Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

105Likes
177Kommentarer
92741Visninger
AA

13. ► elleve

Turen til Spanien var overstået hurtigt. Hotelfordelingen var gået hurtigt. Jeg var endt på værelse med Harry, måske ikke mit førstevalg, men Liam og Zayn var også endt sammen. Så Liam og jeg havde aftalt at bytte om onsdagen, da han heller ikke var helt tilfreds med Zayn. Dog skulle Harry og Zayn bare ikke sammen, vi var næsten hundrede procent sikre på at det ville ende galt. Zayn ville få hovedet af ham. På trods af at Melody og Chelsea hver dag bor sammen, og nærmest går op og ned af hinanden, var de også endt på værelse sammen. Lærerne havde sagt at det var den nemmeste løsning, da de ellers kun så dem snakke med Felicia, som desværre havde fransk, sammen med Niall. Niall havde endda informeret mig om at Felicias værelseskammerat var smuttet ind på et andet værelse for at sove, og at han derfor nok skulle være sød mod hende, og tage sig godt af hende for Harry. Jeg havde lyst til at skrive at han skulle gøre det for mig. 

Vi var på vej ud for at se Sagrada Familia, kirken som aldrig er blevet bygget færdig, da dette er en af de vigtigste ting at se som turist, det første øjeblik man er i Spanien. Vi sad i tre forskellige busser, så den ene gruppe elever måtte tage bussen alene, da vi kun havde de to spansk lærere med. Femogfyrre elever, to lærere, og en helvedes masse turister der også vil se kirken. Vi var delt ud over tre busser, og de busser sad vi ikke engang samlet. Lærerene havde garanteret overhovedet ikke styr på os, og de var garanteret nervøse for at gruppen uden lærer ville blive væk grundet dårlig stedsans, eller dårligt spansk, eller at de ville blive væk med vilje, og bruge dagen på at shoppe, og så derefter tage en taxa til hotellet. Den idé lød nu også fristende, hvis det ikke var fordi at vores spansklærer sad ved siden af Liam og jeg, og snakkede med os om hvor vigtigt det var at vi var høflige overfor andre turister, og overfor de lokale. Vi lod som om at vi lyttede.

Bussen kørte utroligt langsomt, eftersom at der var en guide der forklarede hver evig eneste ting vi kørte forbi - også gade restauranterne, - på trods af at vi godt kunne se hvad vi kørte forbi. Med en langsom bus, og minimum fyrre grader, løb sveden ned af mig. Det var så varmt, at det var svært bare at være levende, i de tyve minutter vi sad i den forfærdelige bus, med vores guide som snakkede utroligt hurtigt, og med ekstrem spansk accent. Vi stort set alle sad med vores mobiler, uden internet, og kiggede sine billeder igennem, nogle få sad og spillede nogle spil, som hverken brugte data, internet, men derimod åd løs af deres strøm. Dog nåede vi frem til kirken, som forventen var dækket med turister, som var en del brunere end os britter. 

"Liam?" Spurgte jeg, på trods af at han stod ved siden af mig. Jeg troede kirken så anderledes ud end den gjorde - jeg troede at den bare ikke var færdig indeni, men hele kirken var jo et kæmpe byggeri, som aldrig så ud til at blive færdigt. Man kunne se illusionen, som var utroligt flot, og utroligt vellavet, men selve skellettet af byggeriet stikker frem, og overskygger den smukke overflade, som forhåbentlig engang vil gemme skellettet, og tiltrække endnu flere turister. Dog er det nok så turistpræget, netop fordi at den ikke er færdig. Han nikkede, og jeg kunne let se det ud af øjenkrogen. 

"Hvad fanden laver vi ved en kirke? Den er jo ikke engang færdig," spurgte jeg, lettere fornærmet, på trods af at jeg allerede kendte svaret. Drengene kender mig ikke ordentligt, og denne facade er lidt at jeg er ligeglad, ikke særligt intelligent  og ikke bange for at sige fornærmende ting, som hvorfor vi bare var ved en fandens grim, ikke færdig kirke, som bestemt ikke ville lære os noget kulturelt, eller andet. Liam grinte hæst over mit spørgsmål, som forventet, og rystede let på hovedet, også som forventet. Ikke at Liam er forudsigelig, mere bare at det er sådan vi opfører os overfor hinanden. Vi kender hinanden ret godt, men vi nægter at indrømme det, og har derfor hele tiden den her nye facade op, som uden pis, er anderledes hver evig eneste gang vi snakker til hinanden. Det er nok også den eneste grund til at de ikke kender til Felicias og min fortid. 

Den her uge er rar, jeg skal ikke bekymre mig om at Harry sårer Felicia, selv hvis han prøver på det, for ærligt? Hvem ville fortælle hende, hvis han kyssede med en anden? Ja, jeg ville nok smadre ham, når han fortalte det. Men jeg ville nok ikke gøre det, ikke uden så lige at fortælle ham at jeg egentlig har kendt Fel hele mit liv, og at han kunne have knust sit hjerte. Han ville heller ikke gøre noget mens Chelsea og Melody så på, så hvis Liam, Zayn og jeg fik noget at vide, så ville Felicia aldrig finde ud af det. Harry ville bare være en idiot for evigt. Dog ser det ikke ud til at han vil prøve på noget, han bliver ved med at kigge på hans mobil, som om at han venter på noget. Hvis man ser bort fra at der hverken er internet eller signal på vores mobiler, undtaget når vi er på hotellet, så venter Harry nok på at Fel skriver, ringer, hvad ved jeg. Men hun har aldrig sin mobil med på ferier. Endnu en ting jeg ikke kan fortælle ham.

Kirkerundturen tog rigtig lang tid. Vi snakker omkring to timer, og ja, kirken var utroligt fascinerende, og utroligt smuk på indersiden, men det var bestemt ikke to timer værd. Dette var fordi at mine klassekammerater, også dem fra parallelklassen, hele tiden skulle spørge på engelsk, hvad det var det spanske ord betød. Så vores guide måtte hele tiden stoppe op i sin forklaring, og forklarer det på engelsk, som om at vi ikke var elever der havde haft spansk i nogle to år, nogle et, men et par stykker af os, omkring fem år. En af fordelene ved privat skole, tænker jeg. Man lærer meget mere, og man lærer det på en helt anden måde. Her på Mountain Hill er spansk utroligt kedeligt, man lærer mere om hvor sproget stammer fra, end man snakker det. Vi skriver og læser utroligt meget spansk, men snakketimerne mangler lidt. Jeg var vant til at der blev snakket i hver time, og at ens afleveringer skulle komme med en lyd fil, hvori man forsvarede sin opgave, hvis man havde mangler, eller ting der skulle uddybes. 

Liam og jeg gik sammen inde i kirken, og havde egentlig tilbragt det meste af dagen sammen. Harry gik med nogle andre drenge, nogle af dem fra fodboldholdet, så vidt jeg ved, og Zayn var slet ikke med inde i kirken. Ham og tre andre drenge var smuttet fra lærerne, uden at de opdagede det selvfølgelig, og så var de gået ud for at ryge. De har garanteret også lavet andet, eftersom at ingen af os regnede med at det ville tage så lang tid. Den forventede længe var også fyrre minutter, havde vi fået at vide. Zayn er ligeglad med hele den her tur. Derfor ville han have været den perfekte værelseskammerat for mig, da han højst sandsynligt slet ikke ville være på værelset. Han ville gøre alt det vi ikke måtte, for han havde intet at miste. Han ville nok blive smidt hjem, medmindre det bare var den tomme trussel det som regel er, men han ville være ligeglad. Han ville komme tilbage til England, tilbage til alle de smukke piger, der med det samme ville kaste sig over ham. Udover det ville han få lov til at blive væk resten af ugen, da hele vores skema den uge var blevet aflyst, i anledningen af at alle skulle andre steder hen i Europa. 

Harry som den overraksende mønsterelev han nu er, er på værelset en time inden vi skal være, og han har ikke engang pakket cigaretter. Vi må ikke ryge, havde han sagt. Jeg havde heller ikke pakket mine, men Harry lever af sine smøger. Nu spiser han morgenmad, da vi har fået at vide at vi skal, det er obligatorisk, de skal ikke støtte anoreksi, og hvad ved jeg. Nu ved jeg også at anoreksi ikke er bare at skippe morgenmaden, men er at skippe stort set alle måltider. De burde virkelig bare have brugt at morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Eller bare fortalt os at gadecaféerne er elendige i Spanien, og at vi højst sandsynligt ikke ville finde noget vi kunne lide. Så ville jeg ihvertfald have spist morgenmad. Nu kunne jeg placere mig i en helvedes varm bus igen, fyldt med fyrre andre elever, med en rumlende mave, der nærmest skreg af sult. Vi skulle egentlig kun være i bussen, indtil vi kom hen til hovedområdet, shoppingbutikker, restauranter, caféer, og sådan nogle ting. Så en kort ti minutters køretur, og så ville vi være fri i et par timer, indtil vi selv skulle finde tilbage til vores hotel. 

Liam og jeg havde aftalt at vi ville holde os sammen resten af dagen også, især da vi begge var sultne, og ikke havde fundet de spanske retter særligt lækre, eller, ihvertfald ikke noget for os. Vi havde slået os ned i en lille hyggelig café, hvor hvis man kiggede på ydersiden, ville man bare tænke en normal kaffebar, eller lignende. Indeni lignede det noget ala Starbucks, Joe and the juice, den slags kaffebar. Der var fine sofaer, små træborde, som var alt for lave til at sidde under. Den havde en lounge fornemmelse, og den fedeste stemning. Ud af højtalerne blev der skiftevis spillet musik fra halvfemserne, og fra de nyere år, alt fra totusindogti, til totusindogtolv. Vi sad begge med en helt simpel sandwich, med kylling, avocado og en eller anden form for dressing, mellem to fuldkornsbrød, som mange måske ville kalde boller. Vi sad også begge med en eller andet art af juice, min smagte af granatæble. Det hele stod på spansk, og det var frugter vi ikke helt kendte til, men vi fik mad som kunne spises. Vi fik noget at drikke, så vi ikke begge ville besvime i den første butik vi gik ind i, eller endnu værre, midt på gaden. Sådan fortsatte vi resten af dagen.

 

Så, min store kærlighed ligger til Frankrig, især Paris, og det ved jeg ikke om i kan fornemme i kapitlerne? Uanset hvad så har jeg hverken været i Frankrig, eller Spanien, så disse kapitler har krævet en masse søgning rundt på google, og min fantasi, så hvis tingene bare overhovedet ikke passer, så må det altså desværre være derfor. Bare husk, det er fiktion, og hvis jeg ikke havde fortalt jer hvor de tog hen, så kunne det være mit helt eget, opfundne land, som ingen andre kender til. 

Men et klassisk spørgsmål skal der til; hvad synes i om Liam og Zayn? Vil i gerne høre mere om dem? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...