Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35216Visninger
AA

22. Kapitel 21: Annabel Victoria Sayers

Never thought that we would end up here,
Should've known it from the start
I know you mean it when you say you love me

- Shawn Mendes Air

Jeg var chokeret over hele senariet. Jeg troede at Louis og Harry var allerbedste venner, hvordan kan han vende hundredefirs grader? Jeg strammede grebet om Nialls bryst, det hele senariet havde sat en lavine i gang ved mig. Nialls arme strammede sig hurtigere om mig, hans beskyttende adfærd gjorde mig mere tryg.

”Annabel” Harrys stemme var lav og utrolig skrøbelig at høre på. Jeg kiggede med blodsprængte øjne på ham. Hans tårer der løb ukontrolleret ned af hans kinder. 

Jeg rystede svagt på hovedet inden jeg skubbede mig blidt væk fra Niall.
”Nej” jeg hvisket det svag, imens jeg bevægede mig humpende baglænds. Nialls var på vej mod mig, jeg kiggede på dem med tårerne rendende ned af mine kinder

”Nej” ordene gjorde ondt på mig imens jeg trådte ud af døren. Lod to drenge stå og kigge længselsfuld efter mig, men på hver deres måde.

 

Jeg stod uden for klinikken, jeg prøvede febrilsk at fjerne mine tårer. Jeg ønskede aldrig noget af det der var sket for nogle af drengene. Jeg ville aldrig have været en del af det, men det blev jeg alligevel. Jeg tro dog også at jeg selv er en stor del af problemet, men det ville jeg ikke være, men jeg har ikke noget valg.

Jeg kiggede en kort gang hen på klinikken, Harry var trådt ud. Jeg kunne selv se fra lang afstand af han var fuldstændig smadret og jeg viste at jeg var grunden til det. Niall derimod trådte ud lige efter Harry, søgende efter mig.

Jeg vendte mig om, fik fat i en taxa. Jeg ville bare gerne væk, og det kunne ikke gå hurtig nok. Jeg havde brug for at tænke alene, og heldigvis viste jeg det bedste sted at være.

”Hvor hen i dag miss?” jeg slog blikket op, kiggende ind i bakspejlet, så hans neutrale øjne.

 ”Til den nærmeste park” min stemme knækkede over en del gange, hans nik jeg kunne se fra bakspejlet.

”Skal ske miss” han trykkede på speederen og kørte ud på den trafikerede vej. Han kiggede en del gange på mig, han kiggede undrende på mig. Jeg slog blikket ned da det blev for meget, mine snøft var ukontrolleret. Jeg havde aldrig været god til at stoppe min egen gråd.

 

Jeg var lige trådt ind i parken. Jeg kan bestemt sige at jeg aldrig har været her, og det skræmte mig en del. Det var ikke fordi at jeg hadet nye ting, men efter jeg havde været vidne til. Så gjorde det mig ikke tryg.

Jeg gik langs den snoede sti, som bare gjorde at jeg kom længere ind i parken. Jeg kiggede for det meste ned i jorden, det eneste tidspunkt jeg ikke så ned var når der kom folk gående mod mig. Tankerne fyldte det hele, jeg kunne ikke finde hovedet og hale i nogle af de tanker jeg gik med.
På den ene side havde jeg utrolig ondt af Harry. Den anden side havde jeg ikke noget tilovers for ham.

”Miss?” jeg vendte mig om, inden blitzen skar i mine øjne. Hvorfor kan man bare ikke lade mig drukne i mine egen sorg.
”Er det Harry?” ” er det Niall?” ”Hvem har gjort det?” en masse spørgsmål fløj igennem luften, slog pusten ud af mig. Jeg vendte mig hurtig om imens jeg bevægede mig så hurtig jeg kunne væk. Det så bare ikke ud til at hjælpe, der tiltrådte bare mange flere. Jeg ville skrige, men jeg ville ikke ødelægge Nialls ry. Jeg ville beholde mig i ro, selvom alt indeni mig var noget værre virvar.

 

 

Jeg stod lige nu og ventet på Niall ville åbne. Jeg var faldet mere ned, ind på klinikken. Jeg kiggede på Niall der lige havde åbnet døren.
”Oh Anna” han lød overrasket og kiggede omsorgsfuldt på mig. Jeg stod og holdte om mine egene arme, prøvede forgæves at få varmen.
”Kom ind” han skubbede døren længere op, så jeg kunne komme ind. Jeg gik med rystende skridt ind af døren.
Jeg stod inde i hans entréen hans arme lå trygt om mig. Hans varme strømmede igennem mit kolde krop.

”Hvor var du?” hans skubbede mig ind på badeværelset. Kiggede på mig.

”I en eller anden park?” stammede jeg med klapperende tænder. Jeg kiggede på Niall som kiggede ned i gulvet.

”Er du okay” jeg kiggede bekymrende på mig.

”Tag dit tøj af” han ignorerede fuldstændig mit spørgsmål. Jeg kiggede undrende og en anelse grinende på ham.

”Hvad?” jeg stammede kort.

”Du fryser. Du skal have et varmt bad” jeg kiggede over hans skulder, og hen til hans bruser. ”Kun hvis du går med” jeg lagde tungt mit hoved på hans skulder.

”Er du helt sikker?” hans stemme dirret af nervøsitet. Hvad var han nervøs for? Det er vel ikke fordi det er første gang han ser mig nøgne eller letpåklædt.

Jeg nikkede ned mod hans bryst. Mumlede et svagt ja.

”Så kom” han trak trøjen over mig, efterfulgt at han selv tog sit tøj af.

Vi stod i badet imens vi holdte hinanden tæt ind. Vores vejrtrækninger var blevet synkrone og imens vi stod og nød hinandens nærvær.

”Du må aldrig sådan forsvinde igen” han skubbede sig lidt væk fra mig, lod hans finger holde min hage oppe.

”Det skal jeg nok lade være med. Men jeg havde brug for at tænke” jeg kiggede ham dybt i øjne, og ligeså gjorde han med mig.

”Vi er et par, vi snakker sammen” hans stemme var så skrøbelig, det havde virkelig skræmt ham. Hvordan kunne jeg dog ikke regne det ud.

”Er vi?” jeg kunne ikke gemme den svage lyserøde farve. Hans smil der bar blev større og større.

”Hvis du lystre” grinede han med et smil.
”Hellere ind gerne” jeg kysset ham svagt på læberne. Vores læber der smeltet sammen som de var bestemt for hinanden, men måske var de også det. Det vil betyde at Niall og jeg også er bestemt for hinanden.

”Så, nu når det er på plads” han smilede kort, inden han plantet et kys på min pande. ”Hvad med vi bestiller noget pizza, og ser nogle film?” jeg kiggede smilende på ham.

”Jeg kan godt gå med til filmende. Men vi må finde noget andet ind pizza” hans undrende blik var ikke til at tage fejl af.

”Hvorfor ikke pizza” jeg grinede stort så jeg fik vandet i munden. Jeg fik et kort hosteanfald inden jeg kiggede op på Niall igen.

”Hej jeg hedder Annabel, og jeg er for resten model” det tog noget tid før han forstod det, men da han gjorde det. Var ordene fra ham, det mest fantastiske jeg nogensinde havde hørt.

”Du er smuk uanset hvordan du ser ud” jeg rødmede stort. Aldrig havde nogen sagt så søde ord til mig.

”Tak” mumlede jeg ned mod hans nøgne bryst.

 

 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde ligget i sengen og set film. Niall havde givet sig og ladet mig vælge filmene, ellers var det noget han gjorde med vilje.

Filmen var lige sluttet og jeg lå faktisk bare og kiggede op på Niall, som dog ikke havde registeret noget. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl af en person, som jeg gjorde med Niall. Det skræmte mig faktisk en del, er jeg virkelig så dårlig til at læse og registrere andres følelser. Det vil jo aldrig ende godt med hvis jeg blev læge og ikke kunne forstå hvordan patienter har det.

”Anna? Hvorfor ligger du og kigger på mig?” han kiggede endelig ned på mig, med hans dejlige skæve smil.
”Hvorfor skulle jeg ikke?” jeg lod min pegefinger tegne cirkler på hans mave. Jeg kiggede dog ned, nervøs var det rigtige ord.

”Fordi, så får jeg lyst til at kysse dig endnu mere” jeg rødme stort igen. Det var åbenbart en ny ting jeg er startet på.

”Hvorfor gør du så ikke det?” jeg kiggede denne gang ind i hans blå øjne. Han smilede kort inden han lod hans læber ramme mine. Kysset var ubeskrivelig, der var så mange andre følelser jeg ikke havde stødt på endnu. Han udviklede kysset så vi lå der som to nyforelsket kærester, som vi vel også var.

”Anna” han trak sig forpustet væk imens han sendte mig en strålende blik.
”Niall?” jeg hev ud i endelsen imens jeg kiggede smilende på ham, det her må være ægte kærlighed ikke?

”Jeg elsker dig” jeg rødme igen, gud hvor pinligt.

”Jeg elsker også dig” jeg løftet mig lidt, lod mine læber give hans næsetip et lille kys.

”Jeg er så glad for at have mødt dig” den lyserøde farve der stille var ved at forsvinde, plusset op igen.

”Jeg er glad for at jeg kender dig. Jeg er bare ikke stolt over min opførelse” jeg kiggede svagt væk. Det havde nærede mig i lang tid.

”det fortid” hans læber ramte min pande i et svagt kys.  

”Det er jeg glad for” jeg trak vejret kort.

”Hvad skete der da jeg gik fra jer, ved klinikken?” hans øjne fik en mørk farve, en mørkeblå farve.

”Harry og jeg” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...