Uskyld

-Så underfuldt kan intet menneske være-

0Likes
1Kommentarer
127Visninger

1. --

Den svenske sommerhimmel hang søvnigt over os. Vi var flere kilometer fra den nærmeste lygtepæl, så stjernerne stod ualmindeligt klart. Natten var på sit allermørkeste lige der. Alligevel kunne vi i horisonten skimte solen på vej op. De andre sov vist, men du og jeg havde sat os lige ved klippen. Hele min krop sugede lige da vi satte os hen. Men du holdt om mig. Da hvis vi faldt, så faldt vi sammen. Det fik afgrunden til at virke lidt mindre uhyggelig. Du havde lagt et blomstret tæppe omkring mig. Jeg frøs ikke, men det gjorde du. Så jeg lukkede dig ind. Og det har jeg gjort lige siden.

 

Som to 3.klasseselever sad vi og holdt i hånden. Der var et eller andet uforklarligt beroligende over bare at sidde der. Alt den sex og alkohol der ellers havde fyldt mit liv før, syntes forsvundet. Tilbage var kun en helt uskyldig forelskelse. Om end den var hovedkulds besættende og alt overskyggende. Selvom jeg aldrig havde følt så meget begær for et andet menneske, så var den så ren som noget. Når jeg så ind i dine klare blå øjne, der lyste hele den svenske skov op, følte jeg mig som nulstillet. Du var ligeglad med hvor jeg kom fra, eller hvad min historie var. Du bekymrede dig kun for øjeblikket. Hvis du altså overhovedet bekymrede dig. Fremtiden var så mørk. Du tænkte ikke engang til i morgen.

 

Det var som om den svenske sommernat kunne blive ved for evigt. Selvom jeg faldt i søvn, og næsten faldt i afgrunden, så ser jeg stadig stjernerne hjemme i København. Hvis jeg lytter efter kan jeg høre Calles guitar, og vores røghæse stemmer der synger ”I Danmark er jeg født”. Jeg kan lugte hampen. Og øllene vi havde købt så mange af.  Føle enhver lille fiber i min krop da du så på mig. Min mave suger, ligesom ved afgrunden, da du sagde dit navn. Din stemme er nok snart bare et svagt minde. Men jeg vil gerne holde fast i den så længe som muligt.

 

Jeg så dig aldrig igen. Jeg har glemt dit navn. Det forduftede sammen med røgen fra bålet. Den anden gruppe var væk da vi vågnede. Jeg lå tilbage på min udendørsmadras, og undrede mig over hvor du var. Det mest rene menneske jeg nogensinde havde mødt. Du føltes som purre opspind. En eller anden illusion om at alt kunne være som i gamle dage. De andre siger du fandtes. Men jeg er ikke sikker. At et andet menneske skulle kunne give mig min uskyld tilbage er umuligt. Så underfuld er der ingen der er. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...