Leaving Notes ► Harry Styles

Hvad ville du gøre hvis din bedste ven flyttede til den anden ende af byen, startede på samme skole som dig, men fuldstændig ignorere dig? Ville du give ham den kolde skulder, undre dig, eller glemme ham? Felicia Joy er en syttenårig pige, som går på Mountain Hill Highschool med sin tidligere bedste ven; Louis Tomlinson, og hans nye crew; Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Zayn Malik. Spørgsmålet er bare, hvordan ville du tage det hvis din bedste ven ikke godkendte din nye fyr?
- Obs, historien foregår i slut 2012, og drengene er ikke kendte.

107Likes
178Kommentarer
93568Visninger
AA

20. ► atten

"Felicia," sagde han. Hans stemme var svag. Svagere end han nu så ud. Hans kinder var igen fyldt med liv, og de mærker der havde været fyldt med en lilla farve, blev mere røde. Omkring hans syninger blev huden lettere rød og irriteret, og det samme gjorde han. Jeg sendte ham et grådkvalt smil, som knap nok kunne ses. Anne kiggede på mig, og sendte mig det samme smil, jeg lige havde sendt Harry. Vi så alle lettede ud. Han snakkede, han trak vejret, og han så ud til at vide hvad der var sket. 

Lægen gik hen til ham, lyttede til hans vejtrækning med sit stetoskop, som han de sidste to dage havde haft hængende om halsen, som alle andre læger, på dette dødsyge hospital. Harry trak vejret dybere, og lavede en lille grimasse, som om det gjorde ondt. Dog sagde lægen ikke noget til vejrtrækningen, så det måtte være normalt. Han forlod os alene, og sygeplejersken fuldte efter ham ud på gangen. Vi var nu alene i dette firkantede rum, præcis på samme måde som de sidste to dage, Harry var bare vågen nu. Stemningen var bedre nu.

"Vi henter lidt mad Harry," sagde hans papfar. Harry prøvede at nikke, inden både hans papfar og Anne forlod rummet, og efterlod Harry og jeg alene, til en akavet stilhed. Kun lyden af maskinerne der var koblet til Harrys bryst, og hans pegefinger, lyden fra maskinen der gav ham ilt, fyldte rummet. Jeg placerede mig forsigtigt i den stol Anne lige havde rejst sig fra, inden jeg lagde min hånd på Harrys underarm, og efterlod den der. 

Vi dannede en øjnekontakt. Den normale af vores slags, hvor vi kigger hinanden så dybt, så intimt i øjnene, at man skulle tro vi havde gjort det forevigt, og at vi aldrig ville bryde den. Sådan var det dog ikke. Ja den var dyb, ja den var intens, og en smule ubehagelig, men den var så betryggende, og så insisterende, så normal. Den var fantastisk.

Han gav mig endnu et sammenklemt smil, som knapt kunne ses. Men det var der, og det kunne tydeligt ses i hans øjne. Det, og en form for skyldfølelse, nok over selve slåskampen. Forhåbentlig. Det så ud til at han ville sige noget, men stilheden lå stadig over os. Stilheden som normalt ville være normal i sådan en situation, havde brug for at blive brudt. 

"Louis fortalte mig det hele," sagde jeg, og pressede blidt mine fingre let tættere sammen på hans underarm. Han lukkede sine øjne forsigtigt i, inden han placerede sin hånd på min. Selvfølgelig den hånd som var længst væk fra mig, og den arm der var mest beskadiget. Det gjorde ondt på ham, og det var tydeligt at se. Dog lå hans ru hånd på min, og den lå så perfekt. Næsten dobbelt størrelse af min egen, og utroligt maskulin, især med diverse rifter og flænger, som jeg desværre bare ikke fandt attraktive.

Hans øjne åbnede endnu en gang, denne gang dog lidt mere røde end før. Han klemte sine læber sammen, før han endnu en gang åbnede dem, nok for at sige noget, uden succes. Stilheden var over os, inden jeg brød vores øjenkontakt for at kigge op på uret der hang over døren, som fint indikerede hvad klokken var. Jeg burde skrive til Louis, og spørge om han kunne komme med et par bukser, og nogle penge til sodavand. Men Louis og Harry ville måske ikke være den bedste kombination lige nu. Ikke taget ud for Louis' reaktion på Harrys tidligere tilstand. 

"Han prøvede ikke engang at stoppe ham," fik han mast ud igennem sine ellers sammenpressede læber. Jeg kiggede på ham, som han lå der med smerte i øjnene, og en hvis skuffet facade, over at hans bedste ven ikke engang havde forsøgt. Ikke at det ville have gjort nogen forskel, udover at Louis nok også ville være endt på hospitalet, eller værre, ungdomsfængsel for at bruge vold. At Jase ikke var blevet meldt var til min store overraskelse. Mon Harry havde fortalt hans forældre hvem der havde gjort det, eller sagt at han slog først? 

"Det sagde han godt," svarede jeg derfor. Han havde ikke sagt det på den måde, men han havde sagt at de ikke kunne stoppe ham. Det var for voldsomt, og de ville selv risikere at komme til skade. Hvis de havde prøvet havde Jase måske også bare gået endnu mere amok, og så ville Harry ikke ligge og snakke til mig. 

At Harry slet ikke nævnte Zayn, var dog et kæmpe mysterie for mig. Han var der jo også, og han gjorde heller ikke noget, ifølge Louis. Han gik faktisk først, selvfølgelig udover Jase, som løb ud derfra i en hvis fart, da han opdagede hvad han havde gjort. Selvfølgelig var alt dette ud fra hvad Louis havde sagt, og ikke hvad jeg rent faktisk havde set, eller hvad Harry sagde. Men han sagde nu heller ikke så meget.

"Hvem slog først?" Spurgte jeg. Spørgsmålet jeg kunne dø over at stille, men det ville rent faktisk dræbe mig hvis ikke jeg gjorde. Jeg var nødt til at vide om Jase havde fortalt sandheden, eftersom at hverken Zayn eller Louis så det første slag. De kiggede først med efter Harry ikke kunne forsvare sig selv, og alligevel hentede de ikke hjælp. Fucking idioter, som ikke sætter pris på en eneste ting. Ikke andet end sex, og at være populær. Dette havde de selvfølgelig allerede.

"Jeg slog først," svarede han, med en lav stemme, som knapt kunne høres. Jeg ønskede nok heller ikke det præcise svar, som han havde givet mig. En løgn ville måske have været bedre. Hans blik lå nu på hans hånd, som stadig var placeret oven på min, på trods af min store lyst til at trække hånden til mig selv. Det gjorde jeg dog ikke. Men mit blik blev også placeret der, inden han gav sig til at nusse min håndoverflade med hans tommelfinger, i cirkulærer bevægelser, som på trods af situationen, var utroligt behageligt. 

"Hvorfor? Hvorfor, Harry?" Spurgte jeg. Denne gang med tårer i øjnene, og med en kvalt stemme, hvor ordene knapt kunne forlade mine læber, som vidst rødmede op. En tendens de havde når mit humør gik til ked af det, istedet for glad, eller endda lykkelig. Han stoppede med at nusse min hånd, og fjernede endda hånden helt, inden han placerede sin finger ved sin underlæbe, som var dækket af et plaster. Det så ikke helt så godt ud, som når han gjorde det normalt. 

"Fordi jeg elsker dig," svarede han, med en mere sikker stemme end før. Jeg fjernede i ren refleks min hånd fra hans arm, og kørte mit hår bag det ene ører, da det irriterede mig, grænseløst. Det var faktisk utroligt irriterende, og på trods af hvad han lige havde sagt, kunne jeg ikke fokusere på andet end det skide hår, som jeg egentlig burde have sat op i den elastik sygeplejersken havde givet mig. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Var det fordi jeg ville se godt ud når han vågnede, for det var umuligt efter to dage med dårlig søvn og bekymringer. Var det fordi at jeg ville give ham en kæmpe kærlighedserklæring, så han ikke var i tvivl om hvor han havde mig?

Var det fordi at jeg ikke elskede ham overhovedet?

"Jeg," startede jeg ud. Men min hals lukkede ned, og absolut intet forlod min mund. Jeg kiggede hen på Harry, som stadig havde sin finger ved læben, næsten som om at han studerede den, med sin følesans. Som om at han ville mærke hver lille revne, eller mærke hvordan munden bevægede sig når man trak vejret. Måske fordi han ville hive plastret af, og ikke føle sig som en lille dreng der havde brug for hjælp. Hvilket han desværre havde brug for. 

"Du behøves ikke sige det," sagde han, med en stemme der var tilbage i det svage, det usikre, og det lave, hvilket fik mig til at tvivle på om han virkelig mente det. Hans øjne var heller ikke overbevisende. De øjne jeg nu endnu en gang dannede en øjenkontakt med, viste sorg, smerte, og en håbløs venten, på at vide om den du elsker, virkelig også elsker dig. Aldrig havde jeg set det blik før, og aldrig ønskede jeg at se det igen. Problemet var bare at jeg stadig ikke var sikker på mit svar. Ville et spørgsmål hjælpe? Muligvis. 

"Hvad er vi egentlig, Harry? Er vi kærester, dater vi, eller er vi bare simple venner?" Min stemme havde en lettere irriteret klang over sig, og jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt hidsede mig op over at ingen af os havde givet os et mærke. Givet os et mærke der ville fortælle os hvordan vi havde det med hinanden, om vi var eksklusive, eller om der ville dukke en anden pige om om små ti minutter, for at se hvordan det gik med ham. Et mærke der ville bevise at det kun var os, og at der rent faktisk var et os. Et mærke som jeg for første gang, virkelig gerne ville have. 

Spørgsmålet kom tydeligvis bag på ham, da han brød øjenkontakten, og kiggede ned i sin anden hånd, hvor hans fingre legede lidt med hinanden. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han var mundlam. Måske kendte han ikke engang svaret på det. Måske vidste han ikke hvilket svar der ville passe mig, eller om han satte os for højt. Måske tænkte han bare at han satte os for lavt, eller at der slet ikke var et os. Hvad tænkte han? 

"Du er min kæreste," svarede han, inden han lukkede øjnene. Hans vejrtrækning blev dybere, og hans hånd faldt ned fra hans læbe, og landede på hans bryst. Hvad skete der? Han sagde det svar jeg havde ventet på i så lang tid, og så forsvandt han bare? Jeg trak i den røde snor som lægerne flere gange havde sagt at de ville komme til, og så hurtigt som muligt. Hans bryst løftede sig stadig, ikke så meget som da hans øjne var åbne, og han stadig snakkede med mig. Han var lige vågnet, var lige begyndt at snakke, hans mor nåede ikke engang at sige noget til ham, før han faldt hen igen. Hvordan var det på nogen måde fair?

Dørene blev smækket hurtigt op, og lægen kom løbende ind, med en ny sygeplejerske lige i hælene. Dog kom den tidligere sygeplejerske også med ind. Sygeplejerskerne stoppede op ved siden af mig, og begyndte at stille mig en masse spørgsmål. Hvad skete der? Ændrede hans humør sig? Skete det hele bare lige pludselig, eller gradvist? Jeg kendte ikke rigtig nogle af svarene. Lægen stod og lyttede til ham, prikkede og daskede forskellige steder på Harrys krop, og tjekkede hans tal, som vist nok er kaldet værdier. Det hele skete så pludseligt. Jeg nåede slet ikke at observere hvad der skete. 

"Det hele skete så pludseligt, jeg nåede slet ikke at se hvad der skete," sagde jeg dog endelig. Lægen kiggede på mig, og han så bekymret ud. Hans øjenbryn var presset mod hinanden, og rynkerne i hans pande var endnu mere tydelige end de havde været de andre dage. Han signalerede et eller andet til den ene sygeplejerske, som så ud til at skrive noget på sin lille søger, som om at hun kontaktede en anden. Den anden sygeplejerske nikkede bare til mig, og placerede en hånd på mit lår, muligvis for at berolige mig. 

Harrys mor og papfar kom også ind af døren, og kort efter kom der endnu en kvinde, dog i en hvid kittel istedet for en lyseblå t-shirt med matchende bukser. Dette var endnu en læge, og ikke bare en eller anden sygeplejerske, som vi havde set rigeligt til i løbet af dagene. Harrys mor stod bare og kiggede med store øjne og åben mund på sin søn, der nu endnu en gang ikke reagerede på noget. Hans papfar havde stillet sig hen ved mig, og havde placeret en hånd på min skulder. På trods af at det nærmest var en fremmed, var det beroligende, og fik mig til at føle at jeg var tryg. Som om at jeg allerede var en del af deres familie. Som om at de ikke var sure over det var sket mens jeg var her. 

Den nye læge lyttede også til ham, prikkede og daskede, især ved maveområdet, præcis ligesom vores læge havde gjort. Hun kiggede også på tallene, dog længere og mere grundigt end den anden læge havde gjort. Hun så slet ikke bekymret ud. Hun så ud som om at dette var normalt, og at det bare var endnu et rutine tjek, præcis ligesom de besøg vi havde fået hver anden time, for at de skulle skifte væske og beroligende. Hun var rolig, og flere gange kiggede hun på sit lilla armbåndsur, som man lige kunne ane under hendes kittel. 

Mit hjerte bankede løs inde i mit bryst, og det føltes som om at det sad helt oppe i halsen på mig. Dette var selvfølgelig ikke muligt, men alligevel gik min krop lettere i panik, i frygten for at jeg ville besvime, eller værre. Jeg hyperventilerede, og trak vejret uregelmæssigt for at forhindre mig selv i at bryde ud i gråd. Dette var selvfølgelig umuligt, da tårerne allerede løb ned af mine kinder. Det var mit spørgsmål der fik ham i denne tilstand, det var min skyld. Jeg var alene med ham, og så endte han sådan der igen. Det var min skyld. 

Den kvindelige læge vendte sig om mod os, og kiggede skiftevis på Anne og på mig og Harrys papfar, som jeg stadig ikke vidste hvad hed. Hun kiggede få gange hen på vores anden læge, så vidst hed Hr. Deed. Mindede mig utroligt meget om Hr. Død, hvilket ikke virkede særligt passende for en læge. 

"Jeg er doktor Hemmings, og jeg er specielist i unge og børn," startede hun ud. Så okay, hun var pædiatrisk læge. Hun arbejdede mest med mindre børn, da de fleste teenagere mest kom ind på hospitalet med traume sager, præcis ligesom Harry havde gjort. Men skete der noget uventet, så ville hun komme på banen, da det ikke længere ville være traumeprocedure. Dette virkede fornuftigt. Dette var selvfølgelig alt sammen noget hun sagde.

"Han sover, han modtog sin smertestillende for ti minutter siden, og effekten kom så mens du snakkede med ham," fortalte hun, mens hun kiggede på mig, inden hun sendte mig et kort smil. Harrys papfar gav min skulder et lille klem, og sygeplejersken fjernede hånden fra mit lår, næsten som om at jeg ikke længere var til fare for mig selv. Ikke at jeg nogensinde havde været det. Anne så lettet ud, og gik hen mod fodenden af Harrys seng, inden hun placerede sine hænder på den sengehest der var placeret i hans venstre side, for at han ikke skulle falde ud når han engang vågnede. 

Han sov bare. Han var bare faldet i søvn, og det kunne traumelægen ikke engang finde ud af. Havde han været bange for at det var noget værre, eller havde han bare glemt at kigge på tidspunkterne af hans doseringer med morfin, panodil, ibumentin, og hvad de nu ellers fyldte hans krop med? 

Men Harry sov bare. Min kæreste sov bare. Min kæreste som jeg elskede, sov bare. Lettelsen der fyldte min krop, kunne ikke engang beskrives.

 

Det her er sidste kapitel på hospitalet, så næste kapitel som er fra Louis' synsvinkel vil altså ikke foregå på hospitalet. Dog håber jeg at i ikke har haft noget imod hospitalskapitlerne, og at det ikke har været for kedeligt.

I får et fødselsdagskapitel fordi at jeg er i godt humør, og har lyst til at få jeres reaktion, heh. 

Jeg fylder 15 her i dag, og min dag bliver bare brugt med min farmor, farfar og min kusine og fætter fra Jylland, så jeg har det skønt i dag! Hvad går i og bruger dagen på?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...