Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35138Visninger
AA

23. Kapitel 22: Niall James Horan

You and me can make it anywhere
For now, we can stay here for a while
'Cause you know, I just wanna see you smile

- One Call Away, Charlie Puth


"Vi..." Jeg tøvede lidt. Jeg ville ikke give hende dårlig samvittighed, eller skyldfølelse.
"I hvad Niall? Vil du ikke nok fortælle det?" 
"Jo." Jeg rømmede mig.
"Vi talte sammen. Jeg bad ham om at lade os være, bare i nogle dage. Også Louis og Liam. Jeg vil gerne have, at vi allesammen kommer ned på jorden igen, inden han snakker med nogen af os igen.
Louis er splitterragende tosset. Han er skuffet over ham. Han blev snydt til at flippe ud på os. Og Liam... Han er Liam. Han prøver bare at få det hele ned igen." 
"Åh Niall jeg har ødelagt det hele," hun kiggede knust ned i vores favne.
"Nej. Anna, vil du ikke love mig ikke at tro det?" Sagde jeg barmhjertigt og nussede blidt hendes kind.
"Men det var jo min skyld." "Nej. Det kan aldrig blive din skyld, at to var forelsket i dig på samme tid." 
Annabel kiggede ned. Hun vidste ligeså godt som mig, at hun havde en stor del af skylden. Men jeg ville ikke sige det højt, for det gjorde ondt.
"Okay. Måske lidt. Du er pisse lækker," sagde jeg ærligt.
Annabel slog et grin op. "I lige måde, Blondi." Jeg fnes og gav hende et lille kys på panden.
"Kan vi ikke lade være med at snakke om det?" Hun nikkede. "Jo," hun trak lidt ud på o'et. Hun sendte mig et flirtende smil og lod sin hånd køre op ad min brystkasse. Jeg vidste hvad hun ville - hvad hun havde lyst til -  men jeg ville have en afslappende aften, hvor jeg forså vidt bare lå sammen med hende. Jeg tog hårdt fat i hendes håndled hvilket fik hende til at se forundret op på mig. 
"Ikke nu," sagde jeg bare. Jeg begravede mit ansigt i hendes mørke, tykke hår. Hun sukkede og lagde sig bedre til rette mod mit bryst.

Mhm. Vi faldt i søvn. Vi lå flettet fuldstændig sammen. Hendes ben lå ind imellem mine, og hendes arme holdte sig stramt ind til mit liv. Jeg smilede. Mine læber var lige ude for hendes læber, så jeg gav den et forsigtigt kys. Hun sov nemlig stadig. Det her var noget jeg havde ønsket mig i lang tid. Lige nu var der ikke andre end Annabel og jeg. Louis, Harry, Liam, Thaila, Benjamin var bare små detaljer i det store landskab, som var os. Jeg håbede det her virvar snart var ovre, for jeg ville bare have Annabel for mig selv. Og have Harry, Louis og Liam ved min side, som normalt. Jeg strøg forsigtigt Annabel over hovedet. 
Hun havde slet ikke fortjent noget af det her. Harry havde faktisk begået vold imod hende, og jeg burde være ekstremt vred på ham. Burde være ligeså bange for ham, som Annabel var. Den eneste grund til, at jeg ikke var afvigende overfor ham, var fordi jeg vidste at det ikke var hans sande personlighed. Harry ville aldrig gøre en kvinde fortræd. Jeg glædede mig faktisk til at han fandt en der elskede han ligeså højt som han selv gjorde. 
Jeg kunne mærke Annabel bevæge sig ved min side. Men det var ikke rolige, opvågnings bevægelser. Det var bange, forskræmte bevægelser.
Hun satte sig op med et højt råb. Det var svært, for vi var jo fuldstændig viklet sammen, og hendes albuer var stødt ind i min ømme brystkasse.
"Anna," sagde jeg forskrækket og satte mig op ved siden af hende. Hun kiggede bange på mig.
"Det var... Ham," sagde hun forpustet. "Hvem, Annabel?" Jeg fjernede forsigtigt håret fra hendes ansigt, og strøg hendes kind. 
"Harry," stammede hun. Hun rullede sine læber sammen. 
Jeg fik det pludselig skidt. Hun havde jo tydeligvis haft mareridt. Mareridt om Harry?
"Anna hvad skete der?" Hun trykkede sit hoved ind mod mit skulderblad og flettede instinktivt, rystende vores hænder sammen.
"Det var bare... Slagsmålet og det på hospitalet." Hun kneb øjnene sammen. "Og igår, da jeg var i den park, blev jeg forfulgt af paparazzierne. Jeg fik et hyperdræn, så episoden blev udviklet." Tårerne blev samlet i øjenkrogene. Hendes stemme skælvede. 
Jeg kyssede hendes hovedbund. "Det var bare en drøm. Bare rolig. Du har jo mig."
"Men hvad hvis det ikke er meningen? Hvad hvis jeg slet ikke burde have dig?" Hun snøftede. "Hvad hvis jeg i virkeligheden slet ikke har gjort mig fortjent til det?" Spurgte hun. 
Jeg rykkede lidt væk fra hende, og tog med den ene arm fat om hendes talje og fik også et hårdt tag om hendes kæbe, med den anden hånd.
"Hør her, Annabel." Jeg valgte at bruge hendes rigtige navn. "Jeg ved godt, at der har været nogle komplikationer her på det sidste. Det var slet ikke fair. Men det var starten på vores forhold. Jeg elsker dig, Annabel." Jeg sørgede for at have øjenkontakt med hende hele tiden. De varme, nervøse brune øjne smeltede ind i mine blå. Poetisk nok, var hendes chokoladebrune øjne, smeltet, ind i mine havblå.
Fed tekst til en sang, egentlig. 
Hun rødmede svagt. 
"Jeg elsker også dig Niall. Selvfølgelig har du ret." Hun bøjede sig ind, og lod sine læber ramme mine kort. "Men Niall?" Jeg nikkede. "Jeg vil gerne snakke med Harry. Nu."


 ♬

Harry åbnede døren nærmest med det samme. Hans ene arm hang slapt ned ad hans side. Den brækkede hånd pyntede ikke ligefrem på det.
Hans øjne glippede et kort sekund da han så os.
"Hvad laver i her?" Han forsøgte at holde sin stemme normal. 
Annabel var frosset. Hun var stadig bange, efter overfaldet og efter drømmen. Hun sank en klump.
"Harry..." 
Harry støttede sig til dørkammen og foldede det ene ben bag det andet.
"Ja?" Han forsøgte at lyde ligeglad, men det vidste vi alle, at han ikke var.
"Vil du ikke nok høre på mig?" Spurgte Annabel.
"Hvorfor siger du det på den måde, Annabel?" Han nærmest spyttede ordene ud. "Det er jo ligesom mig, der skulle have sagt det til dig," han knyttede sin raske hånd.
De seneste seanarier plus det her, hjalp ikke ligefrem på Annabels opfattelse af ham. Jeg fandt hendes hånd og gav den et blidt klem. 
"Men nu sagde jeg det jo. Harry du er en kæmpe idiot." Sagde hun lige ud. Lige ud og ligeglad. Jeg tror jeg var den eneste, der hørte falskheden i hendes stemme. Ikke fordi hun ikke mente det hun sagde, men fordi det ikke var de følelser hun var inde med. 
"Okay. Det ved jeg. Det var temmelig indlysende, da mine bedste venner stak mig i ryggen." 
Han stirrede - nej nedstirrede - mig. Som om han forventede jeg ville sige noget. Men jeg lod bare min tommelfinger stryge hen over hendes håndflade, for at give hende den tryghed, jeg vidste jeg gav hende.
"Ja, og jeg er pisse bange for dig," hendes stemme var skælvende og hun spændte i hendes fingre, for ikke at ryste.
"Jeg er så bange for dig, at jeg fik mareridt i nat. At jeg er bange for om du nogen sinde vil gøre mig fortræd, bare ved at give mig hånden eller kramme dig. Harry jeg har brug for en pause fra det her. Vil du ikke nok lade mig være, indtil jeg søger hen til dig? Jeg vil gerne have frihed, til at klare mine lægestudier."
Harry stirrede forbløffet på hende. Nærmest chokeret. 
"Okay. Farvel Annabel." Også smækkede han døren i.
Annabel stirrede ind i døren. Jeg kunne ikke læse hende.
"Er du okay?" 
Hun var tavs et øjeblik. 
"Ja. Kæmpe idiot, ikke?"
"Jo."
Jo, kæmpe idioter forvandler kærlighed til had.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...