Under hende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2016
  • Opdateret: 9 apr. 2016
  • Status: Igang
Carla har med et hustag foran sit vindue som et gemmested fra hverdagen vænnet sig til synet ovenover hende. Da den attenårige Sylvester flytter ind i huset ved siden af og ud på hustaget ved hans vindue, er der intet tegn på fare; lige indtil det hele knækker sammen, sprækker i midten og langsomt krakelerer. Minderne og følelserne, Sylvester har bragt med sig, tvinger Carla til at vende blikket et par niveauer ned ad og kigge nedunder hende. Men når man først har vænnet sig til synet ovenover, er det mere end kompliceret at kigge ned.

20Likes
7Kommentarer
774Visninger

1. 1.

Klokken er fire.

   Med det mener jeg i virkeligheden, at solen står højt på himlen, og at den kølige, blide brise leger med de små blade. Jeg mener, at folk ligger i deres haver og prøver at få det sidste ud af de solstråler, der kan give dem kulør på kroppen. Jeg mener, at fuglene holder konkurrence, om hvem der kan fløjte den mest fortryllende tone.

   Men det tænker jeg ikke. Jeg tænker blot, at klokken er fire.

   Selvom jeg kun tager mig selv og min overridsede, sølvfarvede iPod Nano med ud på taget, føler jeg som altid, det ikke kun er det, jeg tager med mig. Jeg tager falmende fregner og krøllede lokker, der har slået knuder i de slidte spidser med mig, og jeg tager et bankende hjerte og observerende oceanblå øjne med mig. I sidste ende er det vel også bare mig.

   Støvet, der svæver rundt i mit kvadratiske værelse, bliver oplyst at solens stråler. Jeg kan huske, jeg engang brokkede mig til min far over, at mit vindue var placeret syd. ”Solen skinner mig ind i ansigtet konstant,” havde jeg sagt. Det var tiden før hustaget.

   At det er det eneste minde, jeg har fra før hustag-tiden, overrasker mig.

   Den hvide maling, jeg malede vindueskarmen med, er skallet lidt af. Egentlig tænker jeg ikke så meget over det, men mit blik falder over det kort, inden jeg skubber til vinduet og lader den friske luft rense mit værelse for selvdestruktive tanker.

   At hoppe ud af vinduet og lande på det flade hustag er efterhånden nemt, og mine knæ ryster næsten ikke, da jeg lander på de flade, sorte tagsten. Solen har opvarmet dem, og det er først en smule varmt at træde på dem med mine bare tæer.

   Jeg burde være mere bekymret for at falde ned, end jeg er. Som syttenårig har jeg nu haft dette tag som mit eget, personlige gemmested fra hverdagens støj, og jeg har vænnet mig til tagets form. Det er ikke så stort, og jeg kan takke mine 162 centimeters højde for, at mine størrelse 38 fødder ikke hænger og dingler i luften. Jeg er tryg heroppe, selvom jeg udmærket godt er klar over, at hvis jeg faldt ned herfra, ville jeg slå mig.

   Den risiko er jeg underligt nok villig til at løbe, for alt andet ved dette sted giver mig varme i kroppen. Solen, der skinner direkte ned på mig, er nok også med til at hjælpe.

   Mine hørertelefoner placeres i mine ører, men jeg skruer ikke helt op; fuglenes fløjten og vindens puslen er blot en lydeffekt, der gør oplevelsen bedre. Det er noget, jeg har lært at nyde. Jordens små vidundere. Smukke ting, folk kun brokker sig over.

   Men jeg kan ikke dømme nogen. For et par år siden var jeg personen, der brokkede sig over, der var for meget vind, eller at fuglene larmede. Ting ændrer sig.

 

 

 

”August, rækker du mig salaten?”

   ”Du kan tydeligvis selv nå den,” svarer min lillebror igen og tager endnu en bid af sin bagekartoffel i munden. Hans smalle læber adskiller sig fra hinanden, når han tygger, og jeg ender med blot at ryste på hovedet og række med en overdreven bevægelse ind over ham for at tage den gennemsigte glasskål, hvori min mor har lavet en salat, der skriger af sommer.

   August skubber til mig med hans tændstiks tynde arm, og jeg skal til at skubbe tilbage, da min far bryder vores lille slåskamp ved havebordet ude på terrassen. ”Opfør jer ordentligt, vi sidder ved spisebordet.”

   ”Det var ham, der begyndte,” siger jeg til mit forsvar og tager et stykke asparges, der er grillet på vores udendørs gril, i munden. Jeg kan høre min mors dybe suk, og da jeg kigger op, kan jeg se, hvordan hun ryster på hovedet. Hendes blik skriger af, at hun umuligt kan tro på, jeg skal forestille at være storesøsteren. Hun sparer mig dog alligevel for du er den ældste, så du skal være den modne her-kommentaren.

   Min far kommenterer ikke yderlige på sagen, men skifter blot emne. ”Huset ved siden af blev åbenbart solgt for en månedstid siden,” siger han og skærer et stykke af hans rosa bøf ud. ”Vidste du det, Anne?”

   ”Nej.” Min mor ryster på hovedet og tager en tår af sin hvidvin. Jeg fnyser, ryster på hovedet og kigger mig omkring i haven, hvor grøn er den dominerende farve. Det var egentlig ikke meningen, men mit blik falder på huset ved siden af vores, hvor kun en busk med giftige, røde bær adskiller vores grunde fra hinanden. Jeg kan ane folk, der går rundt derinde.

   ”Vidste du godt det, Carla?” spørger min mor, og jeg nikker og skal til at komme med en spydig kommentar, om at jeg rent faktisk kigger på omgivelserne omkring mig, men jeg lader være. Jeg er godt klar over, at min mor observerer lige så mange ting, som jeg gør; hun kører bare altid den modsatte vej på arbejde.

   Min far tager kanden med vand og hælder lidt op i sit glas, ”De er allerede flyttet ind,” siger han og foreslår, vi skal besøge dem i løbet af næste uge. August afslår hurtigt med en sarkastisk bemærkning, og det er kun, fordi han var hurtigere på aftrækkeren til at sige nej tak på en ikke så pæn måde, jeg fortæller ham, hvor uhøfligt og dårligt naboskab det er.

   ”Hold dog kæft, mand, som om du vil med ind og byde dem velkommen,” bander August. ”Du laver intet andet end at sidde op på det tag og lytte til musik.”

   Min mor sender mig et dræberblik, og i et kort øjeblik kan jeg mærke hårene rejse sig på mine arme. Solen maler skygger på min fars ansigt, der får ham til at se vred ud; i virkeligheden er han bare en anelse skuffet.

   ”Carla, vi har sagt til dig, du ikke skal gå derop mere,” sukker min mor og prøver at fange mit blik med hende isblå øjne, men jeg nægter at kigge hende i øjnene. Min far fuldfører hendes sætning med den sædvanlige prædiken, om hvordan jeg kan komme til skade. Jeg svarer dem med det simple svar, at jeg ikke er kommet til skade endnu.

   Min mor ender med at trække på skuldrene med et suk. ”Fint nok, men når du dør, så vil vi fortælle alle, vi havde advaret dig,” siger hun. Jeg kan se, hvordan hendes mundvige peger lidt op; sådan gør de altid, når hun laver sjov. Hvis man ikke kender hende, kan man tage fejl, for hendes øjne afslører ingenting.

   ”Fedt, tak,” siger jeg, ”altid dejligt med en familie, der støtter mig. Må jeg godt rejse mig nu?”

   ”Ja, så smut med dig.” Min far kigger ikke engang på mig, mens han svarer, og jeg rejser mig fra bordet og forlader madrester, familie, kølig skygge og en lidt trygget stemning.

   Vinduet på mit værelse er stadig åbent, og det gør det lettere for mig at hoppe ud på taget, hvor jeg har efterladt min iPod. Selvom jeg må erkende, det ikke var det smarteste, jeg kunne have gjort, tænker jeg ikke yderlige over det, men sætter mig blot ned.

   Med hovedtelefoner i ørerne skal jeg næsten til at starte musikken, da jeg indser, noget ikke er helt, som det plejer at være. Luften er det samme, men der er tilføjet et eller andet; solen skinner lige så meget, men det er, som om den har fået en anden pligt end blot at skinne på mig; vinden afkøler mig stadig, men den bliver delt i midten.

   Mit blik søger over mod taget ved huset ved siden er, der er under en meter væk fra, hvor jeg sidder. Det første, jeg får øje på, er en malet skygge, der er mørkere end de sorte tagsten. Det næste er en charmerende, mørkhåret dreng, hvis mørkebrune øjne stirrer direkte på mig.

   Pludselig er mit hemmelige gemmested ikke så hemmeligt længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...