My baby and I against the world | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2017
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
Efter et besøg ved sin fætter sidder den 18-årige Adaline nu med en baby i favnen. Hun ved ikke hvem faren til hendes bare er. Det eneste hun er sikker på er at han havde dybblå øjne. De er frosset fast til hendes nethinde, men hun her ingen intentioner om at finde ham før hun støder ind i nogle ting, som bringer minder frem fra 'den aften'.
Før hun ved af det står hun over for en flok drenge - men er en af dem faren til hendes barn?
Ps. Zayn er en del af historien.

44Likes
26Kommentarer
5456Visninger
AA

3. Kapitel 1 - You're ... a mom?

 

Adaline's synsvinkel

Jeg pakker den sidste trøje ned i taksen, inden jeg stille tager min søn op i favnen. Min helt egen lille søn. Han giver en lille lyd fra sig, hvilket får smilet frem på mine læber. Hvordan kan nogen være så perfekt?
Der er gået en uge siden fødslen, og vi må endelig tage hjem. Eller hjem til Karen og Geoff. Lægerne ville gerne have os under opsyn den første uge, da den lille havde ligget lidt forkert inde i min mave og der derfor var sandsynlighed for, at han kunne udvikle et eller andet jeg ikke helt fik fat i. Men nu må vi så tage hjem.
Jeg går ud på gangen, hvor jeg møder en læge, som er på vej ind på en anden stue. Jeg hilser hurtig på hende ved at nikke, hvilket hun hurtig gengælder med et smil. ”Kom god hjem miss Payne…” ”Det skal jeg nok.. Ha’ det godt.”
Jeg går ned af gangen og ud i receptionen, hvor jeg bliver mødt af en glad Karen. Hun har besøgt os hver dag den sidste uge, hvilket ar været så hyggeligt. Hver gang har hun fortalt om hvordan onkel Geoff er vad at bygge babymøbler til mit værelse, og om hvordan de har malet det og gjort det helt klart til, at baby og jeg kommer hjem.
Hun omfavner os straks, da vi går hende i møde, og et mit smil bliver straks større. Da vi igen trækker os fra hinanden er hun hurtig til at tage baby ud af min favn og over i sin egen. ”Er du klar til at komme hjem lillemand? Ja, du er så.. ja, du er så..” siger hun kærligt med babystemme.
Jeg trækker stille jakken lidt mere om mig og smider taksen, som faldt på gulvet, da Karen krammende os, op over skulderen igen. ”Skal vi gå?”  Karen forvirret op på mig efter en ’interessant’ samtale med lillemand. ”Undskyld.. hvad sagde du?” griner Karen. Jeg griner dæmpet tilbage til hende. ”Jeg spurgte om vi skulle gå.” svare jeg dog og peger mod døren, som fører ud på parkeringspladsen.
”Ja, lad os. Men her lad mig tage den der, så kan du tage din søn med ud og se de første solstråler.” Jeg griner kort over hendes måde at sige, at jeg bør være den, som første gang tager ham udenfor. Vi bytter hurtigt tasken og babyen med hinanden, inden vi bevæger os over mod døren.
Solen skinner rigtig nok udenfor, men bilen holder heldigvis tæt på. ”Vi har købt en autostol til ham. Han kan jo ikke køre i bil uden. Endnu et smil former sig på mine læber. ”I tænker da også bare på alt. – I er fantastiske moster Karen! Tak.” Hun griner stille over mig og åbner for døren, hvor en autostol ganske rigtig står spændt fast. Den er betrukket med babyblåt stof, og så hænger der noget legetøj på håndtaget. Det er han jo for lille til, at lege med endnu, men det er da også fint nok, at det hænger på.
”Aww.. pus ik’ græde” Jeg opdager først, da Karen siger det, at jeg har fældet en lille tåre af glæder over deres godhed. Hvorfor er de ikke mine forældre? Hun lægger straks sine arme om mig og et lille hulk forlader mine læber. ”I er bare så dejlige Karen.” Hun nikker stille og trækker sig igen fra mig. ”Kom! Lad os få ham spændt fast og komme hjem.”
***
Efter ca. 10 minutters køretur i stilhed, vælger jeg dog at sige noget nyt. ”Moster Karen?” Hun nikker forsigtigt og kigger på mig gennem bakspejlet. ”Hvad så prinsesse?” Jeg smiler forsigtigt over hendes ordvalg. Prinsesse. Det kaldte hun mig dengang jeg var lille.
”Jeg tænkte på om du måske ville passe ham, når vi kommer hjem? Jeg kunne godt trænge til et varmt langt bad… ” ”Selvfølgelig.. Du skal vel også gøre dig klar til, at vi får gæster.” Jeg fjerner straks mit blik fra min sovende søn, da Karen nævner noget med gæster. ”Gæster?” Hun nikker stille med et hemmelighedsfuldt smil på læberne. Jeg hader overraskelser og Liam fortalte mig engang at hvis man ikke er nysgerrig og stiller spørgsmål lære man aldrig noget.  ”Hvem kommer?” Hendes smil ændrer sig til et lille grin, men hun svare stadig ikke. ”Ej, com’ on moster Karen! Hvem kommer?” Hun ryster bare på hovedet.
Jeg kigger irriteret på hende gennem bakspejlet, hvilket bare får hende til at grine. ”Sikke en køn niece jeg har mig hva’?” Fornærmet vender jeg mit blik mod min søn igen.


Liams synsvinkel
”Iiih jeg glæder mig sådan til, at se dine forældre igen.” Jeg smiler glad til Cheryl og nikker mig enig. ”Ja, det er også længe siden, at jeg sidst så dem.” Hun vender sit blik fra Bear, som sidder i autostolen bagved, hvorefter hun læner sig over mod mig, hvor hun planter et kys på min kind og stille siger: ”I har også bare alle haft så travlt på det sidste.” Igen nikker jeg bare, mens jeg kigger å Bear i bakspejlet, men denne gang falmer mit smil også lidt.
”Jeg har ellers tilbudt dem at de kunne komme og se deres barebarn igen, men det virker bare hele tiden som om de prøver, at undgå mig.” ”Liam det passer ikke. De har bare travlt.. ligesom dig.” Igen planter hun et kys på min kind. ”Måske…” ”Hey skat. De undgår dig ikke! Hvis noget er galt fortæller de det sikkert i dag. Og jeg lover dig, det har intet med Bear at gøre!” Jeg nikker godkendende. Hun har vel ret.
”Så… hvad var der for noget med en kusine du har? Hende mindes jeg ikke at huske.” Et stort smil breder sig hurtigt på mine læber ved tanken om Adaline. ”Ja, hun er min kusine og bedste veninde.” Cheryl smiler stort til mig inden hun ændre det til en grimasse, som viser at hun spiller jaloux. Det kender jeg hende dog godt nok til at vide at hun ikke mener. ”Så hun er din bedste veninde? – Hvad med mig?” ”Ja, hvad med dig?” Driller jeg hende. Vi bryder begge ud i et kæmpe grin over min elendige efterabning.
”Det kan være, at hun også kommer. Så kan du møde hende.” Et stort smil finder sin vej frem til Cheryl's læber. Derefter på mine. ”Det vil jeg glæde mig til.”
***
Efter en lang tur i bil er vi endelig fremme ved mine forældres hus. Vi træder ud af bilen med store smil, hvorefter Cheryl går mod bagdøren, som hn åner og hiver autostolen med Bear ud. Alt imens jeg åbner bagagerummet og hiver vores tasker ud. Vi skal sove her til i morgen. Da vi alle er ude låser jeg bilen efter os, mens vi bevæger os op mod hoveddøren. Jeg banker forsigtigt på og venter  på, at døren bliver åbnet.
Efter godt og vel 2 minutter lyder låsen på indersiden af døren og frem kommer en pige med brunt hår og en baby i favnen. Jeg kigger chokeret på hende, da det går op for mig, af det er Adaline.
”Adaline?”
Hun kigger først på mig, for derefter, at flytte sit blik til Cheryl og Bear, for derefter at kigge på babyen i hendes afvn og til sidst på mig igen med til blik som er fyld med allemulige følelser. Hun synker en klump, inden jeg ser hende vende sig om og storme ind i stuen. ”Det var så min kusine. Adaline.” Et skævt smil planter sig på Cheryl's læber og et lille fnis forlader hendes mund. ”Det var da … hyggeligt.” Jeg nikker mig enig og griner selv lidt. Dog bliver det ikke det helt store, da jeg stadig ikke kan få billedet af Adaline med en baby ud af hovedet. Hvis baby er det overhoved? ”Kom!”
Da vi har fået vores overtøj af, går vi ind i stuen, hvor de alle sidder. Mor, far, Ruth, Nicole og Adaline.. og babyen. ”Aww! Min lille skatte-basse! Hvordan går det? Passer Cheryl ordenligt på dig?” Jeg nikker forsigtigt til min mor, men mine øjne ligger hele tiden på Adaline og babyen.
”Også hej til dig mor.” Hun trækker sig forsigtigt ud af krammet, for efterfølgende, at plante et kys i panden på mig. ”Ej, moar!” Da hun har trukket sig helt fra mig, går hun videre til Cheryl, som også får et kæmpe kram, hvorefter min mor river Bear ud af favnen på Cheryl, mens min far kommer hen til mig. ”Hvad så sønnike? Går det godt?” Jeg skal lige til at svare, da en gråd fra sofaen blander sig med lyden af stemmer.
”Det okay baby..shhh..  Mor er her… shhh..” Vent ’mor’? Er Adaline blevet mor, uden at jeg vidste det?
Gråden falder stille og rolig hen igen, mens man kan høre Adaline sige beroligende ting. Bear forbliver dog sovenden og lader sig ikke mærke af gråden fra en anden baby. ”Adaline?” før jeg selv ved af det, har jeg igen sagt hendes navn. Der bliver stille i stuen, og hun vender forsigtigt sin opmærksomhed mod mig. Hun mumler et lille ’mmhh’, hvilket får mig til at fortsætte. ”Kan jeg snakke med dig? – Under fire øjne?” Hun nikker stille, inden hun rækker babyen til Ruth.
Vi går ud i gangen igen, hvorefter vi går ind af døren til det, som plejede, at være Adalines værelse, når hun var her, hvilket var tit. Hendes fine himmelseng står her stadig, samt alle de andre gamle møbler, som jeg husker, dog er der også kommet så mange baby ting herind.
”Adaline?” Hun nikker stille og igen fortsætter jeg. ”Er du.. er du.. blevet mor?” spørg jeg nervøst. Hendes blik falder mod gulvet og endnu engang nikker hun bare. ”Jeg.. jeg er ked af det, Liam.. jeg ville have sagt det, men.. men jeg ville… ikke også.. have.. at du skulle.. forlader mig…”Det sidste kommer ud som en hvisken, og hun hulker lavt mellem ordene, men jeg hører udmærket, hvad hun siger. Det gør ondt, når hun fortæller om det. At nogen har forladt hende, fordi hun var gravid. En kæreste var det nok ikke. Nej det må have været en, som betød eller betyder meget for hende.
”Hey søde ik’ græde.. Det er alt sammen okay. Jeg forlader dig ikke og jeg er ikke sur. Måske lidt skuffet, men alt andet end sur. Jeg er her for dig anset hvad! Stol på mig!” Roligt trækker jeg hende ind til mig, mens flere hulk lyder fra hende.
Da vi har stået i nogle minutter taler hun igen. ”Mine forældre smed mig ud, Liam…” Jeg trækker hendes chokeret fra mig, efter hun har fuldendt sin sætning. ”De gjorde hvad?!!” For første gang i lang tid får vi endelig øjenkontakt. Hun synker en klup, inden hun gentager sig selv. ”De smed mig ud… jeg har boet her de sidste 8 måneder..” Jeg trækker hende lidt for hårdt ind til mig igen og holder hende tæt. ”Alting skal nok gå.. Ada.. alting bliver okay igen. Det lover jeg.” Hun nikker stille mod min skulder. ”Jeg stoler på dig Liam!”
Efter endnu et par minutter trækker vi os igen fra hinanden. Et lille smil breder sig på hendes læber, hvilket hurtig smitter af på mig. ”Når.. Må jeg møde den lille?”  Et griner forlader hendes læber og hun nikker glad. "Hvis jeg må møde din den lille". Jeg smiler og rækker hånden frem som om at vi skal til at lave en aftale som i gamle dage. ”Kom!” hun trækker mig med ind i stuen, hvor et dejligt syn møder os. Der midt i sofaen sidder Cheryl med mine søstre omkring sig og med en lille baby i sin favn. Min mor sidder overfor hende med Bear, som stadig sover Et stort smil blomstre om min mors læber, mens en lige så stort forsigtigt former sig på mine. Cheryl vender sit blik op på os, da hun sikkert kan føle vores tilstedeværelse.
”LIIIAAM!” udbryder hun. Jeg griner lidt af hende, hvilket jeg også stille hører, at Adaline gør fra min side. "Cheryl?!!” efteraber jeg – dog lavere. Jeg vil helst ikke vægge babyerne. ”Kan du huske da Bear var så lille - Vi skal have en mere!” Hele stuen bryder straks ud i grine, mens jeg kan mærke den røde farve brede sig i mine kinder. "Ja, Liam jeg vil have en masse børnebørn!” udbryder min mor.
Et trist suk lyder fra min side, men før jeg når, at vende mig om mod Adaline, er hun forsvundet ud af stuen. ”Det okay Liam.. Bare giv hende lidt tid. Hun har ikke haft den letteste graviditet..” Jeg nikker forstående til min mor, men det trækker stadig negativt i mit humør. Efter det som Adaline fortalte kan jeg ikke helt lade vær med at tænke på, om det har noget med dét at gøre. Den samme sætning bliver nemlig ved med at danne sig i mine tanker:
”Mine forældre smed mig ud.. Jeg har boet her de sidste 8 måneder.”
”Mor?” min mor nikker stille som svar. ”Hvorfor smed de hende ud?” Min mors ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt til et chokeret. ”Så hun fortalte dig alt, huh?”Jeg nikker tøvende. ”Det tror jeg da..” Mor nikker igen tænkende. ”Også hvornår og hvordan?” Jeg ryster på hovedet og forventer straks det værste. Jeg skal lige til at spørge om min værste teori er rigtig, da min mor åbner munden. ”Det skete, da hun var på besøg ved dig sidst..” Jeg lukker straks munden. Jeg kan se ud af øjenkrogen, at de andre også kigger interesseret på min mor. ”Det var vidst noget med et one night stand.. Jeg forstod det ikke helt, da hun ringende. Hun fortalte bare at hun var blevet smidt ud og at hun ikke kunne klare det mere.” Min mors smil bliver hurtig erstattet med et trist udtryk.
 ”Jeg bad hende om at fortælle, hvor hun var. Og da jeg så havde hentet hende ca. 20 meter fra deres hus, var vi kørt hjem til hendes forældre igen. Jeg gik alene op og bankede på, og da min søster endelig kom frem i døren, havde hun pakket et par papkasser og en kuffert, som jeg fik smidt i favnen uden yderligere ord.” Det går hurtigt op for mig hvor svær en graviditet hun enlig har haft og hvorfor hun pludselig blev så trist før. Hendes forældre havde ikke ønsket, at hun skulle have det barn, og nu stod min mor og bad om en masse børnebørn. Det som hendes mor aldrig havde bedt Adaline om. Det må være forfærdeligt. Jeg må finde hende.

 

Adalines synsvinkel
Tårerne falder en efter en ned over mine kinder, mens jeg sidder sammenkrøllet i vinduskarmen. Snakken inde i stuen er stoppet, så alt er helt stille. Den eneste lyd i rummet er mine ellers så ensomme hulk.  
Et bank lyder pludselig på døren, men jeg svare ikke. Igen bliver der banket, men jeg har ikke overskud til, at tale nu. Døren går op og ind kommer.. Ja, der ser jeg enlig ikke, da jeg i stedet holder blikket ud af vinduet.
”Er du okay?” Lyder det hæst fra min fætters bag mig. Jeg nikker bare fraværende, men Liam kender mig for godt. ”Jeg ved du ikke er okay Ada!” Se, hvad sagde jeg. Han kan se lige igennem mig.

”Det er bare svært Liam..” Jeg vender mit blik mod ham, og når derfor, at se han nikker. ”Det er jo derfor jeg er her for dig.” Jeg smiler skævt til ham, og nikker. ”Og det er derfor jeg elsker dig!” Han træder lidt frem mod mig. ”Mor mente det sikkert ikke for, at gøre dig ked af det…” Jeg ryster på hovedet. ”Det ved jeg, men det rammer mig stadig. Om det så var en tilfældig dame på gaden, som havde sagt det, havde det ramt mig.” Han nikker forstående, hvorefter han omfavner mig.
”Ada?” mumler han mod min skulder efter et par sekunder. Jeg nikker stille og kommer med en lille ’mmh’ lyd. ”Vil du ikke nok tage med mig hjem. Med mig, Cheryl og Bear hjem?” Jeg griner lidt af ham, indtil det går op for mig, at han mener det. ”Oh.. du mente det faktisk?” Han trækker sig lidt fra mig, så jeg kan se, at han nikker. ”Tag din baby med. Jeg skal alligevel ikke andet end i studiet et par timer om ugen.Så kan dig og Cheryl også snakke alt det der babysnak og shoppe babytøj.” han griner lidt ved sin sætning og jeg rynker panden tænkende sammen.
”Hvad får jeg ud af det?” spøger jeg efter et par minutter. Et fjoget smil finder sted pa hans læber, mens han svare. ”Du får lov, at hænge ud med din fætter, som har savnet dig rigtig meget. Og du slipper for dette lille lilla værelse til fordel for et stort smukt hvidt et.” Han ved virkelig, hvordan han skal bruge sin lokkemad.
”Badeværelse?” Liam griner af mig, mens han nikker. ”Ja, der er eget badeværelse.” Han kender mig for godt. Vi bryder begge ud i ét stort grin, hvorefter vi omfavner hinanden igen. ”Vi vil gerne tage med jer hjem så..” Liam kysser min kind, "Hvis det altså er okay med Cheryl!" Han smiler, inden han trækker sig fra mig med hen mod stuen – igen, igen. ”Og nu vil jeg se dit barn!” udbryder han.
Da vi kommer ind i stuen sidder Cheryl stadig med min baby på skødet. Liam trækker mig hen til dem, så Ruth og Nicole rejser sig og giver plads til os. Jeg smiler forsigtigt til Cheryl, hvorefter jeg rækker min hånd frem mod hende. ”Hej. Cheryl ik’?” Hun nikker stille og gengælder mit smil. ”Vi kom vist ikke rigtig ind på hinanden. Jeg er Adaline – Liams kusine” Hendes smil vokser sig lidt større, inden hun tager imod min hånd. ”Cheryl – Liams kæreste.” Hun nikker mod barnet i Karens arme, "det der er Bear. Limas og min søn." 
Vi slipper hinandens hænder, og jeg rejser mig for at gå over og hilse på Bear. "Hej lille ven. Hvor gammel er du så?" Liam fniser fra Cheryl's side hvorefter han svare: "Han er fra den 22. Marts, så godt og vel 3 måneder." Jeg nikker forsigtigt og nusser ham stille på håret, hvorefter jeg rejser mig og går tilbage til Cheryl og Liam. Forsigtigt samler Cheryl min baby op, og rækker ham til mig.”Tak for lån. Han er virkelig sød!” Jeg nikker mig enig med hende. ”Ja, han er et lille vidunder barn.. Men det er jeres helt klart også. Han er så rolig.” roligt kysser jeg min - nu vågne - søn på panden, inden jeg lægger ham over i Liams arme. ”Baby, det her er Liam. Liam, det her er baby.” Liam får det største smil jeg længe har set på sine læber, hvorefter han kigger op på mig.
”Han er så lille!” Et fnis forlader mine læber og jeg nikker mig enig. ”Hvad havde du forventet af en baby, som kun lige er blevet én uge gammel?” Liam vender chokeret sit blik op på mig igen, efter han havde vendt sit blik mod baby igen. ”Én uge?!” Jeg nikker stille ”Ja, i dag er det præcis én uge siden…” ”Wow”
***
Liam og Cheryl har nu været her i et par timer, hvilket vil sige, af det er ved, at være aftensmadstid. Jeg sidder lige nu inde i stuen og snakker med Cheryl, mens min baby får noget mad. Altså ammer jeg. Lægerne siger, at det er bedst for min baby, hvis han får modermælk og ikke erstatningsmælk – eller hvad fuck det hedder. Bear sover endnu engang.

”Så jeg hører, at du og baby skal med os hjem i morgen?” Jeg nikker og smiler stort til hende. ”Ja, Liam sagde, at han savnede mig…” Jeg laver en underlig grimasse til hendes, mens jeg taler. ”Fedt!” svare hun, hvilket får os begge til at grine. Vi er virkelig kommet godt ud af det med hinanden i løbet, af de sidste timer.
”Så skal du også møde de andre!” Jeg rynker forvirret panden. ”De andre?” Cheryl nikker. ”Ja, du ved de andre drenge og deres kærester – Eleanor, Gigi og Kendall..” Jeg nikker forstående. ”Bare de er lige så søde som dig, så er jeg frisk!”
Baby er lige så stille blevet færdig med at spise og er ved at falde i søvn, så stille og roligt tager jeg ham væk, for derefter at lukke for ’madkassen’ og ligge ham ned i liften, som står på gulvet. ”Han er bare så sød! Jeg er så jaloux på dig.. Det er så utroligt at der allerede er gået 3 måneder med Bear.” Jeg kigger smilende op på Cheryl, efter at have betragtet min søn i et par sekunder.

”Han har blå øjne.. Er det efter hans far?” Cheryl's konstatering og spørgsmål kommer bag på mig, men jeg vælger alligevel, at nikke. ”Det er faktisk det eneste jeg kan huske fra hans far..” Jeg smiler lidt ved mindet om de dybblå øjne, som kiggede så kærligt ind i mine, mens de stadig havde den største følelse af lyst.
 ”Ønsker du nogensinde, at du aldrig havde været i byen den aften? – Jeg mener, ønsker du ikke nogen gange at faren til dit førstefødte barn skulle være en du virkelig elskede?” Cheryl sidder og stener ud i luften, mens ordene forlader hendes læber. Efterfølgende bliver der lidt stille mellem os. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Hun vender dog efter et par minutter sit hoved mod mig. ”overvejede du nogensinde en abort?” Jeg ryster ærligt på hovedet uden, at tøve. Det havde jeg aldrig gjort, da jeg udmærket godt vidste, at jeg var imod. ”Jeg er imod aborter!” Nu hvor jeg er i gang, kan jeg lige så godt fortsætte. ”-Og jo, det ville da have været fedest, at få mit barn med en, som jeg i det mindste bare kender, men sket er sket..” Cheryl nikker og vi lader igen emnet ligge, for at tale om alt og intet igen.
”Piger! Der er mad!” vi stopper straks vores snakken for at gå ud i køkkenet til de andre. Jeg vælger, at lade min søn blive i stuen, så han ikke bliver forstyrret i sin søvn af vores højtrystende stemmer.
 
Hey guys – ved godt at Zayn ikke er en del af One Direction mere, men i denne er han altså. Og angående par: Louis og Eleanor, Zayn og Gigi og Kendall og Harry – Niall er single.

Der kommer nok ikke flere kapitler indenfor de næste 14 dage - tager på ferie om 30 min og er ikke sikker på at der er internet, men det betyder til gengæld at i måske får et par stykker ekstra når jeg kommer hjem igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...