Dark love

Tingene ændre sig stille og rolig for den sytten årig Nora Grey. Hendes mor tager beslutningen om at flytte til en ny by, hvor familien i forvejen bor. Den mystiske nabo dreng - Blake, får vækket interessen i hende og før hun selv ved, ligger hendes tanker begravet omkring alt med varulve og hendes fars mystiske død.

4Likes
5Kommentarer
1656Visninger
AA

3. Take care of yourself, angel

NORA GREY

Jeg studerede mig fra alle mulige synsvinkler i det enorme spejl der fyldte mine skydedøre, der skilte værelset fra tøjskabet. 

Et par løse lyse hullet boyfriends jeans, der var smurt op ved fødderne og optil midten af skinnebenet. Et par sorte støvletter og en løse sort t-shirt med print. 

Min mave føles som en orkan og mine øjne fortalte alt. Nervøsitet. 

Inden jeg mistede alt modet, greb jeg ud efter min skoletaske, mobil og en stilet sort hat som jeg placerede oven på det lange mørkebrune naturligbølget hår. 

Jeg greb en æble undervejs ud af døren og bevægede mig med faste skridt ned af den smalle sti og ud på fortovet, hvor jeg bemærkede en utrolig høj brummen. 

Mit blik gled som det første hen på nabohuset, hvor en matsort motorcykel stod mellem bene på fyren jeg havde set de sidste par dage. 

Det var som et gult bander rundt om ham, hvor der med store sorte blokbogstaver stod skrevet ’DANGER’. 
Han hev den matsorte motorcykelhjelm det sidste stykke ned over hovedet og lod som det første sit blik klistre sig sammen med mit. 

På en mærkelig måde følte jeg mig utryg og tryg på samme tid i hans nærvær. 

Hans blik gled op og ned af mig og straks landede et selvfedt blik i hans øjne. 

Jeg tvang mig selv til at se væk fra ham, proppede mine earpods ind i ørene og skruede så højt op for musikken som overhovedet muligt. 

 

Det føles som hundrede år før jeg nåde op til skolen og hen mod Jasmine og hendes venner. 

Jasmine er min kusine, den eneste jeg kender på denne enorme skole. 

Et smil fløj hen over mine knaldrøde læber ved synet af hende. 

”Så det er den berømte Nora, du har talt om fra første dag i børnehave?” 

Jasmine daskede fyren med det korte blonde hår i brystkasten inden hun nærmest overfalde mig med en kæmpe bjørnekrammer. 

Jeg grinte kort, strøg hende nogle gange over ryggen og gengælde kysset på kinden.

Jeg rakte min hånd mod den blonde, men han slog blot min hånd væk og slog armene om mig. Et nervøst grin forlod mine læber. 

”Jeg er et kramme menneske.” Lød der kort fra ham, inden han træk sig fra mig.

Jeg gav dog hånd med de andre. 

”Johnny, Alex og Tris.”  Præsenterede Jasmine hendes venner for mig. 

”Du en sød lille en Nora. Hvis ikke jeg var tiltrukket af mænd, var jeg længe hoppet på dig.” Lød der fra Johnny. Johnny var den blonde. Jeg grinte genert og mærkede hvordan mine kinder blussede op. Han grinte kort og slog armene om mig, inden han rev mig med op imod indgangen.

 

 

Med Tris plaprende løs omkring hendes kærlighedsliv, kom jeg langsomt igennem fire timer og manglede nu kun to, før jeg pænt kunne vinke farvel til Jasmine og hendes snaksalige venner. Sorry to say.

Jeg sukkede tungt, slog blyanten gentagende gange imod min tænder, blikket fast rettet imod naturen udenfor de store panorama vinduer. 

”Den var på tilbu-” 

”Der kommer han.” 

Automatisk flyttede jeg blikket fra den uinteressante busk og hen på døren hvor nabofyren kom vadende ind med en ældre herre efter sig.

Hans øjne var rettet imod mig. Hans blik var koldt. 

Jeg mærkede straks mine håndflader blev våde og hvordan mit hjerte begyndte at pumpe hurtigere mod mit bryst. 
En prikken på mit skulderblad, gjorde at jeg vendte mig om. Det var Alex. Han sagde ikke så meget, i forhold til de andre. 

”Bare drop det. Han er dårlig indflydelse. Jeg har hørt han skulle være skyld i Lia Johnson’ død.” 

Jeg rynkede mine bryn og så uforstående på Alex. Bemærkede fyren finde plads bagved. 

Alex rykkede nogle takker længere frem og så sig kort over skulderen. ”Lia Johnson gik på skolen for noget tid siden. De havde noget kørende, men endte op i et vildt skænderi og dagen efter fandt man Lia myrdet i hendes værelse.” 

Jeg nikkede langsomt. Den troede jeg ærligt ikke på.

Mit blik gled om bag Alex, hvor han sad. Hans øjne var limet i nakken på Alex. Hans blik var koldere end før og lignede noget der kunne dræbe. 

 

 

Timerne gik overraskende hurtige. Og før jeg fik set mig om, var jeg på vej hjem. 

Musikken rungede i mine øre og fuglene fløj rundt omkring mig, drillende ned forbi mig og op mod skyerne for derefter nogle sekunder senere at placere sig på lasterne. 

Jeg drejede ned mod min vej, og krydsede de første to huse, indtil jeg nåede fyrens. 

Mit blik gled hen over den rustne postkasse Blake Hobbs Carter.

Jeg bevægede mig op af indkørslen ved siden af, fandt nøglerne frem og satte den rigtige nøgle i nøglehulet. Blev ved at dreje den til det lød et klik og bevægede mig derefter ind i entreen. 

Jeg smed straks mine sko, efterfulgt min skoletaske og min nøgler på gulvet.

Med dovne skridt bevægede jeg mig ind i køkkenet og greb en vitaminvand fra køleskabet efterfulgt en banan.

En skramlen fik mig til at se væk fra køkkenvinduet og hen på de franske døre der skilte spisestuen og køkkenet fra hinanden.

”Nora skat?! Er det dig?”

Jeg løftede mig selv op at sidde på køkkenbordet og tog en stor bid af den modne pletfrie banan. 

”Nej! Det er en voldtægtsmand du har givet nøgler til!” Råbte jeg flabet og tog en slurk af den lyserøde vitaminvand. 

Min mor kom til syne gennem de franske døre. ”Sjovt. Jeg er allerede sent på den, der er nogle penge i grisen, jeg er nok først hjemme fredag.” 

Jeg sendte hende en ’thumbs up’ og smed banan skraldet ud i skraldeposen. 

En høj brummen, fik mig til at vende mig om mod vinduet og rykke mig længere hen mod det. 

Tyve sekunder senere kom en matsorte motorcykel trillende ned af vejen og op af indkørslen på den anden side af vores. Blake.

Varmen i min krop steg straks og mit hjerte pumpede hurtigt.

Det var som en typisk teenager film – Tingene gik pludselig i slowmotion, da han svang benet over motorcyklen og steg af den. Da han mindst lige så langsomt træk den matsorte motorcykelhjelm af og gled hånden gennem det pjusket stilfulde mørke hår der vippede på kanten mellem sort og brun. 

Hans blik gled kort rundt på gaden og over imod vores hus. 

I en fart hoppede jeg ned fra køkkenbordet og gemte mig bag køkkenskabene. Da jeg følte der var gået rimelig lang tid rejste jeg mig op, med blikket fast rettet imod indkørslen.

Sukkende greb min vitaminvand og bevægede mig op af de hvide trapper, der havde et flot mønstret galender. 

Døren til mit værelse lod jeg blot stå åben, da jeg alligevel var den eneste hjemme. 

Modvilligt gik jeg i gang med at gennemgå de tusinde af flyttekasser. 

 

 

Pizza. 

Jeg forguder pizza. Nemt, hurtigt og lækkert. 

Jeg fyldte endnu en gang munden med pizza, med mit blik klistret til computerskærmen hvor intet andet end ’City of Bones’ kørte. Min absolut ynglings film.

Mit blik gled hen over gulvet og hen til altandøren og over på den anden side. Der stod han. I egen høje person. Iført et par afslappet joggingbukser og en løs t-shirt med en mobil i den ene hånd og den anden hånd gemt væk i lommen på bukserne. 

Han så ikke just happy ud, som han stod der og skubbede til tøjet på gulvet og havde rynket øjenbryn og lavede nogle store armbevægelser en gang i mellem.

Uden jeg nåede at fik set mig om eller stoppet mig selv, stod jeg med den ene hånd på dørhåndtaget og den anden hånd på vinduet ved siden af. 

Mine bar’ fødder som stod halvt inde på det lyse trægulv og den anden halvdel der stod ude på det iskolde betongulv. 

Mine bar’ ben der kun lige og lige var dækket til af et par korte helt almindelig sorte shorts og overdelen der var dækket til med en stor løs t-shirt med print. 

Det gav et sæt i mig i det han bevægede sig imod altandøren. Han stillede sig ud og smækkede den så hårdt i at det gav genlyd. 

Hans mobil gled let ned i lommen på hans bukser. En pak fandt vej op efterfulgt en lighter og på ingen tid fik han tændt en cigaret og skubbet pakken og lighteren ned i lommen igen. 

”Er du okay?” Jeg nåede ikke at tænke mig om inden jeg spurgte ham.

Hans blik fløj hurtigt hen på mig. 

Han så lettere irriteret ud. 

”Pas dig selv, angel.” 

Jeg rettede mig straks op. 

”Nora.” Sagde jeg noget tid efter. 

Han så kort på mig inden, han så ned igen og tog et sug fra sin cigaret. ”I know.”

Jeg betragtede ham stå lænet op af det hvide skalperede gelænder.

”Hvorfor så angel?” Jeg rynkede forvirret mine øjenbryn og trådte længere ud på altanen. 

Han blinkede kort til mig, inden han vendte sig om, smed cigaretten ud over balkonen og bevægede sig ind på værelset. Han betragtede mig kort inden han trådte et skridt tilbage og træk gardinerne for. 

Med knaldrøde kinder og forvirring, stod jeg tilbage ude i kulden under den klare stjerneblå himmel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...