Usynlighedens flamme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 13 apr. 2016
  • Status: Igang
Maya har altid følt sig usynlig og været en neutral pige. Ingen snakkede til hende, indtil den dag hvor hun mødte Jonas. Jonas får hendes liv vendt fuldstændig på hovedet, og Maya oplever kærligheden og det at blive elsket for første gang. Mayas selvtillid stiger og pludselig er hun ikke længere den neutrale og usynlige pige, men derimod den populære som alle ser op til. Men kan Maya mon beholde sin nyvundne status? Og vil det gå mellem hende og Jonas?

1Likes
3Kommentarer
145Visninger
AA

1. Den forladte legeplads

Jeg kiggede på de lange mennesketomme gange. Klokken havde ringet ind for knapt nogle få minutter siden, men alligevel havde alle elever formået et finde deres destination. Alle undtagen mig. Jeg vidste, at jeg burde sidde inde i et eller andet trængt klasselokale, men hvis jeg skulle være ærlig så var det det mindste jeg havde lyst til. Jeg lukkede øjnene og forestillede mig at jeg stod et helt andet sted. I min drømmeverden. Jeg havde opdigtet min egen verden, men jeg kunne godt lide at forestille mig, at den virkelig fandtes. Det var stedet, hvor jeg søgte trøst i min sorgfulde hverdag.

Jeg hørte nogle fodtrin et godt stykke væk fra mig, hvilket fik mig til at fryse på stedet. Hvis jeg stod helt stille, ville de ikke kunne se mig. Det vidste jeg. Det fandt man hurtig ud af, når man havde været usynlig så lang tid som jeg havde.

”Skulle du ikke være til time?” Hørte jeg en meget vred stemme sige. Pis. Der fandtes åbenbart stadig personer, der kunne se mig. Eller måske nærmere ville se mig.

”Jeg var bare på vej på toilettet hr. Inspektør.” Mumlede jeg. Trods jeg havde brugt den titel han fortrak at blive kaldt, så han ikke helt tilfreds ud med mit svar. ”Jeg har fået tilladelse.” En direkte løgn, der umuligt kunne skade nogen.

”Er du ikke hende Maya pigen?” Jeg vidste ikke hvorfor, men den sætning gjorde mig pænt vred.

”Hvad skal det betyde?”

”Jeg synes virkelig, at du bør stramme dig an. Lærerne klager over, at du aldrig kommer til timerne eller laver dine lektier. Gå tilbage til time nu.” Han sagde det så monotont, at jeg slet ikke var bange for ikke at følge ordre.

”Fuck dig.” Råbte jeg og løb min vej. Jeg vidste præcis hvor jeg var på vej hen. Jeg ville hen til mit sted. Mit helt eget sted.

Knapt ti minutter senere stod jeg ved den forladte legeplads. Jeg havde løbet hele vejen, og var ved at være godt træt. Jeg elskede, at lade mine ben bære mig af sted. Så kunne jeg sætte dem lidt i gang, så min hjerne kunne få en pause. Jeg satte mig ned på den sorte gynge, og gav mig til at tippe lidt frem og tilbage. Gyngen knagede. Et sikkert tegn på, at ingen kom der mere. Ingen bortset fra mig. Jeg mærkede suset af at gynge. Jeg lænede mig forover, så bagover samtidig med at jeg sørgede for, at mine ben gik den modsatte vej af min krop. Jeg kom højere og højere op, samtidig med at jeg fik det bedre og bedre. Jeg havde gjort dette siden jeg var et lille barn, og det var nok derfor jeg stadig gjorde det. Jeg holdte barndommen tæt ind til mig. Det var nok også grunden til, at mit værelse stadig lignede en 9-årigs. Min storesøster syntes det var barnligt, og sagde altid at jeg virkelig burde smide bamserne, dukkerne og tebordet ud. Min mor var enig. Men det var jeg bestemt ikke, og det var mit værelse.

”Hvad laver du på mit sted?” Jeg faldt ned af gyngen af chokket. Jeg gned min ømme bagdel efter den hårde landing. Jeg kiggede op og så en dreng stå foran mig. Han rakte sin hånd frem mod mig, men jeg kunne sagtens klare mig selv og rejste mig op. Han så ikke totalt håbløs ud. De fleste piger på min alder, ville måske ligefrem gå så langt som til at sige at han var lækker. Men det var ikke noget jeg gik op i. ”Er du okay?” Han stod med sine krystalklare blå øjne og kiggede på mig, hvilket fik mig til at kiggede ned i jorden.

”Selvfølgelig er jeg da det.” Jeg fandt et sted på jorden, jeg egentlig syntes var ret interessant. Jeg hældte hovedet en smule på skrå, og jeg mærkede hvordan han kiggede ned på jorden og derefter op på mig igen, som ville han se om han kunne gennemskue mig. Jeg tog mod til mig, og kiggede op på ham. ”For at besvare dit andet spørgsmål, så er det her ikke dit sted.” Jeg vendte mig om for at gå igen men han greb fat i mig.

”Undskyld. Det skulle ikke have været sagt på den måde. Jeg er bare den eneste der kommer her, det her er ligesom bare mit sted. Jeg blev bare lidt skræmt, da jeg så at en anden havde erobret det.” I det øjeblik glemte jeg fuldstændig min generthed.

”Oh ligeså skræmt som jeg blev, da du forstyrrede mig? Ja det må du nok undskylde. Du må undskylde, at jeg ikke lige så det usynlige skilt du havde sat op om, at jeg ikke kunne komme ind på det sted, jeg altid havde kaldt for mit andet hjem.”

”Også dig? Så det er altså ikke kun mig, der har en eller anden magisk form for tiltrækning til det her sted?”

”Magi? Du tror vel ikke på magi?”

”Det sagde jeg ikke. Men hvad er der nu galt, med at tro på magi?”

”Jo det er bare noget opdigtet fis, som folk bruger til at forklare ting de ikke selv forstår.” Han så såret ud et øjeblik, men så tog han en helt anden maske på.

”Det er squ forståeligt nok.” Også gav han mig det der typiske drengesmil, som enhver anden pige end mig ikke ville kunne lade være med at falde på.

”Årh gider du lige.” Udbrød jeg.

”Hvad?”

”Jeg kender kun alt for godt det smil.”

”Hvad det her smil.” Og der kom det igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, hvilket straks fik ham til at bryde ud i et endnu større smil.

”Hey du kan jo godt smile.” Råbte han. ”Mit navn er Jonas.” Også gav han mig sin hånd. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg tog i mod den. Min generthed var fuldstændig væk over for denne dreng, og jeg havde først lige mødt ham.

”Mit navn er Maya.” Han tyggede lidt på navnet.

”Det er pænt.”

”Øh tak.” Hele situationen var utrolig underlig. Men underlig på en yderst god måde.

”Hvad laver du overhovedet her?” Spurgte han mig efter et øjebliks tavshed.

”Jeg synes bare det er rart at være her. Det er ligesom bare mit sted hvor ingen andre er. Altså lige indtil du kom.” Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg fortalte dette til en total fremmed dreng. Jeg var nok bare ved at blive desperat.

”Nej jeg mener. Hvorfor er du ikke i skole. Det andet gav lidt sig selv.” Et øjeblik følte jeg mig som en idiot men så blev jeg egentlig ret sur.

”Hvorfor fanden er det mig, der skal fortælle dig alt? Tror du virkelig, at jeg vil fortælle alle mine personlige ting til en fremmed? De ting ingen anden ved om mig? Så kan du godt tro om igen. Hvorfor fortæller du ikke i stedet mig, hvorfor DU er her i stedet for at være i skole.” Jeg måtte indrømme, at jeg var ret stolt af mig selv over at kunne sige dette i det perfekte tonefald, der viste at jeg altså var ret sur men uden at få ham til at ville holde sig væk fra mig. Bestemt fordi jeg ikke ligefrem mestrede kunsten at tale.

”Okay okay rolig nu. Jeg orkede bare ikke lige skole. Det er det samme mønster hver dag, og hvis det er muligt vil jeg helst gerne undgå den ensformige hverdag. Jeg er mere den spontane type.” Trods det alvorlige samtaleemne blinkede han til mig. Jeg begyndte mere og mere at kunne lide denne Jonas. Han mindede mig lidt om en fordrejet udgave af mig selv, hvis det på nogen som helst måde gav mening.

”Undskyld jeg flippede sådan ud. Jeg er bare ikke vant til, at folk interessere sig for mig. Nu har du været ærlig over for mig, så det vil jeg også være over for dig.” Jeg tog en dyb indånding. ”Jeg havde bare ikke lyst til at sidde endnu en dag og bare være passiv. Bare se på at alting sker omkring mig, mens ingen lægger mærke til mig. Jeg føler egentlig lidt, at jeg ser en film hvor jeg kan hører og se hvad alle gør. Men de kan hverken se eller høre mig. Nu ved du så det.” Min dumme generthed vendte tilbage, og jeg kiggede ned i jorden. Jeg mærkede rødmen stige op til mine kinder, hvilket kun fik mig til at bøje hovedet lidt væk fra mig.

”Har nogen nogensinde fortalt dig, hvor sød du ser ud når du rødmer?” Og med de ord greb han mig ind til sig og kyssede mig forsigtigt, som var jeg lavet af porcelæn. Uden jeg tænkte over det, kyssede jeg ham igen. Hans varme læber føltes behagelige mod mine kolde læber. Jeg kunne mærke, at han havde prøvet det før. På den måde hans mund langsomt åbnede sig op og fik mig til at føle mig tryg. Jeg håbede ikke, at han kunne mærke, at det var min første gang. Hans højre hånd greb fat om min nakke og trak mig længere ind til sig. Alt ved dette øjeblik føltes perfekt. Nærmest for godt til at være sandt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...