Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

105Likes
177Kommentarer
92732Visninger
AA

30. ► otteogtyve

"Så hvad er din plan, helt præcist?" Spurgte jeg ham om, da det for mig overhovedet ikke gav den mindste smule mening. Han sad med sine albuer i skødet, og støttede sit hoved ned i hans håndflader. Hans øjne var røde, og han så en smule bleg ud.

Han nægtede selvfølgelig at sige hvad der var sket, men hans plan ville han med glæde dele med Liam og jeg. At Harry så ikke vidste at jeg allerede kendte til hændelserne fra dagen inden, var så en helt anden historie. Det havde Felicia fortalt mig, og jeg holdte de to ting adskilt. 

Der er hvad jeg får at vide fra Felicia, og der er hvad jeg får at vide fra Harry. Jeg bruger ikke nogle af tingene mod dem, jeg støtter dem bare hver for sig, for at undgå at miste nogle af dem. 

"Jeg tager hjem til hende, for der ved jeg at hun er. Så vil jeg bare snakke med hende," fortalte han endnu en gang. Det gjorde mig ikke klogere, for ud fra hvad jeg allerede vidste, så vidste jeg at Felicia ikke ville snakke med ham. Han måtte gerne snakke, men hun ville lukke ham ude, præcis ligesom alle de andre gange.

Præcis ligesom dagen inden, for han endnu en gang havde forsøgt at vinde hendes tillid tilbage.

Det var tydeligt at se at hele situationen ødelagde ham, og der var ingen tvivl om at han ikke havde en eneste ting tilovers for Zayn - hvilket også var derfor vi hverken havde brugt vores tid med ham eller Niall, selvom Niall egentlig ikke var involveret. 

Han ville gøre det på sin egen måde, nægtede at lytte til fornuft, og hvis han kunne give Zayn samme tur, som Jase havde givet ham, så ville han gøre det. Desværre var Zayn stærkere, og han havde en større flok muskelbundter bag ham, modsat Harry som havde Liam og mig. 

"Og du tror at hun vil lytte?" Spurgte jeg, ikke flabet, mere bare som en bekymret ven der ikke ville se nogle af dem blive mere såret end de allerede var.

Ja, det var Harrys egen skyld, han havde selv rodet sig ud i det, og han havde selv ødelagt det bedste han nogensinde havde haft, og han havde ødelagt sig selv mens han gjorde det, men derfor betød det ikke at det var sjovt at se på - for det var det overhovedet ikke. Jeg sad stort set hver dag og så ham med lilla render under øjnene, røde og hævede øjne, bleg hud, og han snakkede stort set aldrig. Han røg ikke engang en smøg når vi stod i cykelskuret, længere.

Det kan godt være at han var en ny Harry mens han var sammen med Felicia, men han var endnu mere forandret nu. Normalt røg han gerne en pakke om dagen, han drak hver weekend, og han græd så absolut ikke over en pige. Han lå ikke vågen hele natten, og han brugte ikke hele dagen på at vinde hende tilbage.

Han var for alvor blevet en ny, bedre udgave af sig selv. 

En som kunne blive forelsket, en der kunne bekymre sig om folk, en der satte dem han elsker foran sig selv, en der kunne blive såret, og en der spekulerede over alle tænkelige scenarier. Også dem der var umulige. 

"Jeg stopper ikke før at hun lytter." 

Jeg kiggede chokeret på ham, for på en måde var det utroligt sødt at han ikke stoppede før det lykkedes ham, før at han muligvis ville kunne vinde hendes tillid tilbage - men på den anden side, så vidste jeg hvordan Felicia ville have det med det. Hun ville føle sig endnu værre end nogensinde før, og hendes mareridt som i det øjeblik var hendes liv, ville aldrig stoppe. Hun ville føle sig overvåget, og hun ville føle sig chikaneret. 

"Harry, nej. Måske har hun bare brug for tid og plads?" Denne gang var det Liam der kom med et input, og et utroligt godt et. Han sagde faktisk lige det jeg ville have sagt, men uden at nogen mistanke ville opstå, da vi alle godt ved at det ikke er Liam der har en fortid med Felicia. 

"Jeg snakker stadig med hende i dag," fortalte han os, med et seriøst blik på Liam, der næsten ville kunne dræbe. 

Han var utilfreds med at vi ikke stolede på ham, ikke stolede på hvad han ville gøre. Men det var klart, han havde lige sagt at han ville gøre hvad end der skulle til, og fra alt hvad vi vidste, så ville det kunne indeholde stalking og chikanering, og så ville vi da slet ikke være med på det.

Så var det vores opgave at råde ham væk fra det, eller bare sørge for at det ikke ville ske. 

Men at han ville snakke med hende en enkelt gang mer, ville vel ikke kunne skade. Ikke når jeg havde mulighed for at komme hen til hende fem minutter efter at han endnu en gang ville forlade hendes hus ved en afvisning, og så ville jeg endnu en gang kunne trøste hende.

Det var ikke det her sedlerne skulle føre hen til, men det her var vidst også noget Harry havde klaret ham selv. Det havde ikke krævet nogen hjælp fra anonyme sedler, og det havde ikke krævet nogle hemmeligheder der blev afsløret. Han havde været ærlig, om en forfærdelig ting, og det havde såret hende. Hun havde droppet ham, men på det værst tænkelige grundlag. 

Hun havde sagt at hun hellere ville have at han havde været utro, end at have set hende som et objekt han skulle række videre til Zayn. Han havde jo set hende som en der var nem, en man ville kunne såre, og en som så automatisk ville hoppe hen til den ene person der ville trøste hende.

I det tilfælde skulle det være Zayn. 

"Så længe du husker på at hun er såret, og måske bare vil slå dig," fortalte jeg ham, efterfulgt af et halvskævt smil, for at prøve at lette stemningen. Vi sad i kantinen, og alligevel var alt så seriøst, og vi sad altså omringet af andre mennesker.

Der sad mennesker omkring os som ikke anede hvad der foregik, men der sad altså også tre piger som var godt og grundigt sure på Harry, og var lidt sure på Liam og jeg for stadig at være venner med ham. For at sidde med ham offentligt, og for at hjælpe ham med hensyn til hans planer med Felicia.

Det var tydeligt at se på Harry at det var noget hvor han ønskede en fremtid, noget der skulle vare længere end fra februar til juni. 

I de fem måneder de havde været sammen, havde der så bare også været pauser, skænderier, ophold på hospitalet, en uge væk fra hinanden grundet studieturen, og alligevel havde de fundet sammen gang på gang. De var blevet ved med at gå tilbage til hinanden, også på trods af sedlerne Felicia jævnligt modtog i sit skab. 

De var som to magneter - en sydpol og en nordpol, de kunne ikke gøre for det. 

Blot fire borde væk fra os sad de tre piger, Melody, Chelsea og Felicia. De spiste ikke noget nogle af dem, på trods af at klokken var næsten halv et. Vi skulle snart til time igen, dog vores sidste time på dagen. Vi var begyndt at få tidligere fri nogle dage så vi kunne sidde derhjemme og arbejde i stilhed på vores projekter, og så vi kunne være sammen med vores projektmakkere når vi gjorde det, og ikke bare skypede med dem, eller den ene lavede det hele.

Det var en ny idé fra skolens side af, men det blev desværre brugt på andre ting, præcis som Harry havde tænkt sig at gøre. Det blev brugt på at tage hjem til sine venner, tage i biografen, glemme alt om sine lektier, og alligevel bare bruge skoletimerne på at lave det, og derfor ikke følge med i den sidste undervisning.

Det ville ikke undre mig hvis det blev fjernet året efter. 

I dette år, juni totusindogtretten, misbrugte vi endnu en gang skolens idéer, og sørgede for at alle andre elever ville hade os når det blev afskaffet. Desuden var denne juni, i dette år kaldet totusindogtretten, og måneden hvor elever der plejede at spise sammen sad fordelt over alt i kantinen, grundet afslutningsskænderier. 

Bedste veninder der sad ved forskellige grupper fordi de var uenige om hvordan de skulle bruge sommeren, bedste venner der var blevet projektmakkere sad slet ikke i samme rum, fordi at den ene nægtede at lave noget. Par der havde uenigheder grundet stressen i at lave de sidste opgaver, og derfor slet ikke kiggede på hinanden.

Der var Harry og Felicia selvfølgelig en undtagelse, for Harry havde været en nar, og de kiggede konstant på hinanden. Aldrig på samme tid, men de kiggede på hinanden, efter hinanden, og deres øjne var fyldt med sorg, og så meget kærlighed. Fyldt med længsel, og fyldt med savn.

Man kunne se hvor hårdt det var for dem ikke at være sammen, og hvor hårdt det var for dem at skændes.

Nogle gange havde jeg bare ønsket at jeg kunne få Felicia til at lytte på ham, og ønsket at jeg kunne få Harry til at komme med en bedre undskyldning. Få ham til at sende blomster til hende hver dag, og lave noget til hende med alle deres bedste minder, og alle hendes yndlingsting. 

Få ham til at bevise at han elskede hende, og at han kendte hende. At han vidste hvem hun var, at han havde lyttet, og at hun ikke bare var en simpel præmie til skabet, som han kunne prale med. 

At de to ville ende med at stå i vejen for Liams forhold til Chelsea, og mit til Melody, var dog ikke noget nogle af os havde regnet med. Vi havde ikke regnet med at fordi vi ikke bare forlod Harry - når vi nu kunne se at han havde lige så ondt som Felicia - at de to piger så langsomt ville forlade os. De snakkede stort set aldrig med os, og ud fra hvad Liam havde sagt var Chelseas beskeder lige så korte som Melodys.

Få ord, og kun når vi stillede spørgsmål. Ikke noget med at de elskede os, ikke noget med et godmorgen eller godnat, og ikke noget med hyggebeskederne når de kedede sig. 

Faktisk kun når vi ville vide noget.

De gled væk fra os, og der var intet vi kunne gøre, medmindre at vi ville ødelægge Harry endnu mere end han allerede selv havde formået at gøre. Vi ville ikke se ham i skolen mere, for han ville ikke dukke op. Vi ville se ham sidde ude foran diverse kiosker og spise noget han ikke havde betalt for, eller sidde og drikke en øl en eller anden taber havde givet ham, fordi at han fik det dårligt på Harrys vegne.

Så hvad skulle vi gøre? Miste dem vi holdte af, kunne holde om og kysse, og vise vores kærlighed til - eller droppe vores bedste ven, og dermed ødelægge hans chancer for ham og hans store kærlighed, og ødelægge hans liv. 

Det var et valg ingen af os havde lyst til at tage, og hvis pigerne ønskede at vi skulle vælge, så skulle de også acceptere hvis vi ikke valgte dem. Enten det, eller også kunne de stoppe med at være så snæversynede, og se hvad der foregik med Harry, istedet for kun at se hvad han havde gjort. 

Det er helt fint at støtte op om sin bedste veninde, men at skubbe alle væk der har kontakt til personen der sårede hende, sårer ingen andre end dem selv. Jo okay, det sårer også Liam og jeg, men hvis det er sådan de vælger, så kan vi alligevel ikke gøre noget ved det.

"Louis?" Spurgte Harry, mens han viftede sin hånd foran mine øjne. Yderst irriterende, hvis man spurgte mig - men noget jeg selv gjorde mod andre når de lukkede mig fuldstændig ude. 

"Ja?" Spurgte jeg, som om at jeg ikke lige havde siddet i min egen verden. Liam rullede med øjenene, og Harry løftede begge øjenbryn højt op i panden, så en masse rynker dannede sig. Han sukkede dybt inden han kiggede irriteret hen på Liam, som tydeligvis stadig fandt det utroligt ironisk at det var mig der sad i en bobbel, mens de prøvede at finde ud af hvad Harry skulle gøre. 

For jeg var jo normalt den med de gode idéer. 

Eller når nej, sådan var det jo ikke. Så de klarede sikkert planlægningen helt fint uden mig, og det måtte de også gøre, da klokken ringede, og vi skulle splittes op. Liam og Harry havde time sammen, hvorimod jeg havde time sammen med Zayn og Chelsea, og vi skulle have oldtidskundskab. En anden udgave af historie, bare mere kedeligt, med et andet navn, og med en anden lærer.

Så hvad Liam og Harry ville finde ud af med hensyn til Felicia, vidste jeg ikke. Men jeg vidste at Liam ikke ville lade Harry gøre noget som han senere hen ville fortryde, og Liam var generelt bare mere fornuftig når det kom til piger. Han udnyttede dem ikke, og han objektiviserede dem ikke, og han pralede ikke med hvem han nu havde scoret.

Han virkede ligeglad og det hele på ydersiden, men Chelsea vidste lige præcis hvor hun havde ham, og hun vidste at han holdte af hende, og at han muligvis endda elskede hende. 

Så han skulle nok give Harry en god idé, og de skulle nok komme op med en fantastisk undskyldning, som forhåbentlig ville hive Felicia ud af hendes evige mareridt. 

 

Urgh, Felicia og Harry er stadig ikke på talefod, på trods af hvad der skete i sidste kapitel. 

Hvad tror I egentlig der skete efter Felicia opdagede hvem det var der hjalp hende, og hvorfor tror I at Harry overhovedet var på den parkeringsplads?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...