Porcelænsportrætter

En opdateret version af min første novelle på Movellas.

3Likes
3Kommentarer
286Visninger
AA

1. Porcelænsportrætter

Det var en sensommeraften i august med tilfældigt strøede stjerner på nattehimlen. En sløv skikkelse krydsede den asfalterede vej med slæbende skridt. Solen havde for længst sagt godnat og var gået i skjul bag horisonten. Adskillige stjernebilleder stod tegnet over skikkelsen, og han bemærkede at især Karlsvognen stod særligt skarpt denne aften. Robert, bedre kendt som D. King, var ikke just en mand man forbandt med astrologi. Det var heller ikke mange uger siden, at han først var blevet introduceret til stjernerne. Han havde mødt hende i et rustent busskur. En gammel kone, hjemløs som han selv, der kævlede løs i en uendelig strøm af stjerner og planter.

Konen var rablende skør – ingen tvivl om det. Sikkert også under påvirkning af diverse stoffer, men hun havde alligevel formået at vække D. Kings interesse. Han havde spurgt ind og hun havde detaljeret forklaret betydningen, udpeget placeringen og fortalt historierne bag dem. Jo mere hun fortalte, desto mere fascinerede de ham. Han kunne til enhver tid udpege De Tre Konger mod Syd, Arius, Skorpio, Taurus og De Fire Søstre, der var opstået i en supernova og først ville skilles om mange milliarder år.

Alt imens D. Kings øjne var vendt mod himlen, fuldt optaget af stjernerne, bevægede han sig ind i et ukendt område af kvarteret. Hvis han havde taget sig tid til at kigge på de ensfarvede rækkehuse, havde han nok straks opdaget at denne del af kvarteret ikke passede ind på hans indre kort. Han kendte hver eneste afkrog, hvert eneste blomsterbed og kunne til enhver tid udpege hvilke huse der passede til hvilke husnumre. Han kendte byen bedre end inderlommen på sine egne slidte jeans. Det havde han i hvert fald bildt sig selv ind. Men denne del var fremmed for ham. Hvis nogen efterfølgende havde bedt ham om at vise vej til stedet, havde han ikke været i stand til det.

Han blev først bevidst om omgivelserne da en klirrende lyd flænsede stilheden. D. King standsede brat og en kuldegysning krøb ned langs hans rygsøjle. Han lyttede intenst og tog omgivelserne i øjesyn. En grov asfalteret vej strakte sig ud foran ham. Rækkehuse i blå nuancer prægede gaden på begge sider. En tæt tåge omgav husene og skærmede for hvad der end lå bag og hvad han ville finde for enden af vejen. Spidse istapper hang langs hustagende, som pigtrådshegn vendt på hovedet over dørene og… istapper? D. King blev pludselig opmærksom på den kulde, der langsomt krøb ind på ham. Det var som om, at tågen var af små iskrystaller og langsomt fortættede.

D. King slog armene om sig selv og gned sine arme i et forsøg på at få blodomløbet i gang. Idet han satte i bevægelse igen lød den klirrende lyd endnu engang. Denne gang lød det som om at den blev skabt af noget under ham. D. Kings nakkehår rejste sig og luften omkring ham virkede endnu koldere, da han kiggede ned mod sine fødder, der var gemt væk i et par gamle, hullede lædersko. Hans mundvig krængede op i et hånligt smil. Under ham lå et – nu knust – spejl på størrelse med et A3-papir. Han rystede på hovedet af sin egen tåbelighed og kiggede sig bekymret omkring. Gad vide om nogen ville savne spejlet? Han ville ikke ende i noget med erstatning, og desuden havde han brug for ly, hvis det virkelig kunne være rigtigt, at der allerede var minusgrader i august.

Da D. King løftede sin fod, viste det ødelagte spejls spejlbillede noget, der fangede hans opmærksomhed. Det spejlede et af rækkehusene. Han fjernede blikket fra skårene og rettede det mod huset. Det havde en stærk kongeblå farve og også her hang glinsende istapper fra tagskægget. Tre trappetrin førte vej til hoveddøren, der havde fanget hans opmærksomhed. Den stod på vid gab. D. Kings buskede bryn trak sig sammen i en undrende grimasse og han bevægede sig hen imod huset. Hvem lod deres dør stå vidt åben i dette vejr?

D. King klamrede sig til gelænderet for ikke at glide på trappetrinene. Kulden skar i hans fingre og han stak dem under sine armhuler, da han nåede indgangen. Lyset var slukket indenfor, og der var bælgragende mørkt. Han kiggede sig forsigtigt omkring. Da han havde sikret sig at han var alene stak han hovedet indenfor og tændte for stikkontakten. Der gik et par sekunder før lyset flakkede og derefter forblev tændt. Han kiggede sig hurtigt omkring, og fandt ingen tegn på beboelse. Et tykt lag støv lå på gulvet og store nullermænd havde samlet sig i hjørnerne.

D. King var ikke typen der tog ting der ikke tilhørte ham. Han var ikke en tyv. Men et tilsyneladende forladt hus var ikke en mulighed han kunne lade gå fra sig. Han lukkede døren efter sig og tog sine omgivelser i nærmere øjesyn. Huset bestod af kun ét enkelt rum og var meget let møbleret. I hjørnet stod en støvet reol af robust egetræ. I modsatte hjørne stod en tilsvarende reol og midt imellem var en dobbeltseng placeret. Uredt, som om, nogen havde forladt huset i hast.

Huset var i sig selv ikke noget særligt eller bemærkelsesværdigt, men det var portrætterne langs væggene til gengæld. 8 portrætter stirrede på ham. 4 langs hver væg, placeret over for hinanden to og to, og indrammet i mørk ask. Det lignede at deres hud var af porcelæn. Bleg og glat, mens det krusede, grålige hår var sat op i vilde frisurer. Deres ansigter var lagt i dystre folder. Øjnene var vidt opspærrede, ikke som om de var i chok, men som om, nogen havde klippet deres øjenlåg af. Ubehaget sitrede omkring ham. Det var som om, at otte sæt stikkende øjne fulgte alt hvad han foretog sig. Han følte, at de vogtede over noget, og det de vogtede, skulle han holde sig langt væk fra.

Trætheden ramte ham og neddæmpede ubehaget. Han var dødtræt og havde ikke haft en seng at sove i, i månedsvis. Han bandede af sig selv. Han var en voksen mand for pokker. Livagtige portrætter skulle ikke skræmme ham. Med faste skridt bevægede han sig hen imod sengen under opsyn af portrætterne. Han bed sig i kinden og kløede sig i håret. Det gjorde han altid når han var utilpas. Der var max syv meter til den anden ende af rummet, men de føltes som halvtreds. Da han nåede sengen lod han sig tungt dumpe ned i den. Han nåede ikke engang at tage sine sko af, og før hans hoved ramte puden hørtes der højlydt snorken.

Hvad D. King ikke vidste, mens han lå og sov trygt var, at han ville vågne op til en frygtindgydende opdagelse. Noget der var så skræmmende, at det kunne få en hjemløs til at flygte fra et hus. Sollys ville oplyse hele hytten og han ville undre sig over hvor det kom fra. Men inden længe ville den grufulde sandhed snige sig ind på ham. I huset var der ingen portrætter. Kun vinduer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...