sig henover vejen.


Den sovende befolkning havde ikke én chance for at  skjule sin identitet. Men igen, ingen turde bevæge sig ud denne vintermorgen. Folk frygtede mørket, det ukendte. De frygtede sorgen, som ville rive og flå i deres kroppe, så snart det første snefnug berørte porcelænshuden. Man var ikke alene. Enhver levende sjæl ville en dag være nødsaget til at se sandheden i øjnene. En sandhed gennemsyret af forfærdelse, foragt og fortvivlelse. Sorgen, vigtigst af alle katastrofale følelser, som ville indhylle dem i flere årtiers nedbrydelse af minder.

Men der, blandt de ensomme rækker af tårer og svigt, da fandtes nattegængerne. Dem, der ikke kunne slippe væk fra den bidende kulde, hvis' eneste gøremål var at destruere pragteksemplarer af menneskers nytteløse beskyttende murvæk omkring egne hjertekamre, knuse sjælens tårnhøje og ekstreme barrikader, for til sidst at trænge ind i blodårene. Nattegængernes knusende iskrystaller krystalliserede den famøse varme, og når enhver dråbe af rødt blod ikke længere flød i menneskets kroppe, ville sjælen knuses indvendigt; fra hjertets to kamre og ud i venerne til halsrøret og ned langs tarmsystemet, indtil det tynde lag ikke ville være andet end luft.

Menneskerne kæmpede. De kæmpede alt det, de havde lært, men alligevel syntes det ikke at være godt nok. Ingen havde lært dem om det, der snart ville smadre deres sjæle. Det var ukendt, så ukendt som noget nogensinde formåede at være. Thi nogens interesse måske endda kredsede om alt dette, en obskur fascination af mørkets inderste kroge, da dominerede der blandt alle en kamp for ikke at blive nattegængernes næste offer. En kamp for overlevelse.

Sandheden skulle i al sin bitterhed vise sig at være meget mere overvældende og hæslig end historierne om underverdenen var. En langvarig pinsel, slidende mod fortabte eksistenser, og som det første skridt i den faldne sne blev taget, betvivlede en eneste sjæl ikke, at de aldrig vendte tilbage til den løgn, menneskerne havde serveret for dem på de blankpolerede sølvfade - lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...