Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

105Likes
177Kommentarer
92742Visninger
AA

29. ► syvogtyve

Gangene føltes pludseligt så tomme når man gik alene fra sit skab og hen til sin fransktime. Lyden af ens sko der ramte gulvet, lød pludseligt så meget højere når der ikke gik en ved siden af en, og fyldte ens ører med deres stemme som altid kunne gøre en glad. Tiden gik så meget langsommere når man kun delte sine samtaler med to personer, istedet for fem. 

Altså, jeg havde muligheden for at dele med endnu en, men han var stadig ikke klar til at fortælle dem alle om vores tidligere venskab, som nu var kreeret igen i alt hemmelighed, og kun bag lukkede døre, og som regel hjemme hos ham. Det var rart at se hans far igen, se at han havde det godt efter Louis' mor døde. 

Jeg havde ikke brugt lige så meget tid med Chelsea og Melody som normalt, muligvis fordi at jeg ikke ville hive dem væk fra deres kærester, og jeg ville ikke være det femte hjul, ikke hvis jeg risikerede at han dukkede op, med samme intention, at han ville være det femte hjul. 

Han havde efterladt hundrede beskeder, og havde ringet oftere end nogle andre, og han havde prøvet at snakke med mig så mange gange. Jeg læste dem ikke engang, jeg lyttede ikke til min telefonsvarer, og jeg lukkede ham fuldstændig ude. Jeg kunne slet ikke håndtere det, ikke på det tidspunkt. 

Alt i alt havde jeg bare gået meget rundt alene, jeg havde ikke engang snakket med Niall, da jeg tydeligt havde fået indtrykket af at han vidste alt om det, da jeg spurgte ind til det. Men selvfølgelig, han er Zayns højre hånd, og tør ikke gøre noget uden Zayns tilladelse. 

I starten undrede jeg mig over hvad Niall egentlig lavede i den gruppe, nu vidste jeg det. Han forberedte tingene, han forberedte tingene som i dette tilfælde havde været mig. 

Min næste time var fransk, og præcis ligesom de tre fransktimer inden, så havde Niall ikke tænkt sig at dukke op. Han var faktisk ikke engang mødt op i skole, ikke efter mit flip på ham dagen inden. Han havde prøvet at undskylde på Harrys vegne, og så havde jeg måske råbt at det ikke var noget jeg gad at høre på. 

Han tog det ikke særligt pænt. 

Jeg stod ved mit skab, med hovedet lænet op af den røde metallåge faktisk, og stod bare og kiggede ned i min mobil. Notifikationerne om Harry dukkede stadig op over det hele, men få steder imellem det var der også nogle likes på Instagram, en snapchat fra Melody, og en besked fra min far om hvordan de ville komme sent hjem.

Jeg låste ikke mobilen op, og jeg fokuserede ikke engang særligt meget på nogle af de ligegyldige ord der stod, jeg kiggede bare ned i skærmen der konstant lyste op, for at have noget at tage mig til. 

Med ti minutter til timen startede, stod jeg på gangen op ad mit skab - hvor mit hår garanteret havde sat sig fast - og stirrede ned i den mobil jeg flere gange havde kastet væk, i håbet om at han ville høre det, og stoppe med at kontakte mig. 

Eller, i håbet om at andre ville bede ham om at lade vær.

Faktisk havde både Chelsea, Melody og Louis prøvet at snakke med ham om det, men de sagde alle tre at han havde lukket dem ude, på præcis samme måde som jeg lukkede Niall, Zayn og Harry ude. 

Vi havde den samme reaktion på en ting han havde gjort. På en ting hvor han var skurken, og hvor jeg var offeret.

Han reagerede som et offer.

Med få minutter tilbage inden timen startede, låste jeg mit skab op, og så en ikke så velkendt seddel flyve ud, og ramme gulvet, hvor mine fødder før havde været. Med hensyn til ikke så velkendt, sedlen var en helt anden farve end de andre jeg havde modtaget, og denne var foldet sammen mere end en gang. Dette var ikke en lille seddel, dette var et stykke papir. 

Jeg samlede det op, foldede det ud, og gav mig til at læse teksten.

 

Hej Felicia. 

Jeg er så utroligt, utroligt, utroligt ked af det, du forstår det slet ikke. Jeg har såret dig på så mange forfærdelige måder, men dette har nok været den værste. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal få dig til at tilgi

 

Jeg krøllede sedlen sammen, og smed den ind i skabet igen som tårerne hobede sig op i min øjenkrog. Sedlen var fra Harry, han kendte til de originale sedler og vidste at der ikke var en eneste jeg ikke havde læst, og håbede nok at det var måden at komme i kontakt med mig. 

Det var det bare overhovedet ikke, det gjorde kun alting værre. Jeg kunne ikke ignorere den lige med det samme, ikke før jeg så hvem det var, hvad emnet var, og der var det så allerede for sent. Der var mine øjne endnu en gang blevet våde, og mine ører havde endnu en gang lukket af for alle andre lyde, end hans stemme som kørte om og om igen inde i mit hoved.

Ordene han havde sagt, hans toneleje, lyden af hans vejrtrækning, lyden af måden han sagde mit navn på. 

Jeg smækkede skabslågen i, og støttede mig endnu en gang op ad det, som min vejrtrækning blev mere og mere besværet. Jeg havde bare lyst til at tage hjem, tage et langt karbad, spise pizza og is, og bare græde ud, mens jeg kunne læse resten af seddelen.

Det kunne godt være at jeg ikke havde modet til at høre hvad han havde at sige i virkeligheden, men ville det virkelig være så slemt at læse det? Så slemt at læse hvorfor han havde gjort det, om han havde fortrudt, og hvorfor han havde fortrudt? Hvad han egentlig følte for mig?

Men jeg kunne bare ikke. 

Jeg kunne ikke bare forlade skolen som om at alt var i skønneste orden, men jeg kunne heller ikke bare storme ud af de to døre, løbe hen til bilen, og køre hjem med tårerne rendende ned af kinderne, og med et sløret syn. Ingen af delene var forsvarligt, men jeg kunne bare heller ikke blive.

Jeg kunne ikke sidde i fransk timen og lave et afsluttende projekt sammen med Jase, som min lærer fint havde sat mig sammen med, da vi jo gik rundt sammen i Paris, og jeg kunne ikke sidde og være ked af det foran ham. Jeg kunne heller ikke gemme det, for det kendte han mig for godt til. Han havde altid kunnet se hvornår jeg var ked af det, hvornår jeg havde brug for et knus, og han vidste altid præcis hvad for nogle ord han skulle sige.

Det var belastende at det i det øjeblik var dét der forhindrede mig i at få bare den korteste øjenkontakt med ham.

Ikke at vide hvad man skulle gøre, ikke at vide hvor man skulle gå hen for bare at kunne slippe det hele løs, føltes forfærdeligt. Det var en kæmpe tomhed indeni, og alligevel var den tomhed fyldt med så mange følelser, så mange dårlige, triste, deprimerende følelser som bare burde komme ud af mit system, og jeg havde absolut ingen til at hjælpe mig med det.

Jeg havde ingen jeg kunne gå til, ingen jeg kunne skrive til, og den eneste mulighed jeg havde for at finde ud af mere, uden at skulle snakke med ham og høre hans stemme igen, ville være ved at låse mit skab op igen, med den firecifrede kode, smutte ud i bilen - muligvis køre hjem, eller bare blive siddende - og så bare læse det.

Bare græde, og bruge makeupfjerner imens, og bare sidde og sluge hvert enkelt ord han havde skrevet ned med den mørkeblå kuglepen. 

Men med en klokke der ringede og signalerede til at jeg skulle gå til time, var beslutningen endnu sværere at tage. Havde klokken ikke ringet, ville jeg have siddet i bilen uden at kunne høre den, og derved ville jeg ikke få det dårligt over sådan at pjække.

Dog vidste mine forældre jo det hele, så de ville ikke blive sure. Lærerne havde garanteret også opfattet noget, og det ville nok ikke komme som et chok hvis jeg missede de sidste tre timer af den evigt lange dag, som først sluttede når solen gik ned. Det var der længe til at den gjorde endnu, og derfor var det også mere en drastisk beslutningen fra min side af.

Jeg låste skabet op, hev taske og pung ud af skabet, og lagde den krøllede seddel i mine lommer, inden jeg luntede ud på parkeringsplads, hvor vejret var både lummert og alt for varmt, men også så utroligt behageligt. 

Det blæste en smule, og vinden rodede i mit hår og ødelagde derfor min frisure, men det var så rart. Det føltes befriende, som om at jeg rent faktisk i ét enkelt øjeblik var fri. 

Fri for alle tanker, alle følelser, alle beslutninger, og alt der havde generet mig siden sandheden for alvor kom frem, kom ud i sollyset. 

Men vinden mindede mig også om hvordan mit hår havde sat sig fast i mine våde øjenvipper, og mine dirrende læber grundet ferskenlæbepomaden. Hvordan jeg pludselig var begyndt at fryse sådan, og hvordan mine fingre frøs til is, inden jeg havde hevet dem til mig. 

Alle følelser jeg havde følt den præcise dag, kom strømmende igennem mig endnu en gang, inden jeg løb ned mod enden af parkeringspladsen. 

Jeg kiggede ikke nogle steder hen, fokuserede ikke på andet end at komme væk, og alligevel havde jeg mine øjne på den røde bil, som jeg kunne kalde min. Alle andre var til time, og parkeringspladsen var fyldt med sorte, blå, grå, hvide og endda grønne biler, som holdte på rad og række, og næsten lige, med undtagelse af dem hvor parkeringen var helt forfærdelig.

Jeg løb bare der og mærkede vinden ramme mig i ansigtet, og min taske hoppe op og ned på ryggen af mig. 

Mærkede hvordan mine fingre knugede sig ekstra hårdt om pung og nøgler for ikke at tabe nogle af delene, og alligevel havde jeg ikke lagt mærke til de arme som hev mig hårdt og pludseligt ind til siden, hvor der et splitsekund efter kørte en sort bil forbi, og ramte mit hår. 

Jeg mistede vejret fuldstændig ikke, kunne ikke trække luften igennem mine næsebor, og åbnede derfor munden, men end ikke der blev mine lunger fyldte igen. 

Det var som en kæmpe mavepuster, en man ikke kunne komme sig fra.

Sedlen var røget ud fra min lomme, og lå nu der på vejen, hvor der lige var kørt et sort gummidæk over, og var derfor blevet beskidt, og mere flad end den før runde form. Tasken hang også kun på den ene skulder, men pung og nøgler var stadig i mine hænder, hvor mine knoer var blevet hvide af det ekstra hårde greb jeg der havde om dem.

Var jeg ved at blive kørt ned?

Jeg opdagede ikke engang hvem armene hørte til, og hvem der stod og knugede min krop ind til sig i frygt for hvad jeg havde prøvet på. Jeg vidste det ikke engang selv. Hvordan kunne jeg ikke se bilen? Hvorfor hørte jeg den ikke, eller opdagede at jeg ikke var den eneste på den skide parkeringsplads? 

Jeg hev mig løs fra en eller anden persons greb, og satte mig på hug ned til sedlen som hurtigt blev placeret i min lomme endnu en gang. Men jeg blev bare siddende, jeg blev bare siddende hvor jeg få sekunder inden havde stået, blevet hevet væk fra, og hvor bilen havde hørt. 

Det hele gik så hurtigt, og alligevel gik alting så langsomt. 

Hvad var der sket?

Mine tanker lå på alt, og alligevel på ingenting. Min bil var ikke længere til at spotte, og solen var ikke længere ligeså stærk. Det blæste heller ikke, men det var muligvis fordi at jeg sad ned mellem de to biler jeg var blevet trukket ind imellem. Hvem havde egentlig hjulpet mig? Hvem var ikke til time, udover mig og bilisten? 

Jeg overvejede ikke engang at rejse mig op, vende mit hoved eller bare få et hurtigt glimt af hvem personen var, for parfumen stod så stærkt, og armene var nogle jeg havde følt før. Varmen fra huden var ikke ny, og mønstret med ikke at møde op til time, overraskede mig faktisk heller ikke.

"Et tak ville være rart."

Det var ordene der forlod hans mund, og stemmen var så velkendt. Jeg genkendte den med det samme, og havde intet behov for at høre den igen. 

Om det var ham, eller om det var det faktum at jeg kunne have været ramt af en bil og på vej til hospitalet hvis det ikke havde været for ham, der fik mine øjne til at fyldes endnu mere med tårer, var så uklart for mig. Det var sikkert begge, og det var sikkert det hele. Det var garanteret ingen af delene, men hvorfor græd jeg så? 

Forvirringen steg mig til hovedet, og jeg satte min på numsen istedet for at sidde på hug, både fordi at jeg blev svimmel, og fordi at mine knæ gjorde ondt. Sport havde aldrig rigtig været min ting. 

Jeg prøvede stadig på at få vejret, og jeg prøvede stadig på at blinke uden at forsage et kæmpe vandfald fyldt med sorte saltvandsdråber. Det var umuligt.

Min hals lukkede sig sammen, og mine øjne føltes så tørre, samtidig med at de var så våde. Min mave knudrede sig sammen i flere dele, og gav mig de vildeste kramper, en følelse jeg aldrig havde haft før. Smerten var forfærdelig, men ikke lige så forfærdelig som den han havde givet mig.

Ikke lige så forfærdeligt som tanken om ham, og hvad han havde gjort, og hvad han lige havde gjort.

Jeg prøvede at få ordet ud, jeg prøvede at lyde stærk og sikker, og jeg prøvede at glemme hvad selve ordet betød. Jeg prøvede at glemme at ordet faktisk var et navn, og jeg prøvede at glemme hvem navnet tilhørte. Jeg prøvede at glemme hvad det ville betyde alt i alt, og jeg prøvede at glemme at jeg var ved at tilgive ham.

Jeg prøvede at huske hvad han havde gjort, og hvorfor jeg næsten blev kørt ned. Hvorfor jeg var på hen til min bil, og hvorfor mine øjne var fyldt med tårer.

Det var på grund af ham. Men alligevel, så løsnede det hele sig. 

Tårerne forsvandt, luften kom tilbage, blæsten kom endnu en gang, og solen skinnede endnu en gang ned på mit hår og gav mig en varm følelse i hele kroppen. Jeg blev fyldt med styrke, og selvsikkerhed, og der gik ikke flere sekunder før navnet forlod min tunge, og hang i luften.

"Harry?"

 

Endnu et kapitel, og den er stadig ikke slut!

Jeg håber at I stadig nyder at læse den, og at I ikke bliver for forvirrede over Felicias tanker og følelser, men egentlig jo, for det er lidt meningen, heh.

Men endnu en gang spørg jeg jer, hvor lang tid tror I egentlig der er tilbage? Hvor mange kapitler, og tror I på at Harry kan nå at fikse det, eller hvad tænker I?

I må desuden super gerne lige gå ind og tjekke "Leaving Bonus Material" ud, da jeg lige nu har en Q&A kørende (eller, jeg modtager spørgsmål) - da vi jo nærmer os slutningen. Alt informationen står i det nyeste kapitel i den movella.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...