Hate That I Love You - Niall Horan

Arrogant. Selvoptaget. Irriterende. Ja, sådan ville jeg nok beskrive min søster. Alle elsker hende, især vores forældre, der gav hende billetter til en koncert hvor du kan møde bandet bagefter. Og de elsker hende så højt, at de tvang mig med.


42Likes
63Kommentarer
35149Visninger
AA

21. Kapitel 20: Niall James Horan

Again we take the same road
Two days in the same clothes
And I know just what she'll say
If I can make all this pain go

- Over Again, One Direction

 

 


"Nej." 
Selvom mit bryst brændte, og jeg havde besvær med at trække vejret når jeg bevægede mig for voldsomt, ville jeg ikke tage på skadestuen. Harry var ikke noget monster. Han var blevet vred, og så længe det ikke var gået ud over Annabel, så var der intet i vejen med mig.
"Er du sikker, Niall? Det gør ondt på dig," sagde hun sørgmodigt. Jeg løftede min arm op, og lod min hånd ae hendes kind. "Helt sikker. Det går over om lidt. Så længe du er her med mig, så har jeg det godt." Jeg smilede tl hende. Hun sukkede. "Jeg vil bare være sikker på, at du har det godt," hviskede hun. "Men det har jeg. Jeg har ondt nu, men det skal nok gå væk," jeg ville ikke gøre hende bekymret. "Okay," nikkede hun. "Men fortæl hvis det bliver værre." 
Hun kiggede ud på gangen, hvor man kunne høre et svagt punkt fra Harry og Liams skænderi i køkkenet.
"Undskyld," hviskede hun grådkvalt.
Undskyld. Hun sagde undskyld. 
"Undskyld?" Spurgte jeg. Det var første gang jeg havde hørt hende sige det. 
Hun nikkede. "Jeg føler det her er min skyld."
"Det er det ikke. Faktisk er det min skyld." "Nej, hvis jeg ikke havde provokeret dig, var intet af det her sket." "Du kunne ikke gøre for at Harry blev forelsket i dig." 
Hun rystede opgivende på hovedet. "Det eneste jeg ved, er at jeg er fuldstændig væk i dig," hviskede hun og lod forsigtigt sine læber mødes med mine i et kort kys.
"Kom her," sagde jeg lavt og rykkede mig lidt ud. Tøvende lagde hun sig ind til mig, med sit hoved mod mit skulderblad. "Fedt at du lærte det," drillede jeg hende. Jeg ville gerne have stemningen op igen. Hun fnes. "Ja. Jeg håber det var det rigtige tidspunkt at sige det på." "Det var helt perfekt." 
"Er du okay?" Spurgte jeg hende om. "Hvad mener du?" "Det var dig der blev hamret så hårdt ind i væggen, at Harry brækkede sin hånd." Hun tav. "Jeg er okay. Men det tror jeg ikke Harry er." "Harry er en idiot." "Nej. Jo måske lidt, men han kan ikke føre for, at han er forelsket, Niall. Hvad ville du have gjort, hvis jeg valgte Harry frem for dig?" 
"Så ville jeg have forstået det. Ligesom du sagde." 
"Okay. Tak Niall." "Jeg elsker dig Annabel." Jeg kiggede ned på hende, og hun kiggede op på mig.
"Jeg elsker også dig, Niall."
Mere nåede vi ikke at sige, før døren ind til stuen blev lukket op.
Liam trådte ind, og lukkede døren efter sig.
"Er i okay?" Jeg kiggede ned på Annabel. "Ja," jeg strøg hende over håret.
Liam nikkede. "Skal vi have tjekket det der?" Han pegede på min brystkasse. "Det sagde jeg også," istemte Annabel. Jeg rystede bestemt på hovedet. Jeg nægtede, at Harry skulle slå mig så hårdt, at jeg skulle på skadestuen. Liam sukkede. "Harry vil tale med dig. Alene." Jeg slog blikket op. "Alene?" Spurgte jeg en anelse nervøst.
"Han kan ikke rigtig gøre noget, hvis hans hånd er brækket," sagde Liam henkastet. "Er det en forsvarsmetode?" Vrissede Annabel. Liam gned sin kæbe. "Nej. Men jeg vil snart gerne have ham ud ind på skadestuen. Så hvis i lige..." Han pegede ud i luften bag sin skulder. Annabel rejste sig fra mig, og skubbede sig ud til kanten af sofaen. "Så går jeg med Liam ud. Jeg vil ikke i nærheden af Harry," sagde hun nervøst. Jeg ignorerede smerten fra mit bryst, og satte mig også op. Jeg kørte roligt min hånd op og ned ad hendes ryg. "Okay. Jeg skal nok ordne det, det lover jeg," jeg kyssede hendes kind. Hun smilede lidt. "Okay. Kom ikke yderligere til skade, vel?" Hun kyssede mit kindben og rejste sig op. Med det samme hun rejste sig op, mistede hun balancen og måtte støtte sig til Liam. Hun kiggede opgivende ned på sin fod. "Det var den jeg brækkede. Den er øm." Hun rynkede panden, og prøvede forsigtigt at bevæge den. Men det gik ikke. "Er den forstuet?" Spurgte jeg bekymret. Hun trak på skuldrene. "Måske. Jeg må nok tage med på skadestuen, til den tid." Liam lagde en arm om hende. "Så går vi ud i køkkenet, og smider Harry herind." Annabel kiggede forskrækket på ham. "Han skal ikke røre mig," sagde hun vredt. "Rolig," forsikrede Liam. "Der sker ikke noget."
Hun vaklede med Liam ud i køkkenet. Et surt opstød fra både Harry og Liam, fik skridt til at bevæge sig herind.
Lige nu følte jeg to ting:
Jeg var nervøs for hvad Harry ville nu. Og jeg var skuffet over, at jeg ikke hjalp Annabel, da hun blev slået ind i væggen. Det måtte have gjort frygteligt ondt. Altså, hvorfor hjalp jeg hende ikke? Jeg er en stor idiot. 
Harry stod ude i gangen og prøvede at tage sig sammen, til at gø herind. 
Han kiggede en anelse nervøst ned af sig selv. 
"Harry?" Spurgte jeg roligt. Jeg måtte selv gøre noget for det her. Han sukkede højlydt og gik ind i stuen. 
Det var først nu jeg så ham rigtigt. Han så virkelig ødelagt ud. Han var fuldstændig knust, og hans øjne var blodsprængte, efter mange timers gråd. Hans hår var uglet, og de grønne øjne virkede matte.
"Niall?" Sagde han tøvende i lavt tonelav. Jeg sendte ham et opmuntrende smil. Det nyttede ikke at være sur på ham. Tøvende satte han sig overfor mig.
Han kiggede tomt ud i luften. 
"Hvad skal jeg sige til dig?" Spurgte han. "Du kunne vel starte med begyndelsen?" Spurgte jeg med et lille smil. Harry kiggede hen på mig. "Så lad være med at se så glad ud. Det burde du slet ikke." 
Jeg fjernede smilet. Jeg tror han var lidt splittet over den konklusion. Han mente vel forhåbentlig, at jeg burde være glad, fordi jeg fik Annabel, ikke?
Åh, gud det her lød som en krig om hvem der fik Annabel. Det var det vel egentlig også. Hvor måtte det være hårdt for Annabel. Jeg fik faktisk dårlig samvittighed.
"Det betød ikke noget i starten. Men dengang i undertøjbutikken, startede det hele. Jeg begyndte pludselig at ligge mærke til alle hendes små detaljer. Også blev jeg forelsket i hende. Det var bare før, at jeg vidste at du var forelsket i hende. Det var virkelig... Nervepirrende at høre om." Han kiggede ned i sit skød. "Jeg ville aldrig såre nogen af jer," hans blik gled forsigtigt hen på min overkrop, hvor trykket fra hans hænder stadig var tungt mod mit bryst. "Især ikke Annabel. Det er ikke hendes skyld. Men..." Han trak på skuldrene. 
"Jeg er en kæmpe idiot Niall." 
"Det er vi allesammen, Harry," sukkede jeg. "Hvad mener du?" "Jeg ved ikke om du husker det, men det var faktisk mig der startede." Harry bed sig i læben.
"Mhm. Fordi jeg gav dig ideen." "Fordi Annabel havde været strid."
"Det er utroligt hvad en pige kan gøre, hvad?" Grinede Harry halvhjertet. Jeg smilede lidt.
"Hun er helt utrolig," sagde jeg drømmende.
"Niall. Undskyld. Jeg mener det. Jeg ved du måske ikke kan tilgive mig, for jeg kan ikke tilgive mig selv. Men vil du ikke nok prøve at se mig som et normalt menneske, og ikke et monster?" 
"Jeg har aldrig set dig som et monster. Du er min bedste ven." Harry kiggede overrasket op. "Virkelig?" "Selvfølgelig. Og derfor vil jeg gerne tage med dig og Annabel på skadestuen."
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den eneste grund til at jeg lod det være, var fordi jeg havde Annabel. Og fordi han havde skadet sig selv. Men jeg havde ikke tilgivet ham. Nix.


Lægen bandt et sportstape om Annabels fod. "Heldigvis er det jo kun en lille forstuvning, så det går snart over." Annabel smilede til ham. "Tak for hjælpen. Har du kigget på Harry?" Hendes stemme var bekymret, men den var ikke ligeså oprigtig, som når hun snakkede til mig. Lægen sendte os begge et blik. "Ja. Han brækkede sin hånd. Var i sammen med ham, da det skete?" 
Den samme læge, havde også tjekket min overkrop. Det viste sig, at jeg bare havde fået et slemt uforventet tryk på brystkassen, som havde gjort mig meget øm. Heldigvis var det allerede ved at gå over.
"Ja," svarede jeg. "Samme uheld." Vi kunne jo ikke rigtig gå og sige, hvad der egentlig skete. Så ville pressen gå mere amok, end den var i forvejen.
Annabel støttede forsigtigt på sin fod, og greb min hånd. Hvis hun støttede sig lidt til mig, kunne hun gå selv. 
Hun og jeg gav lægen hånden. "God bedring," hilste lægen, og gik tilbage til sin computer.
Da vi kom ud fra klinikken, fnøs Annabel. 
"Idiot." 
Jeg tror hun talte om Harry og lægen. "Godt du ikke har brækket den igen," sagde jeg opmuntrende. Hun smilede op til mig. "Godt du ikke er kommet meget til skade." Jeg trykkede hendes hånd. "Det var jo det jeg sagde."
Vi stod ud på gangen. Vi ventede på Harry, der var inde og få taget et røntgenbillede. Det var umuligt ikke at se at hans hånd var brækket, men proceduren var, at få taget sådan et. Liam var gået med ham, men var på vej ned af gangen, hen til os.
"Jeg har snakket med Louis. Han er på vej," Liam forsøgte sig med et lille smil. Annabel nikkede.
"Så længe ingen af dem rører mig," vrissede hun. "Rolig, Anna. Det skal nok blive godt igen." Automatisk rykkede hun sig tættere ind til mig, så hendes arm strejfede min. 
Harry kom ud fra en klinik længere nede af gangen. Et stort bandagebind var bundet om hans hånd. Han så ikke yderligere såret ud. Kun psykisk. 
Annabel frøs ved siden af mig. Hun havde intet tilovers for Harry længere. I virkeligheden var jeg også vildt sur på ham, men han var jo min bedste ven, og jeg vidste det bare var en reaktion fra ham.
Jeg nussede forsigtigt hendes hånd, også selvom rædslen stod klart i hendes øjne.
Hun var... Bange for ham?
Harry kiggede nervøst frem og tilbage på Liam og jeg.
"Annabel?" Spurgte han forsigtigt. Annabel kiggede nervøst ned i jorden.
"Annabel? Jeg ved at..." Harry gav op igen. "Du skal vide at jeg aldrig kommer til at tilgive mig selv for det her. Jeg troede aldrig at noget af det her ville ske."
"Det er ligemeget Harry," det var en af de første gange, jeg så hende på randen til tårer.
"Jeg vil gerne give dig en undskyldning." "Jeg vil ikke have en undskyldning," sagde Annabel skælvende. Harry kiggede såret ned i jorden. At se hende så såret var også hårdt for ham. Hvis han virkelig kunne lide hende, ville han mærke et ligeså hårdt tryk i brystet, som mig.
"Jeg vil bare gerne have at du går. Og aldrig nærmer dig mig igen." Denne gang flød tårerne ned ad hendes kinder. Jeg gav slip på hendes hånd, og svang i stedet for mine arme om hende. Hun græd stille mod mit bryst. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at det var mig, der havde ødelagt hende fra at være en stærk og selvsikker ung kvinde, til at være en skrøbelig, forsigtig skabning. 
Harry kiggede med tårer i øjnene, ned i jorden. Han tørrede en af tårerne fra øjenkrogen væk, med sin tommelfinger. "Undskyld," sagde han afkræftet. Hans øjne mødte mine. De sorgmodige, grønne øjne, de havde en længsel efter tilgivelse og kærlighed. Jeg havde ondt af ham. Men jeg måtte passe på Annabel nu. Så derfor kyssede jeg hende i hovedbunden og hviskede beroligende til hende.
"Wow." 
En ny stemme blandede sig. Louis.
"Annabel?" Sagde han spørgende. Annabel snøftede, men kiggede ikke op.
"Åh, gud, Harry hvad fanden har du haft gang i?!" Råbte Louis aggressivt. Som et forskrækket spædbarn kiggede Annabel op fra mit bryst. Louis trådte htruende hen til Harry, og løftede fingeren.
"Ved du godt hvilken, kæmpe idiot du er?" Råbte han. Harry kiggede forskrækket ned på Louis. 
"Lou-Louis..." Stammede han. 
Et højt klask lød. Avs. Det var et ordentligt slag.
"Du ved slet ikke hvad du har gjort imod Annabel og Niall! Tænk hvis Niall gjorde det her, imod dig! Hvad helvede ville du så stille op, Hvad?" Råbte Louis. 
Harrys øjne skød lyn. "Hold nu kæft, Louis. Du har ingen anelse om, hvad du snakker om. Du er selv ligeså slem. Helt ærligt, at få et barn med en du knap nok kender? Hold kæft det er lavt."
"Ja! Det kan da godt være! Men jeg er der for dem begge to. Men du er ingenting. Du har tabt sig selv, Harry. Idiot," vrissede Louis. Han lagde armen om Annabel, der havde rettet sig op, og kigget forskrækket på scenariet.
"Kom Liam. Lad os skride. Han er intet værd."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...