Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

105Likes
177Kommentarer
92737Visninger
AA

14. ► tolv

"Hej Jase," svarede jeg forsigtigt, med Nialls øjne i siden af mit ansigt, da han tydeligvis ikke vidste hvad der foregik. Jeg gav Jase et lille, skævt smil, som let kunne beskrive hvor akavet de næste sekunder efter var, indtil vores lærer afbrød stilheden imellem os, med at annoncere at vi skulle skynde os ud til bussen, medmindre vi ville komme for sent. Som om at man kan komme for sent til en seværdighed, som altid vil være der, i midten af Paris. Det var nok mere at hun ikke ville vente ekstra ti minutter på en ny sightseeing bus, som nagede hende, med hendes pludselig hundsen rundt med os. Dog reagerede vi alle som hendes ønske, og smuttede så hurtigt ud af dørene, at det næsten blev kaotisk, og få minutter senere stod vi ved fortovet, og ventede på den kære, limegrønne, dobbeltdækker bus, som om lidt skulle fyldes op med omkring tyve elever, som bestemt ikke kunne fransk, og som bestemt heller ikke kunne tie stille. 

Fortovet som var helt fyldt med larmende elever, gjorde også at franskmændende med en baret placeret på deres hoved, som uanset alder, stadig var fyldt med hår, og de franske kvinder som gik i deres hæle, som alligevel ikke var særligt høje, og deres kjoler der gik ned over knæene, og deres skulderlange, lettere krøllede hår, måtte gå udenom os, og placere sig på vejen hvis de skulle ind på den lille restaurant, vi havde spist vores morgenmad på. De kiggede alle irriteret på os, som om at vi var nogle skarnsunger, der aldrig havde lært at opføre sig ordentligt. Enten det, ellers også var det bare det udtryk man havde på ansigtet i Frankrig. 

Den limegrønne bus som langsomt nærmede os, og blinkede ind til siden, var næsten tom, ved undtagelse af chaufføren, tourguiden, og de tre turister som sad nede i det nederste dæk, helt nede bag i. Næsten som om at de ikke vidste at de havde taget de absolut værste pladser, man kunne vælge i sådan en bus. Man sad så langt bagi at man knapt kunne høre hvad guiden sagde, og man sad for langt nede til at kunne få et ordentlig kig udover Frankrigs gader, og man sad for indelukket til ikke at svede, eller dufte den ellers meget velduftende franske luft, som var fyldt med duften af croissanter og alt for sort kaffe, dyre parfumerier og Chanel butikker. Man kunne heller ej høre lyden af kvindernes sko mod fortovene, som de løb for at nå deres taxa, inden den attraktive herre nær tog den, men ikke gjorde, fordi at de tabte deres mørkegrønne eller marineblå baret ned i en bunke lysegule blade, som let var faldet af træerne inden vinteren. 

Som bussen stoppede foran os og åbnede dørene, trådte først vores lærer ind, for at betale for os alle sammen, så vi ikke ville blive smidt af. Lige så snart hun rykkede sig, strømmede vi ind af dørene, og bussen kom længere og længere ned mod jorden, på en helt normal måde, for hver elev der placerede sig på et af sæderne på det øverste dæk, hvor Niall, Jase og jeg også havde sat os. Vi sad nogenlunde i midten, og til højre, eller det gjorde Niall og jeg. Jase sad til venstre, da der kun var to sammenhængende sæder, og Niall tydeligvis foretrak mig frem for snobbede Jase. Sytten andre sæder var fyldt op med jævnaldrende elever, og et enkelt sæde, hvor en spinkel, snobbet fransklærer sad, med sin bog om Paris' seværdigheder  Som om at hun ikke allerede havde oplevet dem alle mindst ti gange, når hun hvert år tager på studietur med sine elever, der stadig ikke har formået at lære sproget som hende. Som motoren igen startede, og bussen kørte med start af et ordentlig bump, som fik næsten alle til at hoppe op af sædet, og ned på numsen igen, fløj håret også rundt grundet vinden, der nu kom direkte i ansigtet, og solbrillerne røg ned foran øjnene for ikke at blændes af solen, som af en eller anden underlig grund blev skarpere da vi begyndte at køre. 

Jase som sad og prøvede at starte en ordentlig samtale op med Niall, på trods af at de intet havde tilfælles, fyldte mine ører, og gjorde det umuligt ikke at følge lidt med i deres overhovedet ikke interessante samtale om piger, hvor Niall tog facaden på igen, og virkede som om at han var fløjtende ligeglad med følelser. Han fortalte endda han aldrig havde haft en crush. Det var ihvertfald løgn. Jase sagde at han en enkelt gang havde været forelsket, men at han havde flere kærester. Så sagde han mit navn. Så kiggede Niall overrasket på mig, som om at han havde været væk fra jordkloden i hele den periode hvor Jase og jeg var sammen. Dog ville jeg gerne selv have fortalt det til Niall, og endnu vigtigere, til Harry, som Niall garanteret ville fortælle det til. 

"Har i været sammen?" Spurgte Niall, rettet mod mig, da Jase jo egentlig allerede havde fortalt ham at vi havde været sammen. Jeg nikkede, og kiggede undrende på ham. Hvor var han seriøst på det tidspunkt? Det var jo ikke fordi at han jævnligt gik forbi os, som vi gik sammen. Var jeg virkelig et nul, som Jase havde sagt? Jase, Melody og Chelsea var de eneste der kunne se mig på det tidspunkt? Eller virkede det bare sådan? Nialls ansigtsudtryk gik fra undrende, til lettere fornærmet, da han opdagede at jeg havde undladt det emne i flyveren, og at jeg ikke havde tænkt at det var vigtigt at sige. Men det var det jo heller ikke. Jase var i fortiden, og Harry i nutiden. Han burde være ligeglad, ligesom jeg var. Han spurgte også hvornår. Det svarede jeg også på, et godt stykke tid siden. Så spurgte han i hvor lang tid. Jeg fortalte ham at det havde været et godt stykke tid, at vi var sammen.

"Ved Harry det?" Spurgte han, som om at det var det mest naturlige spørgsmål, men på en måde også som om at det var det vigtigste at spørge om. For han skulle jo lige tjekke om hans bedste ven kendte til mine eks kærester, så han ikke fik problemer med nogle af dem. Som om at han nogensinde ville få det, uden at kende til dem. Niall kiggede skiftevis på Jase og mig, på Jases forvirrede ansigtsudtryk, som dukkede op lige da Harrys navn blev nævnt, og på mit ansigt, som så ud som altid. Denne samtale var intet specielt. Bare to venner der lige lærer hinanden lidt bedre at kende. 

"Nej, jeg har ikke fortalt ham det," svarede jeg, til at starte med. Det svar så Niall ikke overdrevet tilfreds ud med, på trods af at han nikkede. Det virkede mere som et af de der skuffende nik, når nogle spørg hvad man skal spise, og man svarer noget de ikke kan lide. Så nikker de på sådan en helt speciel måde. Det gjorde Niall her. "Skulle jeg det?" Spurgte jeg så. Han kiggede på mig med store øjne, som at jeg skulle kende svaret på det spørgsmål. Det gjorde jeg egentlig også, jeg ville bare gerne hører ham sige det. Siden at han pludselig gik så meget op i vores forhold. Han nikkede som et svar, hvilket fik mig til at sende ham et anspændt smil, da jeg overhovedet ikke var tilfreds med hans mening. Det var mit forhold, og han burde måske passe sit eget, istedet for at opfører sig sådan. Jase så næsten ud som om at han ville sige noget, han åbnede endda munden flere gange, men han var stille. Han var utroligt stille, og det var første gang i ti minutter. Dog åbnede hans mund sig igen, og lyden af hans let genkendelige stemme fyldte mine ører. 

"Er Fel og Harry sammen?" Spurgte han, han lød endda næsten såret. Men også kun næsten. Måske lige på grænsen, at han lød lettere fornærmet var nok det der ødelagde hans forsøg på at lyde såret. Han havde dæleme heller ikke noget at være ked over, han var den der droppede mig, på trods af at han tror at vi blev enige. Det troede jeg også til at starte med. Niall kiggede endnu en gang på mig, denne gang som hvis jeg var fra en anden planet. Han tænkte garanteret hvordan jeg ikke havde fortalt min eks kæreste at jeg havde fundet en ny - på trods af at min nye, også bare stadig var så ny, - og så igen hvordan jeg ikke havde fortalt dem og min eks, som nu sad og lod som om at der stadig var følelser i klemme, eller noget i den stil. Hvis ikke jeg kendte Jases håndskrift, så ville han da også være mit første gæt på sedlernes ejermand, med hensyn til hans opførsel lige nu. 

Han virkede ikke engang overrasket over at Harry gad mig, han lød bare såret og fornærmet. Som om at Harry ikke var god nok. Niall svarede fint for mig, at vi havde været sammen siden prom, eller deromkring, da Harry havde inviteret mig, og gjort rigtig meget ud af det. Da Niall sagde det, slap et let grin ud af Jases mund, som om at han troede det var en joke. Da vi kiggede underligt på ham, holdte han kæft. Det gjorde han resten af busturen, som varede ret lang tid. Jeg tror også kun at han ikke sagde noget, grundet at tourguiden var begyndt at forklarer alt hvad vi kørte forbi. På fransk, så alle var stille, for at se om vi kunne forstå det. Vores lærer havde nemlig valgt den franske tur, hun havde sagt at det var den vi ville lære mest ved at køre med. 

Vi kørte forbi de simple ting som Eiffel Tårnet, Triumfbuen og små gadecaféer, store parfumerier og dyre tøjbutikker, som vi også havde haft fornøjelsen af at se dagen før, da de er overalt i Paris, og lette at få øje på. Vi kørte også forbi Notre Dame, Seinen, adskillige gange endda, og så kørte vi forbi en masse franskmænd, som venligt vinkede til os, modsat dem som var gået forbi os tidligere, da vi havde fyldt hele fortovet. Disse var søde. Mit franske var ikke helt godt nok til at kunne vide alt hvad vi så, var. Men alt i Paris var så smukt, turen var hyggelig, og vi fik alle drukket en masse vand, af de flasker man kunne købe nede i det nederste dæk, hvor de havde en lille automat sat op, netop til de dage hvor det var ekstra varmt. Niall havde været så sød hele tiden at hente til mig, da han alligevel ville skulle rejse sig op, for at jeg kunne komme ud. Han havde været min lille tjener, den del af dagen.

Jase havde ikke engang kigget på mig, og han havde heller ikke købt noget vand. Han sad bare stille, med lukket mund, og med øjnene på seværdighederne vi kørte forbi, og nej, det var ikke bare fordi at han koncentrerede sig om at lytte til hvad guiden sagde, for det gjorde han nok ikke alligevel, han ignorerede bare mig. Han lod som om at jeg ikke var der, men det var tydeligvis svært for ham. Måske er han bare sur over at jeg ikke fortalte ham det, vi havde trods alt et tæt forhold til hinanden inden vi kom sammen, men han havde bare ikke gjort noget for at opretholde det efter. Jeg turde efter, og jeg var ikke sikker på at jeg ville. De første tre uger havde jeg ikke engang kunnet kigge på ham, uden at ville slå ham i hovedet, eller give mig til at græde henne i et hjørne. Jeg var håbløs i hele tre uger, grundet en af mine bedste venner, som også havde været min kæreste, slog op med mig. Jeg var overhovedet ikke mig selv, men efter det var Jase blevet populær. Jeg troede ikke han ville have noget at gøre med mig. Ville han det?

 

Så, nu er spørgsmålet. Vil i se hvad de laver resten af den dag i Paris, om der sker mere drama mellem Jase og Felicia, eller skal jeg gå direkte til deres hjemrejse, og ankomsten i lufthavnen, når de er tilbage i deres eget, kolde miljø? Det er hundrede procent op til jer, jeg har allerede skrevet begge versioner. 

Hvad synes i om Niall?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...