Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

107Likes
178Kommentarer
94243Visninger
AA

5. ► tre


Det blev hurtigt fredag, og fredag var både dagen for skoleballet, men også dagen hvor Chelsea, Melody og jeg skulle fremlægge i historie. Vi havde øvet det hele igennem aftenen inden, men vi havde haft så travlt med også at snakke om ballet, at jeg tvivlede på, hvor godt det var blevet. 

Vi havde aftalt, at vi skulle gøre os klar hjemme hos mig, og så skulle drengene hente os inden ballet. Efter ballet skulle pigerne overnatte hos mig, og vi ville have en masse pizza, en masse burgers og pomfritter. Jeg så virkelig frem til aftenen, og jeg glædede mig så meget til, at dele den med mine bedste veninder. 

Jeg havde fundet så smuk en kjole, at jeg ikke kunne vente med at få den på igen, jeg skulle følges med Harry, hvilket jeg faktisk glædede mig til, og så havde han fortalt mig, at de havde planlagt noget specielt til os piger. 

Historietimen var for længst begyndt, og der var flere grupper der havde været oppe at fremlægge. Vi skulle op efter dem der fremlagde om en eller anden krig i Korea. Vi havde valgt første verdenskrig, som var den største krig der skulle fremlægges om. Jeg havde altid syntes, at krig var en spændende emne, fordi der var så mange sider af det. 

Jeg havde altid syntes, at det var komisk at Hitler, i anden verdenskrig, dræbte jøder, selvom han selv var jøde. Det understregede virkelig, hvor sindssyg han var. “Må vi få lov til, att høre om første verdenskrig?” spurgte Mr. Harris. 

Vi rejste os fra vores pladser og gik op mod tavlen, hvor Chelsea hurtigt fik skrevet nogle af vores nøgleord op. Den store krig, 9 millioner døde, og en masse andre lignende ord. Jeg havde aldrig været nervøs ved fremlæggelser før, men hvis jeg fejlede, ville jeg have det så dårligt til ballet.

Jeg gennemgik det hele i mit hoved. Alle de ord jeg skulle sige, blev læst op inde i mit hoved, og alt det der absolut ikke skulle nævnes, som Hitler og Napoleon, blev skubbet langt bag ud i mit hoved.

Historietimen ville være den sidste time. Vi ville alle få tidligere fri end normalt, så hallen kunne pyntes, dekorationer kunne blive sat op, og så vi alle kunne gøre os klar derhjemme. Festkomitéen havde for første gang nogensinde, aftalt at pynte op alle andre steder på skolen også, da alle vidste, at man ikke blev i hallen. 

Det var blevet bevist året inden, da Zayn Malik uheldigvis fik gjort en pige gravid. Hun fik en abort, heldigvis for ham, for ellers var hans popularitet død med det samme. 

Der var ingen fra klassen der interesserede sig for krigsemnet, og der var ingen der lyttede til vores fremlæggelse. Jeg var blevet helt rød i hovedet, da jeg havde fået nævnt noget om Napoleon. Hele klassen havde grint da jeg sagde det, på trods af, at de ikke rigtigt havde lyttet efter. Deres latter kom nok af, at jeg selv blev pinligt berørt inden deres reaktion. 

Mr. Harris tog os med ud for klassen, for at give os vores karakterer, og jeg havde aldrig været så usikker på, hvilken karakter jeg ville få før. 

“Felicia, på trods af din lille fejl med hensyn til Napoleons deltagelse i første verdenskrig, så var jeg meget imponeret. Du har styr på din viden, og jeg er sikker på, at det bare var din nervøsitet der fyldte for meget,” sagde han venligt. Jeg tog en dyb indånding og smilede til ham. Jeg kunne mærke Melodys hånd i min, og hun gav mig et forsigtigt klem. “Jeg vil gerne give dig tolv,” sagde han og smilede. 

Jeg fik lov til, at gå ind i klassen igen, og jeg havde et kæmpe smil på læben. Alle var begyndt at pakke deres ting sammen, og det samme gjorde jeg. Chelsea og Melody kom ind i klassen, begge smilende, og pakkede deres ting sammen. “Tolv og ti,” sagde de lavt. 

Vi gav hinanden en akavet og uheldig high five, og begyndte derefter at grine. Vi gik hen mod vores skabe for at afleverer bøgerne, da vores dates, Liam, Harry og Louis, kom gående imod os. 

Jeg var stadig i tvivl om, hvad Harry ville med mig. Men jeg var endnu mere i tvivl om, hvem der havde lagt sedlen i mit skab, og hvorfor den var blevet lagt det. Det kunne ikke have været Harry der havde lagt den der, ikke engang for at se, om jeg ville tro på rygterne om ham. 

“Hey piger,” sagde Harry en smule koldt. Jeg gik ud fra, at det var sådan han normalt snakkede til piger. Han kiggede skiftevis på Chelsea og Melody, og derefter på mig. Han fugtede forsigtigt hans læber med tungen, og fortsatte så sin sætning. “Felicia, kan du sende mig adresserne og tidspunkterne vi skal hente jer på?” spurgte han og smilede. 

Jeg kunne ikke lade vær med, at kigge på hans ansigt. Han var så flot, så charmerende, og dog virkede hans personlighed som det stik modsatte. Jeg smilede til ham, og nikkede. Det var meget nemt at gøre, for jeg skulle kun sende min egen adresse, og bare skrive, at det tog ti minutter at komme op til skolen. De skulle hente os kvart i syv, da ballet ville starte klokken syv. 

“Jeg har ikke dit nummer,” sagde jeg forsigtigt. Det var akavet at nævne, da jeg indirekte spurgte om hans nummer, hvilket havde været fint, hvis der ikke havde stået fire mennesker omkring os. Jeg rakte min mobil hen til ham, og tastede sit nummer ind på min telefon. Han sendte en besked til sig selv, så han automatisk ville få mit nummer. “Tak,” mumlede jeg da han gav mig telefonen igen. 

Han havde kaldt sig selv for Hazza på in mobil, og jeg kunne ikke lade vær med, at smile. Det var et sødt kælenavn, især da jeg aldrig havde hørt nogle bruge det før. Normalt blev han kaldt Harry eller Styles, men jeg fik lov til, at kalde ham Hazza. Jeg smilede, lagde min telefon ned i lommen, og gik med pigerne ud til min bil, som holdte på parkeringspladsen.

Det var mine forældres gamle mig, og jeg havde fået lov til, at overtage den til min seksten års fødselsdag. Det havde været deres gave til mig. De havde kun haft den i to år da de skiftede bilen ud med en ny, for de havde alligevel ikke ment, at jeg skulle have den nye. 

Der var langt hen til bilen, da den holdte forholdsvist langt fra hovedindgangen, da jeg som regel ankom til skolen som en af de sidste. Når man kom så kort tid inden skolen startede, var der ikke mange pladser tilbage. På trods af, at skolens konger stort set altid kom for sent, parkerede de altid direkte foran hovedindgangen. Det var deres pladser. 

Jeg låste bilen op, og satte mig bag rettet. Chelsea satte sig hurtigt ind ved siden af mig på det andet forsæde, og Melody satte sig i midten på bagsædet. Det var altid sådan vi sad i bilen. “Hvad sker der egentlig mellem dig og Harry?”

Mit blik røg hen til Melody bag mig, og jeg kunne mærke varmen stige i mit ansigt. Hun så yderst nysgerrig ud, men i stedet for, at give hende den tilfredsstillelse ved at svare, løftede jeg mit ene bryn, og satte mig ordentligt igen. Jeg startede bilen, og kørte væk fra parkeringspladsen, hjem mod mig. 

Mine forældre ville ikke være hjemme, når vi kom derhjem, så det ville give os massere af tid til, at få snakket alt igennem. Jeg vidste, at pigerne ville spørge ind til Harry og mig igen, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. For hvad skete der egentlig? Han havde inviteret mig ud, og siden da var der ikke sket noget. Jeg kunne umuligt vide mere, før aftenen var slut. 

“Helt seriøst, Fel, hvad sker der mellem dig og Harry?” spurgte Melody igen, da jeg parkerede bilen. Vi steg alle ud, og jeg låste bilen efter os. Vi gik op mod hoveddøren, og jeg fandt hurtigt nøglerne frem. Jeg satte den rigtige nøgle ind i låsen, og drejede den en halv gang rundt. “Der sker ikke noget,” svarede jeg bestemt og lukkede døren op.

Jeg ønskede ikke, at der skulle ske noget mellem os. Alle piger han nogensinde havde fået til at falde for ham, var endt med et knust hjerte, og jeg ønskede inderligt ikke, at det ville blive mig. Jeg var en svag person, jeg gav let op, og jeg lod hurtigt folk komme tæt på mig. Det kunne jeg ikke lade mig selv gøre med Harry. Ikke på samme måde som jeg gjorde med Chelsea og Melody. 

Da jeg startede på Mountain Hill kendte jeg ingen, men der gik ikke mere end to uger, før vi var kendt som en trekløver. Siden det havde vi været uadskillige, selv når vi havde haft travlt med andre. Engang troede en af Melodys kærester, at hun udnyttede ham, så folk ikke skulle kende sandheden. At der var noget mellem Melody og mig. Vi havde grint, og rystet det af os.

Kort efter vi var kommet ind, bankede det på døren. Jeg løb hen for at åbne, og på den modsatte side af døren, stod, til min store overraskelse, Louis og ventede. Jeg kiggede undrende på ham, og løftede det ene øjenbryn. Hvad lavede han hos mig?

“Kan jeg snakke med Melody?” spurgte han. Mit første instinkt var, at sige nej. Han var kommet med i den værste gruppe på gruppen, han havde ignoreret mig i en evighed, han havde ikke lavet andet end at udnytte piger siden han mødte Harry og de andre, og han skulle med Melody til ballet. Jeg havde mere end noget andet, lyst til at sige nej. “Melody?” kaldte jeg ind i stuen. 

Jeg kiggede på Louis, og vendte hurtigt ryggen til ham. Jeg gik ind mod stuen, og rendte ind i Melody på vejen. Hun var på vej ud til mig og Louis, hvilket hun var uvidende om. “Louis står i døren, han venter på dig,” sagde jeg og stoppede op. 

“Bare kom ind til os, når I har snakket,” sagde jeg til sidst, inden jeg gik ind i stuen til Chelsea. Jeg hørte Melody tage de sidste skridt hen til døren, og jeg hørte døren blive lukket. Chelsea og jeg sad i stuen foran vinduerne, hvilket tillod os at holde øje med Melody og Louis. 

Vi kunne ikke høre hvad de sagde, men vi kunne se deres ansigtsudtryk. Det så ikke ud til, at være noget slemt. På trods af fortiden mellem Louis og jeg, som jeg ikke havde nogle intentioner om at fortælle pigerne om, så var det vigtigt for mig, at det gik godt mellem Louis og Melody. Jeg vidste hvem han virkelig var, og jeg håbede blot på, at han ikke havde ændret sig for meget. 

Jeg ville gerne fortælle det til dem, fortælle at jeg kendte Louis. Men der var gået for lang tid, og jeg var for bange for hvordan de ville reagere, til at jeg kunne sige det. 

“Tror du, at han aflyser deres date?” spurgte Chelsea, uden at kigge på mig. Tanken havde ikke strejfet mig, men jeg kunne ikke forestille mig, at det var dét han kom for, at gøre. Daten var arrangeret igennem Harry, og han turde ikke gå imod ham.

Hvis Louis aflyste med Melody, ville Chelsea og jeg aflyse med Harry og Liam. Efter det ville Harry ikke være særligt glad for Louis, så han ville ikke aflyse. Men det kunne jeg ikke fortælle Chelsea. De vidste stadig ikke hvordan, eller hvorfor, de havd fået Liam og Louis som dates. 

“Jeg ved det ikke,” svarede jeg forsigtigt. Det var det eneste svar jeg kunne give, uden at fortælle for meget, og uden at fortælle for stor en løgn. Han kunne trods alt stadig droppe hende. 

Melody smilede til Louis, og vinkede til ham da han satte sig ind i sin bil. Hun kom nærmest løbende ind til os i stuen, og hun havde det største smil på sine læber. Hun smed sig i sofaen, og begyndte at grine helt vildt. Ikke på sådan en måde, som om at noget hysterisk sjovt lige var sket, mere bare af glæde. 

Jeg begyndte at smile til lyden af hendes grin, præcist som jeg altid gjorde. Hendes grin var så behageligt at lytte til, at det kunne redde en dårlig dag for mig. 

“Nå hvad ville han så?” spurgte Chelsea utålmodigt. Vi rettede os begge op i sofaen, og kiggede ivrigt på Melody. Melody smilede stadig stort, og satte sig også ordentligt op i sofaen. “Han spurgte, om jeg ville med ud at spise inden ballet. Så I bliver desværre nødt til, at afbestille min pizza,” sagde hun og afsluttede med et hvin. 

Vi begyndte alle tre at smile, som tre idioter, og det udviklede sig hurtigt til tre grin. Jeg kunne ikke være gladere på hendes vegne, for Louis var en skøn dreng, når han ikke blev påvirket af sin vennegruppe. Jeg var mest af alt glad for, at han gjorde noget ekstra. Det viste virkelig, at han ikke prøvede på, at udnytte hende. 

Da vi pludseligt havde kortere tid end forventet til at gøre os klar, løb vi op ad trapperne, så vi kunne få ordnet vores hår og makeup, for til sidst at kunne tage kjoler og sko på. Det hele skulle være perfekt, vi skulle se perfekte ud, for det skulle være vores perfekte aften. 

Aftenen skulle være det modsatte af aftenen fra årer inden. 

 

 

Kom endelig med jeres tanker!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...